Hvad søger du?

Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya

Vild natur, afsides klostre og Dalai Lamas hjemby

Denne ekspedition fører os dybt ind i afsidesliggende områder af indisk Himalaya. Fra hektiske Delhi kører vi med bjergtog til den tidligere britiske sommerhovedstad Shimla, der på unik vis blander indisk kultur med britisk idyl. Herfra fortsætter vi ad små bjergveje mellem grønklædte bjerge og frodige dale med traditionelle landsbyer, enestående træbygninger og udsigt til de hellige Kinner Kailash-bjerge.

Gradvist kommer de høje bjerge tættere på, og fra Kalpa krydser vi ind i Spitis rå højlandsørken med hvidkalkede landsbyer og mægtige buddhistiske klostre med dybe tibetanske rødder.

Se dagsprogram
15 dage Pris Rejseleder Status Information
17. maj 23 til
31. maj 23
21.990 kr (Afventer rejseleder) Ledige pladser Bestil rejse
8. sep 23 til
22. sep 23
21.990 kr (Afventer rejseleder) Ledige pladser Bestil rejse

Vi besøger 1.000 år gamle templer, der stadig runger af munkenes messende stemmer, og vi oplever hverdagslivet helt ude på kanten af verden. Fra Spiti fortsætter vi over høje bjergpas til Manali, der spiller en rolle i hinduistisk mytologi. Rejsen slutter i Dalai Lamas hjemby Dharamsala, hvor den tibetanske kultur holdes i hævd.

Rejsens højdepunkter:

  • Vi er på en ægte ekspedition til sjældent besøgte områder af Himalaya
  • Vi kører med bjergtog til briternes gamle sommerhovedstad Shimla
  • Vi udforsker små landsbyer med prægtige træforter og smukke trætempler
  • Vi besøger afsidesliggende klostre dybt inde i Spitis rå og stenede bjerglandskaber
  • Vi kommer tæt på den tibetanske kultur i Dalai Lamas eksilhovedstad

Max. 20 deltagere.

Vis alle dage Skjul alle dage

Fra Danmark flyver vi mod Indiens hovedstad Delhi.

Vi ankommer til Delhi først på dagen og kører til vores hotel, hvor der er mulighed for at hvile ud ovenpå rejsen. Ved middagstid mødes vi igen for at udforske Indiens hektiske hovedstad. Delhi er en by fuld af kontraster, hvilket vi oplever på eftermiddagens byrundtur. I New Delhi står prægtige regeringsbygninger og luftige parker langs snorlige boulevarder, mens hektiske bazargader snor sig i alle retninger i Delhis gamle bydel.

Turen tager os blandt andet til Raj Ghat, hvor Mahatma Gandhi blev kremeret, efter han var blevet myrdet ved et attentat. I dag er området en lille park. Vi besøger også Indiens største moské, der hæver sig over Delhis gamle bydel. Det er en smuk helligdom med en stor indre gård flankeret af høje, slanke mineretter. Helt andre oplevelser venter i de omkringliggende handelsgader, hvor fodgængere behændigt snor sig ind og ud mellem scootere, rickshaws, biler og hellige kør. Folk handler i de små boder, unger i nystrøgne skoleuniformer er på vej fra skole, og duften af karry strømmer ud fra de mange små restauranter og blander sig med støvet, larmen og osen fra bilerne.

Turen fortsætter til det storslåede tempel Bangla Sahib Gurudwara, hvor vi hører om sikhernes religion, inden turen slutter ved det moderne Lotus-tempel, der er tilegnet bahai-religionen.  Herfra går turen tilbage til hotellet.

Måltider: Aftensmad.

En spændende tur venter os, når vi tidligt om morgenen stiger ombord på eksprestoget til Kalka. Først snor toget sig gennem Delhis uendelige forstæder, men gradvist giver byen efter, og husene erstattes af åbne landskaber, marker og landsbyer på de flade sletter omkring hovedstaden. Vi ankommer til Kalka lige inden middag. Her skifter vi til toget Himalayan Queen Express, der fører os op i Himalayas første bjerge til byen Shimla.

Jernbanen blev konstrueret af briterne omkring år 1900 og er en ingeniørmæssig bedrift. Mere end 100 tunneller blev boret gennem bjergene, og adskillige broer blev konstrueret. Men hvorfor var det så vigtigt for briterne at bygge en jernbane til denne afsidesliggende by?

Briterne led under den hede sommervarme på Delhis sletter. Så siden midten af 1800-tallet havde de været på udkig efter et sted at fortrække til i sommermånederne. Valget faldt på den lille bjergby Shimla, der i 1864 blev udnævnt som sommerhovedstad for den britiske administration i Indien. Når varmen om foråret blev for intens i Delhi, flyttede hele regeringen med deres familier og følge til Shimla, hvis kølige, tågeindhyllede bakker og dybe skove med lidt god vilje godt kunne minde lidt om England. I starten foregik turen med hestevogne, men med tiden blev det nødvendigt med en hurtigere og mere komfortabel forbindelse. Resultatet blev jernbanen.

I dag er fortidens damplokomotiver for længst udskiftet med mere moderne tog. Men tempoet er stadig adstadigt, og landskaberne er lige så smukke, som da briterne i sin tid tog denne tur. Vi ankommer til Shimla i 2206 meters højde sidst på eftermiddagen, hvorefter vi indlogeres på vores hotel for de kommende to nætter. Aftenen er fri til at nyde den kølige bjergluft og få de første indtryk af dette unikke sted.

Måltider: Morgenmad, madpakke på toget og aftensmad

På mange måder er Shimla en kærlighedserklæring til det fjerne England, og man fornemmer en god portion hjemve, når vi om formiddagen udforsker den gamle britiske sommerhovedstad. Hjertet af byen, der ligger på toppen af bakkekammen, er fyldt med britiske huse bygget omkring en klassisk, anglikansk landsbykirke. I den anden ende af gågaden – kendt som The Mall – ligger byens teater, der var centrum for Shimlas High Society. Under briterne var det her, man socialiserede, og sladder blev udvekslet. Derfor er det ikke underligt, at et af de mest populære mødesteder langs vejen hedder Scandal Point.

I den britiske periode måtte kun englændere færdes i denne del af byen. Inderne var henvist til bydelene, der lå ned ad skråningerne. Flere steder er skråningerne så stejle, at vejene er erstattet af trapper. Det betyder, at mange varer stadig bæres op til den britiske by på ryggen af en bærer, da biler ikke kan køre derop.

I dag er bymidten naturligvis åben for alle, og Shimla er blevet et populært feriemål for indiske turister, der kommer for at nyde det behagelige klima, de smukke udsigter mod bjergene og ikke mindst den unikke kombination af britisk idyl med et umiskendeligt indisk twist. 

Vi bruger formiddagen på at opleve Shimlas historiske centrum på en byvandring, hvorefter resten af dagen er fri til at udforske byen på egen hånd. En mulighed kan være at gå en tur ud til det imponerende Viceregal Lodge lidt udenfor byen. Dette palads var residens for de øverste britiske herskere i Indien, og byggeriet bliver ikke mindre imponerende, når man tænker på, at hver eneste mursten blev båret herop på ryggen af muldyr. Lyder det for aktivt, er man aldrig langt fra en kop kaffe eller en ægte britisk high tea på Shimlas te-huse.

Måltider: Morgenmad og aftensmad.  

I dag begynder ekspeditionen for alvor, når vi sætter kursen mod nordøst ad en mindre bjergvej. Vi kører i komfortable 7-personers biler med 4-5 i hver bil plus chaufføren. Så der er gode muligheder for at nyde landskabet, der glider forbi udenfor vinduet. Først kører vi gennem områder med lave grønklædte bjerge og frodige dale med æbleplantager, men gradvist kommer de høje bjerge i horisonten nærmere.

Dagens første mål er den lille by Sarahan (2.165 moh), der gemmer på en af Nordindiens bedst bevarede arkitektoniske hemmeligheder. På en bakkeskråning lidt udenfor byen ligger det spektakulære trætempel Bhimakali med en flot udsigt mod bjergene. Fra afstand ligner de gamle træbygninger en blanding mellem en borg og et palads, men når vi kommer tættere på, kan vi se de smukke træudskæringer og sølvarbejdet på dørene ind til helligdommen. Tidligere var Sarahan sommerhovedstad for riget Bushahr, men i dag kommer pilgrimme først og fremmest til templet for at ofre til gudinden Bhimakali, der anses for at være Bushahr-rigets beskytter, samt til den blodtørstige gudinde Durga.

Efter besøget i templet fortsætter vi dybere ind i bjergene til Sangla (2.680 moh), hvor vi ankommer sidst på eftermiddagen. Her indlogeres vi i en komfortabel teltlejr med store telte, rigtige senge samt toilet- og badefaciliteter. Inden længe serveres middagen, mens natten sænker sig over bjergene.

Måltider: Morgenmad og aftensmad.

Efter gårsdagens lange køretur tager vi det mere roligt i dag. Formiddagen bruger vi på at udforske små landsbyer i Sangla-dalen. Dalen er i sig selv smuk med frodige marker i dalbunden flankeret af høje bjergsider. Men det er i lige så høj grad de traditionelle landsbyer med træhuse i den lokale kinnaur-stil, der gør området værd at besøge. Det oplever vi blandt andet i landsbyen Chitkul samt ikke mindst i Bushahr-herskernes gamle hovedstad Kamru. Særlig spektakulær er det gamle træfort i Kamru, der også er bygget i kinnaur-stil med et 7 etager højt tårn med skrånende, næsten japanskudseende tage. Fortet ligner mest af alt noget taget direkte ud af Ringenes Herre eller en anden eventyrfilm.

Over middag forlader vi Sangla-dalen og kører omkring halvanden times tid til byen Kalpa (2.900 moh), der ligger med en forrygende udsigt til bjergmassivet Kinner Kailash. I den hinduistiske mytologi anses Kalpa for at være vinterresidens for guden Shiva, og det er let at se, hvorfor han har valgt at slå sig ned med denne udsigt. Vi er nu for alvor tæt på de høje bjerge, men i morgen skal vi endnu tættere på. Vi indlogeres på et hotel i Kalpa for natten.

Måltider: Morgenmad og aftensmad.

En storslået køretur venter os i dag, når vi krydser ind over bjergene til området Spiti og ind i en helt anden verden. Turen tager omkring 6 timer plus adskillige stop på vejen og fører os fra Kinnaurs frodige dale og træhuse med skiffertage til Spitis rå stenlandskaber og landsbyer i tydelig tibetansk stil. I Kinnaur er hinduismen den mest fremtrædende religion, mens Spiti er en buddhistisk verden, hvor lyden af messende munkestemmer strømmer ud af de hvidkalkede klostre.

Vejen, vi kører på, hedder meget ambitiøst Hindustan-Tibet Highway, om end der bestemt ikke er tale om nogen motorvej. Den lille bjergvej blev oprindeligt bygget af briterne for at styrke handelsmulighederne med Tibet. Karavaner har rejst ad denne rute i årtusinder, men med åbningen af vejen blev området langt mere tilgængeligt. Vejen er blevet forbedret siden, men det er stadig et af de mest afsidesliggende hjørner af Himalaya, vi kører ind i nu. I løbet af dagen gør vi holdt i flere landsbyer. Deriblandt Nako, der ligger ned til en lille sø. Her får vi de første indtryk af den tibetanske kultur, der stadig er dominerende i Spiti.

Dagens mål er Tabo (3050 moh), hvor vi besøger byens kloster. Klosteret tilskrives den højtstående munk Ringchen Zangpo, der siges at have opført ikke mindre end 108 klostre på én nat. Han er også kendt for at oversætte en lang række hellige skrifter fra indisk til tibetansk, hvilket bidrog til buddhismens udbredelse i Tibet. Klosteret er mere end 1.000 år gammelt, og vægmalerierne i gamle, vejrbidte tempelbygninger anses for at være nogle af de smukkeste i hele Spiti. De ældste malerier siges at være lige så gamle som klosteret selv.

Måltider: Morgenmad og aftensmad.

Vi forlader Tabo efter morgenmaden og kører dybere ind i Spiti mod byen Kaza. Første stop på vejen er Dhankar-klosteret, der nærmest synes at balancere på et stejlt klippefremspring højt over Spiti-floden. Dhankar fungerede tidligere som hovedstad for kongen af Spiti, og hans forladte palads og et fort kan ses nær helligdommen. I dag er Spiti ikke længere et kongedømme, men Dhankar-klosteret er stadig en vigtig helligdom, hvor munke kommer for at meditere og lade sig uddanne i de gamle buddhistiske skrifter. Dog sker det i dag først og fremmest i det nye kloster, der blev indviet nær det gamle for et par årtier siden.

Turen fortsætter til Pin-dalen, hvor naturen er overraskende frodig sammenlignet med den rå højlandsørken, vi møder andre steder i Spiti. Det nyder dyrelivet godt af, og dalen er blandt andet hjem for bjerggeder med imponerende horn. Sneleoparder lever også her, men det kræver helt ekstremt stort held at se det sky dyr i fri natur. Vi gør holdt i Pin-dalen for at nyde omgivelserne samt besøge den gamle helligdom Kungri Gompa, inden turen går mod hotellet i Kaza (3.640 moh).

Måltider: Morgenmad og aftensmad.

Vi bliver i Kaza-området i dag men tager et par små afstikker ud af byen. Dagens første mål er landsbyen Kibber, der ligger omgivet af stenede landskaber i 4.270 meters højde. Det er let at få det indtryk, at Kibber må være byen for enden af verdenen. Det er ikke helt forkert. Kibber regnes for at være en af de højest beliggende permanent beboede byer i verden, og hverdagslivet her synes uendeligt langt væk fra alting.

Fra Kibber er der mulighed for at gå til vores næste stop; Ki gompa, der er det største kloster i Spiti. Turen er på cirka 7 kilometer og fører gennem de rå og vilde landskaber. De, der ikke ønsker at gå, kan køre i bilerne. Fra afstand ligner Ki gompa nærmest en fæstning på sit klippefremspring højt over dalen. Området har da også været angrebet flere gange op gennem historien, og Spitis kloster har derfor også fungeret som tilflugtssted, når fjenden nærmede sig. Adskillige hundrede munke holder stadig til i klosteret, der i år 2000 fik en ny tilbygning indviet af selveste Dalai Lama. Vi tager os god tid til at opleve klosteret, inden turen går tilbage til Kaza i bil.

Resten af dagen går med at udforske Kaza, hvis gamle bydel byder på både et lille marked, flere lokale butikker og et kloster. Men mest af alt giver besøget mulighed for at få et indtryk af hverdagslivet helt her ude på kanten af verden. Vi overnatter i Kaza igen denne aften.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Det er tid at tage afsked med Spiti. Men turen ud af Spiti er om mulig endnu mere dramatisk og spektakulær end turen ind i området. Undervejs passerer vi det 4.551 meter højde pas Kunzum La, hvis top prydes af hvide stupaer og farvestrålende bedeflag. Vi skal igennem adskillige hårnålesving for at passere passet, og det er svært at forestille sig, at indtil for bare få år siden var dette en grusvej. Fra toppen går det nedad igen gennem områder med moræneaflejringer, gletsjere og udsigter mod bjergene.

Endnu et pas skal forceres, inden vi kan trille ind i Manali. Det er det 3.978 meter høje Rohtang La-pas. I en ikke alt for fjern fortid, kæmpede yakkaravanerne sig over passet. Men i dag kan vi vælge at tage en smutvej genne en helt ny 9 km. lang tunnel, der blev indviet i 2022. Om vi tager turen over passet eller gennem tunnelen afhænger af tiden, vejret og dagen.

Sikkert er det derimod, at landskaberne på den anden side af Rohtang La-passet er helt anderledes end dem, vi netop har forladt i Spiti. Vi er nu tilbage blandt frodige dale, frugtplantager og skovklædte bjergsider. Sidst på dagen kører vi ind i byen Manali, hvor vi har to overnatninger.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi har hele dagen til at slappe af og opleve Manali, der med sine ca. 65.000 indbyggere er klart den største by, vi har oplevet i snart mange dage. Navnet Manali er udledt af ordene ”Manus hjem”. Manu er et mytisk væsen fra en hinduistisk legende. Historien fortæller, hvordan verdenen blev oversvømmet, og mennesket udryddet. Men Manu overlevede katastrofen, og da vandet trak sig tilbage, slog Manu sig ned på det sted, hvor Manali i dag ligger. Derfor er Manali hellig for hinduer, der valfarter til byens templer. Vi besøger blandt andet templet Hadimba, der ligger gemt i en skov af cedertræer og byder på smukke træudskæringer. Vi dykker også ned i byens historie på Manalis lokale museum.

Gennem tiderne har pilgrimmene haft selskab af andre tilrejsende. Fra 1960’erne og frem var Manali et populært tilholdssted for hippier, der lovpriste de lave priser og den glimrende lokale marihuana. I dag er byen dog først og fremmest populær blandt nygifte indiske brudepar, der tager hertil på bryllupsrejse for at opleve sne i Rohtang La-passet. Resultatet er en hyggelig by med masser af faciliteter. Eftermiddagen er fri til at nyde det hele på egen hånd. Vi mødes igen om aftenen for at spise middag sammen.

Måltider: Morgenmad og aftensmad.

Vi lægger de høje bjerge bag os nu og sætter kurs mod sydvest og byen Dharamshala. Turen fører os gennem områder med frodige bjergsider, grønne teplantager og mindre byer. Vi gør et par små stop på vejen for at strække benene, inden vi ud på eftermiddagen kan indlogere os vores hotel i Dharamshala for de kommende to dage.

Dharamsala er en af de vigtigste byer i den tibetanske buddhisme. Det var hertil den åndelige tibetanske leder Dalai Lama i 1959 flygtede efter den kinesiske invasion af Tibet. Her fik han og hans følge lov til at bosætte sig i den tidligere britiske bjergby Mcleodganj lidt nord for Dharamshala, og siden har området fungeret som eksilhovedstad for den tibetanske regering. Men det er ikke kun tibetansk politik, der har hjemme i Dharamsala. Det er i lige så høj grad tibetansk kultur, religion og kunsthåndværk, der holdes i live i byen. Derfor ses bedehjul og bedeflag mange steder i byen, og i de mange små værksteder lærer unge tibetanere hjemlandets traditioner og gamle håndværk. På byens menukort ses tibetanske retter, og de mange klostre er prydet af buddhistiske thanka-malerier. På den måde er Dharamsala i lige så høj grad en åndelig hovedstad, som den er politisk.

Efter indlogeringen er resten af dagen fri til at slappe af ovenpå køreturen eller udforske Dharamsala på egen hånd. Et godt sted at starte kunne være byens bazar, hvor lokale, tilrejsende og pilgrimme alle kommer for at handle. Vi mødes igen for at spise aftensmad sammen.

 Måltider: Morgenmad og aftensmad.

Med en hel dag til rådighed har vi god tid til at udforske det spændende sted. Dalai Lamas residens er lukket for offentligheden, medmindre man har en audiens. Men byens templer er åbne, og pilgrimme strømmer til for at ofre til de gyldne Buddhastatuer i skæret fra flakkende olielamper. Templernes vægmalerier er ikke så gamle, som dem vi har set i Spiti, men de er i strålende farver og mindst lige så flotte. En sti fører rundt om Dalai Lamas hus, og de tibetanske pilgrimme optjener god karma ved at gå rundt om huset. Langs stien har mange hængt bedeflag op, og andre steder ses mantraer hugget ind i store sten.

Eftermiddagen er fri til at udforske Dharamshala på egen hånd. Det er værd at kigge ind i de små værksteder og butikker for at opleve det lokale kunsthåndværk. Eller tag gåturen ud til den afsidesliggende anglikanske kirke St. John in the Wilderness fra 1852. Kirken ligger inde i de dybe skove, der strækker sig rundt om byen, og der er noget glemt og forladt over den utraditionelle placering mellem skovens træer. Mange gravsten er overgroet, men kirken er stadig intakt. Lyder det for aktivt, har Dharamshala også mange lokale restauranter, der lokker med varm kaffe og tibetansk mad.

Måltider: Morgenmad og aftensmad.

Vi flyver tilbage til Delhi. De fleste fly afgår om formiddagen, men det præcise tidspunkt afhænger af flytiderne på den pågældende dag. Vel fremme i Delhi bliver vi hentet i lufthavnen og kørt til vores hotel. Resten af dagen er fri til at udforske hovedstaden på egen hånd, inden vi mødes igen for at spise afskedsmiddag sammen.  

Måltider: Morgenmad og aftensmad.

Vi kører til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder.

Måltider: Mad på flyet.  

Alle planlagte afgange

15 dage Pris Rejseleder Status Information
17. maj 23 til
31. maj 23
21.990 kr (Afventer rejseleder) Ledige pladser Bestil rejse
8. sep 23 til
22. sep 23
21.990 kr (Afventer rejseleder) Ledige pladser Bestil rejse