På vejen fra Valbonë sejler vi på langs af Koman søen. Sejlturen varer to timer. Det vilde landskab minder om de norske fjorde og er et dramatisk højdepunkt på rejsen. Koman søen blev dannet, da Drini dalen blev inddæmmet i begyndelsen af 1970'erne, så Albanien hurtigt kunne eksportere energi. Den enorme sø strækker sig 30 km. På bådturen passerer vi bjerge på op til 1500 meters højde, og kommer gennem dybe, smukke og sammenhængende søer, med næsten ingen tegn på menneskelig aktivitet langs bredderne – selvom færgen lejlighedsvis lægger til og sætter nogle hårdføre bønder af, der fortsætter med at klatre op ad de stejle bakker til deres skjulte landsbyer.
Når vi går fra borde, kører vi til frokost på et hyggeligt sted ved bredden af en sø. Derpå fortsætter vi til Shkodra, hvor vi skal overnatte. Byen Shkodra har været under veneziansk indflydelse i renæssancen, og det ser man tydeligt i byens arkitektur. Vi bor på et godt hotel midt i byen, og kan nå en lille byvandring.
Inden vi når Shkodras centrum, har vi set fæstningen Rozafa, der ligger højt og byder på udsigter helt ind mod Montenegro. En af legenderne om Rozafa illustrerer det skisma, at man nogle gange i tilværelsen må ofre noget for at give liv til noget andet, som er større. Fortællingen er, at det var 3 brødre, der byggede fæstningen. Hver eneste nat faldt dét, de havde bygget om dagen, sammen. De spurgte en klog mand om råd. Bring et offer, så vil murene bestå, lød hans råd. Brødrene blev enige om, at den hustru, der først dukkede op med frokosten den følgende dag, skulle mures inde i væggene. De to ældste brødre fortalte deres hustruer om beslutningen, så de dukkede selvfølgeligt ikke op næste dag. Men den tredje brors kone dukkede op, og hun måtte derfor ofres. Hendes navn var Rozafa.
Hun accepterede sin skæbne. På én betingelse: Hun skulle fortsat kunne amme sin nyfødte søn. Derfor blev der lavet et hul i murværket til hendes højre bryst så hun kunne føde ham. Det siges, at der stadigt flyder mælk ud af hullet. Check selv efter, når I er på Rozafa!
Middag er på egen hånd i Skhodra.
Måltider: Morgenmad og frokost.