Albanien

I dag kører vi til det yngste skud på stammen af nye lande i Europa: Kosovo.

Kosovo løsrev sig fra Serbien i 2008, og selv om 100 lande, herunder Danmark, har anerkendt den nye stat, så er den ikke anerkendt af FN, og selvfølgeligt heller ikke af Serbien. Kosovo er meget bjergrigt. Langt størstedelen af befolkningen er af albansk afstamning. Vi besøger byen Prizren, som ligger på skråningerne af Sar Bjergene og er en hyggelig by. Vi ser den smukke moské Sinan Pasha og den velbevarede kirke St. Georg. Byen var et yndet udflugtsmål for FN-soldater, der var udstationerede i Kosovo i årene efter Balkankrigen.

Frokost på egen hånd i Prizren. Så går turen tilbage til Albanien. Vi skal helt op i det nordøstlige hjørne, med grænser mod Kosovo og Montenegro. Her ligger Valbonë dalen og nationalparken af samme navn. Gennem tiderne har dette område haft ry for at være utilgængeligt: Høje bjerge og tapre, uovervindelige beboere. I dag er det lettere at komme dertil, og det kommer bag på mange besøgende, at der findes et så uspoleret og naturskønt område i Europa. Men det gør der, og vi skal bo to nætter midt i det. Vort hotel ligger i udkanten af den lille landsby Valbonë, med udsigt til det sneklædte bjerg Jezerca og floden Valbonë.

Middag på hotellet, der byder på traditionelt landkøkken.

(Morgenmad, - , aftensmad)

Dagen er afsat til at gå på opdagelse i denne glemte perle i Europa. Efter morgenmaden bryder vi op, og får følgeskab af en lokal guide. Vi vandrer i det unikke terræn omkring Valbonë. Udsigterne er storslåede, og vi ser planter og blomster, der er endemiske for de albanske alper. Vi kroner vandringen med en frokost hos den lokale bonde Tahir, som ved siden af landbrug tilbyder hjemmelavede - og fremragende - frokoster for de få gæster, der kommer forbi. Vi er tilbage ved hotellet midt på eftermiddagen.
Om aftenen er middagen på hotellet.

(Morgenmad, frokost, aftensmad)

På vejen fra Valbonë sejler vi på langs af Koman søen. Sejlturen varer to timer. Det vilde landskab minder om de norske fjorde og er et dramatisk højdepunkt på rejsen. Koman søen blev dannet, da Drini dalen blev inddæmmet i begyndelsen af 1970'erne, så Albanien hurtigt kunne eksportere energi. Den enorme sø strækker sig 30 km. På bådturen passerer vi bjerge på op til 1500 meters højde, og kommer gennem dybe, smukke og sammenhængende søer, med næsten ingen tegn på menneskelig aktivitet langs bredderne – selvom færgen lægger til lejlighedsvis og sætter nogle hårdføre bønder, der fortsætter med at klatre op ad de stejle bakker til deres skjulte landsbyer.

Når vi går fra borde, kører vi til frokost på et hyggeligt sted ved bredden af en sø. Derpå fortsætter vi til Shkodra, hvor vi skal overnatte. Byen Shkodra har været under veneziansk indflydelse i renæssancen, og det ser man tydeligt i byens arkitektur. Vi bor på et godt hotel midt i byen, og kan nå en lille byvandring.

Inden vi når Shkodras centrum, har vi set fæstningen Rozafa, der ligger højt og byder på udsigter helt ind mod Montenegro. En af legenderne om Rozafa illustrerer det skisma, at man nogle gange i tilværelsen må ofre noget for at give liv til noget andet, som er større. Fortællingen er, at det var 3 brødre, der byggede fæstningen. Hver eneste nat faldt dét, de havde bygget om dagen, sammen. De spurgte en klog mand om råd. Bring et offer, så vil murene bestå, lød hans råd. Brødrene blev enige om, at den hustru, der først dukkede op med frokosten den følgende dag, skulle mures inde i væggene. De to ældste brødre fortalte deres hustruer om beslutningen, så de dukkede selvfølgeligt ikke op næste dag. Men den tredje brors kone dukkede op, og hun måtte derfor ofres. Hendes navn var Rozafa.

Hun accepterede sin skæbne. På én betingelse: Hun skulle fortsat kunne amme sin nyfødte søn. Derfor blev der lavet et hul i murværket til hendes højre bryst så hun kunne føde ham. Det siges, at der stadigt flyder mælk ud af hullet. Check selv efter, når I er på Rozafa!

Middag er på egen hånd i Skhodra.

(Morgenmad, frokost, -)

Vi kører fra Shkodra til Durres, Albaniens største havneby. I 1966 fik en indbygger i Durres sig en overraskelse, da han ville plante et lille træ i sin lille have. Træet forsvandt. Der var simpelthen et hulrum, hvor han havde gravet. Snart havde man fundet frem til, at der lå et stort amfiteater fra romersk tid under husene i Durres. I det 2. århundrede efter Kristus var der store gladiatorkampe på amfiteatret i Durres, og op mod 18.000 tilskuere. Så gik teatret i glemmebogen, indtil 1966. Vi ser teatret, der er delvist udgravet.

Frokosten er på en restaurant i Durres.
Fra Durres kører vi ind i landet. Vi skal til Berat, en af de smukkeste byer i Albanien. Berat har umiskendeligt osmannisk byggestil i den gamle bydel, der ligger malerisk på den stejle bjergside op mod citadellet. Bydelen er på UNESCOS verdensarvsliste, og når man kigger op mod den, forstår man, hvorfor Berat ofte kaldes ”Byen med de 1000 vinduer”.

Vi bor på et hotel i den gamle bydel, og runder dagen af med en gåtur i de smalle gader.

Middag for egen regning i Berat.

(Morgenmad, frokost, -)

Vi besøger det gamle citadel, der ligger højt over Berat. Bagefter ser vi et interessant ikon-museum, som også er på UNESCOS liste over kulturarv på grund af sin samling af ikonmalerier.

Der er tid til at tage sig en frokost på egen hånd, hvorpå vi sætter kurs mod Kruja. Kruja er en vigtig by i albanernes historie. Her boede nemlig Albaniens store nationalhelt Skanderbeg. Han var fyrstesøn, der blev taget som gidsel af osmannerne i 1420 og kæmpede flere krige på deres side. Men han flygtede tilbage til Albanien og samlede landets små herskere til at modstå ikke mindre end 24 slag mod osmannerne.
Borgen i Kruja var Skanderbegs hjemsted, og vi besøger borgen, der i dag er flot restaureret og indrettet som museum.

Indkvartering og afskedsmiddag på hotel i Kruja.

(Morgenmad, -, aftensmad)

Om formiddagen har vi tid på egen hånd, inden vi over middag kører til lufthavnen og hjemrejsen begynder.

(Morgenmad)