Vandreferie i Kap Verde
Eksotisk stemning på tropiske øer
Der er ”swung” over navnet Kap Verde: Det grønne forbjerg. De 10 øer stikker op af Atlanterhavet små 500 km fra Afrikas kyst, og har lige langt til Europa som til Ækvator.
Der bor kun 500.000 mennesker på Kap Verde. Men de bor godt. Der er udsigt til grønne bjergsider, hvide sandstrande og turkisfarvet hav – og til en tilværelse, der har hentet næring i Portugal, Brasilien og Afrika. Mange slaveskibe lagde til og provianterede inden den lange rejse over Atlanten. Og mange slaver undslap skibene og forblev på øerne. I dag er der en sjov blanding af afrikansk og kreolsk stemning over Kap Verde, der er selvstændig lilleputnation efter 400 års portugisisk kolonistyre.