Logo

Island Rundrejse

Vatnajökull, vulkaner, varme kilder, vandfald - vandringer og (h)valer.

Denne rundrejse langs Islands kyst går gennem storslåede landskaber og forbi magiske naturfænomener - læg så hertil et rigt fugleliv. Blandt mange højdepunkter er en sejltur på is-lagunen Jökulsarlon, indsigt i islandsk heste- og fåreavl, ophold ved den kendte sø Myvatn, som bl.a. byder på en spektakulær gåtur langs kraterkanten af en vulkan og afstresning i den lokale lagune. Flere steder undervejs får vi tillige et indblik i vikingetiden og den danske historie i Island. Island er kendt for sine 170 varme kilder, som skyldes, at skorpen mod klodens indre er tyndere end i Europa og Amerika. Eksploderende geysere og sprudlende vandfald er en naturlig del af rundrejsen.

Regioner: Europa
Lande: Island
11 dage Pris Rejseleder Status Information
31. aug 17 til
10. sep 17
21.900 kr Oddrun Gudmundsdottir Garanteret afrejse Bestil rejse

Det var også naturen, der fik Island i verdens søgelys i 2010. Dengang var det vulkanen Eyjafjallajökull, der satte en stopper for lufttrafik på halvdelen af kloden. Vi besøger et museum, der med en lokalproduceret film beskriver, hvad der skete.

Island er kendt får sine mange får og islandske heste, og på denne september-tur, kommer vi tæt på begge dyr. Efter græsning i højlandet over sommeren, skal fårene og hestene ned for vinteren. Vi overværer indfangningen og sorteringen mens vi bliver sat ind i heste- og fåreavlens traditioner og skikke. I september er der desuden en relativt god chance for at se nordlys. Der er på rejsen mulighed for at tage på hvalsafari i Reykjavik, hvor rejsen slutter med tid på egen hånd.

Læs praktiske oplysninger om rejser til Island her

Max 20 deltagere.

Vis alle dage Skjul alle dage

Vi flyver fra København til Keflavik, og krydser halvøen Reykjanes på vores vej til verdens nordligste hovedstad. Her lægger vi ud med at danne os et overblik over byen med en byvandring. Hvis en forestilling ikke forhindrer det, slutter vi byvandringen af med en rundvisning i Harpa. Det spektakulære og moderne koncerthus er inspireret af den islandske basalt-natur og er designet af Olafur Eliasson for Henning Larsens Arkitekthus.

Hen på eftermiddagen kører vi nu nordpå til Islands længste fjord, Hvalfjördur. Bugten mellem Reykjavik of Hvalfjördur, Faxaflói, har en stor bestand af hvaler, og i bunden af hvalfjorden ligger en gammel hvalfangerstation, der efter mange år i bero nu er taget i brug igen. Vi fortsætter til bygden Borganes. Her indkvarterer vi os på vores hotel, hvor vi har to nætter.

Efter morgenmaden kører vi lidt ind i landet, til det geotermiske område Deildartunguhver. Dette er Islands største varme kilde. Hvert sekund vælter 180 liter vand frem, hvilket gør det til Europas kraftigste varme kildevæld. Vandet er 97 grader varmt. Det bruges blandt andet til opvarmning af huse i byen Akranes, der ligger 64 km væk.

Snorri Sturluson var middelalderens største forfatter og statsmand i Island. Han levede 1179-1241 og sad i Altinget som lovkyndig. Mest kendt er han i dag for ”Snorris Edda”. Han boede i Reykholt, og vi ser hans gamle udendørs varme bad, før vi besøger museet Snorrastofa, hvor vi får en rundvisning.

Vi gør holdt ved de to specielle vandfald Hraunfoss og Barnafoss, der har boret sig ud under en gammel lavamark. Der bliver i dag også tid til en kortere gåtur i det rå landskab, hvor vi vil kigge efter de mange stentyper og stenfarver man kan finde i egnen.

