Julerejse til Estland, Letland og Litauen
7 dages rundrejse i Baltikum
Afstandene i Baltikum er korte, og seværdighederne store. Oplev landenes sammenhørighed og forskelligheder fra det finske og nordiske præg i Estland til det katolske og sydeuropæiske islæt i Litauen – indhyllet i den charmerende julestemning til lyden af julesalmer, der fylder de brostensbelagte gader.
Priser fra
11.490 kr.
Max. 20 deltagere
7 dages rejse
Start din rejse her
På julerejsen går vi på opdagelse i de 3 hovedstæder, Tallinn, Riga og Vilnius, der alle er på UNESCOs Verdensarvsliste. Det er eventyrligt at slentre rundt i de brostensbelagte gader med middelaldertårne, art nouveau-huse og små butikker – pakket ind i et blødt skær af julelys og pyntet med juledekorationer. I de små butikker frister mange spændende delikatesser, og måske vi støder på en julegave eller to.
Vi besøger også nogle af Nordeuropas flotteste barok-slotte og udforsker nationalparken Gauja, der kaldes ”Letlands Schweiz”. Vi ser bl.a. se det utroligt smukke Kadriorg Palads – et absolut must, hvis man rejser til Tallinn. I Litauen oplever vi den imponerende korshøj Kryžiu Kalnas, hvor ca. 100.000 kors er anbragt af pilgrimme siden 1831.
5 gode grunde til at rejse til Estland, Letland og Litauen med Viktors Farmor:
- Oplev Tallinn med Kadriorg Paladset og St. Alexander Nevsky-katedralen
- Få indblik i vores egen historie ved mindesmærket, hvor Dannebrog dalede ned fra himlen
- Udforsk Riga med nationalparken Gauja og de gamle borgruiner Sigulda og Turaida indhyllet i et vinterlandskab
- Gå på opdagelse i Vilnius’ gamle bydel og i middelalderhovedstaden Trakai vest for byen
- Nyd Rigas stemningsfulde julemarked og et stort juletræ i Tallinn, som markerer det første udstillede juletræ nogensinde
Dagsprogram
-
Dag 1
Til Estland
Vi flyver til Tallinn og indkvarteres på vores hotel.
Der er afrejse fra København medmindre anden lufthavn er angivet under "bemærkning".
Overnatning: Tallinn
-
Dag 2
Tallinn, St. Alexander Katedralen og Kadriorg Paladset
Efter morgenmad på hotellet udforsker vi Estlands hovedstad Tallinn til fods. Byen stammer fra middelalderen og kan spores tilbage til år 1154, hvor den var en kendt havn og handelsplads. I dag har Tallinn 425.000 indbyggere, og er dermed en lille hovedstad. Vi besøger den gamle bydel, som i 1997 blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
St. Alexander Nevsky Katedralen stod færdig i år 1900 på et tidspunkt, hvor Estland hørte under Det Russiske Kejserrige. Det forklarer den typiske ortodokse arkitektur med løgkupler og et flot interiør. Katedralen er et af Tallinns varemærker i dag. Det gamle Tallinn er en museumsby med en af de bedst bevarede bymure. Den er 2 km lang og har 26 tårne. Det var i nærheden af domkirken, at Dannebrog ifølge et gammelt sagn faldt ned fra himlen i 1219. En mindesten markerer stedet.
Når vi mødes efter frokost, kører vi med bus til Kadriorg Paladset. Dette imponerende palads blev opført i år 1718 af den russiske zar Peter den Store. Det blev navngivet Kadriorg efter hans hustru Catherine 1. Paladset er designet af den italienske arkitekt Nicolo Michetti, og med sin rige udsmykning er slottet et af de bedste eksempler på barok arkitektur i Nordeuropa. Den omkringliggende park er ligeledes imponerende.
Efter turen til Kadriorg Paladset er der tid til at udforske byen på egen hånd. Her er der bl.a. mulighed for at besøge Tallins hyggelige julemarked. På julemarkedet finder man bl.a. et stort juletræ, som markerer det første udstillede juletræ nogensinde. Hver december siden 1441 har der stået et lignende juletræ på pladsen. Der vil også være mulighed for at smage på estisk julemad f.eks. blødpølse og surkål.
