I dag går vores udflugt til Perugia, hovedbyen i Umbrien. Perugia er med sine næsten 170.000 indbyggere den største by i Umbrien. Den gamle by har ca. 9 kilometer byport rundt om det historiske centrum.
På denne tid på året byder Perugia på et stort julemarked, hvor udstillere fra hele Italien er kommet til byen med hvert deres rigt og spændende udvalg af julepynt, kunsthåndværk, chokolader, trøfler, salamier, olier, vin, street food og meget andet.
Perugia er en af Italiens ældste byer og ifølge legenden grundlagt af Noah. Men det ville nok have været svært for ham at nå helt fra Araratbjerget i Lilleasien, hvor han strandede med sin ark. I virkeligheden er Perugia grundlagt af etruskerne og sikkert lige så gammel som Rom. I 295 f. kr. blev Perugia romersk, og derfor er der overalt romerske bygningsværker oven på de etruskiske. Men i de sidste 400 år er der ikke meget, der har ændret sig. Gaderne er så smalle og stejle, at selv bilens første gear knap kan klare dem og med så mange ensretninger, at man kører i ring.
Perugia er med sin unikke beliggenhed på et højdedrag midt i den smukke umbriske dal en af Italiens bedst bevarede og mest stemningsfulde middelalderbyer, som med sin rolige livsrytme og klassiske, italienske charme byder den besøgende på en overflod af skønhed, historie, kunst, arkitektur, vin og gastronomi. Vi bruger dagen på at udforske byen på kryds og tværs.
Frokosten indtages på egen hånd.
Om aftenen spiser vi en traditionel, italiensk og hjemmelavet julemiddag hjemme hos vores guide Lene og hendes familie, der har inviteret os ind i familiens hjem denne særlige aften. Og mon ikke der venter os en lille juleoverraskelse undervejs?
Måltider: Morgenmad og aftensmad