Morgenbesøg i Menara Haven, et paradisisk sted med kølighed og skygge, oliventræer og frugttræer. I det 12. årh. blev der anlagt en stor kunstig sø, beregnet til vandreservoir for Almohade sultanerne. I det 19. årh. blev der bygget en smuk lille pavillon ved søen, med pyramideformet tag med grønne glaserede teglsten. Et meget yndet fotomotiv.
Ca. 20 km nord for Marrakesh ligger Palmeriet, en stor palmeoase.
Her besøger vi en kunstudstilling, ”Musée de la Palmeraie”, hvor der vises nutidig kunst fra Marokko, inklusiv fotokunst, skulptur, kalligrafi og installationskunst. Mere end 50 nulevende kunstnere er repræsenteret her. Grundlæggeren af dette museum, Abderrazzak Benchaâbane, havde en dobbelt passion for moderne kunst og for haveanlæg. Så omkring de fine lave bygninger i lerarkitektur, hvor udstillingerne findes, er der et meget varieret haveanlæg. Her er andalusisk have, en frugthave, en have med en samling duftende roser, en vandhave og en kaktushave. Og alt er blandet med skulpturer i moderne udformning.
Efter frokost besøger vi Majorellehaven, som har været ejet af den store franske modeskaber Yves Saint Laurent. Vi går en tur i denne smukke oase af kaktusser og palmer, hvor farverne danner fantastiske kontraster. I haven findes et lille berbermuseum, der huser en udsøgt samling af brugskunst, smykker og dragter.
På vej tilbage til vores hotel kører vi omkring Guéliz, den nyere del af Marrakesh, som franskmændene byggede op under protektoratet fra 1912 til 1956.
Måltider: Morgenmad og frokost