Logo

Marokko - udvidet rejse

Et eventyr i farver - 10 dage

På denne rejse ser vi de samme ting som på 8-dagesturen ”Eventyr i farver - højdepunkter i Marokko”, blot er det i omvendt rækkefølge, og der er lagt lidt mere ”luft” i programmet. Som noget ekstra besøges det smukke naturområde omkring Bin al Oudane Søen, hvor der er indlagt en overnatning. Rejsens hovedvægt er lagt på de gamle kongebyer Marrakesh og Fez, men vi får også et indtryk af både Casablanca og Rabat.

10 dage Pris Rejseleder Status Information
3. nov 17 til
12. nov 17
12.900 kr Irene Hellvik Bestil rejse
9. feb 18 til
18. feb 18
12.900 kr Bjarke Vestesen Bestil rejse
23. mar 18 til
1. apr 18
12.900 kr Per Graugaard Bestil rejse
12. okt 18 til
21. okt 18
12.900 kr Fahmy Almajid Bestil rejse
2. nov 18 til
11. nov 18
12.900 kr Per Graugaard Bestil rejse
Vis alle ledige afgange Vis færre

Denne Marokkorejse med Viktors Farmor er unik fordi:

  • Vi er max. 14 deltagere
  • Vi bor på stemningsfuld riad i Marrakesh, i den gamle bydel, tæt på Fna-pladsen.
  • Vi lægger vægt på at møde befolkningen
  • Vi lægger vægt på at besøge kunsthåndværkere, fremfor kun at se deres varer i butikkerne

”Jeg tror dette er begyndelsen på et smukt venskab” Sådan lyder filmhistoriens måske mest kendte udgangs-replik. Den stammer fra ”Casablanca” fra 1942, med Humphrey Bogart og Ingrid Bergmann i hovedrollerne. Og det bliver også udgangs-replikken efter en rundrejse i Marokko i dag. For man bliver næsten uundgåeligt venner med Marokko. Det gamle kongerige er den arabiske verdens yderpunkt i Nordafrika. Selv om det ikke ligger i Orienten, har landet et umiskendeligt orientalsk præg. Snævre gader, der syder af liv. Mænd i kjortler, der bare kan deres kram og laver ting i læder, træ, smedejern og kobber. Dufte af mynte, af krydderier og søde kager.

Vi flyver direkte til Casablanca, hvor vi overnatter. Næste dag er der tid til sightseeing både i Casablanca og i Rabat. Vi har to overnatninger i den gamle by Fez, der rummer alt det, man forbinder med Marokko: Kunsthåndværk, labyrinter af gader, paladser, flotte haver, springvand, couscous, marokkopuder. Og meget mere.

Ved ankomsten til Marrakesh lander vi midt i en fortryllende og anderledes verden. Det er ikke uden grund, at franske designere som Yves Saint-Laurent og Jean-Paul Gaultier valgte at bo i Marrakesh, og Alfred Hitchcock optog film her. Byen er magisk. Og vi bor midt i den, i en stemningsfuld riad.

Riads er gamle borgerhuse. De tykke mure beskyttede mod gadernes hektiske liv og varmen. Og atriumgården med springvand, blomster og planter gav ro i sjælen. Vi har fundet frem til en lille, stilfuld og charmerende riad. Den er en oplevelse i sig selv, og bliver rammen om vore dage i Marrakesh. Af samme grund er der max. 14 deltagere på rejsen.

Læs praktiske oplysninger om rejser til Marokko her

Farvernes Marokko - en billedserie af Else Priisholm

Vis alle dage Skjul alle dage

Ankomst om aftenen til Casablanca. Vi afhentes i lufthavnen og kører til hotellet.

Vi tager på halvdags bytur i Casablanca.

Ved indgangen til 1900-tallet havde Casablanca 50.000 indbyggere. Siden er det gået stærkt.

I dag er det Marokkos største by. Det var i øvrigt franskmændene, der fandt på at kalde byen Casablanca. Det er spansk og betyder ”hvide hus”.

Verdens højeste minartet findes i Hassan 2.-moskeen i Casablanca. De første sten til moskeen blev lagt i 1980, og det var meningen, den skulle stå færdig til fejringen af kong Hassans 60-års fødselsdag i 1989, men den blev først indviet 1993. Også i Marokko kan byggerier skride i tid – og penge. Moskeen stod i 4 mia. kroner inden den var færdig.

Vi ser denne moské udefra, slentrer en tur på Cornichen og indånder den friske havluft.

Herefter kører vi Marokkos hovedstad Rabat, en livlig forretningsby.