Om eftermiddagen og aftenen er der tid på egen hånd i Borgarnes, hvor man bl.a. kan besøge det lokale udendørs svømmebad, proviantere i det lokale supermarked, tage et kig på den lille havn eller gå på et museum der forklarer hvordan nordmændene kom til Island samt en introduktion til sagaen om Egill Skallagrimsson.

Vi forlader det vestlige Island og kører i nordøstlig retning mod Akureyri. Naturen forandrer sig konstant foran os.

Tæt på byen Hvammstangi bevæger vi os ind i landet. Her skal vi overvære den sidste del af indfangningen af heste og får, der bliver gennet ned fra højlandet. Ved den store runde fold vil vi kunne se først den enorme flok heste blive drevet frem til folden og sorteret mellem ejerne. Efterfølgende gælder det de mere end 500 får.

Indkvartering i Skagafjördur-området

Dagen starter med et holdt ved en række gamle islandske tørvhuse. Glaumbær er en gammel præstegård der har været bosat siden middelalderen. Her får man virkeligt et indblik i de barske realiteter folk levede under helt frem til det 18. 19. århundrede.

Vi kører vi langs den spektakulære kyst, og passerer fiskerlandsbyer som Siglufjördur, Ólafsfjörður og Dalvik.

I fiskerlandetsbyen Siglufjördur skal vi have en rundvisning på sildemuseet. Her vil vi lære om sildens historiske betydning for Island og byen. Vi smager på den gode sild på et stykke islandsk rugbrød (ikke som dansk!) med et glas Brennivín.

Akureyri er Islands næststørste by på små 20.000 indbyggere. På en kort rundtur i Akureyri standser vi ved byens symbol: Kirken. Et parti i farvet glas er dannet ved genbrug af materialer fra katedralen i Coventry, der blev bombet under 2. verdenskrig. Og døbefonden er en kopi af et Bertel Thorvaldsen-arbejde. Der er tid på egen hånd, og der er også mulighed for et bad i byens moderne udendørs svømmehal.

På den anden side af Akureyri kommer vi forbi vandfaldet ”gudernes vandfald” Godafoss, og når frem til søen Myvatn, hvor vi har to overnatninger.

Søen Myvatn har mange underlige bugter og endnu flere mærkelige øer. Dette skyldes at Myvatn er forbundet til vulkansystemet omkring vulkanen Krafla, der har mange grene ud til søen. Vi kommer helt tæt på søen, hvorefter vi vandrer op på kraterkanten af vulkanen Hverfjall, der med sit næsten symmetriske krater rejser sig 463 meter op. Vi kører videre til Dimmuborgir, et landskab fyldt med underlige formationer af lavasøjler, der er resterne af en gammel lavasø.

Desuden er området er kendt for sit ekstremt rige arktiske fugleliv, og ud over at følge fuglene i det fri besøger vi et fuglemuseum placeret ude på en lille halvø midt i søen.

Vi runder en god dag af i Nature Bath. Dette er Myvatns svar på Den Blå Lagune – bare mere ægte og autentisk. Vandet er 38 grader varmt og kommer fra 2500 meters dybde.

Dagen starter med et besøg ved vulkanen Krafla, hvorfra vi kan se kratersøen Víti og ud over den store lavamark, der strækker sig helt tilbage til Myvatn. Efter små 40 km i mere barskt terræn kommer vi til Islands – og Europas – kraftigste vandfald, Dettifoss, som med garanti giver enhver besøgende et sug i maven.

Vi kører videre østpå, og kommer til en meget øde og gold egn af Island. Vi gør holdt i dalen Mödrudalur, hvorfra man i godt vejr kan spejde hele vejen til Vatnajökull og Herdubreid, også kaldt Dronningefjeldet. På vej til vores specielle hotel i begyndelsen af østfjordene, gør vi holdt i byen Egilsstadir, som er den største by på Islands østkyst.

Overnatning på hotel ved Faskrudsfjorden. Dette er et charmerende hotel og museum, bygget op som det gamle franske hospital, som i Napoleons tid lå i fjorden.

Island er fyldt med specielle sten, mineraler og basaltformationer. Det får vi indtryk af på et spektakulært museum i det østlige Stödvarfjördur. Som ung pige begyndte Petra Ljösbjörg at samle sten; som husmor fortsatte hun; og som enke omdannede hun hus og have til en særpræget udstilling. I dag besøges museet af tusinder af rejsende hvert år, og vi har tid til at se museet og udforske stenene i den betagende natur omkring huset.

Fjordene i det østlige Island er omkredset af tårnhøje fjelde. Det får fjordene til at virke smalle og betagende. Vi standser i den lille fiskerlandsby Djupivogur, inden vi fortsætter gennem Almannaskard passet på vej ud af østfjordene. Øverst på Almannaskard passet gør vi holdt, hvor fra man har et enestående udsyn over havet mod syd og flere af Vatnajökulls gletsjertunger mod sydvest viser sig.

Jökulsarlon er en islagune beliggende imellem Europas største gletsjer Vatnajökull og havet. Vi kører på Islands hovedvej nummer 1 og har udsigt til gletsjerflodens blå isbjerge. Ikke sært, at Jökulsarlon har været brugt som kulisse for Hollywood-film som ”A view to a kill” og ”Die another day” samt ”Tomb Raider”, for det er et af Islands største naturfænomener. Vi sejler en tur på is-lagunen, som er et arktisk syn og oplevelse man sent vil glemme.

Overnatning på hotel ved Vatnajökull.

Vi kører vestpå langs kysten i det særprægede dramatiske landskab på det gletsjertrykkede fladland mellem Vatnajökull og havet. I klart vejr vil vi kunne følge Vatnajökulls mange gletsjertunger strække sig ned mod hovedvejen. Efter et kort holdt i byen Kirkjubæjarklaustur kører vi igennem en lavamark, der tilhører den kendte vulkan Laki. Området er fyldt med fantastiske farver, grønt mos, rødt slagger og sort, vulkansk aske.

Ved byen Vik besøger vi det berømte fuglefjeld Dyrholaey, som 3-4 måneder om året er et kendt tilholdssted for søpapegøjer. Vejen går forbi det storslåede vandfald Skogafoss, der med sin beliggenhed tæt ved havet - samt sin vinkel - ofte danner flotte regnbuer. Oven for vandfaldet er det i godt vejr muligt at se hele vejen til Eyjafjallajökull. Det er gletsjeren, som i 2010 stoppede det halve af klodens lufttrafik, fordi en vulkan under gletsjeren gik i udbrud. For foden af Eyjafjallajökull besøger vi et lille museum, der beskriver hele situationen i 2010.

Overnatning på hotel i Flúdir

Et storslået mix af vandfald, geysere og naturreservater er i vente. Kort sagt: En ægte islandsk klassiker. Vi besøger det berømte vandfald Gullfoss, den eksploderende geyser, Strokkur og slutter af med en vandring i den UNESCO-bevarede Thingvellir nationalpark. Gåturen byder på både dansk og islandsk kulturhistorie, og under os er der et geologisk fænomen, for det er her, de tektoniske plader mellem Amerika og Europa mødes.

Om eftermiddagen får vi indblik i de islandske hvaler hvalmuseet Whales of Iceland. Dette besøg kan måske skærpe appetitten på en frivillig hvalsafari i morgen.

Overnatning i Reykjavik

Formiddagen er på egen hånd i Reykjavik. Hotellet ligger i gåafstand fra det berømte nye operahus, tegnet af Olafur Eliasson for Henning Larsen Arkitektstue. Det er muligt at få en rundvisning.

Man kan også vælge at tilkøbe en hvalsafari, hvis vejret tillader det, eller at tage på udflugt til Den Blå Lagune. Alternativt råder Reykjavik over en række spændende museer og shopping-muligheder.

Før aftensmaden besøger vi Islands største svømmebad med fem forskellige saunaer og spabade og meget mere – alt sammen udendørs.

Efter middag kører vi til lufthavnen.

Vi lander i København tidligt om morgenen.

Alle planlagte afgange

11 dage Pris Rejseleder Status Information
31. aug 17 til
10. sep 17
21.900 kr Oddrun Gudmundsdottir Garanteret afrejse Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede