Logo

Den store Uzbekistanrejse

Aralsøen og Silkevejsbyerne

Aral er den forvundne sø i Centralasien. Hvor man engang sejlede på en af verdens største søer, kører man i dag hen over indtørret, sandet søbund og har udsigt til rustne fiskerbåde og forladte fiskerbyer. Men der er også liv.

For eksempel hos en familie, der har indrettet huset til restaurant og serverer frokost. Eller hos nomaderne, der har stillet traditionelle filttelte op ved dét, der nu er bredden af søen. Kombinationen er bizar. Historien næsten ufattelig.

Se dagsprogram
13 dage Pris Rejseleder Status Information
9. okt 20 til
21. okt 20
17.500 kr Nette Kornerup Ledige pladser Bestil rejse

Siden 1960'erne er Aralsøen skrumpet ind til 10% af sin størrelse, og den er et eksempel på de store konsekvenser, det kan få, når mennesket begynder at skrue på naturens mekanismer. Netop derfor er et besøg ved Aral en oplevelse, der gør stort indtryk – og derfor går denne rejse omkring den forsvundne sø.

Et modstykke til de golde landskaber ser vi i de grønne Chimgan-bjerge og ved den blå Charvak sø. Begge er en del af en stor nationalpark nord for hovedstaden Tashkent. Og indtryk af tilværelsen i en landsby får vi på en udflugt til Tersak, der ligger i bjergene og kun kan nås på smalle veje, så vi må skifte bussen ud med mindre biler.

Den storslåede fortid langs Silkevejen fornemmer vi i Bukhara og Samarkand. Den gamle slavehandlerby Khiva gemmer sig bag 10 meter brede bymure. Med sine labyrintiske stræder og restaurerede bygninger er byen en oplevelse.

Og så skal vi ikke glemme ”Ørkenens Louvre”: Museet for avantgarde-kunst fra Sovjet-tiden har over 80.000 værker og ligger i Nukus i det vestlige Uzbekistan. Nukus er i øvrigt hovedstad i den selvstyrende provins Karakalpakstan. Vi har en nat i Nukus og ser selvfølgelig museet.

Højdepunkter på rejsen:

  • Aralsøen – engang verdens 4. største sø.
  • Naturen og bjergene udenfor Tashkent.
  • Fauna og flora i naturreservat ved Bukhara.
  • Landsbybesøg i bjergene udenfor Samarkand.
  • Samarkand, Khiva og Bukharas absolutte højdepunkter.
  • Savitsky museet - verdens næststørste samling af russisk avantgarde kunst.

Max 20 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Afrejse fra København via Moskva eller Istanbul til Tashkent.

Måltider om bord på flyet er inkluderet.

Vi ankommer til Tashkent og kører direkte til vores hotel. Hvil og morgenmad inden dagens byrundtur begynder.

Tashkent har ca. 3 mio. indbyggere og er dermed en af de største byer i Centralasien. Vi ser blandt andet koranskolen Kukeldash, som har den interessante historie, at den har været nedlagt som koranskole og været museum for ateisme. I dag er den atter koranskole. Vi ser også mausoleet for Kaffal Shashi, der var en islamisklærd i 900-tallet, samt verdens måske ældste eksemplar af Koranen. Der bliver også tid til en tur i Taskhents metro.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Efter tidlig morgenmad tager vi flyet til Nukus. Vi skifter bussen ud og kører turen til Aralsøen i mindre biler. Turen er omkring 380 km og tager 6-7 timer inkl. stop under vejs.

Køreturen er over støvede og bumlede veje, der mest af alt ligner ørken, hvis det ikke var for strandskallerne og de rødbrune fiskerkuttere der ligger på sandet. Søen var engang verdens 4. største sø, halvanden gang større end Danmark, med et areal på omkring 67.000 km2. Men så besluttede Sovjetunionen at bruge vandet fra de tilstødende floder til kunstvanding af bomuldsproduktion. Flodernes løb blev lagt om, så vandet flød ud i tusindvis af bomuldsmarker, og ikke i Aralsøen. Resultatet viste sig i løbet af 1960´erne og 1970´erne, hvor Aralsøen begyndte at skrumpe. I dag er størstedelen af søen udtørret. Satellitbilleder viser, hvordan søen er blevet til 4 mindre søer. Imellem dem er der tør ørken.

Vi stopper i Muinak, tidligere Fisherman Town, der helt oppe i 1980érne var en stor fiskerby med konservesfabrik, der forarbejdede mange tons fisk årligt. I dag er der blot nogle få tusinde indbyggere tilbage og skibene ligger røde af rust på den tørre havbund.

Vi spiser frokost hos en familie, der har indrettet dele af deres hus til restaurant.
Ved Ustyurt plateauet får vi en fantastisk udsigt over kløfterne.

Vi fortsætter turen og ankommer sidst på dagen til Aral søen. Her overnatter vi i de traditionelle jurter. Jurter er nomadernes traditionelle filttelte. Campen er simpel, men ligger lige ned til søen. Der kan ikke garanteres single/dobbelt. (3-5 personer pr. jurte).

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Dagen kunne for eksempel begynde med at tage billeder af solopgangen. Efter morgenmaden kører vi mod Nukus med flere stop undervejs. Vi stopper b.la ved fæstningen Kurgancha Kala og en nomadekirkegård fra det 13. århundrede.

På et andet stop får vi chancen for at smage frisk kamelmælk. Det er ikke så slemt, som det lyder!
Og ved søen Sudoche kan vi bestige den bakke, hvor der engang stod et fyrtårn. Det er heller ikke så slemt som det lyder, for bakken er lille. Til gengæld får vi vid udsigt over Sudochie, der altså tidligere udgjorde en del af Aral-søen.

Vi stopper også i den forladte fiskerlandsby Urga. Efter frokost fortsætter vi mod Nukus. Vi standser i Mizdakhan, som var en stor by allerede fra det 4 århundrede før Kristus. Byen blev lagt øde af krigsherren Timur Lenks hær i det 14. århundrede. Men langt op i nutiden er der opført gravmæler i Mizdakhan.

Overnatning på hotel i Nukus.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi starter med et besøg på Ørkenens Louvre, som det også kaldes. Savitsky museet ligger helt ude i ørkenen og imponerer med den næst største samling af russisk avantgarde kunst i verden. Samlingen er skabt af én eneste mand: Igor Savitsky.

Savitsky var kunstner og tegner. I 1950 blev han ansat som illustrator for en videnskabelig ekspedition til ørkenen i Uzbekistan. Da ekspeditionen sluttede 7 år senere, blev han. Han havde fundet sin mission: At dokumentere traditioner og levemåde i denne fjerne udørk. Det er før set, at kunstnere bliver lidenskabelige samlere.

Vi besøger også Baday-Tugay naturreservatet, der ligger ved Amudaryas flodbred. Naturreservatet blev indviet i 1971. Her hører vi om deres arbejde med bl.a. at genetablere og bevare flora og fauna dér, hvor Aralsøen engang var.

Turen går forbi ruinerne af Toprak Kala, der var en større by i antikken. Ti sidst når vi til Khiva.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi har hele dagen til at udforske Khiva. På vores byrundtur ser vi de vigtigste bygninger som b.la. Kunya-Ark, Juma moskeen og Pakhlavan Mahmoud mausoleum. Khiva var den første by i Uzbekistan der blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Når man besøger den gamle bydel, der stammer helt tilbage fra det 10. århundrede, ligger bag 10 meter høje ringmure og ligner et sandslot, forstår man at den fjerne by har haft en stor plads i historien. Her kom karavanerne forbi og slaver blev handlet på byens torve. Engang var Khiva faktisk én af de mest betydelige byer i området og hovedstad i oldtidsriget Khorezm.

Byen betegnes som en museumsby, men der bor stadig mennesker med et dagligdags liv i byen. Historien går flere tusinde år tilbage. Netop det, at den har bevaret meget af den oprindelige arkitektur, gør Khiva populær som filmkulisse, når der skal optages historiske film.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi skal krydse Kyzylkum ørkenen, og har en lang dag foran os. Kyzylkum betyder ”rødt sand”, og i visse belysninger passer navnet. Kyzylkum er ikke en sandørken, men en halvørken med spredte buske og lave vækster. Det er en længere køretur og vi holder passende pauser undervejs.

På den anden side af ørkenen venter Bukhara. Byen var for 2000 år siden kulturcentrum på den gamle Silkevej. Flere bygninger er restaureret med respekt for fortidens byggestil og her er markeder med farvestrålende stoffer, keramik, kunsthåndværk og smykker.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Bukhara er med den gamle bys små gyder, de gamle handelsdomer og de mange arkitektoniske bygninger der ligger med kort afstand, en af Silkevejens spændende oasebyer.

Vi ser b.la. Ismail Samani mausoleet, der ligger i udkanten af den gamle by. Det er den ældste bygning i Uzbekistan fra omkring år 900. Da Djengis Khans horder løb Centralasien over ende et par hundrede år senere, ødelagde de alt. Men ikke mausoleet. Nogle siger, at det var dækket af sand, så man ikke kunne se det. Andre mener, at det for Djengis Khan bare lignede en rodet gravplads, han ikke ville spilde tid på at ødelægge.

Kalian Moskéen med den modstående koranskole, der stadig er i brug samt Lyabi Hauz, som er en svalende plads midt i Bukhara, kommer vi også forbi.

Vi slutter dagen hos dukkemageren, han laver fantastiske teaterdukker og giver en lille smagsprøve på dukketeater.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi kører sydpå og gør stop ved Eco Center Jeyran. Det blev etableret i 1997 for at beskytte og opdrætte sjældne og truede dyrearter, og under besøget hører vi om Uzbekistans fauna og flora. Der gøres en stor indsats for opdræt og bevarelse af sjældne arter, b.la. Prezewalski hesten, som er en sjælden art af den mongolske vildhest. Den har sit navn fra den russiske geograf, der første gang beskrev den i 1881.

Vi spiser frokost på vejen videre til Samarkand.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi kører syd for Samarkand til Zerafehan bjergene. Det bliver i mindre køretøjer, da vores store bus ikke kan køre ad de små bjergveje til landsbyen.
Vi ser, hvordan landsbybeboerne lever, hører om deres hverdag og besøger en skole. Frokosten indtages i landsbyen. Der bliver mulighed for at gå en tur rundt i landsbyen og måske lidt ud ad vejen til markerne, hvor heste, får og geder græsser på markerne.

Efter frokost tager vi tilbage til Samarkand og ser Gur-Emir mausoleet, hvor Timur Lenk ligger begravet. Timur Lenk begyndte byggeriet af dette storslåede gravmæle i år 1403, fordi hans elskede sønnesøn Mohammed Sultan, der var udset som arving til tronen, døde. Timur Lenk døde to år senere, og det blev hans efterfølgere, der gjorde mausoleet med lyseblå kupler færdig.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Samarkand er en af de ældste kulturbyer i verden. Byen har orientalske pragtbygninger og den sagnomspundne by er Centralasiens perle. Byens mest berømte - eller berygtede - hersker var Timur Lenk, han byggede et imperium, der strakte sig over hele Centralasien.

Vi ser Registan pladsen, hvor de handlende stillede deres telte op og karavanerne kom med b.la. silke, kobbervarer og krydderier og vi ser den nærliggende Bibi Khanum Moské, den største kuppelmoské i Centralasien, fra det 15. århundrede.

Lidt udenfor Samarkand ligger gravpladsen Shakhi Zinda; en samling gravmæler, det ene flottere end det andet, samt Ulugbeks observatorium. Ulugbek var astronom og byggede det største observatorie i hele Centralasien. Han beregnede blandt andet, at Jordens hældningsgrad er 23,52. Det er et mere nøjagtigt resultat end Tycho Brahe kom frem til.
Inden vi tager toget til Tashkent, når vi også forbi Siyab bazaren. Her blander duften af orientalske krydderier sig med duften af stege fårekød, farvestrålende frugter og spændende grøntsager.

Aftensmaden bliver lidt sen i dag.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

På en heldagsudflugt tager vi op i Chimgan bjergene. De ligger 80 km nordøst for Tashkent og er populære udflugtsmål for hovedstadens indbyggere. Om sommeren er der køligt, om vinteren skisport. Chimgan bjergene er udnævnt til nationalpark, og vi vandrer 2-3 timer. Vandringen er i let terræn.

Vi fortsætter til Charvak søen, som faktisk er en kunstig sø, skabt ved en dæmning, der producerer el til hovedstaden Tashkent. Søen ligger smukt, og er et yndet mål for uzbekerne. Fiskeri, svømning og paragliding er blandt de aktiviteter, der finder sted ved søen om sommeren. I dagens løb ser vi helleristninger. Vi har picnic med på vores udflugt.

Tilbage i Tashkent har vi tid på egen hånd, før vores afskedsmiddag.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Alle planlagte afgange

13 dage Pris Rejseleder Status Information
9. okt 20 til
21. okt 20
17.500 kr Nette Kornerup Ledige pladser Bestil rejse