Senere finder vi sammen en god restaurant til middagen.
Måltider: Morgenmad og frokost.
Overnatning: Tallinn
-
Dag 3
Til Letland via nationalpark
Dagens mål er Letland og hovedstaden Riga, og undervejs sætter vi tid af til at besøge nationalparken Gauja. Den er den største i Letland med sine 90.000 hektar skove, klipper og floder. Området huser også mere end 500 historiske monumenter. Et af højdepunkterne er Turaida Borgen. Den blev opført i 1214 og er en af de ældste middelalderborge i Letland.
Sigulda er en gammel borgruin og en del af et tidligere fæstningsværk. Borgen blev opført af den nyetablerede Sværdbroderordens mester Venno i årene 1207-1209, og var det første af 4 klostre i området.
Under besøget i Sigulda nyder vi en 3 retters frokost på en lokal restaurant. Herefter fortsætter turen mod Riga (ca. 1 time), hvor vi bliver indkvarteret på hotellet. Middag på egen hånd.
Måltider: Morgenmad og frokost.
Overnatning: Riga
-
Dag 4
På rundtur i Riga
Vi skal på rundtur i det gamle Riga, og vi gør det til fods. Letlands hovedstad har ca. 700.000 indbyggere og er den største by i de baltiske lande. Ifølge et sagn blev Riga bygget af Kristaps guld. Kristap var en stærk mand, som levede af at bære folk over floden Daugava. En nat vågnede Kristap til lyden af barnegråd på den anden side af bredden. Kristap vadede over for at bære barnet over floden, men undervejs blev barnet tungere og tungere. Med den største kraftanstrengelse lykkedes det ham at få barnet over, inden han faldt udmattet om. Da Kristap vågnede, var barnet væk og i stedet stod der en krukke guld. Den blev brugt til at bygge Riga.
Den historisk dokumenterede grundlæggelse af byen er året 1201, men selve stedet blev brugt som handelssted før dette.
På rundturen besøger vi Rigas imponerende domkirke. Kirken er bygget i 1211, men er ændret flere gange gennem tiden. Domkirken anses for at være den største middelalderkirke i Baltikum. Det storslåede orgel er med sine 6718 piber et af de største i verden. Der gives regelmæssig orgelkoncert. I den gamle bydel er der utallige restauranter, som er med til at skabe en hyggelig atmosfære og maden er særdeles god. Vores byrundtur i Riga ligger på juleaftensdag, og for at skabe lidt julestemning besøger vi derfor byens julemarked, hvor der vil være mulighed for at købe forskellige lettiske lækkerier.
Vi skal også smage på og høre om Letlands nationaldrik, ”Den Sorte Riga-Balsam” der består af ikke mindre end 24 ingredienser – forskellige urter, krydderier, honning, blomster og bær. Den er god for mange ting, ikke mindst for maven.
Efter frokost skal vi besøge House of the Blackheads. House of the Blackheads blev bygget i 1334, og blev oprindeligt brugt som sted for afholdelse af møder og fester. I det 17. århundrede var det broderskabet Brotherhood of the Black Heads of Riga - primært bestående af tyske købmænd - som benyttede sig af huset. Huset er sammen med rådhuset den mest udsmykkede bygning i Riga. Desværre blev den som så mange andre bygninger i Europa ødelagt under Anden Verdenskrig. I 1995 blev huset heldigvis genopbygget. Foran huset er det markeret, hvor broderskabet eftersigende opsatte Rigas første juletræ. På besøget hører vi mere om broderskabet samt får rundvisning i den flotte bygning. Vi ser bl.a. hvor den lettiske præsident arbejde fra, da præsidentboligen fra 2012 til 2016 var under renovering.
Dagen slutter vi af med en fælles julemiddag på restauranten Black Garlic, som er beliggende i Rigas gamle bydel.
Måltider: Morgenmad og aftensmad.
