Logo

Kultur og bridge i Marokko

Kombiner kultur- og naturoplevelser med bridge

Du har passionen for at spille bridge. Vi har den fantastiske rejse til Marokko. Hvorfor ikke kombinere de 2 ting? Resultatet hedder ”Kultur og bridge i Marokko” Som udgangspunkt spiller vi bridge hver dag på rejsen - bortset fra den første i Casablanca. Typisk om eftermiddagen fra kl. 15 til 19 – eller efter middagen. Vi veksler mellem par og holdturneringer. Og indimellem vil man også blive udfordret med en ny makker. Der er præmier på spil i turneringerne. Vi spiller på hotellerne, hvor der er fine lokaler. En særlig oplevelse kommer i Marrakesh, hvor vi besøger den lokale Club Royal Golf Bridge. Når vi ikke sidder med kortene tæt til kroppen, tager vi på udflugter. Vi ser den hvide by Casablanca, og i Marrakesh har vi det fine hotel Opera som ramme for at udforske den eventyrlige by.

8 dage Pris Rejseleder Status Information
21. okt 18 til
28. okt 18
11.200 kr Henrik Schmidt Bestil rejse

En af dagene tager vi på udflugt til Atlasbjergene. Vi har lagt en vandrerute på cirka 2 timer i et flot, men ujævnt terræn, og undervejs holder vi pause hos en familie. Man kan vælge denne dag at gå rundt i Marrakesh på egen hånd, men under alle omstændigheder mødes vi om aftenen – og hvorfor ikke til et spil bridge?

Alle bridgespillere kan være med og det kræver ikke særlige forudsætninger. Bare du kender spillet og har lyst til at spille. Mangler du en makker er det bestemt ingen forhindring. Vi finder en makker til dig og er vi et ulige antal spiller jeg med. Rejseleder er Henrik Schmidt. Han har spillet bridge i 20 år og bliver aldrig træt af det. Heller ikke i Marokko!

Læs praktiske oplysninger om rejser til Marokko her

Max 16 deltagere

Vis alle dage Skjul alle dage

Ankomst til Casablanca og kørsel til vores hotel.

Måltider: på flyet

Ved indgangen til 1900-tallet havde Casablanca 50.000 indbyggere. Siden er det gået stærkt. I dag er det Marokkos største by. Den gamle bydel har bevaret sin orientalske charme, og de franske koloniherrer anlagde en ny bydel, Ville Nouvelle, i en spansk-maurisk stil med inspiration fra art deco.
Det var i øvrigt franskmændene, der fandt på at kalde byen Casablanca. Det er spansk og betyder ”hvide hus”.

Verdens højeste minaret findes i Hassan 2.-moskeen i Casablanca. De første sten til moskeen blev lagt i 1980, og det var meningen, den skulle stå færdig til fejringen af kong Hassans 60-års fødselsdag i 1989, men den blev først indviet 1993. Også i Marokko kan byggerier skride i tid – og penge. Moskeen stod i 4 mia. kroner inden den var færdig.

Vi får en rundvisning i denne imponerende moské. Vi slentrer en tur på Cornichen og indånder den friske havluft.

Efter frokost på lokal restaurant i Casablanca, kører vi til Marrakesh, en tur på ca. 3 timer. Indkvartering på Hotel Opera, hvor vi skal bo under hele opholdet i Marrakesh.

Måltider: Morgenmad og frokost

Om formiddagen stifter vi bekendtskab med den gamle bydel, medinaen. Her er flere gamle håndværkskvarterer, blandt andet det gamle farverige krydderimarked, hvor der også sælges urtemedicin.

Mange kendte modeskabere, skuespillere, musikere og indendørsarkitekter har valgt at slå sig ned i Marrakesh, hvilket gør den til jetsettets private paradis og et eldorado for shoppere. Her findes de mest fantastiske tekstiler, håndknyttede berbertæpper, filthatte og filttøfler, smedejernslamper i alle faconer, tunge afrikanske sølvsmykker eller sko.

