Uzbekistan med Navruz

Efter morgenmaden kører vi til banegården for at tage hurtigtoget til Samarkand. Samarkand er den næststørste by i Uzbekistan og klart den mest berømte. Den den fascinerer med sine orientalske pragtbygninger og ligger smukt beliggende i en floddal flankeret af Pamir-Altai bjergene.
Vi bruger dagen på en gennemgang af denne gamle oaseby, Centralasiens perle.

Byens mest berømte eller berygtede indbygger var Timur Lenk, som byggede et imperium, der strakte sig over hele Centralasien. Han gjorde Samarkand til hovedstad i 1370, og han bragte kunstnere og håndværkere fra de erobrede lande til byen, så de kunne bygge de store monumenter. Talrige velbevarede bygningsværker vidner om denne storhedstid.

Vi giver os god tid på den fantastiske Registanplads, selve symbolet på Uzbekistans status i den islamiske verden. Det var her kamelkaravanerne standsede, og købmændene bredte deres varer ud på tæpper i håb om at gøre en god handel. Kamelerne er væk, men masser af handelsfolk frister stadig med håndknyttede tæpper og andre orientalske varer.
Bygningerne er klassiske eksempler på fuldendt islamisk arkitektur. Registanpladsen omkranses af tre berømte koranskoler (madrassa’er), der vender ud mod det samme torv.

En sådan madrassa er gerne en bygning i to etagere omkring en gårdhave. Ud mod gårdhaven er der små rum, der har været brugt til undervisningslokaler for koranskolens elever og til værksteder.

Ikke langt fra Registan-pladsen ser vi Gur-Emir, som er mausoleet, hvor Timur Lenks sarkofag står.
Sidst på eftermiddagen besøger vi et papirværksted, hvor der fremstilles håndlavet papir.

Vi besøger tehuset ”Oriental Sweets”, der blev bygget i slutningen af 19. århundrede. Dengang var det et caravanserail, altså en lags herberge for købmænd og rejsende. Den typiske plan for et sådant caravanserail er en indre gård med små rum, kaldet hudjrs, som alle åbner sig ind mod gården. 

Vi starter med at besøge Siyab Bazar, der har været et meget levende sted igennem de sidste 500 år. Aktiviteterne i bazaren starter tidligt om morgenen og fortsætter til det bliver mørkt. Her oplever vi den unikke atmosfære i en orientalsk bazar, hvor handelsmændene råber, bilhornene larmer, musikken strømmer ud fra flere små boder, og duften af krydderier blander sig med duften af stegt fårekød, frugter og grøntsager. Vi har mulighed for at smage saltede abrikossten bagt i aske, og vi kan købe de berømte Samarkand-brød, puffy, med gylden skorpe og meget lækker smag. En gæst i et uzbekisk hjem bliver allerførst budt på dette traditionelle runde brød brød sammen med en lille skål grøn te. Samarkands fladbrød værdsættes over hele Uzbekistan.
Ikke langt derfra ser vi Ulugbeks observatorie, der var det største i Centralasien. Ulugbeg var endnu en af Timur Lenks sønnesønner, og han regerede det meste af Centralasien fra 1411 til 1449. Han var astronom og beregnede blandt andet, at Jordens hældningsgrad er 23,52. Det er et mere nøjagtigt resultat end Tycho Brahe kom frem til. Jo, middelalderens Uzbekistan var højt udviklet.

Vi ser Bibi Khanuns Moské (15. årh.), der er den største kuppelmoské i Centralasien. Herskeren Timur, der opførte bygningsværket, ønskede at bygge en moské til brug for fredagsbøn. Den skulle være storslået nok til at være et eksempel på, hvordan det islamiske Paradis så ud.
Vi kører ud til det berømte gravområde Shakhi Zinda. Ifølge en legende kom profeten Muhammeds fætter Kusam-ibn-Abbas til Samarkand i det 7. århundrede, under den arabiske invasion. Han udbredte Islam, og blev snigmyrdet. Men han forsvandt ind i en klippe, hvorfra han går igen. Deraf navnet Shakhi Zinda: Kongen er i live!

Shakhi Zinda er en samling gravmæler, det ene flottere end det andet. En passage tager os forbi mausoleerne, og for enden ligger en stor gravplads for nutidens uzbekere. Her kan man slentre en tur og se på de mange gravstene med kunstfærdigt udhuggede billeder af afdøde.

Vi spiser middag på familieejet restaurant og vi får også undervisning i, hvordan man tilbereder pilaf.

Vi kører til stedet hvor nytårsfesten, Navruz, fejres. Vi smager den traditionelle ret ”sumalyak”, der hører denne fest til. Retten indeholder spirende hvedekerner med fløde og krydderier. Den koges langsomt over åben ild.

Navruz er officiel ferie i Uzbekistan. Den fejres ved koncerter i parkerne og på pladserne, og der er boder med mange fristelser. Der er også konkurrencer med ryttere. Disse konkurrencer kaldes ”Kupkari” (eller uloq og buzkashi). Denne sport på hesteryg er ret vild, og den er almindelig over hele Centralasien. Sporten kan sammenlignes med polo. Begge disse sportsgrene foregår på hesteryg, og for begge drejer det sig om at få et objekt ind i et mål, hvilket ofte ser meget voldsomt ud. To teams kappes om at få et dødt dyr uden hoved og uden ben,over i modpartens mål. Det er som regel en ged eller et får som vejer ca. 30 kg. En række ryttere styrter afsted på signal af dommerens fløjte. En af dem får i fuld fart den døde ged op fra jorden. Ryttere fra modstanderholdet prøver at tage geden fra ham.

Vi håber at få så meget som muligt med af det hele.
Det nøjagtige program for Navruz bestemmes sent hvert år, så der kan eventuelt blive behov for at bytte om på programpunkterne de forskellige dage.

Vi kører til Bukhara med stop undervejs.

Lige udenfor Bukhara gør vi et længere stop og ser Sitorai Mokhi Khosa, sommerresidensen for den sidste emir i Bukhara.
Paladset er omgivet af en smuk park med springvand og pergolaer.

I hovedbygningen ser vi b.la. emirens tronsal, der er udsmykket i en blanding af europæisk og asiatisk stil.

Hovedindgangen vogtes af to marmorløver udført af kunstnere fra Nurata.

Vi har 2 overnatninger i Bukhara.

Da den persiske prins Saivuz besøgte Samarkand, forelskede han sig i emirens datter. Det blev tolket som majestætsfornærmelse, og prinsen måtte bruge alle sine talegaver for at redde sit liv. Emiren gav ham en opgave: ”Byg et slot i ørkenen. Uden at bruge sten og ler. Så vil jeg skåne dig.”
Saivuz tænkte sig om i flere måneder. Så var planen klar. Han slagtede 3000 køer, og byggede et fort af ben og hudstrimler. Bukhara var skabt.
En af mange legender i Uzbekistan.

Allerede for 2000 år siden var Bukhara et kulturcentrum på den gamle silkevej.

To dage bruger vi til at opleve denne fantastiske by. Mange af de gamle bygninger er restaureret med respekt for fortidens byggestil. Farvestrålende stoffer, tæpper, keramik og smykker frister på markedet.
Der er lejlighed til at se noget af det kunsthåndværk, der er typisk for Bukhara, f.eks. sølvbroderi. 

Vi ser Ismail Samani mausoleet, den ældste bygning i Uzbekistan. Den er bygget som gravplads for emir Ismail Samani omkring år 900. Da Djengis Khans horder løb Centralasien over ende et par hundrede år senere, ødelagde de alt. Men ikke mausolæet. Gennem årene havde rige folk nemlig bygget små gravkamre tæt op ad mausoleet, så for Djengis Khan lignede det bare en rodet gravplads. Sovjetiske arkæologer udgravede det fine monument i 1960erne.

Vi ser den flotte Kalian Moské og Madrassa - indbegrebet af Bukhara.
Kalian Minaret’en regnes for keramikernes største bygningsværk forud for den mongolske invasion. I antikken fungerede den som ledestjerne for karavanerne, der ville til den hellige by Bukhara. 

Vi slentrer gennem den lokale bazar, der frister med aromatiske krydderier, specielle uzbekiske smykker og originale tæpper. Vi besøger et sted, hvor vi kan se arbejde med guldbroderi, og vi besøger den gamle smedje.
Om aftenen overværer vi et folklore- og fashion show. 

Vi har en længere køretur gennem ørkenen Kizilkum foran os. På turen kan vi nyde de fine farvespil og fantastiske ørkenscenerier. Der er områder med småbuske og fine græsser. Og andre områder med klassisk ørken med høje, gyldne sandklitter.
Vi har to overnatninger i Khiva.

Vi har en hel dag til at opleve denne lille perfekt restaurerede by, en gammel slavehandlerby. Her er flere interessante bygningsværker, nogle helt tilbage fra 10. årh. som f.eks. Juma Moskéen. Kunya-Ark Citadellet og et gammel karavanserail er også på programmet. Der er mulighed for at se træskærere i arbejde.

Vi kører til lufthavnen i Urgench for at tage fly tilbage til Tashkent.  Flyafgangen er midt på formiddagen. Herefter kører vi til den moderne del af byen, hvor vi ser ”Independence Square”. Nærved er der et smukt eksempel på russisk arkitektur fra 19. årh., residensbygningen for en tidligere guvernør af Turkistan, Konstantin Romanov.

Vi spiser middag på hotellet og hviler til hjemrejsen starter.

Om natten køres til lufthavnen, og hjemrejsen begynder.