Flyet lander i Addis Ababa, der betyder den nye blomst pga. byens frodige beliggenhed med varme kilder i undergrunden. Vi lander over midnat, og efter visum-formaliteterne kører vi til vores hotel, hvor vi har to overnatninger.
Morgenmaden skyder vi lidt, men ud på formiddagen tager vi på opdagelse i Etiopiens hovedstad. Addis Ababa er ung – sammenlignet med landet. Byen blev grundlagt af kejser Menelik 2. i 1886 og ligger 2500 meter over havets overflade i Entoto bjergkæden. I byen kan man nyde et pragtfuldt klima året rundt med gennemsnitstemperaturer på 25 grader. Det er en behagelig by, præget af brede alleer med jacaranda-træer. Jacaranda er subtropiske træer med smukke, blå blomster i op til to måneder om foråret.
Vi besøger Nationalmuseet. Her findes 52 knogler af abemennesket Lucy. Hun var en sensation, da hun blev udgravet i 1974. Hun har gået rundt for 3,2 millioner år siden, og har mindet om både abe og menneske.
Meskel fejres 26. september. På denne helligdag fejres dagen, hvor man fandt Jesus’ kors. Myten stammer fra tiden under Dronning Helena, som fik en åbenbaring i en drøm. Her blev hun fortalt, at hvis hun brændte et bål, så ville røgen føre hende derhen, hvor Jesus’ kors er begravet. Etiopien er meget stolt af denne tradition, der er på UNESCOs liste over verdens kulturarv.
Vi tager hen til Meskel pladsen om eftermiddagen, hvor præster kommer med fakler og kors, og der tændes et stort bål på pladsen og afholdes messe med Etiopiens patriark – overhovedet for den etiopiske ortodokse kirke. Det er en stor oplevelse, der i øvrigt fejres over hele Etiopien.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad