Uzbekistan med Ørkenens Louvre

Nukus, en fantastisk by midt i ørkenen, er hovedstaden i den selvstyrende republik Karakalpakistan. Vi skal på en byrundtur, hvor dagens store oplevelse er det imponerende kunstmuseum Savitsky Museum også kaldet ”Ørkenens Louvre”. Det er det fornemste kunstmuseum i Centralasien, og en stor overraskelse at finde det netop her i et øde ørkenområde. Det blev åbnet i 1966, og det indeholder mere end 82.000 genstande, lige fra antikviteter, folkekunst og tæpper til verdens næststørste samling af russisk avant garde kunst (efter Museet i St. Petersborg).

Rundvisning med engelsktalende guide kan tilkøbes ved ankomst til museet.

Om eftermiddagen ser vi Mizdakhan, som er en nekropolis, der blev påbegyndt helt tilbage i det 2.århundrede før Kristus. Mizdakhan ligger 20 km fra Nukus

Om formiddagen ser vi Chilpik og herefter kører vi til Khiva. Khiva var den første by i Uzbekistan der blev udpeget til Unesco verdensarvsliste. Den gamle bydel stammer fra det 10. århundrede og ligger bag 10 meter høje ringmure. Khiva var engang hovedstad i et land af samme navn og har mere end 50 historiske bygninger inde bag ringmuren.

Før i tiden var Khiva det sted, hvor karavanerne gjorde holdt for at slukke tørsten og få et hvil. Den lå strategisk rigtigt mellem de to store ørkenen Kyzylkum og Karakum. Byens smukke minareter og mange fornemme bygninger, mausoleer, madrassaer (koranskoler) vidner om en storhedstid, hvor karavanerne bragte velstand til byen. Khiva har dog også haft sine skyggesider. Det var her handlen med slaver blomstrede.

Siden 2. verdenskrig har der været omfattende restaureringer i Khiva. I Sovjet-tiden skete genopbygninger ikke altid med respekt for, hvordan den indre by oprindeligt så ud. Men i dag arbejdes der på at opveje disse fortidens synder, og liv og handel er vendt tilbage til gaderne indenfor ringmuren. 

Blandt de bygninger vi ser, skal nævnes fredags-moskeen Juma, der har 213 søjler, hvoraf alle undtaget én er udskåret i sort elmetræ. En enkelt søjle kommer fra Indien, den blev båret hertil af en lokal superhelt, Pakhlavan Mahmud, og anbragt i moskéen til ære for ham. Dæmpet lys kommer ind i denne søjlehal, hvor der er en næsten drømmeagtig atmosfære.

Der blev bygget et smukt mausoleumn for Pakhlavan Mahmud, som var bryder, men også poet. Det anses i dag for at være et helligt sted, og de troende beder ved graven.

Vi ser også det gamle fort, Kunya-Ark, og spiser frokost på en familiedrevet lille restaurant.

Om eftermiddagen fortsætter vi turen rundt i Khiva. Vi ser byens ikoniske vartegn Kalta-Minor. Det er en minaret, der er dekoreret med bånd af blå og grønne kakler fra bund til top. Tash-Khauli paladset er ikke så gammelt. Det er opført af regenten Allakuli-Khan i 1800-tallet, men opført i egnens traditionelle arkitektur - og midt i indergården var der en forhøjning, hvor Allakuli-Khans telt altid stod klart til et nyt felttog.

Byen rummer mange forskellige former for kunsthåndværk. Overalt er der værksteder med håndværk, der er gået i arv gennem generationer, og som er blevet mere og mere forfinede i udførelsen.

Vi skal krydse Kizilkum ørkenen, og har en lang dag foran os. Kizilkum betyder ”rødt sand”, og i visse belysninger passer navnet. Men det er ikke en sandørken, der er spredte buske og lave vækster.

På vej til Bukhara krydser vi Amudarya floden (antikkens Oxus). Vi spiser picnic undervejs, og ankommer sidst på eftermiddagen til Bukhara. Her har vi to overnatninger.

Da den persiske prins Saivuz besøgte Samarkand, forelskede han sig i emirens datter. Det blev tolket som majestætsfornærmelse, og prinsen måtte bruge alle sine talegaver for at redde sit liv. Emiren gav ham en opgave: ”Byg et slot i ørkenen. Uden at bruge sten og ler. Så vil jeg skåne dig.”

Saivuz tænkte sig om i flere måneder. Så var planen klar. Han slagtede 3000 køer, og byggede et fort af ben og hudstrimler. Bukhara var skabt.
En af mange legender i Uzbekistan.

Vi tager på byrundtur i denne fascinerende by med en imponerende arkitektur.

Allerede for 2000 år siden var Bukhara et kulturcentrum på den gamle silkevej. Mange gamle bygninger er restaureret med respekt for fortidens byggestil. Farvestrålende stoffer, tæpper, keramik og smykker frister på markedet.
Der vil være lejlighed til at se noget af det kunsthåndværk, der er typisk for Bukhara.

Vi ser Ismail Samani mausoleet, en af de ældste bygninger i Uzbekistan. Den er bygget som gravplads for emir Ismail Samani omkring år 900.

Da Djengis Khans horder løb Centralasien over ende et par hundrede år senere, ødelagde de alt. Men ikke mausolæet. Gennem årene havde rige folk nemlig bygget små gravkamre klods op ad mausoleet, så for Djengis Khan lignede det bare en rodet gravplads. Sovjetiske arkæologer udgravede det fine monument i 1960erne.
Lyabi Hauz er en oase i midten af Bukhara. Her kommer man for at slappe af, ryge en vandpibe, købe sig en kop kaffe eller te. Der bliver tid til at gå på opdagelse på egen hånd, se en koranskole og shoppe lidt. Vi spiser frokost på en lokal restaurant i Lyabi Hauz, der serverer traditionel uzbekisk mad.

Efter frokost ser vi den flotte Kalian Moské og Madrassa - indbegrebet af Bukhara.

Kalian Minaret’en regnes for keramikernes største bygningsværk forud for den mongolske invasion. I antikken fungerede den som ledestjerne for karavanerne, der ville til den hellige by Bukhara.

Chor Minor madrassa har med sine 4 tårne en meget særpræget arkitektur.

Om aftenen overværer vi et folklore-show.

Efter morgenmaden kører vi til Sitorai Mokhi Khosa, sommerresidensen for den sidste emir i Bukhara. Paladset ligger 4 km nord for byen. En smuk park med springvand og pergolaer ligger omkring paladset.

I hovedbygningen findes emirens tronsal, der er udsmykket i en blanding af europæisk og asiatisk stil. Hovedindgangen vogtes af to marmorløver udført af kunstnere fra den nærliggende pilgrimsby Nurata.

Herefter fortsætter vi mod Samarkand.  Det er en længere køretur og vi gør stop ved ruinerne af et caravanserai. Ikke langt herfra ligger også en vandkilde, Sardoba, som  rejsende på Silkevejen besøgte.

I Samarkand spiser vi frokost på en restaurant, og  herefter fortsætter vi til Gur Emir mausoleet, hvor Timur Lenk er begravet. Timur Lenk begyndte byggeriet af dette storslåede gravmæle i 1403, fordi hans elskede sønnesøn Mohammed Sultan, der var udset som arving til tronen, døde. Timur Lenk døde to år senere, og det blev hans efterfølgere, der gjorde mausoleet med lyseblå kupler færdigt.

Samarkand er en af de ældste kulturbyer i verden og den fascinerer med sine orientalske pragtbygninger.

Vi bruger dagen på en gennemgang af denne gamle oaseby, Centralasiens perle.

Byen ligger smukt i en floddal flankeret af de høje Pamir-Altai bjerge.

Byens mest berømte (eller berygtede) indbygger var Timur Lenk, som byggede et imperium, der strakte sig over Centralasien. Han gjorde Samarkand til hovedstad i 1370, og han bragte kunstnere og håndværkere fra de erobrede lande til byen, så de kunne bygge de store monumenter. Talrige velbevarede bygningsværker vidner om denne storhedstid.

