Logo

I sporet efter Ulrik Plesner

14 dages arkitekturrejse i Sri Lanka

Følg i sporet på den - i Sri Lanka verdenskendte - danske arkitekt Ulrik Plesner og få indblik i hvordan han har været inspirator for den srilankanske arkitektur.  Undervejs besøges en række bygninger som Plesner direkte eller indirekte har haft indflydelse på og vi får lejlighed til at tale med flere arkitekter og andre personer, der har kendt og arbejdet sammen med Plesner i Sri Lanka.

Sammen med den srilankanske arkitekt Geoffrey Bawa og en talentfuld gruppe af unge arkitekter, kunstnere og håndværkere skabte han en hel ny og spændende arkitektur til Sri Lanka. En arkitektur baseret på en frugtbar fusion af vestlig, kolonial og lokal byggetradition, og med dyb respekt for omgivelser og klimatiske forhold.

Regioner: Asien
Lande: Sri Lanka
15 dage Pris Rejseleder Status Information
16. apr 19 til
30. apr 19
21.400 kr Ulla Eg Dons Bestil rejse

Den unge Ulrik Plesners møde med Sri Lanka i slutningen af 1950’er kom på mange måder til at præge hans liv og arkitektur. I sin bog IN SITU, som udkom i april 2013,gav han et spændende indblik i, hvordan Geoffrey Bawa og han sammen udviklede bæredygtigt og langtidsholdbart byggeri af lokale materialer og med lokale håndværkere.

I et uhøjtideligt miljø formulerede de en toneangivende arkitektonisk retning for Sri Lanka. De tog højde for det dramatiske klima med monsunens massive vandmængder vekslende med bagende sol. De udviklede det moderne dobbelte tag, der kan holde kryb ude og modstå legende aber og hoppende påfugle på taget. Ulrik Plesners formulerede selv denne livsfilosofi: ”ingen bliver glade eller kan fungere ordentligt, hvis de bliver tvunget til at leve i en bygning, der ikke understøtter deres vante livsform”.

Ulrik Plesners kreative åre stammede ikke fra fremmede. Hans skotske mor var ivrig maler, hans onkel var arkitekten Ulrik Plesner, som bl.a. har tegnet en lang række bygninger i Skagen, og hans stedfar Kåre Klint. Efter arkitektstudiet gik vejen først over en arkitektkonkurrence i Indien, dernæst til Sri Lanka. Efter tiden i Sri Lanka fulgte nogle år i London, inden vejen gik videre til Israel, hvor han etablerede sig sammen med sin israelske hustru og drev tegnestue med sine to døtre frem til sin død i 2015.

Ulrik Plesner nåede at sætte sit præg på byplanlægningen i Jerusalem, hvor han fungerede som stadsarkitekt i årene 1976-1977. Hans væsentligste værk i Danmark er bycentret Slotsarkaderne i Hillerød. I den store konkurrence om Københavns Havn deltog han endvidere i 1985 med et meget rost projekt.

Ulrik Plesner fik i 2011 tildelt C.F. Hansen Medaillen – den højeste udmærkelse Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster kan tildele en arkitekt. Tidligere modtog han Jerusalem Prisen i 1982, Margot og Thorvald Dreyers Hæderpris i 1986, Nykredits Arkitekturpris i 1987 og Ekersberg Medaillen. Endelig var Ulrik Plesner æresmedlem af den srilankanske arkitektforening.

En spændende mand, et spændende liv og særdeles spændende arkitektur – rejsen bringer os tæt på Ulrik Plesners liv og virke. Vi får indblik i, hvordan han færdedes i Colombos indre gårdhaver, gennem søjlegange og ind i junglens dyb. Hvordan han sammen med Geoffrey Bawa fartede rundt på øen i høj fart i Rolls-Royce og med tjenere, der serverede vand i krystalglas på sølvbakker. Vi følger Ulrik Plesners fodspor og indflydelse fra de karakteristiske byhuse i Colombo til den gode hyrdes kapel, til det mageløse junglehus Polontolawa, der er bygget rundt om junglens træer og klipper, til flotte hoteller, undervisnings institutioner, landsbymiljøer og landets parlament. Alt sammen flotte eksempler på hvordan inspirationen fra dansk arkitekturtradition og respekt for de srilankanske klimatiske, kulturelle og økonomiske vilkår har været med til at skabe værker, der i dag udgør nogle af landets turistattraktioner.

Max 20 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Midt på eftermiddagen flyver vi med Emirates. Med en enkelt mellemlanding i Dubai er vi i Colombo, Sri Lanka, den følgende morgen.

Ved ankomsten i Colombo venter en bus på os, og vi kører til Galle Face hotel, en af Colombos historiske bygninger, beliggende ved Galle Face Green med udsigt over det Indiske Ocean.

Hotellet er bygget i 1864 og skulle være det ældste hotel øst for Suez. Det har igennem tiderne huset mange kendte mennesker og begivenheder.

Måltider: Morgenmad (fly) og aftensmad

På byrundtur i Colombo. Disse elementer indgår i dagen:

Galleri Cafe – tidligere fælles tegnestue for Ulrik Plesner og Geoffrey Bawa. Møde med den nuværende ejer Udatsanth Jayantha Fernando (Santh Fernando)

Besøg i Geoffrey Bawa’s Colombo residence med rundvisning og snak med Ismeth Raheem, som arbejdede sammen med Ulrik Plesner 1960 -61 og er uddannet fra som han selv skriver ”the Royal Danish Academy, Copenhagen” og arkitekt Anura Ratnavibhushana, som har arbejdet sammen med både Ulrik Plesner og Geoffrey Bawa.

Møde med Dominic Sansoni, indehaver af Barefoot forretninge og søn af Babara Sansoni, som Ulrik Plesner arbejdede tæt sammen med om kortlægning af gamle bygninger i Sri Lanka, senere er deres skitser og tegninger udkommet i bogform (se litteraturliste). Udgivelse af IN SITU blev markeret i Barefoot forretningen.

Besøg på arkitekt skolen, ladets første arkitekt skole, som Ulrik Plesner var initiativtager til og hvor han også underviste.

Besøg  på British Council (tegnet af Geoffrey Bawa)

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Tidligt kører vi nordud langs kysten mod Putalam.

Vi gør stop ved huset Polontolawa nær Putalam, som Ulrik Plesner tegnede i 1963. Han havde sine udfordringer med at få bygget på en landskabsgrund ude i junglen, begroet og vanskelig tilgængelig, så den ikke kunne opmåles på normal maner.  Han måtte sammen med bygherren afsætte husets skelet med vaterpas, lægter og snore. Under opførelsen besøgte Plesner byggepladsen for at vejlede håndværkerne. Det usædvanlige byggeri fandt sted mellem store, orangerøde sten og klippeblokke. De definerede husets struktur og præg. Ankomstgården var beskyttet under et udhængende stenmassiv. Opholdsstuens tag spændte ud mellem tre andre klipper. Og soveafdelingen, der kunne nås over en bro, var anbragt oven på endnu en kæmpesten. Husets mure var bygget af samme sten som klipperne, søjlerne var polerede kokosstammer og gulvene af terrakotta. For at skabe kølende luftcirkulation i det fugtige, varme klima havde rummene store åbninger - dog beskyttet af træ gitre i f.eks. soveværelset af sikkerhedsmæssige grunde. Huset ejes i dag af Landbrugs ministeriet og fremtræder ikke i sammen stand, som da det blev bygget, men vil give os et billede af ideerne bag byggeriet og de udfordringerne, der var med byggeriet.

Turen går videre mod Sigriya med overnatning på hotel Kandalama. Hotellet, tegnet af Geoffery Bawa, ligger smukt slynget omkring en klippe, som dukker op mange steder i bygningen, bl.a. i lobbyen og i den ene swimmingpool.

Hotellet ligger ved bredden af et stort gammelt vandreservoir og går helt i et med naturen.  Naturen kommer rigtig tæt på med masser af planter kravlende op og ned af facaderne, aber der leger i buskadset og elefanterne der i den tidlige morgenstund kan ses vandre ud i vandreservoiret. I det fjerne kan Løveklippen Sigriya øjnes.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Efter et tidlig morgen- og formiddags besøg på den historiske Løveklippe bliver der tid til rundvisning og præsentation af hotelbygningerne og ideerne bag byggeriet.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi besøger nogle af de 6 småbyer, arkitekterne Ulrik Plesner og Dan Wajnman opførte i 1986-87 som et hjælp-til-selvhjælp projekt, som en del af det større planlagte Mahaweli Building Program.

Vejret og naturen har spillet en væsentlig rolle ved opbygningen af Mahaweli-projektet. Befolkningen beskytter sig gennem bygningernes placering og udformning mod solen eller den pludselige vind eller regn, der kan sætte ind i det ellers temperatur-konstante, tropiske klima. Det overordnede udviklingsprojekt omfattede etablering af store overrislede landbrugsområder om Mahaweli-floden (landets længste flod) samt grundlæggelsen af en række bysamfund med bygninger til skoler, lægeklinikker, busstationer osv. I pagt med Sri Lankas oprindelige byggeskik og materialeholdning har lokale håndværkere opført huse, der kan anvendes enkeltvis eller i sammenhæng med overdækkede passager imellem. Husene har store, tætte og kølige, tegltage med lave udhæng og åbne sider for at tillade brisen at komme ind. Bygningerne er samlet om gader og pladser med palmer eller store flamboyant-træer, der giver skygge, hvor folk opholder sig. Desværre satte politiske forviklinger en bremse for at hele projektet kunne gennemføres.

Vi besøger byerne Giradurukotte, Dehiattakandiya & Welikanda.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Turen drejer nu sydover og dagens mål er Kandy. På vejen gør vi et stop ved Polonnaruwa, som var hovedstad i et singalesisk kongedømme tilbage i 1000-tallet. Polonnaruwa er på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Vejen går også forbi huletemplerne i Dambulla med hundredevis af Buddha staturer og malerier.

I Kandy indkvarteres vi på hotel.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

I Kandy besøger vi et af Buddhisternes vigtigste samlingspunkter i Sri Lanka – Tandens Tempel.

På en rundtur får vi indtryk af byen. Kandy kongen var den sidste til at overgive sig til kolonimagterne. Hverken portugiserne eller hollænderne lykkedes det at knægte Kandy kongerne, det lykkedes derimod englænderne, men først i 1815. I byen og den nærmeste omegn ses mange eksempler på kolonitidens bygningsværker – flere guvernør boliger, nænsomt renoveret, tjener i dag som hoteller, hvor man kan mærke pustene fra kolonitidens selskaber og middage.

Om eftermiddagen besøger vi Helga's Folly, et meget særpræget gæstehus i Kandy. Andre har været her før os – fotos af Vivian Leigh, Sir Laurence Olivier, Gregory Peck, Sir Alec Guinness, Mahatma Gandhi, Jawaharlal Nehru pryder væggene, for huset har taget imod mange berømtheder siden 1930'erne. Det er tegnet af den srilankanske arkitekt Minette De Silva, hun var elev af Le Corbusier, samtidig med Plesner og en del af den gruppe, Ulrik Plesner omgikkes. Han har boet i huset.

Minette var tante til den nuværende ejer, Helga de Silva, som har indrettet det store hus meget farverigt og opfindsomt.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Turen går videre over te højlandets, smukke te marker hvor travle hænder plukker topskuddene af te buskene, hurtigt transporteres sække med høsten til den nærliggende te fabrik og forarbejdet, så vi allerede et døgn kan nyde en god kop Ceylon te. Undervejs besøges en te fabrik, hvor vi får indblik i hvordan teen forarbejdes på de samme gamle maskiner, som englænderne bragte til landet i slutningen af det 19. århundrede.

Vi gør stop i ”Little England” - Nuwara Eliya, stedet hvor englænderne samledes når det blev for varmt i Colombo og mødtes med plantageejerne og deres familier, samledes til væddeløb, golfspil og socialt samvær.  Mange af byen bygninger vidner om englændernes tilstedeværelse, således flere af hotellerne og det gamle smukke posthus, som bør opleves også indefra.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Fra Nuwara Eliya går det videre i tog til Bandarawela. Vi stiger på toget i Nanu Oya ca. ½ times kørsel fra Nuwara Eliya. Togturen er et flot eksempel på det store anlægsarbejde som englænderne kastede sig ud i for at få teen bragt ud til kysten og videre til te auktionerne i London.

Efter ca 2 timer stiger vi af in Bandarawela, hvor vi besøger ”Den Gode Hyrdes Kapel (Chapel of the Good Shepherd) – tegnet af Plesner i 1962. Barbara Sansoni, selv inkarneret katolik, introducerede Plesner og Bawa til Mother Good Counsel. Hun bad dem i 1961 om at designe et kapel i Bandarawela og senere fulgte andre opgaver for katolske kirker og skoler.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi kører videre sydover og passerer lige uden for byen Matara universitetet Ruhunu, en stor opgave som Bawa fik samtidig med at han var i gang med den nye parlaments bygning (1980-1988).

Universitetet består af omkring 50 bygninger bygget ud fra de samme principper som Plesner og Bawa brugte til mange af deres fælles projekter.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi besøger universitetet om formiddagen, inden vi fortsætter til Galle.

Resten af dagen tilbringes i den historiske by - på egen hånd og med rundvisning. Vi får lejlighed til at se flere renoverede bygninger og høre om byens historie. Til sidst indkvartering på Light House hotel, som er tegnet af Geoffrey Bawa.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Besøg og rundvisning på Lununganga – Geoffrey Bawas land residens, hvor Ulrik Plesner har tilbragt mange weekender i selskab med Bawa, hvor mange ideer er blevet udviklet og hvor de sammen har anlagt den smukke have der omgiver Lununganga.

I dag drives Lununganga af Geoffrey Bawa Trust som et boutique hotel og haven er åben for betalende besøgende.

Vi besøger The Workshop. På den ene side en uddannelse institution, der uddanner møbelsnedkere, metalarbejdere og møbelpolstrere - og på den anden side en virksomhed, der producerer møbler af meget høj kvalitet. Mange af møblerne til hoteller og villaer tegnet af Geoffrey Bawa er produceret her.

Ulrik Plesner tilbragte også tid sammen med Geoffrey Bawas bror Bevis Bawa, hvis land residens også ligger i nærheden af Bentota. Bevis Bawas har her anlagt en smuk have, ”The Brief”, som man kommer til ved at køre gennem rismarker, ad smalle veje. Vi besøger haven på vej mod rejsens sidste hotel.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Besøg i Sri Lankas Parlamentet i Kotte – tegnet af Geoffrey Bawa, inden vi slutter rejsen af med afskedsmiddag i Galleri Cafe.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi lander i København med kufferterne fulde af rejseminder.

Alle planlagte afgange

15 dage Pris Rejseleder Status Information
16. apr 19 til
30. apr 19
21.400 kr Ulla Eg Dons Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede