Vi dykker ned i den italienske madkultur, og vi starter det vigtigst sted, nemlig på det lokale fødevaremarked! Varerne her overgår alt. For det er her, italienerne køber ind – og når vi taler om mad i Italien, går man ikke på kompromis med hverken pris eller kvalitet! Det er her, vi finder sjælen i det italienske køkken!
På markedet kommer tomaterne direkte fra producenten på Sicilien. Auberginerne er høstet samme morgen – sammen med løgene og peberfrugterne, der ligger i store grøn/gule og røde bunker. Figenfrugterne ligger søde og saftige og venter blot på at blive brækket forsigtigt midt over, så man kan nyde det rødgrønne frugtkød. Her er altid et væld af lækre specialiteter at vælge imellem, og vi køber hver især ind til frokosten.
Herefter besøger vi den lokale osteproducent, Antonello Monni, der er 3. generation i en familiedrevet virksomhed, der gennem årtier har produceret fantastiske fåreoste. Antonello elsker at eksperimentere og være kreativ, men samtidig værner han om de gamle ostemager-traditioner. Vi får en rundvisning og skal selvfølgelig smage nogle af de fantastiske oste, som familien producerer. Vejen hjem byder på 4 km vandring, og undervejs gør vi stop for at spise den mad, vi hver især har købt på det lokale marked.
Vel tilbage på hotellet er der tid til afslapning, inden vi sidst på eftermiddagen er på besøg hos Poggio Maiolo, en lokal vinproducent, der laver vine på druerne fra Chardonnay, Syrah og Pinot Nero. Vi hører om produktionen og skal selvfølgelig smage på udvalgte vine. Hvis man har 3 km mere i benene, kan vejen ud til vinproducenten foretages til fods. Har benene brug for et hvil, holder bussen klar til at køre afsted.
Herefter besøger vi Alberto Bracchini, der er 2. generation i en stolt tradition af pølsemagere. Alberto har lovet af lave en helt speciel og traditionel umbrisk middag til os med et udvalg af sine fantastiske charcuterie og hjemmegrillede udskæringer. Hvis vi er heldige, har Albertos mor også lavet en lille dessert til os – selvom al erfaring siger, at der efter hovedretten sjældent er plads til mere.
Dagens vandring: 4-7 km.
Måltider: Morgenmad og aftensmad