Sydindien på tværs

Vi tager på sightseeing i Cochin. St Francis kirke blev i 1510 bygget som den første europæiske kirke i Indien: Her ligger Vasco da Gama begravet. Den jødiske synagoge er fra 1568 og er dekoreret med hånd-kolorerede kinesiske kakler. Det hollandske palads har en lokal specialitet: Gulvet. Det er lavet af brændte kokosskaller, lime, plantesaft og æggehvide – og ligner marmor.
Dernæst kører vi lidt udenfor Cochin til en landsby i Keralas berømte backwaters.

Backwaters er et netværk af kanaler, floder og søer. Det spreder sig langs en stor del af Keralas kyst og er livsgrundlag for mange mennesker. I dette tilfælde i Poothotta, hvor vi får et godt indtryk af dagligdagen. Vi begynder besøget med en sydindisk frokost, serveret på palmeblade, som traditionen er. Frokosten er inkluderet i rejsens pris. Derpå sejler vi i smalle zig-zag kanaler. På bredden er der små marker og store kokospalmer. Og mennesker i sving. Med at fiske. Eller med at fremstille reb af kokosfibre. Landsbyen ligger på en lille ø.

Keralas køkken er aromatisk og krydret. For det meste serveres maden på et bananblad. Det stifter vi nærmere bekendtskab med i aften. I en moderne bungalow bydes vi på velkomstdrink, og så går kokken i gang. Vi kan give en hånd med. Eller gå rundt og nyde det det private hjem, for det hele er ganske uformelt. Men vi bænkes alle sammen for at smage de 3-4 typiske retter fra Kerala, der kommer ud af anstrengelserne.

Efter middagen returnerer vi til vort hotel.

Efter morgenmad kører vi til Alleppey og stiger ombord på en husbåd. Det næste døgn sejler vi på de mange kanaler, og det er et af rejsens højdepunkter. Husbåden er en traditionelt bygget træ-båd med elegante kahytter. Der er skipper og kok på hver båd og en terrasse, hvor man kan sidde og følge livet inde på bredden. Vi glider langsomt forbi landsbyer, marker, cykelstier, bådeværfter og meget andet, for der bor mange mennesker langs vandvejene i Kerala. Det fantastiske ved husbåden er den betagende udsigt. Hele tiden fanger øjnene nye eventyr. Og når øjnene begynder at blive trætte, er kokken klar med eftermiddags-teen. Maden bliver tilberedt ombord. Måske køber kokken frisk fisk og skaldyr af lokale fiskere, men under alle omstændigheder kaster vi anker i tide til at nyde solnedgangen og middagen.

Kahytterne har rigtige senge med madrasser og eget toilet, så det er ikke komfort, vi mangler. Alligevel kan det være svært at løsrive sig fra den varme aften i petroleumslampens skær.

Efter morgenmaden på husbådene går vi fra borde, og bussen venter for at køre os ind i landet. Vi skal til Periyar, der er kendt for sin nationalpark og for krydderier. Det er ikke uden grund, folk i Kerala har taget betegnelsen ”Guds eget land” til sig. De ved godt, at Kerala er frodigt, og selv om den vigtigste vækst er kokostræer, der er klattet ud over landskabet i millionvis, så er Kerala også landet, hvor peberet gror. Og kaneltræet, muskaten, ingefæren, kardemommen og nelliken. Dyrkning af afgrøder i Indien går tilbage til 9000 år før Kristus. Teknikker, der kunne øge udbyttet, blev udviklet, især med hensyn til krydderier, der ansås for vigtige allerede dengang.

På vej til Periyar besøger vi en te-fabrik, hvor vi ser, hvordan te-fremstilling foregår i Indien. I Periyar indkvarterer vi os på vort hotel, og sidst på eftermiddagen besøger vi en krydderi plantage og bliver introduceret for de forskellige urter og deres værdi.

I Periyar er der en del forretninger, der sælger krydderier. Middag på hotellet.

Tidligt om morgenen tager vi på to timers tur ind i Periyar nationalparken. Det er et af de bedste steder i Indien at se og fotografere dyr. Parken er især kendt for sine vilde elefanter.

Morgenturen har forhåbentligt givet appetit til morgenmaden på hotellet, og derpå kører vi en kort distance over "grænsen" til delstaten Tamil Nadu. I en landsby besøger vi en økologisk plantage, hvor vi får en rundvisning mellem papaya-, mango- og granatæbletræer. Der er også en have med medicinske planter - og et tårn, hvorfra der er en flot udsigt over den frodige dal. Vi får en tur rundt i landsbyen i oksekærre, inden plantagen runder besøget af med at servere en frisk tilberedt frokost for os.
Om aftenen middag på hotellet.  

I dag kører vi ud af Kerala og ind i nabostaten Tamil Nadu. Målet for dagens etape er Madurai, og turen dertil tager 4 timer.

Madurai er den ældste by i Sydindien. Den var hovedstad for et dynasti, der voksede sig stærkt indtil det 14. århundrede. En af kongerne byggede et overdådigt tempel, og anlagde en by med form som en lotusblomst rundt om templet. I dag kommer tusinder af pilgrimme til Madurai hvert år, trækplastret er Meenakshi templet, som vi ser på en rundtur i byen. Templet består af 985 søjler, der hver især er fint udskåret. Nogle af dem laver musik, når man banker på dem. Vi er i hjertet af byen, og blomstermarkedet foran Meenakshi summer af liv. Nogle gange kan man være heldig at komme op på taget i en af souvenir-butikkerne, der ligger lige overfor templet. Og når man står her, går det for alvor op for én, hvor stort templet egentligt er.

Når det er blevet mørkt, er der mulighed for en ekstra oplevelse. Meenakshi templet lukker hver aften, og under stor ceremoni lægges guderne til ro.

Derefter kan vi roligt sige godnat på hotellet i Madurai.

Dagen i dag tilbringer vi i et lille område med en helt særlig udvandrer-historie. Chettinad hedder egnen, og her har familierne i århundreder beskæftiget sig med bank-væsen og handel. Omkring år 1900 valgte mange unge mænd at forlade egnen og søge lykken i Burma, Singapore og Malaysia. De vendte aldrig hjem, men bankede forretninger op i deres nye hjemlande. Nogle af dem endte endda i USA. Fælles for dem var ønsket om at vise deres nye formåen. De sendte penge tilbage til landsbyen, og der blev bygget overdådige borgerhuse med teak fra Burma og marmor fra Rajastan. Det var en gylden tid. I dag står mange huse tomme. Familierne er flyttet til nye græsgange, men husene står stolte tilbage og vidner om en spændende epoke.

Vi skal bo i et af borgerhusene. Det er opført i 1902, og er i dag flot restaureret til et umådeligt charmerende lille hotel. Vi vil føle os hensat til den svundne tid, og ejerne af hotellet fortæller med glæde om husets historie frem til i dag.

Vi går en tur og ser et udvalg af de flotte huse, og nogle af sporene fra dengang. For eksempel kongens venteværelse på jernbane-stationen, væveriet og templerne, der var en stor del af ethvert byggeri.

En helt anden ting, Chettinad egnen er kendt for, er sit fremragende køkken. Det får vi at mærke på egen gane ved middagsmaden på vort hotel.

Vi tager tidligt afsked med Chettinad, og sætter kursen mod Tranquebar. Undervejs tager vi hul på den danske koloni-historie i Indien. Vi standser nemlig i Thanjavur. Det var her, admiral Ove Gjedde i 1620 forhandlede sig frem til at købe en koloni. Aftalen om at erhverve det lille fiskerleje Tranquebar blev nemlig indgået med kongen af Thanjavur på hans slot midt i byen. På slottet ser vi det kongelige bibliotek, der fortæller historien om palmeblads-manuskripter.

På slottet findes også et relief, der viser den danske missionær Christian Schwarz på sit dødsleje. Kongen af Thanjavur holder hans hånd. Schwarz var nærmest en faderfigur for den unge konge Serfoji i 1700-tallet.

Thanjavur var engang hovedstad i Chola-riget, og dynastiet Chola var store tempelbyggere. Der er ikke mindre end 74 templer i byen. Det mest kendte er Brihadeeswara, et arkitektonisk mesterværk og et af de fineste templer i Syd-Indien. Prikken over i´et er en sten på 80 tons, der er anbragt på toppen af templet. Brihadeeswara der er en del af UNESCO World Heritage Site. På de fleste dage står der en tempel-elefant ved indgangen og velsigner gæsterne. Hvis man lige giver en mønt først, lægger elefanten sin snabel på ens hovede i et par sekunder - og så er man klar til at træde ind på tempel-området.

Ud på eftermiddagen kører vi mod kysten og efter 4 timer dukker byporten i Tranquebar op. Vi er fremme ved et af rejsens største højdepunkter. Vi skal bo standsmæssigt. Hotellet er indrettet i koloni-stil i den gamle skatteopkræver-bolig. Det ligger ved kysten og har et begrænset antal værelser. En andet tidligere kolonibygning ved byporten er derfor købt og lavet om til hotel. Komforten er den samme. Vi fordeler værelser i kyst-afdeling og byport-afdeling efter princippet ”først til mølle”.

Vi har tre overnatninger i Tranquebar.

Tranquebar var Danmarks første koloni. Byen blev købt i 1620 på Christian 4.´s vegne, og den var i dansk besiddelse indtil 1845. Så var vi så forgældede, at vi solgte byen til englænderne. Men der er stadig mange levn fra den danske fortid, og vi har god tid til at sanse og opleve Tranquebar.

Vi bruger dagen til at gå rundt i byen, hvor alle afstande er overkommelige. Vi ser det flot restaurerede Fort Dansborg, Jerusalemskirken, den danske kirkegård i Nygade, og vi får fortællingen om de gamle huse i Kongensgade.
De seneste år er der pumpet rigtig mange penge i at restaurere Tranquebar. Guvernørboligen, der kunne falde sammen når som helst, er totalt genopbygget. Paradepladsen foran Fort Dansborg har fået promenade; der er kommet en bypark til; og gamle, traditionelle huse i Guldsmedgade er ført tilbage til oprindelig stand. Danske ildsjæle har lavet et søfarts-museum, og Nationalmuseet har stået bag en masse ny forskning i byen, dens nutid og dens historie.

Så Tranquebar er et spændende sted. Også for indere. Byen er kendt for sin rene, ozonholdige luft. Derfor vil man se indiske turister – eller skoleklasser – på udflugt til havet. Byen har både skoler, gymnasier og sågar seminarium.
Der bor omkring 10.000 mennesker i byen. Fiskeriet har altid været hoved-erhverv, og byen er et rigtig godt sted at få en fornemmelse af livet i Indien. Vi har stor erfaring i rejser til Tranquebar, og kommer derfor langt ned under overfladen i det lille samfund.

Og når man sidder over aftenens indiske “curry”, på hotellet, med lyden af havets brusende bølger i baggrunden, og ser over på Fort Dansborg, der knejser på den anden side af paradepladsen, er det da også let at tænke sig tilbage til 1600-tallet og danske soldater i rød uniform, der spejdede længselsfuldt ud over havet efter skibe med nyt hjemmefra.

En hel dag til at udforske Tranquebar på egen hånd. Rejselederen har forslag til, hvad man kan lave.

Efter morgenmaden kører vi til Pondicherry, en by der stadig besidder en autentisk fransk aura. Når vi er halvvejs, standser vi i byen Chidambaram. Det passer med frokost, men også med at se Natrajar templet. Det er dedikeret til Shiva, en af de tre hovedguder i hinduismen. Natrajar templet er et stop værd, fordi det er et meget aktivt tempel.

78 km senere er vi i Pondicherry. Byen var fransk koloni indtil så sent som 1954, og by-kernen har stadigt franske gadenavne. De ryddelige gader med skyggefulde træer giver en umiskendelig fransk stemning. Vi går en lille tur rundt i byen, blandt andet hen ad strandpromenaden og forbi statuen af landsfaderen Mahatma Gandhi.
Pondicherry er også en god by til de sidste indkøb.

Overnatning i Pondicherry.

Få kilometer udenfor Pondicherry ligger et eksperimentelt samfund: Auroville. Det opstod i 1960erne, og ambitionen var at skabe et samfund, hvor mennesker af alle nationaliteter kunne leve sammen, frigjort fra materialisme, religioner, race, og politik. Auroville er i dag et dynamisk samfund, og vi går en lille tur gennem området til vartegnet: En stor guldbelagt kuppel, Matrimandir.
På vej mod Chennai standser vi i Mahabalipuram og går en tur. Vi skal se verdens største relief udskåret i klippe, ”Arjunas Penance”. Relieffet er 30 meter langt og op til 15 meter højt. Det er hugget ud i det 7. århundrede.

”Krishnas Butterball” er et utroligt syn. En enorm granitkugle balancerer tilsyneladende på kanten af en klippeskrænt. Det ser ud, som om man kan rulle den ned med et skub. Men den ligger der - og har gjort det i årtusinder. Urokkelig. Mahabalipuram var hovedstad og havneby i et større rige, i dag er den kendt for relieffet, granitkuglen og sine udskårne templer. En tradition for granitarbejder betyder, at du kan besøge værksteder og se granitfigurer blive til. I Mahabalipuram er der altid den hule lyd af mejsler mod granit i luften.

Sidst på eftermiddagen kører vi det sidste stykke til Chennai. Vi har et par værelser til rådighed på et hotel, så vi kan bade og klæde om til flyturen, og inden vi kører til lufthavnen er der afskedsmiddag.