Logo

Tajikistan og Kirgisistan

En eventyrlig ekspedition

Anderledes kan man ikke udtrykke, hvad denne rejse til nogle af de mere ukendte centralasiatiske republikker indeholder. Vi rejser i den unge løjtnant Ole Olufsens fodspor. Han gennemførte nogle fantastiske ekspeditioner i disse egne i 1890erne. Akkurat som han krydser vi de majestætiske Pamir-bjerge. Vi gør det blot i 4-hjulstrækkere. Undervejs passerer vi flere pas i over 4000 meters højde. Overnatningerne er i beskedne gæstehuse eller hos familier.

Ingen fastsatte datoer - ring og hør nærmere     Kontakt os

Et langt stykke følger vi floden Panj og kan se over til Afghanistan på den anden side. Dette område af Tajikistan er selvstyrende, og vi har fået specialtilladelse til at besøge det. Her kommer ingen andre turister, og vi har god tid i hovedbyen Khorog med den spændende bazar.

Efter fantastiske udsigter og idylliske landsbyer siger vi farvel til Tajikistan, kører vi over passet Kyzyl At i 4336 meter og forbi måneagtige landskaber og dybblå søer ind i Kirgisistan.

Byen Osh har en farverig og eksotisk bazar. Vi bor i jurter en nat hos nomader ved Son Kul søen. En af verdens højest beliggende søer findes også i Kirgisistan. Nuancer i alle farver pryder udsigten. Ind mellem de flotte natursyn har vi lagt rundture i hovedstæderne Dushanbe og Bishkek.

Der er ingen særlige helbredskrav, men man skal være i almindelig god form og være indstillet på at forholdene udenfor de store byer er enkle og basale. Især Tajikistan er uudviklet med hensyn til turisme. Netop derfor bliver oplevelserne helt unikke.

Læs praktiske oplysninger om rejser til Tajikistan her
 
Max 15 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Afrejse fra København og flyskift i Istanbul.

Ankomst til Tajikistans hovedstad Dushanbe. Efter en kort søvn skal vi på byrundtur.

Det første indtryk vi får, er fornemmelsen af en grøn, afslappet og rummelig by.

Byens centrum blev tegnet i 1920-erne med brede boulevarder indrammet af grønne træer, elegante hvidmalede bygninger med enkelte pastelfarver imellem.

De store smukke træer, der blev plantet for næsten 100 år siden, da byen blev anlagt, giver nu fin skygge og gør det køligt og behageligt at vandre omkring i byen, selv i den varmeste sommertid.

Vi overnatter på hotel i Dushanbe.

Vi sætter kurs mod Pamirbjergene, og vi kan se frem til en smuk men anstrengende og lang køretur til vores bestemmelsessted Kalaikhumb.

Sceneriet undervejs er betagende og vi kommer gennem små idylliske landsbyer. Vi krydser Shurabad Passet (3176 m) og ankommer til Kalaikhumb først på aftenen.

Overnatning i gæstehus.

Endnu en dag med kørsel gennem fantastiske naturscenerier. Vi kører langs floden Panj, som danner grænsen til Afghanistan. Kontrasten hertil på den anden side af floden er slående.

Tajikistan må betegnes som et fattigt land, men vejene er dog nogenlunde farbare, og der er elektricitet i bygningerne. Situationen blot 100 m derfra er hård. Det er som om floden ikke bare udgør en fysisk grænse til Afghanistan. Derovre synes man at træde et trin tilbage i tiden. Denne nat bor vi i relativ luksus, idet vi har nået hovedstaden Khorog i det selvstyrende område Gorno-Badakshan.

Det er en del af landet, der har forskellige restriktioner, og vi har fået specialtilladelse til at rejse her. Alligevel skal vi være forberedte på endnu mere papirarbejde! Vi har tid til at udforske byen, hvor der bl.a. er en interessant bazar. Vi har to overnatninger i Khorog.

Khorog er en lille by i en bjergdal. Her bor de såkaldte pamir-tajikker, der er nært beslægtede med tajikkerne i den kinesiske Xinjang-provins på den anden side af Pamir-bjergene.

Denne dag har vi tid til at nyde den smukke botaniske have højtbeliggende over byen. Herfra er der en flot panoramaudsigt. Helt unikke planter findes her i en højde af 2320 m. Bragt ind fra forskellige dele af verden. Vi besøger endvidere den spændende bazar i byen.

Der bliver også tid på egen hånd.

Vi kører ca. 50 km og vores næste stop er Ishkashim, hvor vi standser ved Garmchasmas varme kilder. Her kan vi bade i det varme vand.

Efter en afslappende pause kører vi ind i den tajikiske del af Wakhan Dalen (den anden del ligger i Afghanistan).

Ishkashim er det regionale center, men det er stadig kun en stor landsby. Vi indkvarteres på et traditionelt gæstehus.

I den nærliggende landsby Namadguti kan vi gå lidt op for at se Khahka Fortet, som er fra Alexander den Stores tid. Denne mægtige bygning rejser sig fra en naturligt dannet klippeplatform, og dateres tilbage til Kushan tiden i det 3. årh. Fortet bruges til tider stadig af militæret, så besøget her afhænger af, om vi får tilladelse fra de lokale autoriteter til at komme der. Får vi tilladelsen skal vi afholde os fra at fotografere.

Der er flere af disse gamle forter i området, og vi besøger også Yamchun Fortet. Måske er det mest imponerende af dem.

Vi holder pause ved de varme kilder i Bibi Fatima. De er opkaldt efter profeten Mohammeds søster. De lokale kvinder tror på at et bad her, kan forøge deres frugtbarhed. Der er forskellige badetider for mænd og kvinder, så ikke hele gruppen kan komme i bad på samme tid. Faciliteterne er meget beskedne som overalt i landet.

I dag kan vi nyde de enestående landskaber i dette område. Vi skal over to høje pas, Koi Tezek Passet (4271 m) og Naziatash Passet (4137 m).

Vi forlader de frugtbare dale i Gunt Dalen og kører nu i et klippelandskab, meget goldt og dramatisk. Dette er Pamir Highway, hvor ruten mellem Khorog og Osh belv færdiggjort i 1931 over et plateau i tibetansk stil.

Vi ankommer til Murghab først på aftenen. Vores base for en enkelt nat, hvor vi bor på et lille hotel.

Denne dag skal vi ud på den sidste rute i Tajikistan. Bestemmelsesstedet er Kyzyl At Passet (4336 m), som danner grænsen mellem Tajikistan og Kirgisistan. Turen dertil byder på rejsens mest dramatiske sceneri: Måneagtige landskaber og dybblå søer.

Vi krydser flere pas inklusiv Ak-Baital (4655 m) og kører på den højest beliggende vej i det tidligere Sovjet. Vi passerer Karakul Søen, den højest beliggende sø i Centralasien, (3915 m).

Så kommer vi til grænseformaliteterne, som finder sted i Kyzyl Art Passet på den tajikiske side og så over til Bordobo på den kirgisiske. Her kan vi uanset årstid vente temperaturer under frysepunktet, så der bør medbringes nogle ekstra lag tøj. Grænseformaliteterne kan godt risikere at være noget langsommelige.

Efter at have krydset grænsen fortsætter vi turen i Kirgisistan. Vi kører de ca. 125 km til Base Camp Achik Tash, der ligger ved foden af den imponerende Lenin Peak. Her overnatter vi i stationære telte af ”hangar-typen”. Lejren ligger i 3600 m højde og med flot udsigt til Lenin Peak massivet og dets nordlige skråninger. Farverne på bjergene varierer fra kridhviud sne til purpur og kulsort. I klart vejr bliver et solnedsgangsfoto herfra næsten det bedste minde, man kan få fra turen. 

Middagen indtages i det store spisetelt.

Kørsel til Osh, den næststørste by i Kirgisistan. Vejen går over flere bjergpas. Et af dem er meget dramatisk, Taldyk Passet (3615 m), hvor vejene snor sig i hårnålesving med grønne græssletter som væg.

Osh er en af de ældste byer i Centralasien. Den ligger på den sydøstlige kant af Fergana Dalen og ved den nordlige fod af Pamir-Alai bjergkæden. Omgivet af grønne bakker ligger byen på begge sider af Ak Bura Floden i en højde af 1070 m.

I Osh indkvarteres vi på hotel. Vi har to overnatninger i Osh.

Vi starter dagen med en byrundtur. Bazaren er meget orientalsk med farver og aromatiske dufte af krydderier og frugter.

Vi når også en tur i ”Golden Market”, hvor vi kan opleve smedene i arbejde.

Efter besøg på Historisk Museum følger vi pilgrimsvejen til toppen af Suleiman-bjerget, hvor der er en lille moské for Babur, grundlæggeren af det store mogulske dynasti. Herfra er der en flot udsigt over byen og til nabolandet Uzbekistan - nogle få km derfra.

Vi spiser denne aften middag hos en uzbekisk familie, før vi vender tilbage til vores hotel.

Om morgenen kører vi til lufthavnen for at flyve til hovedstaden Bishkek. Efter hvil på hotellet tager vi på en byrundtur. Bishkek er en by med brede boulevarder og store bygningsværker fra Sovjettiden. Over byen rejser de snedækkede bjerge sig i kæden Kyrgyz Alatau.

Vi spiser middag i en lokal restaurant, før vi vender tilbage til vores hotel.

Efter morgenmad kører vi ud til Burana Tårnet, få timers kørsel fra byen. Tårnet er en gammel minaret, der ligger nær byen Tokmok. Minareten blev bygget i Balasagun. En by, der var en af hovedstæderne i Karakhanid Staten (11.-12. årh.). Her udforsker vi ruinerne af det engang så vigtige handelssted på den store silkevej, og vi kan besøge det lille lokale museum. Her findes også en samling Balbals der er gamle tyrkiske gravsten.

Om eftermiddagen oplever vi nomadelivet ved Son Kul Søen på første parket. Her lever de kirgisiske nomader deres enkle liv. Vi bor i jurtelejr denne nat og tilbringer aftenen sammen med en kirgisisk familie. Vi smager deres friske airna (yughurt) og deres kumis (nationaldrikken af gæret hoppemælk).

Om morgenen kører vi til landsbyen Kochkor, hvor vi kan se fremstilling af filt, som kirgiserne bruger til mange formål. Vi kan også se broderi og spinding samt et lille museum for kunsthåndværk.

Om eftermiddagen kører vi til Issyk Kul Søen, den næststørste alpine sø i verden efter Titicaca Søen i Sydamerika. Den er et resultat af vulkansk aktivitet, og fryser aldrig til. Heller ikke i de allerkoldeste vintermåneder. Om sommeren er vandtemperaturen 25-28 grader, og det er en skøn oplevelse at svømme i denne alpine sø, der på alle sider er omkranset af sneklædte bjergtoppe.

Vi bor på et strandhotel ved søen. Der er tid til at slappe af og nyde sandstranden og tage en dukkert.

Efter morgenmaden besøger vi ”Stenhaven”  med Cholpon Ata Petroglyfferne. Det er rester fra Skyter- og Hungcivilisationen fra 9. årh. f.Kr. til 4. årh. e.Kr. Hele området med de gamle helleristninger ligger ved foden af Kungei Alatau Ridge og med en flot udsigt over hele søen.
I Cholpon Ata er der et fint lille museum, som fortæller om skytere og de ældste arkæologiske og naturhistoriske tider i Centralasien.

Om eftermiddagen går turen tilbage til Bishkek. Undervejs kommer vi igennem Boom Gorge langs Chu Floden. En flod der er meget benyttet til riverrafting. Efter indkvartering spiser vi middag på en lokal restaurant.

Vi lytter til en Manaschi. En sanger, der synger det nationale kirgisiske epos Manas. I et folklore show vil musikere i traditionelle dragter vise forskellige musikinstrumenter som f.eks. Komuz, et trestrenget instrument af træ samt Chopo Choi fremstillet af specielt træ fra bjergene.

Kørsel til lufthavnen og hjemrejsen begynder.

Alle planlagte afgange

Ingen fastsatte datoer - ring og hør nærmere     Kontakt os
Viktors Farmor baggrundsbillede