Indien: På Maharajaernes Paladser

Efter en god morgenmad sætter vi kursen mod Shekhawati. I gamle dage gik karavane-ruterne fra Kina til Indiens kyst gennem dette område. Ikke sært, at der udviklede sig et godt købmandsskab hos befolkningen. Der blev tjent mange penge, og rigdommene blev omsat i smukke købmandshuse, haveli, der var mangfoldigt dekorerede. Verdens største koncentration af fresker findes her, og området kaldes også ”Rajastans Open Air Galleri”.
Så gik karavanehandelen i stå. Købmandsslægterne flyttede væk. Tilbage står mange haveli, nogle forfaldne, andre velholdte. Man fornemmer tydeligt tidligere tiders storhed.

Vi skal tilbagelægge 165 km, så er vi i den lille by Al Sisar og indkvarterer os på Al Sisar Mahal, et heritage hotel, indrettet i et palads.

Det mest forbløffende ved byen er egentligt ankomsten dertil. Den ligger næsten i ren ørken, og er så undselig at man har svært ved at tro, der kan være et sted at sove. Men Al Sisar er en gemt perle, fuld af smukke købmandshuse og cenotaffer.

Hotellet blev bygget i 1800-tallet som palads for den lokale thakur - bykonge. Det er renoveret tilbage til den oprindelige stil og har en uimodståelig indretning. Vi spiser middag i den grandiose dining-hall.

Dagen er sat af til oplevelse i en lille indisk by. Om for middagen går vi en tur i Al Sisar, nyder måske en kop te ved te-boden, eller besøger landsbyens skole, hvis der er undervisning. Vagten lukker os ind i en af de smukke købmandsgårde, der står tomme, med flotte fresker i farver, der holder sig. Købmandsfamilierne er for længst flyttet væk, og deres boliger står tilbage som mesterværker fra en svunden tid.

Vi besøger også en familie i deres nye hus, inden vi vender tilbage til hotellet for frokost.

Eftermiddagen er fri til på egen hånd at gå på opdagelse i Al Sisar. Blandt andet er der et lille, beskedent museum i byen.

Efter en "sundowner" serveres middagen på hotellets tag-restaurant, hvor der er dækket smagfuldt op under ørkenens stjernehimmel. Meget passende kaldes restauranten for "Palace in the clouds", ikke fordi den ligger særlig højt, men fordi  væggene i serveringsrummet er udsmykket med skyformationer. Det tog 25 mand 2½ måned, 8 timer om dagen, at udføre dette malearbejde.

Efter morgenmaden forlader vi Al Sisar og kører længere ind i Rajastan. Vi lave et stop i byen Churu, der har flotte, gamle købmandsgårde og bestemt er en slentretur værd.

Vi fortsætter til Bikaner, som var hovedstad i et af de større kongedømmer i Indien. Faktisk var det på størrelse med England. Midt i 1800-tallet var kongedømmet i en elendig forfatning, men så fik det pludselig fremgang på grund af sin beliggenhed i ørkenen. Briterne kom nemlig i krig med kongen af Afghanistan, og maharajaen af Bikaner kunne levere det perfekte transportmiddel: Kameler.

I dag besøger vi en kamelfarm udenfor Bikaner, inden vi kører til vort hotel.

Igen skal vi på fyrsteligt. Denne gang på paladset, som maharajaen af Bikaner lod bygge i 1904, delvist for at skabe arbejdspladser. Her modtog han royale gæster, for eksempel kong George V af England. Og nu rykker vi ind for en enkelt nat.

Middag på slottet.

Vi besøger Junagarh Fort, som var maharajaen af Bikaners første slot. Første spadestik blev taget den 30. januar 1589 – som man kan forstå havde datidens maharaja styr på sin historieskrivning. Junagarh fort er i dag museum, som giver et godt indtryk af tilværelsen for kongelige familier i Rajasthan i en ikke så fjern fortid.

Derpå kører vi cirka 150 km, og holder en frokostpause undervejs.

Ud på eftermiddagen når vi Khimsar, og endnu et af Rajasthans imponerende slotte. Igen er vi ude i et ingenmandsland, ser det ud til. Næsten ørken og kun spredte træer. Men så dukker dette kæmpe slot pludseligt op, og når vi ruller ind foran det, er det nærmest uvirkeligt. Så stort er Khimsar Fort.

Khimsar Fort blev påbegyndt i 1532. Det var en søn af maharajaen af Jodhpur, der byggede sit eget slot herude på landet. Tyve generationer senere er fortet blevet hotel. Men det er samme familie – i direkte linje.

Vi har en nat på Khimsar Fort.

Efter morgenmaden forlader vi Khimsar og kører ind til Jodhpur. Det tager cirka halvanden time.

Jodhpur kaldes ”Den Blå By”, fordi mange huse er malet i en koboltblå farve. Der er flere forskellige forklaringer på denne tradition, og der er et flot vue ud over den blå by fra toppen af den klippe, Jodhpur slynger sig om. Her ligger også det imponerende Mehrangarh Fort, som vi skal se om formiddagen. Fortet er bygget oven på den næsten lodrette klippevæg, og når man ser resterne af det store bastion-anlæg, forstår man, at maharajaen af Jodhpur, den såkaldte Marwar-stat, var umulig at besejre.

Jodhpur er den næststørste by i Rajastan. Den blev grundlagt helt tilbage i 1459 af Rao Jodha. Jodhpur betyder direkte oversat ”Jodhas by”.

Når vi er færdige med rundvisningen på Mehrangarh fort, går vi ned til det travle kvarter omkring Clock Tower. Vi trænger måske til en forfriskning nu, og heldigvis ligger Indiens bedste lassi-bar ved tårnet. Lassi er en klassisk indisk milkshake, den nydes kold, med ananas, kokos, mango eller blot naturel. Så er vi friske til at gå på opdagelse i mylderet omkring os. Der er krydderi-handlere, te, antikviteter, silke og meget mere i bazaren i Jodhpur. Når øjne og ører er mætte kører vi til hotellet, som ligger omkring en fredfyldt have. Det er et heritage hotel, oprindeligt bygget i sandsten i 1927 af en søn af maharajaen af Jodhpur.

På vej ud af Jodhpur standser vi ved en fabrik, som har specialiseret sig i at lave væg- og sengetæpper. Man køber simpelthen gamle tæpper rundt omkring i landsbyerne, og så laver man nye design ud af dem.

Et par timer senere når vi frem til templet i Ranakpur. Det er opført i det 15. århundrede, og består af 29 haller, båret af 1444 søjler. Hver søjle med udførlige mønstre, mejslet ud i sandstens-blokken. Ranakpur templet tilhører den religiøse retning, der hedder jainismen.

Jainismen er – ligesom buddhismen – et oprør mod hinduismens stivnede lære. Den er opstået omkring 500 år f. Kr., og i dag er der 3 millioner indere, der bekender sig til jainismen. Kernen er en streng levevis, hvor man ved at overholde en lang række regler – for eksempel ikke at gøre noget levende fortræd, heller ikke myrer – kan nå den evige lykke.

Hvis folkekøkkenet ved Ranakpur har åbent, tager vi frokosten her. Det koster kun et par kroner. Prisen skyldes, at alle pilgrimme skal have råd til at spise. Men den er fremragende. Er folkekøkkenet lukket, tager vi frokosten et andet sted ved templet.

Ud på eftermiddagen er vi fremme ved endnu et slot. Denne gang i landsbyen Ghanerao. Den lokale kongefamilie har bygget slottet op i etaper lige siden 1606, derfor er slottet i dag en lille labyrint af trapper, etager og smagfuldt indrettede værelser. Maharaja-familien bor stadig i en føj af slottet. Det er ikke et hotel, siger familien. Derimod er det slægtens hjemsted, hvor vi tager imod gæster.

Middag i slottets restaurant.

Vi tager en udflugt til Aravali bjergene og fortet Kumbalgarh. Kumbalgarh er udnævnt til verdens kulturarv, og det har verdens næstlængste mur. Den er 38 km lang – og overgås kun af Den kinesiske mur.

Man kan vælge at tage med bussen tilbage til vores hotel, men man kan også gå med på en 3 timers vandretur gennem typiske, indiske landsbyer. Vandringen ender ved vort hotel ud på, eftermiddagen. Den er ikke strabadserende, og kan stærkt anbefales.

Middag på hotellet.

Efter morgenmad kører vi til Udaipur. Byen ligger ved fem søer. De er kunstigt anlagt, gravet ud med håndkraft, og er med til at gøre nutidens Udaipur til en af de mest romantiske byer, man kan finde i Indien.

Udaipur blev hovedstad for Mewar-dynastiet i 1568. Mewar er et af de ældste kongedømmer i Indien, og et af de få, der aldrig blev besejret af stormogulernes islamiske hære. Udaipur kaldes ”Den Hvide By” på grund af de mange hvide facader, og tronende over det hele er City Palace, Mewar-slægtens palads.

For at få det rette indtryk af byen, sejler ud på Pichola-søen sidst på eftermiddagen. Vi passerer det berømte Lake Palace, et luksushotel bygget midt ude i søen. Mange vil måske genkende det som kulisse i James Bond-filmen ”Octopussy”. Filmen er fra 1982, men Udaipur fortæller stadigt med stolthed sine besøgende om dengang, Roger Moore og Maud Adams kastede stjernestøv over deres by!

Sejlturen på Pichola varer en time.

Middag på en stemningsfuld restaurant med bredden af Pichola-søen.

På en rundtur til fods i den indre by besøger vi City Palace. Vi ser også Jagdesh, som er et hindutempel med meget fine udskæringer.

Så er det tid til frokost, som kunne være en thali. Thali er en bakke med et udvalg af lokale retter. På dansk ville vi kalde det en platte. Den indiske udgave af en ”platte” er velsmagende og billig. Man kan gøre som de lokale: Spise med fingrene. Man kan også bede om en ske og sætte det hele til livs på en mere europæisk facon.

Man kan også vælge at spise frokosten på en af de mange restauranter med udsigt over Pichola-søen.

Resten af dagen er fri til at opleve Udaipur på egen hånd. Om aftenen mødes vi til middagen.

Den første del af dagen er der tid på egen hånd i Udaipur. Sidst på formiddagen kører vi til lufthavnen og flyver til Delhi. Inden vi kører til lufthavnen er der afskedsmiddag på en restaurant i Delhi.

Vi begynder hjemrejsen lige over midnat, og er i København ved middagstid.