Vi besøger Tiranas nyeste tilbud, Bunk Art, som kun et år efter sin åbning er strøget til tops på listen over seværdigheder i byen.
Bunk Art er museum og kunstmuseum, indrettet i en enorm, underjordisk bunker fra 1970erne. Her skulle kommunistpartiets spidser kunne gemme sig, når fjenden angreb Albanien. Bunkeren kunne også modstå atomangreb.
Bunk Art går 5 etager dybt ned, og det er kun en fjerdedel af bunkeren, der i øjeblikket er indrettet som museum. Selve indgangen er spektakulær, for man skal gå gennem en lang, mørk tunnel. Indenfor kan man bl.a. se Enver Hoxhas kontor, en udstilling over det hemmelige politi, og meget mere.
Efter besøget på Bunk Art ser vi på uret. Måske er der tid til at se lidt mere af Tirana, inden vi sætter kurs mod Marikaj og landbofamilien Hajdar Kuqi. De disker op med en lækker frokost, tilberedt fra bunden af egne, friske råvarer, og viser deres gård frem.
Efter frokosten fortsætter vi til Berat, en af de smukkeste byer i Albanien. Berat har umiskendeligt osmannisk byggestil i den gamle bydel, der ligger malerisk på den stejle bjergside op mod citadellet. Bydelen er på UNESCOS verdensarvsliste, og når man står ved floden og kigger op mod den gamle by, forstår man, hvorfor Berat ofte kaldes ”Byen med de 1000 vinduer”.
Vi får en introduktion til Berat, og der er forhåbentligt tid til at slentre en tur gennem de smalle gader i den gamle del af Berat. Eller til at gå ned på promenaden og se det særlige Berat-fænomen: Giro. Man promenerer. Mødes på promenaden langs floden, hilser og udveksler nyt. Traditionen er udbredt i Sydeuropa, men er udtalt i Berat.
Middag på egen hånd og overnatning i Berat.
Måltider: Morgenmad, frokost