Vi besøger det smukt dekorerede Bahia Palads, og lytter til den spændende historie om gamle dages haremsliv.

Undervejs på byvandringen spiser vi en let frokost på en af de små restauranter ved Fna Pladsen. Efter sen frokost skal vi i gang med bridgen.

Om aftenen er der middag på egen hånd. Der er masser af små hyggelige restauranter med marokkanske specialiteter.

Måltider: Morgenmad og frokost

Morgenbesøg i Menara Haven, et paradisisk sted med kølighed og skygge, oliventræer og frugttræer. I det 12. årh. blev der anlagt en stor kunstig sø, beregnet til vandreservoir for Almohade sultanerne. I det 19. årh. blev der bygget en smuk lille pavillon ved søen, med pyramideformet tag med grønne glaserede teglsten. Et meget yndet fotomotiv.

Vi ser nærmere på Marrakesh med dens rosa bymure, gamle paladser og spændende madrasa'er. På en byrundtur til fods gør vi holdt ved et par af de smukke monumenter, som vidner om byens storhedstid, bl.a. museet, der er indrettet i et gammelt palads. Og vi fortsætter udforskningen af medinaen med de spændende håndværkskvarterer, bl.a. smedenes kvarter og læderarbejdernes kvarter.

Undervejs spiser vi frokost på restaurant ”Tajine Darna”, der ligger ud til Fna Pladsen.

Om eftermiddagen spiller vi bridge i klubben ”The Club Royal Golf Bridge”, og er der stemning for det fortsætter vi kortspillet på vores hotel om aftenen.

Måltider: Morgenmad og frokost

Vi tager på tur i Atlasbjergene. De der ønsker det, kan holde en fridag i Marrakesh i stedet. Dagens vandretur i bjergene fordrer, at man er i god form og kan klare at gå i ujævnt terræn. Vi kører mod Ourika Dalen, et meget naturskønt område.
Vores mål er en riad i bjergområdet nær Imlil. Her spiser vi couscous, et typisk marokkansk måltid.
Derefter starter vandreturen, som er på ca. 2 timer. Der er løst grus og til tider lidt stejle stigninger. Gode støvler og evt. en vandrestav anbefales.

Hvis man ikke er i god form til at vandre, kan man blive på riad’en og nyde de dejlige omgivelser og gode udsigter nær riad’en.

Under vandreturen holder vi pause hos en lokal familie i en lille bjerglandsby. Her bliver vi budt på myntete.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Marrakesh.
Hvis der er stemning for det, spiller vi kort om aftenen.

Måltider: Morgenmad og frokost

Om formiddagen ser vi de imponerende Saadien grave. De stammer fra det Saadiske dynasti i slutningen af 1500-tallet. Sultan Ahmad al-Mansour og hans familie er begravet her i fornemme mausolæer med mosaikudsmykning, søjler af hvid Carrara marmor fra Italien, og flot udskårne lofter af cedertræ. Udenfor de smukke mausolæer er der grave for sultanens soldater og tjenere.

Vi besøger ”Maison photographie Marrakesh”, der udstiller fine gamle fotos fra byen. Frokost på egen hånd i centrum af medinaen, hvor der er utallige små gode spisesteder.

Om eftermiddagen spiller vi bridge på ”The Club Royal Golf Bridge” eller på hotellet.

Middagsmad på restaurant ”Dar Touarif”.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Dagen er fri, men der vil blive arrangeret en afskedsbridgeturnering sidst på eftermiddagen.

Om aftenen samles vi til afskedsmiddag på Palais Sebban, et fornemt gammelt palads, nu omdannet til hotel. Her kan vi nyde den fredfyldte gårdhave med dens springvand, mosaikker og blomster.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Kørsel til lufthavnen i Marrakesh, og hjemrejsen begynder. Fly via Casablanca til København.

Alle planlagte afgange

8 dage Pris Rejseleder Status Information
21. okt 18 til
28. okt 18
11.200 kr Henrik Schmidt Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede