Logo

Det nordlige Mongoliet

Ekspedition til det ukendte Mongoliet

Mongoliets rå og vilde natur er i fokus på denne rundrejse gennem de mindre besøgte nordlige egne af Mongoliet. Undervejs udforsker vi de mongolske steppers enorme vidder i firehjulstrækkere, vi nyder roen ved smukke søer og oplever udslukte vulkaner.

Vi møder også den traditionelle mongolske kultur og gæstfrihed hos lokale rensdyrhyrder og nomader, og vi dykker ned i landets rige historie i Djengis Khans gamle hovedstad Karakorum. Vi hører endda om en særlig dansk forbindelse, når vi går i fodsporene på en række danske ekspeditioner fra 1930'erne. Så der er lagt op til en ægte eventyrrejse fyldt med oplevelser langt væk fra de gængse turistruter.

Se dagsprogram
16 dage Pris Rejseleder Status Information
12. jul 20 til
27. jul 20
24.900 kr Lis Jespersen Ledige pladser Bestil rejse

Undervejs overnatter vi de fleste nætter i traditionelle ger. Ger er navnet på de karakteristiske runde filt-telte, som de lokale nomader har brugt på disse kanter i århundreder. Om vinteren er de varme, mens de om sommeren er kølige at opholde sig i. De er tilmed lette at pakke ned, når nomaderne skulle flytte fra ét sted til et andet. De ger-telte, vi bor i, er dog blevet forsynet med moderne faciliteter såsom vestlige senge. Toiletter og bad vil typisk være fælles, og de har ofte, men ikke altid, solopvarmet vand. Ger har ikke altid elektricitet. Men det vil typisk være muligt at oplade kameraer og mobiltelefoner i lejreneres hovedtelt.

Rejsens højdepunkter:

  • At udforske de åbne landskaber i firehjulstrækkere og på kamelryg
  • Djengis Khans gamle hovedstad Karakorum
  • God tid ved de smukke søer Terkhiin Tsagaan Nuur og Khovsgol
  • Mød lokale nomadefolk og oplev deres kultur på nært hold
  • Gå i fodsporet på de danske ekspeditioner i 1930'erne
  • Nætterne i traditionelle ger-lejrer under en funklende nattehimmel
  • Ganden-klosteret i den moderne hovedstad Ulaanbaatar

Max 20 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Fra København sættes kursen mod Mongoliet.

Efter et flyskifte ankommer vi til Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar. Her bydes vi velkommen i lufthavnen af vores lokale guide, hvorefter vi kører til vores hotel, hvor der er mulighed for at friske sig lidt op, inden vi ser nærmere på byen.

Ulaanbaatar er i dag en storby med omkring halvanden millioner indbyggere, så her møder vi det moderne Mongoliet for fuld udblæsning. Men Mongoliet er også rig på historie, hvilket vi oplever på Nationalmuseet. Vi besøger desuden Sukhbaatar-pladsen, hvor Mongoliets uafhængighed blev proklameret i 1921.

Frokosten står på klassisk mongolsk barbecue, inden vi fortsætter til kongepaladset, der i dag er museum. Dette store kompleks fungerede tidligere som vinterpalads for Mongoliets sidste konge, der også var en af de vigtigste åndelige ledere indenfor den tibetanske buddhisme.

Byrundturen slutter på Zaisan Memorial Hills, hvor vi nyder udsigten over byen, inden aftenen byder på middag på en lokal restaurant.

Måltider: Morgenmad på flyet, frokost og aftensmad

Vi forlader byen fra morgenstunden og kører i firehjulstrækkere ud gennem de åbne mongolske landskaber. Snart har vi lagt storbyen bag os, og vi er nu omgivet af vild natur. Dagens mål er Bayangobi; et smukt område præget af halvørken med sandklitter og lave bjerge.

Her besøger vi en nomadefamilie, der ernærer sig ved at opdrætte heste og kameler. Mongolerne har altid været kendt som formidable hesteryttere, hvilket sikrede dem stor militær succes under deres erobringstogter. Men også de særlige baktriske kameler har spillet en vigtig rolle i områdets historie. Ikke mindst som pakdyr for handelskaravanerne, der trodsede Mongoliets barske natur og bragte deres værdifulde last ad de gamle karavaneruter. Vi får mulighed for selv at opleve landskaberne fra kamelryg, inden natten tilbringes på ægte mongolsk vis i en ger.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Efter morgenmaden sættes kursen mod Mongoliets gamle hovedstad Karakorum, der ligger i Orkhan-dalen. At Djengis Khan valgte netop Karakorum til hovedstad i sit voksende imperium var på ingen måde tilfældigt. Flere tidligere nomade-dynastier havde regeret fra dette sted før, Djengis Khan forenede de mongolske stammer under sig. Så området havde stor symbolsk betydning, og ved at placere sin nye hovedstad netop her, understregede Djengis Khan med al tydelighed, at han nu var hersker over alle i Mongoliet.

I dag står Erdenezuu-klosteret samt et par statuer tilbage som minde om den tidligere så prægtige by. Vi besøger desuden museet i Karakorum, der fortæller om byens rige historie. Også denne nat tilbringes i en ger.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Flere store naturoplevelser venter os, når vi rejser dybere ind i det nordlige Mongoliet. Målet er den store ferskvandssø Terkhiin Tsagaan Nuur, der ligger dramatisk omgivet af udslukte vulkaner, gamle kratere og bjerge i den store Khorgo-Terkhiin Tsagaan Nuur National Park. Ikke mange rejsende finder vej til denne fjerne del af Mongoliet, og der hviler en vidunderlig ro over søen, hvis navn betyder ’Den store hvide sø’. Vi har god tid til at nyde roen og udforske de mange vandrestier omkring søen, for vi tilbringer to nætter i en ger-lejr i området.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi fortsætter gennem det nordlige Mongoliet mod Ulziit Khishig. Undervejs besøger vi en lokal nomadefamilie, der fortæller om livet på disse kanter. Under besøget bliver vi sandsynligvis budt på smagsprøver af deres hjemmelavede mælkeprodukter. Vel fremme ved Ulziit Khishig indlogeres vi i vores ger-lejr for natten, hvorefter vi spiser frokost sammen.

Eftermiddagen er fri til at slappe af og udforske naturen omkring lejren på egen hånd.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Den store sø Khovsgol nær grænsen til Rusland er endnu et af de naturmæssige højdepunkter i det nordlige Mongoliet. Søen er kendt for sin særlige mørkeblå farve og ligger smukt omgivet nåleskove og med bjergene i det fjerne. Trods søen er en af de største ferskvandssøer i Asien, fryser den til fra januar til april.

Det er ikke ualmindeligt at se græssende heste og til tider endda yakokser på engene langs bredden. Flere lokale familier lever desuden af at opdrætte rensdyr. Vi møder en af disse familier og hører om deres liv og særlige kultur. Der bliver også mulighed for at vandre og udforske naturen omkring søen på hesteryg. Har du lyst, kan du stå til søs i en lejet kajak eller på en sejltur (ikke inkluderet), og vi hører om lokale shaman-ritualer.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Efter to indholdsrige dage ved Khovsgol-søen fortsætter vi til Harganat River Lodge, der ligger flot på en sandbakke med udsigt over floddalen Delger Murun fra den indbydende terrasse. Også her ånder alt fred og ro, og der er rig mulighed for gåture i naturen omkring lodgen. Du kan desuden leje cykler, teste dit øjemål i den klassiske mongolske disciplin bueskydning eller prøve lykken med fluefiskeri i floden (ikke inkluderet).

Dagen byder desuden på en tur til Uushgyn Uyur, hvor vi hører om en af områdets helt tidlige kulturer, og vi tager på en to timers gåtur til toppen af et helligt bjerg, hvor vi belønnes med en flot udsigt over byen Moron og de omkringliggende landskaber.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Målet for de kommende dages udforskning er Erdenebulgan Soum, der også er kendt som ’Den danske steppe’. Navnet henviser til en række danske ekspeditioner og forskningsprojekter i denne egn op gennem 1930'erne. Blandt datidens mest berømte danske opdagelsesrejsende var Henning Haslund-Christensen, der deltog i flere ekspeditioner i Mongoliet. Han beskrev de lokale kulturer med stor beundring gennem både bøger og radioprogrammer, og han indsamlede en stor samling af etnografiske genstande, der i dag huses på Nationalmuseet i København. Han blev i 1938 slået til ridder af Dannebro for sine bedrifter.

Frokosten består i dag af madpakker, som vi spiser på vej til Erdenebulgan Soum. Vel fremme indlogeres vi i vores ger-lejr fra de kommende to nætter. Lejren ligger nær en flod omgivet af lave bjerge. Herfra udforsker vi området og besøger blandt andet en nomadefamilie, der fortæller de lokales beretning om de danske ekspeditioner. Noget der blandt andet er skrevet en sang om.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

De mongolske landskaber bærer flere steder præg af tidligere tiders vulkanske aktivitet. Et godt eksempel er den udslukte vulkan Uran Tagoo, hvis perfekte skovklædte kegle hæver sig over de omkringliggende landskaber. Det er muligt at bestige vulkanen og kigge ned i krateret, der i dag er dækket af græs med en lille sø i midten. Mindst lige så flot er udsigten fra kraterkanten mod de omkringliggende landskaber og nærliggende vulkaner, der tilsammen er beskyttet som naturreservat. Vores ger-lejr for natten ligger ikke langt fra vulkanen.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Morgenen starter med en udflugt til Uran Togoo, hvor der er mulighed for at udforske de storslåede landskaber til fods. Tilbage i ger-lejren nydes frokosten, inden helt andre oplevelser venter i Mongoliets næststørste by Erdenet City. Efter næsten to uger omgivet af åbne vidder og afsidesliggende nomadelejre kan bylivet godt være lidt af et kulturchok.

Men storbylivet har også sine fordele, og vi spiser middag på en lokal restaurant, inden vi stiger ombord på nattoget mod Ulaanbaatar. Natten tilbringes i 4-personers kupéer til lyden af togets rytme, mens toget bevæger sig støt og roligt gennem den mongolske nat. Enkeltværelse ikke muligt på toget.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Ved 6-tiden om morgenen ruller toget ind på stationen i Ulaanbaatar, hvor vi efterlader bagagen på vores hotel og spiser morgenmad. Derefter er det tid at se nærmere på byen. Blandt højdepunkterne i Ulaanbaatar er Gandan, der er det største buddhistiske kloster i Mongoliet. Mere end 500 munke bor og studerer i klosteret, hvis monumentale hovedbygning huser en enorm statue.

Der bliver også mulighed for at shoppe efter mongolske cashmere-tekstiler inden frokost. Derefter kan vi chekke ind på hotellet og friske os lidt op, inden aftenen byder på afskedsmiddag og en farverig koncert med mongolsk folkemusik.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi kører til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder.

Alle planlagte afgange

16 dage Pris Rejseleder Status Information
12. jul 20 til
27. jul 20
24.900 kr Lis Jespersen Ledige pladser Bestil rejse