Om morgenen besøger vi Khamar Klostret. Klostret blev grundlagt af Danzan Ravjaa og var landets centrum for buddhismens røde sekt i det 19.århundrede. Desværre blev næsten hele klostret, ligesom stort set alle klostre i Mongoliet, ødelagt i 1930’erne og kun 2 små tempelbygninger var tilbage. Efter Mongoliets selvstændighed i 1990 blev klostret genopbygget ved hjælp af pengedonationer fra lokalbefolkningen. Nu bruges det atter af lamaer, der dagligt kalder til bøn.
Dernæst besøger vi det berømte Shambala område, hvortil det mongolske folk valfarter fra nær og fjern for at få del i dette hellige steds energi. Før Danzan Ravjaa døde fortalte han de lokale, at de altid ville kunne komme til dette sted for at søge råd fra hans ånd, som ville forblive i Shambala. Når man besøger dette hellige center, er der en række ritualer, som skal iagttages for at få fuldt udbytte af stedets magiske kræfter. Vi får mulighed for at afprøve dette- eller nøjes med at kigge på!
Vores tur går videre til en nomade familie, der som andre nomader her i ørkenen hovedsagelig holder kameler. Vi får en let frokost sammen med familien og hører om, hvordan deres liv former sig. Der er mulighed for en ridetur på kamel (rideturen er ikke inkluderet i rejsens pris).
Om eftermiddagen besøger vi Khar Mountain (Det sorte bjerg). Hvisker man sit ønske til dette hellige bjerg, vil ønsket gå i opfyldelse!
Vi kører tilbage til vores ger-lejr, hvor vi spiser aftensmad.
Måltider: morgenmad, frokost og aftensmad.