Efter frokost udforsker Ouadaia Kasbah’en, som er en hel lille befæstet by i byen. Portene er fine eksempler på almohadernes militær arkitektur. Den ældste del af bymuren er fra 1195. Indenfor murene findes et historisk palads, der i dag er omdannet til museum for folkekunst. Her findes også en andalusiske have, som er helt i maurisk stil. Vi ser også Hassan Tårnet og mausolæet for Kong Mohamed 5.

Overnatning i Rabat.

Vi kører til den gamle kongeby Meknes. Her ser vi bl.a. den berømte port Bab Al Mansour, den smukkeste og mest berømte port i Marokko. Byen blev bygget under Moulay Ismail, og vi ser hans mausoleum. Moulay Ismail var Marokkos mest farverige og grusomme sultan i 1600-tallet. Han er omtalt i Guiness rekordbog som verdens mest reproduktive mand. Ved hjælp af sine 500 hustruer og konkubiner blev han far til over 1000 sønner og døtre. Vi ser hans mausoleum, staldene efter de 12.000 (tolvtusind!) heste samt de mægtige forrådskamre.

I Meknes er der prægtige paladser, moskéer, springvand, terrasser, haver, stalde og butikker, alt blev bygget over en periode på 50 år for at udfylde det store areal indenfor murene. Landskabet omkring Meknes er frodigt og roligt, med blide høje beplantede med oliventræer.

Vi spiser frokost i Meknes, hvorefter vi kører til den gamle romerske ruinby Volubilis. Den var en vigtig by beliggende i den vestligste del af det romerske rige. Byen ligger på et højdedrag, og udenom er der frugtbare marker. Herfra blev der sendt korn og oliven til Rom.

Vi spadserer rundt og beundrer de mange smukke mosaikker. Faktisk er en tredjedel af de oprindelige gulvmosaikker bevaret. Flere af mosaikkerne har dyr som motiver. Det skyldes, at vilde dyr fra Afrika blev samlet her i Volubilis, før de blev afskibet til arenaen i Rom.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Fez, hvor vi har to overnatninger.

Læs mere om Meknes

Vi er på byrundtur i Fez, den trediestørste by i Marokko. Fez har en smuk beliggenhed i en dal ved en flod, og byen er omgivet af bevoksede høje.

Fez har som næppe nogen anden by i Marokko bevaret sin traditionelle karakter som en levende middelalderby. En slentretur rundt i Fez er fortryllende uanset på hvilket tidspunkt af dagen man er der.

Vi spiser fælles frokost under vores byrundtur. Det gør vi i et gammelt palads med springvand, søjler og flotte mosaikmønstre.

Læs mere om Fez her

En smuk køretur fører os til vores næste overnatningssted ved Bin al Oudane Søen. Vi gør holdt i den lidt særprægede lille by Ifrane. Den kaldes ”Lille Schweitz”, da den er bygget helt i europæisk stil. Beliggende i 1165 m’s højde har den kølige somre samt vintre med snefald. Byens vartegn er en stenløve, der står på en græsslette nær Hortel Chamonix. Den blev udhugget af en tysk soldat under anden verdenskrig, hvor Ifrane en kort overgang blev brugt som lejr for krigsfanger. Den symboliserer den sidste vilde Atlas løve, der blev skudt nær byen omkring år 1920.

Efter ophold i Ifrane kører vi til Afrou. På berbersprog betyder Afrou ”sten” eller ”klippe”. Byen ligger på en strategisk korsvej mellem Mittel Atlas og High Atlas. Azrou, der ligger i 1250 m’s højde er omgivet af bjerge, der er dækket med grønne egetræer og cedertræer. Og der er frugthaver med kirsebærtræer og æbletræer. Et meget charmerende og naturskønt område at besøge. Her findes en særlige type aber, macaq-aber. Selve byen har ligesom Ifrane europæisk præg med røde tegltag på husene. Vi kører videre til landsbyen Khenifra, hvor der er frokost på egen hånd, før vi kører til Beni Mellal. Vores hotel har front mod søen Bin el Ouidane.

Middagsmad på hotellet.

Vi tilbringer formiddagen ved Bin el Ouidane Søen. Herefter kører vi til Ouzoud Vandfaldet, der ligger en times kørsel fra vores hotel. Det er Marokkos højeste og mest spektakulære vandfald, med et fald på 125 m ned i floden. På dette sted er der chancer for at se Barbary aber. Der er flere berberlandsbyer i området, og vi får fortalt om berberkulturen af vores lokale guide. Frokost på egen hånd, der er mange små caféer og spisesteder, flere af dem med en storslået udsigt over vandfaldet.

Midt på eftermiddagen kører vi til Marrakesh og tjekker ind på vores riad i den gamle bydel. Vi skal bo 3 nætter i et af de flot restaurerede gamle byhuse med ægte orientalsk atmosfære.

Om aftenen slentrer vi hen til Fna Pladsen for at opleve folkelivet og spise på en af de mange restauranter, der vender ud mod pladsen.

Byvandring i Marrakesh, en magisk by, almoravidernes hovedby i det 11. årh. Byen ligger som en oase på grænsen til ørkenen og ved foden af Atlas Bjergene. Alle vejene fører ind til Fna Pladsen, hvor musikere, dansere, healere, skrivere, eventyrfortællere, slangetæmmere og frugtsælgere holder til. Et broget syn og en oplevelse, der fæstner sig i hukommelsen. Når lygter og lanterner tændes, er der det samme liv på pladsen, og nu er det duften af grillet kød, couscous og lækre kager, der fylder aftenluften. Og suq’en, en labyrint af lys og skygge under det beskyttende tag af flettet strå, gør hver aften til en festival af farver, lyde og dufte.

Man drejer omkring et hjørne, og pludselig står man ved en halvt åben dør, hvorigennem man kan få et glimt af et palads med et springvand i forgrunden. Måske Bahia Paladset med haver fyldt med jasminer og orangeblomster. Eller Dar Si Said, der nu huser museet for marokkansk kunst.

Flere ting er værd at ofre tid på i Marrakesh: Saadian Gravene, Ben Yussef Madrasa. Vi ser så mange som muligt af disse seværdigheder i midtbyen. På en slentretur gennem bazarerne bliver der også tid til at opleve det kunsthåndværk, byen er kendt for, vævning, læderarbejde, metalarbejde mm.

Morgenbesøg i Menara Haven., et paradisisk sted med kølighed og skygge, oliventræer og frugttræer. I det 12. årh. blev der anlagt en stor kunstig sø, beregnet til vandreservoir for Almohade sultanerne. I det 19. årh. blev der bygget en smuk lille pavillon ved søen, men pyramideformet tag med grønne glaserede teglsten. Et meget yndet fotomotiv.

Vi tager udenfor byen til Palmeriet, der ligger ca. 22 km nord for Marrakesh. Det er en stor palmeoase med omkring 150.000 træer.

Her besøger vi også en kunstudstilling, ”Musée de la Palmeraie. Her vises nutidig kunst fra Marokko, inkluderet fotokunst, skulptur, kalligrafi og installationskunst. Mere end 50 nulevende kunstnere er repræsenteret her. Grundlæggeren af dette museum, Abderrazzak Benchaâbane, havde en dobbelt passion for moderne kunst og for haveanlæg. Så omkring de fine lave bygninger i lerarkitektur med udstillingerne er der et meget varieret haveanlæg. Her er andalusisk have, en frugthave, en have med en samling duftende roser, en vandhave og en kaktushave. Og alt er blandet med skulpturer i moderne udformning.

Vi kører til Majorellehaven, som har været ejet af den store franske modeskaber Yves Saint Laurent. Vi går en tur i denne smukke oase af kaktusser og palmer, hvor farverne danner fantastiske kontraster. Frokosten indtages i havens lille café under skyggefulde træer.

På vej til hotellet kører vi omkring Guiliz, den nyere del af Marrakesh, som franskmændene byggede op under protektoratet fra 1912 til 1956.

Marrakesh bliver først og fremmest forbundet med det rige folkeliv og byens centrum Djemaa El Fna Pladsen.

Sidst på dagen er der lejlighed til at slentre en tur i de oplyste og stemningsfyldte bazar-gader. Turen ender oppe på Djemaa El Fna hvor vi har mulighed for at studere gøglere, eventyrfortællere og madtraditioner, da torvet på dette tidspunkt er omdannet til en af verdens største udendørs restauranter og pladsen syder af liv.

Fritid og middag på egen hånd.

En dag på egen hånd i Marrakesh. Rejselederen vil give forslag til hvordan dagen kan anvendes. Om aftenen samles vi til afskedsmiddag på Palais Sebban, et fornemt gammelt palads, nu omdannet til hotel. Her kan vi nyde den fredfyldte gårdhave med dens springvand, mosaikker og blomster.

Kørsel til lufthavnen, og hjemrejsen begynder. Fly via Casablanca til København.

Alle planlagte afgange

10 dage Pris Rejseleder Status Information
13. okt 17 til
22. okt 17
12.900 kr Fahmy Almajid Udsolgt Forespørg
3. nov 17 til
12. nov 17
12.900 kr Irene Hellvik Bestil rejse
9. feb 18 til
18. feb 18
12.900 kr Bjarke Vestesen Bestil rejse
23. mar 18 til
1. apr 18
12.900 kr Per Graugaard Bestil rejse
12. okt 18 til
21. okt 18
12.900 kr Fahmy Almajid Bestil rejse
2. nov 18 til
11. nov 18
12.900 kr Per Graugaard Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede