Til bund
Damaskus i 8 dage
Damaskus gør krav på at
være verdens ældste stadig beboede by!
I 10.000 år har der
boet mennesker her, og der er fundet spor af talrige
forhistoriske bosættelser. Barada-floden gav frugtbarhed
til området, og Damaskus har ligget som en grøn
oase midt i det tørre bjergland. Allerede da romerne
erobrede landet, var Damaskus en stor by, og romerne gjorde den
til deres hovedstad i Syrien på grund af de karavaneruter
byen havde kontrol med. Men Damaskus fik sin største
betydning som Islams første store hovedstad, en
blomstrende handelsby, et knudepunkt og mødested for
mange forskellige karavaneruter og med let adgang til
kysten.
I dag gør
Damaskus' markeder og bazarer den til en af de mest farverige
byer i Mellemøsten. Selvom handelen ikke længere
foregår med karavaner over land, så har der i
handelslivet på byens markeder overlevet
tusindårige traditioner.
Står man
på Qasyun-bjerget og ser udover nutidens Damaskus, vil
man se en storby beliggende i et frugtbart grønt
bælte - kaldet ghouta'en.Som en kærne i den nyere
by ligger det gamle bycenter omgivet af en bymur med 7
porte.Omayyad Moskéens kuppel og minareter ses tydeligt.
Det er især indenfor denne bymur vi vil udforske
Damaskus.Foruden den store moské er der Citadellet, der
er souq'en, der er gamle islamiske koranskoler (madrasa),
karavanserailler, markedshuse (khan), badehuse (hammam),
hospitaler (maristan), hellige grave (mashhad), paladser
(beit). Og ikke mindst: De charmerende gamle borgerhuse med al
deres orientalske atmosfære. En overflod af
spændende islamisk arkitektur!På en slentretur
gennem den gamle arabiske bydel indfanges man af Damaskus'
fortryllelse, og hver ny drejning i de krogede gyder
føjer nye maleriske vinkler til
bybilledet.
Pris: Kr. 10.300 pr. person v/ 2
personer
Bedste rejsetidspunkt :
April, maj, juni, september og oktober.
Se
også Damaskus for 2 personer i 10 dage - inkluderer
besøg i Palmyra
1. Dag
Ankomst til Damaskus. Afhentning i lufthavnen og
kørsel til hotellet.
2. Dag
Byrundtur med engelsktalende guide. Første del af
turen foregår til fods i Damaskus' spændende gamle
bydel.
Vi spadserer gennem Souq-al-Hamadiyeh, den berømte
overdækkede markedsgade. Her bombarderes man med
synsindtryk, lyde og dufte. Der skal tinges om priserne, hvis
man på et senere tidspunkt ønsker at gøre
sine indkøb her. Der er mulighed for at købe
messing-, kobber- og guldvarer, beduin-sølv, knive med
damaskener-klinge, tæpper, træskærerarbejder
samt den fine damaskenersilke, som byen er kendt for.
I forlængelse af souq'en finder man er
søjlerække, der er de eneste rester af den
vestlige forhal til det enorme Jupiter-tempelkompleks, der var
opført her i det 3. årh. e.Kr.
Efter man har passeret søjlerækken og en mindre
byzantinsk arkade, hvor koransælgerne i øvrigt
holder til, står man overfor Omayyad
Moskéen.
Stedets historie går tilbage til det 2. årtusinde
f.Kr., da der var opført en helligdom for den semitiske
gud, Hadad. I det 9. årh. f.Kr. byggede aramæerne
et tempel, som i det 3. årh. e.Kr. blev afløst af
det romerske Jupiter-tempel. Senere blev dette tempel
konverteret til en kristen kirke.
Efter arabernes indtog i Damaskus år 636 blev kirken
brugt som bedehus for både kristne og muslimer. En
enestående situation i verdenshistorien.
I perioden 709-715 byggede kaliffen al-Walid en moské
på stedet, og de gamle bygninger blev revet ned.
Dele af moskéen blev rekonstrueret i det forrige
årh. som følge af en større brand.
Der findes dog stadig dele af den oprindelige bygning, bl.a. i
moskégården, hvor man under den vestlige del af
den 2 etagers høje portico finder Barada-mosaikken, der
afbilder en paradis- verden med floder, oliven- og
appelsinlunde, marker, byer, bygninger, mm.
Inde i bedehallen findes et skrin, hvor Johannes Døberen
efter sigende er begravet.
Besøg i Azem-paladset, et højdepunkt i
damaskener- arkitektur.
Paladset, der blev bygget som bolig til den tyrkiske
guvernør i midten af det 18.årh., blev udstyret
med dekorative elementer, der var taget fra andre monumenter og
huse i Damaskus. Paladset er nu et folklore-museum, og det er
en oplevelse at færdes i de meget smukke rum med
dekorerede vægge og lofter, mosaikker,
marmorsøjler, vandbassiner osv.
Museet giver et godt indblik i, hvordan byens overklasse levede
i det 18. og 19. årh.
Efter en frokostpause skal vi se "Ananias Hus". I det
underjordiske kapel her var det, at apostlen Paulus blev
helbredt for sin blindhed og omvendt til kristendommen.
Udgravninger har vist, at bygningen er opført over et
tempel fra 2. og 3. årh. f. Kr. I bymuren kan vi se det
tårn, hvorfra Paulus, ifølge traditionen, blev
hejst ned i en kurv, da han måtte flygte for sine
forfølgere.
Sidst på dagen køres til Qasyun-bjerget, hvor vi
kan nyde solnedgangen over byen.
3. Dag
Til fri disposition. Viktors Farmor kan anbefale en
slentretur gennem de gamle gader og med besøg i flere af
de spændende gamle byhuse.
Et gammelt Damaskus-byhus er det perfekte eksempel på
arabisk arkitektur, fæstningsagtig og lukket fra
ydersiden, men åben og luftig indefra. Her er en stor
gård med et vandbassin i sten, der er blomsterbede,
vinranker, jasminer, måske citrontræer. Udfra denne
gård er der værelser til alle 4 sider. I den ene
ende af gården er der en iwan (et åbent,
hvælvet rum), der fungerer som boligens
repræsentative - og skyggefulde - rum. Møblerne er
ofte med indlagt perlemor og betrukket med stof af den
verdenskendte damaskener-brokade.
Men der er andre muligheder for at bruge dagen på en god
måde, f.eks. kan man gå i badehus eller på
indkøb i et af de mange fristende forretningskvarterer.
Der er også mulighed for at slentre en tur i
Salihiyeh-kvarteret, hvor man finder mange smukke - omend
misvedligeholdte - bygninger fra den franske mandat-tid
(omkring år 1900); eller en tur ud til Rhoda, et
grønt område i udkanten af Damaskus. Her er der
flere små atmosfærefyldte udendørs
restauranter beliggende ned til Barada-floden. I Rhoda kan man
glæde sig over de mange forskellige træer:
abrikoser, valnøddetræer, oliventræer, vin,
fersken, figen, mandel og granatæbletræer.
4. Dag
Heldagsudflugt til Bosra med guide (ca. 135 km).
Vi kører sydpå gennem Hauran-området, et
ejendommeligt landskab, der er domineret af vulkanske bjerge.
Mange steder ses de sorte basaltklipper samt lavamarker. Nogle
steder minder landskaberne nærmest om
måne-landskaber.
I dette vulkanske landskab, der veksler med frugtbart agerland,
er der flere oldtidsbyer end noget andet sted i
Mellemøsten. Der kendes ikke mindre end 300 i Hauran,
hvor de ligger som større eller mindre høje,
hævet over det omgivende terræn, fordi byerne har
ligget på samme sted i årtusinder. I oldtiden var
området et sandt kornkammer. Basalten er en hård,
stærk og modstandsdygtig bjergart, der helt op til vor
tid er blevet brugt som byggemateriale i området.
I Ezra ligger en af Syriens ældste og stadig brugte
græsk-ortodokse kirker, St. Georges fra 515, bygget i den
lokale basaltsten.
Den er et af de tidligste eksempler på en centraliseret
basilika, udformet udadtil som et kvadrat og indadtil som et
oktagon for derefter at slutte i en æggeskalsformet
kuppel.
Det er en kraftfuld bygning med mange interessante
byggetekniske detaljer.
Bosra, der nu er en ruinby, som dækker et område
på ca. 10 km i omkreds, havde sin første
blomstringstid, da den var hovedstad i det nabatæiske
kongerige i tidsrummet 70 til 106 e.Kr.
Derefter blev byen inddraget under Romerrigets Provincia Arabia
og gjort til provinsens hovedsæde. Under Pax Romana blev
det en rig handelsby, og det er fra denne tid (det 2.
årh.) det imponerende amfiteater stammer.
Takket være senere tiders tilbygninger rundt om teatret
er det et af de bedst bevarede romerske amfiteatre, - selv
scene-fronten er intakt.
Vi vil også gå på udforskning i
området, hvor vi bl.a. kommer til at se romerske og
arabiske bade, en byzantinsk katedral og den romerske
agora.
Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til
Damaskus.
5. Dag
Til fri disposition. Viktors Farmor anbefaler et
besøg på Nationalmuseet.
Derefter kan man evt. besøge Artisanat, et gammelt
karavanserail fra det 16. årh., der nu er omdannet til
arbejdende værksteder for kunsthåndværkere
(glaspustere, vævere, malere, læderarbejdere
m.m.).
6. Dag
Heldagsudflugt Maalula og Sednaya med guide.
Maalula, ca. 55 km nordøst for Damaskus, er en lille
bjergby (1650 m o.h.) beliggende i terasser op over klippen.
Indimellem er der gamle og også nogle endnu beboede
hulebebyggelser. Vi vil besøge et højtliggende
kloster for en kvindelig helgen.
På en spadseretur mellem klipperne med huler og
klippegrave vil vi nå endnu et kloster, for St. Sergius
og Bacchus. Klosterkirken er efter sigende den ældste
kirke i verden, indviet i 4. årh. Kirken indeholder en
meget fin samling ikoner. Stedet er valfartssted for kristne
pilgrimme.
Klosteret fremstiller sin egen vin, som vi har mulighed for at
smage.
I landsbyen tales endnu aramæisk, det sprog der taltes
på Jesu tid. Også i to nabolandsbyer, Bakhaa og
Joubadeen tales aramæisk. Ialt tales sproget af ca.18.000
mennesker, men det skrives ikke. Mange sprogforskere har
tilbragt år i Maalula for at studere
aramæisk.
Herfra køres gennem et flot kuperet terræn gennem
ørkenen med stærkt forvitrede klipper mod vest til
klosteret Sednaya. Her havde den hellige jomfru vist sig for
Kejser Justinian og bedt ham rejse et kloster for sig.
Selve klosterkirken er en tæt lille helligdom
(4.årh.), hvis vægge er dækket med
ikoner.
Vi er tilbage i Damaskus sidst på eftermiddagen.
7. Dag
Til fri disposition. Viktors Farmor anbefaler et
besøg på Beit Shami, et gammelt borgerhus, som nu
er indrettet til bymuseum.
Derefter slentretur gennem metalsuq'en til Maristan Nuriya, et
smukt bygningsværk fra det 12. årh., bygget som
hospital for sindslidende og som skole for
lægevidenskab.
Filosofien var, at patienternes tilstand kunne forbedres,
når de opholdt sig i smukke omgivelser, lyttede til musik
eller til en "historiefortæller" og fik serveret
udsøgte måltider.
I dag fungerer bygningen som museum for medicin og
lægevidenskab. Der er en betydelig samling dokumenter
samt lægeinstrumenter og medicinske planter.
Det er dog arkitekturen, der er hele besøget værd,
og design og dekorationer er gode eksempler på islamisk
kunst fra Seljuk-perioden.
Bygningen ligger omkring en åben gård med et
vandbassin i midten. Frugttræer og roser vokser omkring
bassinet. På hver side af gården er der en "iwan"
(hvælvet hal) flankeret af kamre, alle med
hvælvinger. Dørene har fine kobberdekorationer, og
der er i det hele taget en rigdom af detaljer i
ornamentikken.
I disse fredfyldte omgivelser er det passende at slutte denne
uge i Damaskus. Som andre huse i byens gamle kvarterer ser
bygningen ikke ud af noget udadtil. Men når man
træder indenfor overvældes man...
En ældre rejsende skrev i sin beretning om Damaskus, at
man kan sammenligne byens huse med en helt tilsløret
kvinde, hvis skønhed og charme ikke ses før hun
tager sløret af.
Denne uge skulle gerne have "løftet sløret" for
Damaskus' herligheder.
8. Dag
Transfer til lufthavnen. Fly til København.
Prisen dækker:
Flybillet + lufthavnsskatter
Kørsel til og fra lufthavnen i Damaskus
3 heldagsudflugter med engelsktalende guide
Entréudgifter under heldagsudflugterne
7 nætter i dobbeltværelse på centralt
beliggende hotel inkl. morgenmad
Ikke inkluderet:
Visum
Forsikringer
Udrejseskat (p.t. 1500 syriske pund, svarende til ca. 22
€)
Praktiske oplysninger
Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter
hjemrejsedatoen.
Der må ikke være israelske stempler i passet.
Til top