Logo

Det ukendte Sardinien

Italien, og så alligevel ikke

Sardinien ligger for sig selv i havet mellem Italien og Spanien. Der tales et sardisk sprog, der er funderet på latin og som har meget til fælles med catalansk, og på den nordlige del af øen, kan man forstå folk fra det sydlige Korsika. Der var i bronzealderen en kultur, der var helt særegen for øen. Herfra har man de mange tusinde stenmonumenter, Nuraghis.

Man konfronteres med Middelhavets stormfulde historie, når man besøger Sardinien. Langs hele kysten står fortidens forsvarsværker og minder om dengang øen var et vigtigt strategisk mål i kampen om magten i Sydeuropa.

Se dagsprogram
Regioner: Europa
Lande: Italien
Ingen fastsatte datoer - ring og hør nærmere     Kontakt os

I dag er der heldigvis fred, og Sardinien har rigtig meget at byde på. Og alle de forskellige kulturer har sat deres præg på øens kunst, arkitektur og kulturelle liv, såvel som på folkemusikken og gastronomien.

Rejsen har fokus på det indre af øen, som er betagende smukt. I skovene er der korkege og langs kysterne figenkaktus. Landskaberne er varierede, der findes frodige flodsletter, stejle granitbjerge og kalkstensbjerge, og tørre sletter med et flor af vilde blomster og duftende krydderurter, myrter og jordbærtræer. Her holder hyrderne til med deres hundredvis af får, og her lægger vi hovedvægten på denne rejse til det ukendte Sardinien.

Max 20 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Afrejse fra København. Vi ankommer først på aftenen til Olbia på nordsiden af Sardinien. Der er ca. en halv times kørsel til Green Village, hvor vi bor de første to nætter. Green Village, ligger naturskønt få kilometer udenfor den gamle bjergby Posada.

Måltider: Aftensmad

Vi slentrer en tur gennem den lille bjergby Posada. Den ligger højt oppe på toppen af et kalkstensplateau, der er dækket med vilde blomster og flere fine gamle træer. Vi besøger borgen, Castello della Fava, øverst oppe på klippen. Ad en trætrappe kan vi komme op i borgens bombastiske firkantede tårn. Herfra er der en udsigt over hele området nedenfor Posada, havet og Posadaflodens udmunding. På sletterne omkring byen er der mange frugtplantager.

Byen har bevaret sin middelalderstemning. Vi vandrer ad snoede gyder forbundet med stejle trapper, buer og små torve. Senere på dagen besøger vi Nuraghe San Pietro, et karakteristisk monument fra Nuraghe-perioden (bronzealderen).

Nuraghe er et kegleformet tårn bygget af meget store sten, som således danner et kuppelformet rum. Man formoder, at disse tårne blev anvendt til både bolig, helligdom og fæstning. De er oftest enkeltstående, men ses også sammenbyggede. Tårnene er fra omkring 1800 f.Kr. og ses kun på Sardinien. Der findes omkring 7000 nuraghis rundt omkring på øen, oftest placeret på højdedrag. 

Fri frokost og fritid med mulighed for at gå til den nære flotte sandstrand.

Om aftenen er der middag med lokale specialiteter.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi forlader Green Village for at køre ca en time til Bitti. Her bruger vi dagen på en familiedrevet agriturismo. Vi ser hvordan der fremstilles ost af deres fåremælk, vi spiser frokost på stedet, og vi får en rundvisning, der inkluderer en kort vandring til området Parco Naturale di Tepilora, hvor der er spændende vilde skovområder. Her lever agerhøne, hare, vildsvin, og vildkat, og er vi heldige, ser vi også kongeørne.

Efter besøget kører vi til Dorgali, hvor vi har 4 overnatninger på centralt beliggende lille hotel med megen atmosfære og charme. Vi bliver budt velkommen med levende musik og et lille kor.

Måltider: Morgenmad og frokost

Dorgali er en lille bjergby med ca. 8000 indbyggere. De fleste her arbejder med lokale produktioner, som f.eks. ost og vin. Byen er også kendt for lokalt kunsthåndværk som læderarbejder, keramik, filigransmykker og vævede tæpper. Området omkring Dorgali er rigt på fortidsfund, og mange kommer her for at vandre ad de smukke bjergstier.

Vi er i en ukendt del af Sardinien; det er hyrdernes og fåreflokkenes domæne her nær ved østkysten. De få byer der er, er små som Dorgali, og de ligger i en vis afstand fra kysten. Dette er der en logisk årsag til, da østkysten har været plaget af sørøverangreb igennem flere hundrede år. Byen ligger på en bjergkam, der skråner ned fra Monte Bardia.

Lidt udenfor Dorgali besøger vi et spændende friluftsmuseum, S’Abba Frisca, der er et etnografisk museum, prisbelønnet for sin fremstilling af hyrdekulturen. Her er både udendørs- og indendørsoplevelser. En original hytte, typisk for hyrderne, er opført, ligeledes en brønd, der trækkes af okser. Vi spiser en uformel frokost under de høje træer i museets smukke omgivelser. I museets butik kan der købes forskellige produkter med vilde medicinske planter, både cremer og sæber. Myrtesæbe er en skattet artikel dette sted.

Vi fortsætter til Galtelli, endnu en spændende by, hvor man føler sig sat mange hundrede år tilbage i tiden. Galtelli ligger på skråningerne af Monte Tuttavista. I middelalderen var det den vigtigste by i hele regionen og bispesæde indtil 1496. I kirken Santissimo Crocifisso er der meget fine træstatuer fra 1500-tallet og 1600-tallet. Vi går en rundtur i det smukke gamle historiske centrum, og et par af byens ældre damer viser os, hvordan der fremstilles Pane Carasau (de store flade brød) og nogle typiske kager.

Vi slutter dagen med vinsmagning ved en lokal vinproducent i Dorgali. Aftensmad på egen hånd, og vores guide giver gerne gode råd om restauranterne i nærheden.

Måltider: Morgenmad og frokost

Efter dagene i de historiske gamle byer skal vi nu have en dag med afslapning og store naturoplevelser. Vi kører til kystbyen Cala Gonone, hvorfra vi tager på bådtur. Det er en imponerende strækning, hvor de forrevne bjerge for det meste går helt ud til havet, og der kun er smalle strækninger med strand.

Vi går i land på en berømt strand, Cala Luna, hvor der serveres picnic frokost med østkystens specialiteter. Badetøj bør medbringes. I tilfælde af dårligt vejr, kan sejlturen ikke gennemføres, så har vi i stedet en plan B.

Måltider: Morgenmad og frokost

Vi tager på en interessant dagsudflugt. Det indre Sardinien blev af romerne døbt Barbagia – barbarernes land. Romerne mødte stor modstand, da de forsøgte at trænge ind i Supramonte Bjergene.

I Mamoilada, besøger vi det lokale maskemuseum. Her ser vi de traditionelle dragter og masker af mammuthones og issokadores, der stammer fra Dionysesfester. Disse fester var den største begivenhed i hele området. Mammuthones, som er fjenderne, bliver fanget og lagt i reb og ført gennem landsbyen af gendarmer i røde dragter - Issokadores - som kører dem fra landsbyen i yderligere tolv måneder. Frygten i denne ældgamle kamp om det gode om det onde spilles og vises symbolsk i denne del af Sardinien.

I den lille isolerede bjergby Orgonsolo ser vi de berømte murmalerier. Overalt på husmurene er der malerier. Det startede med at en teatergruppe fra Milano i 1969 begyndte at tegne og male på væggene. I 1975 kom maleren Francesco del Casino, og han besluttede sig for at male flere interessante murmalerier i byen. Senere fortsatte andre kunstnere arbejdet, og herefter gik byens borgere selv i gang med murmalerierne, så der i dag findes omkring 200 malerier, fortrinsvis med politiske budskaber. Et stærkt ønske om selvstændighed for Sardinien toner frem, og der males om arbejderklassen og undertrykkelse, krig og andre voldsomme begivenheder. Selv terrorangrebet 11. september 2001 på World Trade Center i New York er med på en af murene.

Efter frokost i Orgonsolo fortsætter vi til Nuura, der er Barbagias hovedstad og Sardiniens kulturelle centrum med kunstmuseer og designbutikker.
Vi besøger Grazia Deledda’s hus. Hun fik nobelprisen i litteratur i 1926, som Italiens første kvinde. Vi ser en udstilling med Sardiniens mange forskellige klædedragter, der stadig er i brug ved særlige lejligheder.

I centrum af byen ligger Piazza Satta, hvor der er skulpturer af Constantino Nivola i form af monolitter. Her findes også citater af Grazia Deleddas romaner på murene. Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til vores hotel i Dorgali.

Måltider: Morgenmad og frokost

Vi forlader Dorgali og kører til Santa Cristina Arkæologiske Park, hvor vi ser den hellige brønd og den berømte Nuraghe. Arkæologer mener, at den hellige brønd er konstrueret omkring 1100-1200 år før Kristus. I dag består det af trin ned til en lav brønd, der er dækket af en kuppel. Tidligere havde den et tempel på toppen, hvilket kan bevises af den nøglehulformede stenmur omkring det og andre eksempler på hellige brønde på øen. Basaltstenene er meget fint bearbejdet. Nuraghen er 6 meter høj, med en kort indgangskorridor, der fører ind i det cirkulære hovedkammer med kuppeltag (tholos), der åbner ud til tre mindre nichekamre. Omkring nuraghen ses resterne af en omfattende landsby. Bag nuraghen er en lang "lade" eller hytte.
Nuraghen er orienteret, så indersiden bliver oplyst det meste af dagen.

Vi spiser frokost på en lille lokal restaurant i San Giovanni di Sinis, en lille by der er kendt for at have været kulisse i flere cowboyfilm.

I byen Cabras besøges ”Museo dei Giganti di Monte Prama”, navnet henviser til størrelsen af de statuer, der blev fundet i en udgravning i området, og de er blevet et symbol på Sinis-halvøens store arkæologiske kulturarv. I museet er der lagt vægt på sammenhængen og opdagelsens historie inden for al Sinis arkæologi. Der vises et udvalg af mandlige statuer, seks i alt (tre boksere, to bueskytter og en kriger) og fire modeller af nuraghe.

Herefter venter os ca. 2½ times kørsel til Calasetta, hvor vi bor de sidste tre nætter. Calasetta ligger på øen Sant’Antioco, Sardiniens største ø, og Italiens fjerdestørste efter Sicilien, Sardinien og Isola d’Elba. Sant’Antioco er forbundet med moderøen ved en kunstig landtange og en bro, der blev åbnet i starten af 1980'erne.

Måltider: Morgenmad og frokost

Vi tager på heldagstur med færge til øen Isola di San Pietro, kendt for salt, tunfiskeri og retten couscous. Øen har en blandingskultur, der gør den til noget helt særligt. Vi tager på byvandring i Carloforte, en rigtig smuk havneby med pastelfarvede huse og brolagte stræder. Vi passerer den gamle borg med de gamle bymure og San Carlo Borromeo’s kirke fra 1775. Byen vender ud mod havnen, og der er flere gyder og trapper, der fører ned til havet.

Efter byrundturen er der fritid til frokost i Carloforte og til egne aktiviteter. Man kan evt. besøge ”Il Museo della Tonnara”, der fortæller om tunfiskeriet. Vi tager færgen tilbage til Calasetta, hvor vi spiser aftensmad på vores hotel.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Der gives forslag til seværdigheder og aktiviteter på egen hånd, gåture, cykelture, bådtur, vandring i naturen på udkig efter flamingoer.

Om aftenen spiser vi en lækker afskedsmiddag med lokale specialiteter.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Efter morgenmaden tjekker vi ud og kører til Sardiniens hovedstad Cagliari. Byen ligger smukt mellem havnen og lagunen, elegant og rolig med store boulevarder med jakaranda træer. Domkirken er fra 1200-tallet. Nær byen findes saltværker. Her bor store flamingo flokke ved de kunstige saltsøer.

Vi forlader bussen, så snart vi når til Viale Regina Elena. Vi er nu til fods i den gamle bydel ”Castello”. I hjertet af byen ligger Piazza Palazzo og katedralen Sct Maria, samt ærkebiskoppens palads og vicekongens palads. Vi fortsætter til bastionen Sct Remy og til terrassen Umberto I, hvorfra vi nyder panoramaudsigten.

Der er tid på egen hånd til frokost og shopping, før vi sætter kursen mod lufthavnen og hjemrejsen begynder. Ankomst til København om aftenen.

Måltider: Morgenmad

Alle planlagte afgange

Ingen fastsatte datoer - ring og hør nærmere     Kontakt os