Vi giver os god tid på den fantastiske Registanplads, selve symbolet på Uzbekistans status i den islamiske verden. Det var her kamelkaravanerne gjorde holdt, og købmændene bredte deres varer ud på tæpper i håb om at gøre en god handel. Kamelerne er væk, men masser af handelsfolk frister stadig med håndknyttede tæpper og andre orientalske varer.

Bygningerne er klassiske eksempler på fuldendt islamisk arkitektur. Registanpladsen består af tre berømte koranskoler (madrassa’er), der vender ud mod det samme torv.

En sådan madrassa er gerne en bygning i to etagere omkring en gårdhave. Ud mod gårdhaven er der små rum, der har været brugt til undervisningslokaler for koranskolens elever og til værksteder. Ulugbek koranskolen er at sammenligne med hvad vi forstår ved et universitet og astrologen Ulugbek siges at have forelæst om sit favoritemne: Astronomi.

Vi ser Bibi Khanums Moské (15. årh.), der er den største kuppelmoské i Centralasien.

Timur, der opførte bygningsværket, ønskede at bygge en moské til brug for fredagsbøn.
Den skulle være storslået nok til at være et eksempel på, hvordan det islamiske Paradis så ud.

Der er tid på egen hånd i Siyab Bazar, der har været et meget levende sted igennem de sidste 500 år. Aktiviteterne i bazaren starter tidligt om morgenen og de fortsætter til det bliver mørkt. Her oplever vi den helt unikke atmosfære i en orientalsk bazar, hvor handelsmændene råber, bilhornene larmer, musikken strømmer ud fra flere små boder, og duften af krydderier blander sig med duften af stegt fårekød, frugter og grøntsager. Her har vi mulighed for at smage saltede abrikossten bagt i aske, og vi kan købe de berømte Samarkand-brød, puffy, med gylden skorpe og meget lækker smag. Dette brød bliver bagt i en speciel lerovn (tandyr). En gæst i et uzbekisk hjem bliver allerførst budt på dette traditionelle runde brød brød sammen med en lille skål grøn te. Samarkand fladbrød bliver værdsat over hele Uzbekistan.

Vi spiser middag på familieejet restaurant, hvor vi kan smage de traditionelle egnsretter.

Halvdags udflugt til det berømte gravområde Shakhi Zinda.

Ifølge en legende kom profeten Muhammeds fætter Kusam-ibn-Abbas til Samarkand i det 7. århundrede, under den arabiske invasion. Han udbredte Islam, og blev snigmyrdet. Men han forsvandt ind i en klippe, hvorfra han går igen.

Deraf navnet Shakhi Zinda: Kongen er i live!
Shakhi Zinda er en samling gravmæler, det ene flottere end det andet. En passage tager os forbi mausoleerne, og for enden ligger en stor gravplads for nutidens uzbekere. Her kan man slentre en tur og se på de mange gravstene med kunstfærdigt udhuggede billeder af afdøde.
Ikke langt derfra ser vi Ulugbeks observatorie. Ulugbeg var endnu en af Timur Lenks sønnesønner, og han regerede det meste af Centralasien fra 1411 til 1449. Han var astronom og byggede det største observatorie i hele Centralasien. Ulugbeg beregnede blandt andet, at Jordens hældningsgrad er 23,52. Det er et mere nøjagtigt resultat end Tycho Brahe kom frem til. Jo, middelalderens Uzbekistan var højt udviklet.

Om eftermiddagen ser vi forskellige typer kunsthåndværk, et værksted for papirfremstilling, et værksted med silketæpper og et folkloreshow.

Vi tager tidligt afsted mod Tashkent.

Vel ankommet tager vi på rundtur, og ser monumentet ”Crying Mother”, og vi kører forbi Parlamentet.

Hvis tiden tillader det, slentrer vi en tur på "kunstner-gaden" og kommer forbi Uzbekistans operahus Alisher Navoi. Vi spiser afskedsmiddag på hotellet.