Kulturrejsen begynder dog i Sarajevo, der ligger skønt i en dal, omgivet af de Dinariske alper. Sarajevo kaldes ofte ”Europas Jerusalem” for byen er en smeltedigel af religioner og kulturer. Indenfor kort afstand findes moskeer, synagoger, ortodokse og katolske kirker. Bazaren midt i byen har en stærk orientalsk karakter – et tydeligt spor efter 450 års osmannisk styre.
Fra Sarajevo fortsætter vi til Mostar, byen med den berømte bro, der nu er genopbygget. Herfra går turen videre til Adriaterhavet – til Europas ældste og største bevarede saltsletter på halvøen Peljesac. Rejsen giver et godt indblik i det bjergrige Bosniens brogede historie og forskelligheden til kystlandet Kroatien og dets fantastiske skærgård.
Både Sarajevo og Split har museer, kunstgallerier, restauranter og butikker og i programmet er der tid til at gå på opdagelse på egen hånd i de charmerende byer. Rejseleder Anne-Marie Esper Larsen har boet 3 år i Sarajevo som leder af FN´s kvindeorganisation, og har gennem en årrække opbygget et solidt kendskab til Bosnien og den kroatiske kyst ved Adriaterhavet.
Højdepunkter:
- Oplev Sarajevos forskellige bydele: Den osmanniske, den østrig-ungarske og den kommunistiske.
- Nyd Bosniens bjergrige natur under vandring og bustur mod Adriaterhavet.
- Se renæssancepalæer, kirker, moskeer og synagoger i Sarajevo, Mostar, Korcula og Split.
- Oplev ø-hop ved den kroatiske Adriaterhavskysts mere end 1000 øer.
- Nyd det bosniske køkkens fine kød, oste og rakija (brændevin) .
- Nyd friskfangede fisk og skaldyr samt den dejlige, kroatiske vin ved Adriaterhavskysten.
- Slut af med kaffe og is på Splits havnepromenade, med det 1700 år gamle romerske kejsepalads som bagtæppe og udsigt til den dalmatiske skærgård.
Max 20 deltagere!