Logo

Det sydlige Albanien

Ny kulturrejse gennem det indre Albanien til landets riviera

Vi kommer steder, hvor turisme endnu ikke er udviklet efter de mange års isolation under kommunismen. Rejsen er sammensat og ledes af Valdet Hasani, der bor i Danmark og har albanske rødder. Vi lægger ud i Tirana med blandt andet diktator Enver Hoxhas kæmpe underjordiske bunker og panoramaudsigt fra Dajti-bjerget. Ved Ohrid-søen har vi ophold i landsbyen Voskopoje, hvor en lokal kvinde laver en egnsret, hvis oprindelse fortaber sig, og hvor en honningavler sørger for lidt sødt. Vi kan bade i varme kilder undervejs mod syd. Byen Gjirokastra byder på en gammel borg, og Butrint er blandt de mest velbevarede levn fra romerne og byzantinsk tid.

Regioner: Balkan
Lande: Albanien
8 dage Pris Rejseleder Status Information
2. sep 18 til
9. sep 18
10.900 kr Valdet Hasani Bestil rejse

Vi når frem til albanske riviera ved Saranda, og kan overveje en dukkert i det skønne Adriaterhav. Til sidst Berat, der med sin osmanniske arkitektur ofte kaldes ”Byen med de 1000 vinduer”.

Byzantinsk kristendom, 500 års islamisk besættelse og ateismen under kommunismen har skabt en kultur, hvis lige ikke findes andre steder i Europa. Sproget er også unikt og kan ikke sammenlignes med andre. Og det et er nu, man skal besøge Albanien. Priserne er overkommelige, og landet er absolut sikkert at rejse i. En enkelt glose er meget nyttig: Faleminderit. Det betyder tak - og det får man brug for at sige, for gæstfriheden er stor.

Læs praktiske oplysninger om rejser til Albanien her

Max 20 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Afrejse fra København og ankomst til hovedstaden Tirana.

Vi indkvarterer os på vort hotel, som ligger centralt. Tirana er en livlig og spændende by, der har ændret sig afgørende siden tiden under Enver Hoxhas hårdhændede, kommunistisk styre. Handelsgaderne er flankeret af store platantræer, som giver dem sydlandsk stemning og charme. Beboelseskarreerne, der før var grå og triste, fik en ordentlig omgang maling med overraskende mønstre i mange farver, under borgmester Edi Rama, der nu er landets premierminister.

Sidst på eftermiddagen tager vi en byrundtur, hvor vi bl.a. ser Et’hem Bey moskeen og Mother Theresa Square.

Vi skal også forbi kvarteret Block. Det var spærret af for almindelige mennesker under kommunismen. Diktatoren Enver Hoxha og partiets andre spidser boede her - i magelige huse. I dag er kvarteret et livligt cafemiljø med gode shopping muligheder.

Middag i byen og overnatning på hotel i Tirana.

Måltider: Aftensmad

Vi besøger Nationalmuseet i Tirana ved Skanderbeg Square, hvor opstanden, der endte 45 års kommunisme, begyndte. Indenfor gennemgås Albaniens historie, og særlig interessant er en udstilling af netop Hoxha-tiden.

Dernæst fortsætter vi til bjerget Dajti, og tager stoleliften til toppen. Stoleliften er Balkans længste og tager ca. 20 min i hver retning. På toppen belønnes vi med en fantastisk udsigt over Tirana og omegn. Der er en god restaurant heroppe, og vi spiser frokost mens vi nyder udsigt.

Om eftermiddagen kører vi til Enver Hoxha’s kæmpe undergrundsbunker, 100 meter under jorden, som huser et museum med billeder, militært udstyr fra anden verdenskrig og endda en biograf. Tunge cement- og metaldøre er så lave, at besøgende skal bukke sig for at komme igennem. Denne 5-etages undergrundsbunker giver os et godt indryk af Enver Hoxhas paranoide forestilling om et nært forestående atomangreb fra ”sovjetiske og amerikanske imperialister”.

Måltider: Morgenmad og frokost

Efter morgenmaden kører vi langs Balkans dybeste sø, den dybblå Ohrid, og kommer til den maleriske lille by Pogradec, der er omgivet af smukke bjerge. Vi besøger rislende kilder og vandløb i nærheden, samt en vigtig kilde, hvor vandet udspringer med 7 m3 / sek., og er omgivet af en rig flora og fauna.  Dette område var Enver Hoxha’s yndlings feriested.

Efter frokost kører vi videre til Voskopoja. Det kan være svært at forestille sig, at dette engang var den største by på Balkan, næst efter Istanbul. Voskopoja lå bare det helt rigtigt sted: Langs handelsvejene. Derfor var der 30.000 indbyggere omkring år 1800. Men byens betydning svandt ind, og både osmannerne og 2. verdenskrig var med til at ødelægge byen. I dag arbejdes på at restaurere og genopbygge, men det er en lang proces. Vi besøger Sct. George kirke og bliver indkvarteret i Voskopoja.

Vi besøger en lokal kvinde og overværer tilberedelsen af en traditionel ret, kaldet ”fli”. Det er efter sigende en tusinde år gammel kutyme, som er gået i arv i mange generationer - og som stadig tilberedes på samme måde for at bevare den originale smag. Måden, retten tilberedes på, er meget speciel - og svær at beskrive.
Vi skal også have lidt dessert, derfor besøger vi en biavler og smager nogle søde sager, lavet af denne honning. Og dem, der skulle få lyst, er velkommen til at give en hjælpende hånd.

Måltider: Morgenmad og frokost

Vi kører tidligt mod byen Korca, der også er kendt som ”Albaniens Paris”, og tager en byrundtur gennem bazaren. Byen betragtes som fødestedet for Albaniens litterære og kunstneriske identitet, der fortsat afspejles i byens charme og traditioner. Korcas urbane arkitektur, med sine osmanniske, franske og romerske præg giver en helt unik oplevelse af Albanien. Byens markeder, monumenter, moskéer og kirker (dateres tilbage til byzantinsk og osmannisk tider) fremhæver vigtigheden af denne korsvejs-by på Balkan.

Vi besøger Sotira Farm, hvor vi får frokost, og kører videre til de varme kilder i Benja. Kilderne er kendt for at have helbredende virkninger - især mod kroniske sygdomme. Vi kan bade her, hvis vi har lyst. Kilderne har en temperatur mellem 26-32 grader. Vi går os også en tur langs Vjosa floden gennem Langarica Canyon og beundrer dens spektakulære klippeformation.

Måltider: Morgenmad og frokost

Vi starter dagen med at besøge den lokale produktionsvirksomhed Almeg i byen Permet. Vi overværer fremstillingen af forskellige frugtprodukter - af god kvalitet, som vi smager. En af de mange varianter er Glyko, som er syltede valnødder, en anderledes udsøgt delikatesse.

Turen fortsætter til byen Gjirokastra, hvor en lokale guide tager os med rundt. Gjirokastra er på UNESCOs liste over verdensarv som et sjældent eksempel på en velbevaret ottomansk by. Vi går op på toppen af en bakke til Gjirokastra borgen, der indeholder et militær museum, artilleri og memorabilia fra den kommunistiske modstand mod den tyske besættelse. På borgen står også et erobret United States Air Force fly, som blev udstillet for at fejre det kommunistiske regimes kamp mod de “imperialistiske” magter.

På vej ned til byens bazar får vi en unik oplevelse, når vi besøger en kvinde, der laver håndlavede produkter. Det er muligt at smage den “traditionelle kaffe” (kogt på sten), en smagsoplevelse langt fra dansk kaffe, men en kaffe som alle kaffeforbrugere bør prøve. Der bydes også på en speciel te “Mountain Tea”, der laves af en vild plante, som gror og håndplukkes på omkringliggende bjerge.

Eftermiddagen byder på en stemning med albansk folkedans, hvor der undervises i denne, og der danses for dem der skulle have lyst. 

Overnatning i Gjirokastra.

Måltider: Morgenmad og frokost

Efter morgenmad fortsætter turen til Det Blå Øje, som er et naturfænomen, en utrolig smuk vandkilde . Iskoldt og klart kildevand springer ud af undergrunden i enorme mængder, og danner med det samme en flod. Vandkilden ligner et blåt øje både af form og farve.

Vi fortsætter til det antikke amfiteater i Butrint. Oprindelig var det en illyrisk by, der blev erobret og overtaget af romerne i år 167 før Kristi fødsel. Den blev senere en del af det byzantinske imperium, hvor der fortsat byggedes på stedet og til sidst kronedes det hele med en imponerende borg på toppen af det hele. Byen har en særlig atmosfære, der er skabt af en kombination af arkæologi, monumenter og natur i Middelhavet. Butrint er på UNESCOs Verdensarvsliste. Der er også græske landskildpadder overalt i hele naturområdet ved og rundt om lagunen.

Efter besøget i Butrint kører vi videre til en strand ved nogle skønne søer i Ksamil, der ligger ved den albanske riviera. Her spiser vi frokost, og der er mulighed for at bade fra den skønne strand ved den turkisfarvede bugt.

Vi fortsætter til byen Saranda, hvor vi kan slappe af på hotellet, tage en byrundtur eller besøge nogle ruiner af en jødisk Synagoge, for dem der skulle have lyst.

Måltider: Morgenmad og frokost

Vi kører langs den skønne albanske riviera med stop undervejs. Om eftermiddagen ankommer vi til Berat, der er en af de smukkeste byer i Albanien. Den todelte by ligger i en kløft ved floden Osumi, og over byen troner det imponerende citadel. De hvidkalkede huse på bjergskråningerne og en levende by indenfor en gammel fæstning er et ekko fra fortiden. Berat er charmerende og har umiskendeligt osmannisk byggestil i den gamle bydel, der ligger malerisk på den stejle bjergside op mod citadellet. Berat er også kendt for at være en by med fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. Ikke mindst fra 1400-1700-tallet, hvor Berat var under osmannisk herredømme, var det karakteristisk for byens udvikling, at der ikke kun blev opført en række moskeer, men også adskillige ortodokse kirker.

Samtidig udvikledes en osmannisk præget arkitektur inden for både verdslige og religiøse bygninger. De velbevarede bygninger, deres fine tilpasning til omgivelserne og de lokale traditioner er en af grundene til, at Berat – sammen med den lidt sydligere by Gjirokastra – blev indskrevet på UNESCOS liste over Verdenskulturarv i 2008.
Når man kigger op mod den gamle bydel nede fra floden, forstår man, hvorfor Berat ofte kaldes ”Byen med de 1000 vinduer”.

Måltider: Morgenmad og frokost

Før hjemrejsen besøger vi det gamle citadel, der ligger højt over Berat. Her ser vi ikon-museet, som er  indrettet i en af fæstningsområdets kirker. Det rummer en fascinerende samling af ikoner. Mange af disse ikoner blev malet af den store mester Onufri i 1500-tallet. Museet er på UNESCOs liste over kulturarv på grund af disse ikonmalerier.

Fra Berat kører vi direkte til lufthavnen i Tirana og flyver til Danmark.

Måltider: Morgenmad

Alle planlagte afgange

8 dage Pris Rejseleder Status Information
2. sep 18 til
9. sep 18
10.900 kr Valdet Hasani Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede