Dagen byder på en fantastisk smuk køretur til middelalderbyen Ait Ben Haddou. Små berberlandsbyer klynger sig til bjergsiderne, og i dalene vokser der granatæbletræer, valnøddetræer og popler. På bjergsiderne ses græssende får og geder.
Her i Atlasbjergene har det fantastiske landskab gennemgået utallige forandringer i de 2 millioner år granitbjergene har eksisteret. Engang var Marokko fuldstændig dækket af vand, som efterlod et rigt udvalg af fossiler fra de forskellige havdyr som levede her. Flere små boder langs vejkanten sælger disse fossiler.
Vejen går gennem små pittoreske berberlandsbyer, lokale markeder og en fantastisk natur.
Kasbahbyen Ait Ben Haddou træder frem i landskabet som en ren åbenbaring. En kasbah er en gruppe sammenvoksede huse med en mur omkring. En byggeskik, der udspringer af at man skulle kunne forsvare sig mod fremmede stammer. Højt beliggende troner byen over Ounilla Dalen. Den er en af de ældste og mest fantastiske ørkenbyer i landet, bygget af soltørret ler, halm og jord.
Den ældste af bygningerne, et kornkammer beliggende på en bakketop, daterer sig tilbage til det 11. århundrede. Der er mange helt specielle bygninger med tårne og geometriske mønstre. Ait Ben Haddou er blevet brugt som kulisse i storfilm som ”Lawrence of Arabia”, ”Gladiator” med flere. Byen står også på Unescos liste over verdens kulturarv.
Rejselederen vil berette om en tid, hvor Ait Ben Haddou var et knudepunkt på karavaneruten mellem Sahara og Marrakesh. Karavanerne kom med guld, salt og slaver.
Middag og overnatning i riad i Ait Ben Haddou.
Måltider: Morgenmad og aftensmad