Den store Japanrejse
Landet hvor hightech og traditionel kultur går hånd i hånd
Japan ligner ingen andre lande i verden – og på denne store rundrejse kommer vi tæt på landets unikke kultur og historie. Både den moderne og den traditionelle. Vi kaster os ud i mylderet i Tokyos neonoplyste gader, og vi nyder roen i Kyotos templer og klassiske haver, hvor gruset rives i sirlige mønstre. Vi besøger shogun-gravene i Nikko, der ligger smukt mellem gamle træer, og vi udforsker naturen omkring Fuji-bjerget.
Helt andre sider af Japan oplever vi i små landsbyer med stråtækte huse nær bjergbyen Takayama, der i sig selv er hyggelig med sine små gader flankeret af træhuse. Historiens vingesus mærker vi i Hiroshima samt ved Japans største originale samuraiborg i Himeji. Vi spiser sågar frokost med en pensioneret sumobryder og besøger tempeløen Miyajima, hvor hjorte går rundt i gaderne med største selvfølgelighed.