I mange år har området været kendt for sine rødvine, og i de senere år er det kulinariske føjet til. Bevægelsen ”Slow food”, der understøtter lokale traditioner og kvalitet, opstod i Piemonte, og har bredt sig til hele verden.
Og så er der naturen, som er oplagt til vandringer. Vi har indlagt 3 skønne og lette vandringer langs vinmarker.
Torino er hovedstaden, og her begynder rejsen. Torino husede Italiens kongelige familie i 1860'erne, og byens midte er elegant med mange pladser og arkader. Ud over Torino har vi overnatninger i middelalderbyen Asti og kurbyen Acqui Terme.
Vinen smager vi på en vingård lidt udenfor Asti, hvor den serveres til vores middag. Barolo skænkes hos en producent af den berømte vin som afslutning på en vandring. Og i vinkældrene i Canelli oplever vi de lange gange, der strækker sig 13 km under byen, og gemmer på millioner af flasker. Vi smager nogle af dem.
Vi slutter rejsen af med en helt speciel vandring mellem særprægede, moderne kunstværker i et grønt og bakket landskab.
Højdepunkter på rejsen:
- Middage med vinsmagninger på vingårde i både Asti og Barolo
- Canelli, besøg i den historiske bydel og vinsmagning i Contratto Cellar
- Middelalderbyen Monastero Bormida, hvor det imponerende slot er byens pulserende hjerte
- Acqui Terme, med det historiske center og den gamle romerske akvædukt.
- 3 skønne vandringer i naturen og langs vinmarkerne af 2-3 timers varighed
Max 16 deltagere!