Overnatning: Riga
-
Dag 5
Til Litauen: Et palads, en korshøj og Vilnius
Efter morgenmaden sætter vi kursen mod Litauen og Vilnius. Undervejs gør vi to stop. Først ved det imponerende barok-palads Rundale 50 km fra Riga i det gamle kurland. Stedets historie stammer helt tilbage til det 15. århundrede, hvor en herregård blev bygget. Hundrede år senere kom selve paladset til.
I 1735 opkøbte hertug Ernst Johann von Biron paladset, som han rev ned og genopførte med genbrug af de oprindelige sten. Han var blevet den russiske Zarina Annas favorit (1730-40 på tronen) med næsten ubegrænsede magtbeføjelser og mulighed for at opføre Rundale. Hofarkitekten Rastrelli, som har bygget vinterpaladset i St. Petersborg, byggede også Rundale. Hertugen døde i 1772 og i 1795 afstod hans søn Peter Rundale til Katarina II. Siden har paladset tjent mange formål. I 1915-1918 var det kommandocenter og hospital for den tyske hær. I 1923 blev det delvist brugt som skole for Rundale sognet. Under 2. verdenskrig var det åbent for offentligheden, men i 1945 blev det lukket og delvist brugt som kornlager. I 1972 blev det officielt museum, og ideen var at genskabe paladset, som det så ud i sidste halvdel af 1700-tallet. De første rum var klar til at åbne i 1981, men først i 2014 var hele restaureringen af paladset færdig.
Det andet stop er i Litauen, ved den imponerende korshøj Kryžiu Kalnas. Det er et katolsk pilgrimssted ved byen Siauliai i det nordlige Litauen, og er måske verdens største koncentration af kors. Omkring 100.000 kors står på højen, foruden krucifikser, statuer og rosenkranse anbragt af pilgrimme.
Korshøjen begyndte i 1831 efter en opstand mod det russiske zarstyre, men efter sigende skulle traditionen stamme tilbage til middelalderen som en katolsk modstand mod undertrykkelse. Under kommunismen blev korsene flere gange fjernet og brændt - senest i 1975. Hver gang voksede der dog hurtigt en skov af kors frem igen. I 1985 lod myndighederne endelig korshøjen være i fred.
Mod aften ankommer vi til Vilnius, hvor vi bliver indkvarteret på hotellet.Måltider: Morgenmad og frokost.
Overnatning: Vilnius
-
Dag 6
Vilnius byrundtur og en lille republik
Formiddagen starter med en byrundtur til fods i Vilnius. Den er hovedstad i Litauen og har 535.000 indbyggere. Byen blev hovedstad for anden gang i 1991, da Litauen opnåede selvstændighed. Første gang Vilnius var hovedstad i Litauen var i middelalderen. Byen, som ligger ved Nerisfloden, er omgivet af maleriske bakker. Turen fører os til den gamle Alma Mater Vilnensis, det gamle universitet fra 1579, og til Uzupis, den lille kunstner-republik. Dette kvarter i Vilnius blev i 1990'erne et eftertragtet tilholdssted for byens kunstnere og bohemer. I 1997 proklamerede nogle beboere republikken Uzupis, som blev anerkendt af landet. Republikken har egen regering, præsident, forfatning og ikke mindre end 4 flag; et for hver årstid. Uzupis kan sammenlignes lidt med Christiania. I bydelen ser vi mange smukke udsmykkede huse og kunstneriske udfoldelser i alle former.
Vilnius var europæisk kulturhovedstad i 2009. Den gamle bydel er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste på grund af en imponerende arkitektur med eksempler på gotisk stil, renæssance, barok og klassicisme. Hovedattraktionerne er Gediminas slot og Domkirkepladsen, som er et symbol på hovedstaden.
Vi tager bussen ca. 26 km vest for Vilnius til Trakai, som er den oprindelige middelalderhovedstad i Litauen. I byen besøger vi en restaurant, hvor vi sammen skal tilberede den traditionelle karaimske ret Kibinai.
Efter en rundvisning tager vi tilbage til Vilnius. På vejen ser vi The Hill of Angels. Ti englefigurer er blevet placeret på bakken for at fejre Litauens 1000-års jubilæum - hver af englene symboliserer et århundrede.
I Vilnius er der resten af dagen tid til at nyde cafeer, markeder eller nogle af de mange antik-, rav- og souvenirforretninger samt forretninger med smukt hørtøj og broderede duge i hør. Litauen forsyner hele EU med hør. Der er også mulighed for at besøge byens julemarked. Julemarkedet skulle eftersigende have et af Europas flottest dekorerede juletræer. Middag på egen hånd.
Måltider: Morgenmad og frokost.
Overnatning: Vilnius
-
Dag 7
Hjemrejse
Efter morgenmaden, helt afhængig af hjemrejsetidspunktet, har vi evt. lidt tid på egen hånd og de sidste indkøb kan laves, eller man kan se det lokale kunstmuseum i et tidligere palads i gågaden – alt efter smag og behag.
Herefter kører vi til lufthavnen og begynder vores hjemrejse.
Måltider: Morgenmad.
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejser til Estland, Letland og Litauen
-
Pas og visum
Danske statsborgere kan rejse visumfrit i 90 dage til Estland - Letland - Litauen. Pas skal være gyldigt 90 dage ud over opholdets varighed. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
-
Vaccination
Det anbefales at være vaccineret mod stivkrampe, difteri og hepatitis A (smitsom leverbetændelse). Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
-
Valuta
Euro. Euro kan hæves i de fleste byer. Enkelte butikker, restauranter mv. tager ikke internationale kreditkort.
-
Mad og drikke
De tre lande har nogenlunde fælles madkultur med lokale specialiteter som for eksempel pirogger. Kød og kartoffelretter, fisk og supper er udbredt med indflydelse fra det russiske køkken. Det er almindeligt at drikke øl og vin og til dels vodka, som også fremstilles lokalt sammen med forskellige likører.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
-
Telefoni og internet
Landekoden til Estland er +372, landekoden for Letland er +371 for og landekoden for Litauen er +370.
Når du befinder dig i et EU-land (samt i Norge og Island) sikrer EU's regler, at du kan ringe og bruge data til samme pris, som når du er i Danmark. Der er som regel et loft for data, og du vil typisk modtage en sms om dette fra dit teleselskab ved indrejse. Typisk vil du desuden også modtage en sms, når loftet er nået.
På de fleste hoteller er der desuden trådløst internet.
-
Elektricitet
Der bruges 220V - 50 hz – medbring adapter, da stiktyper kan variere.
-
Drikkevand
Vand fra hanen er af varierende kvalitet. Vil man være helt sikker, anbefales det at købe vand på flaske.
-
Drikkepenge
På vores grupperejse er drikkepenge til lokalguide og chauffør inkluderet. Herudover er det almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen, som f.eks. tjenere, taxachauffører og stuepiger, da det for dem er en del at lønnen.
-
Foto
Hvis man vil fotografere mennesker, bør man altid spørge om lov først. Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer.
-
Indkøb
Ravsmykker, kurve, keramik, folkekunst, og strikvarer(uld) som ponchos, jakker og tørklæder.
-
Prisniveau
Med forbehold for ændringer. Alle i Euro:
Lille øl 2,5 – 3
Stor øl 3,5 – 4
Cola/vand 2
Glas vin 5
Salat 6 - 7
Suppe 6
Frokost 10 – 12
Dessert 4 – 5
-
Bagage
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Klima
De baltiske lande har en blanding af tempereret kyst- og fastlandsklima. Der er generelt koldere om vinteren end i Danmark – op til 20 minusgrader. Men der kan også være ekstremer med lejlighedsvise hedebølger om sommeren.
-
Tidsforskel
Baltikum er en time foran i forhold til Danmark.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Vækkeur
- Paraply/regntøj
- Vådservietter
- Kasket eller solhat + solbriller
- Lille dagtursrygsæk
- Gode vandresko
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android.
-
Bemærk
Vi går en del især på byvandringerne, hvorfor det er vigtigt at være godt gående for at få det fulde udbytte af rejsen.