Hvad søger du?

Vandreferie på Madeira

Portugals frodige ø i Atlanten

Kan man spise blommer i Madeira? Ja, det kan man. Og endnu bedre: Bagefter kan man skaffe sig af med kalorierne ved at vandre mellem frodige bananplantager ad stier hugget ind i klipperne, gennem duftende laurbærskove og langs rå klippekyster med svimlende udsigter.

Sådan er der nemlig på Madeira. Smuk natur og forårstemperaturer året rundt. To tredjedele af den uspolerede natur er udlagt som beskyttet, og langs Madeiras 2000 km vandingskanaler er anlagt bedårende stier, som gør øen oplagt til vandring.

Se dagsprogram
Du er her: Rejser Vandreferie på Madeira
Regioner: Europa
Lande: Portugal
8 dage Pris Rejseleder Status Information
23. dec 22 til
30. dec 22
13.490 kr Jens Poulsen Udsolgt Forespørg Julerejse
30. dec 22 til
6. jan 23
14.990 kr Lene Bach Larsen Få pladser tilbage Bestil rejse På forespørgsel
4. mar 23 til
11. mar 23
12.490 kr Lene Bach Larsen Udsolgt Forespørg Direkte fly
18. mar 23 til
25. mar 23
11.990 kr Per Heide Sørensen Udsolgt Forespørg Direkte fly
22. apr 23 til
29. apr 23
12.790 kr Jens Poulsen Ledige pladser Bestil rejse
8. jul 23 til
15. jul 23
11.990 kr Jens Poulsen Få pladser tilbage Bestil rejse

På denne rejse oplever vi øens vidt forskellige landskaber til fods. Men vi udforsker også den charmerende hovedby Funchal, nyder stemningen i små fiskerbyer og kører ad dramatiske bjergveje. Middagene spiser vi på lokale restauranter, og vi smager naturligvis den lokale drink poncha lavet på rom, honning, rørsukker og citrus. En aften akkompagneres middagen endda med den klassiske, portugisiske fado-sang. 

Vælg denne rejse med Viktors Farmor fordi:

  • Vi udforsker Madeira både til fods og i bus
  • Vi går overkommelige vandringer gennem varieret natur
  • Vi oplever det madeiranske køkken på lokale restauranter
  • Vi nyder den klassiske fado-sang under en middag i byen
  • Vi bor på to skønne hoteller i Funchal og Machico

Max 16 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Vi flyver fra Kastrup Lufthavn, medmindre andet er angivet, via Lissabon til Madeira. På nogle rejser flyver vi direkte fra København til Madeira. Så vil der står 'Direkte' ud for datoen nedenfor. Fra lufthavnen kører vi til vores centralt beliggende hotel i hovedbyen Funchal, hvor vi bor de første fire nætter. Fra restauranten på øverste etage er der en flot udsigt over Funchal by og havet.

Alt efter ankomsttidspunktet er der måske tid til at udforske Funchals hyggelige, gamle bydel lidt på egen hånd, inden det er tid til en god middag på en lokal restaurant.

Måltider: Kan tilkøbes på flyene, aftensmad i Funchal

Vi bevæger os ind i Madeiras største dal med dens enorme skovklædte dalsider. Floden Rio da Janela løber i bunden af dalen og munder ud i Atlanterhavet tæt ved Porto Moniz i det nordvestlige hjørne af øen. Vi kører til Rabacal på Maderias højslette og vandrer ad smalle stier langs levadaens rindende vand.

Levadaer er et stort forgrenet netværk af vandingskanaler, der fører regnvandet fra øens bjerge i nord til marker, haver, terrasser og plantager på øens sydlige side. De ældste stammer helt tilbage fra 1400-tallet, da der opstod behov for en stabil vandforsyning til vandmøller og sukkerrørsplantager.

Turen fører os gennem tætte lyng- og laurbærskove. Nogle steder er vegetationen så tæt, at vi går gennem en tunnel af planter, mens der andre steder åbenbarer sig smukke udsigter over de skovklædte bjerge. For enden af Levada do Risco er der udsigt til et 100 meter højt vandfald, der falder fra et plateau over os. Herfra fortsætter vi via De 25 kilder og gennem en 900 meter lang tunnel. Der er mørkt i tunnelen, men snart strømmer lyset os i møde fra den anden ende, og vi kan gå det sidste stykke ned til skovtjenestens hus gennem en skov af eucalyptus-træer.

Vi kører herefter til havklippen Cabo Girau. De modige kan liste ud på den gennemsigtige udsigtsplatform næsten 600 meter over havet og se direkte ned. Eller man kan nyde de flotte udsigter langs kysten med fast grund under fødderne.

Dagens sidste stop er i fiskerbyen Camara de Lobos, hvor vi skal smage den lokale drink poncha. Opskriften varierer lidt men lyder grundlæggende på brændevinen aguardente de cana blandet med honning, rørsukker og citrussaft. En stærk men lækker forfriskning. Det er værd at gå et smut ned forbi byens lille havn, hvor farverige fiskerbåde er trukket på land, inden turen går tilbage mod hotellet i Funchal. Her afsluttes dagen med middag på en lokal restaurant.

Dagens vandring: ca. 4 timer, 11 km og 200 højdemeter

Måltider: Morgenmad, frokostpakke og aftensmad

Vi kører via højsletten Paul da Serra, hvor det flade landskab er helt anderledes end noget andet sted på Madeira. På sydsiden breder lyngskoven sig, og på nordsiden gror laurisilva-skoven frodigt. Turen går i dag til Lamaceiros ovenfor Porto Moniz. Her går vi en levadavandring, der fører os gennem frodige områder med landbrugsjord dyrket på terrasser, der nogle steder minder om landskaberne på Bali. Her på Madeiras tyndt befolkede nordkyst er det særdeles grønt og frodigt, så de mange eksotiske afgrøder har gode kår.

Efter gåturen kører vi til Porto Moniz, som er præget af friluftsbadene i de sorte vulkanske klipper. Er havet roligt, er der mulighed for et dyp i de smukke omgivelser. Men viser havet tænder, er friluftsbadene lukkede, for så slår gigantiske bølger mod klipperne og sender skumsprøjt mange meter op i luften.

Fra Porto Moniz følger vi den vilde nordkyst østpå, hvor dramatiske kystbjerge hæver sig op af havet. Vi drejer af ind i en smuk og frodig dal, hvor en lokal familie har dækket op til lækker grill-frokost i deres frugthave.

Turen tilbage mod Funchal fører os tværs over øen via Encumeada-passet, hvorfra der er en flot udsigt mod både nordkysten og sydkysten.

Dagens vandring: ca. 2-3 timer, 8 km på flad rute.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

OBS. På julerejsen den 23. december 2022 samt nytårsrejsen den 30. december 2022 er dag 3 og 4 byttet rundt. Dag 3 er derfor fridag i Funchal, mens dag 4 byder på Lavadavandring og udforskning af nordkysten. Grillfrokosten erstattes på julerejsen af frokost på en lokal restaurant, da den lokale familie fejrer juledagene. På nytårsturen spiser vi frokost hos den lokale familie. 

Efter morgenmaden ser vi nærmere på Funchal på en guidet byrundtur. Gåturen fører os gennem de små gader i byens gamle centrum, hvor en række af Funchals vigtigste historiske bygninger ligger. Vi kigger indenfor i katedralen for at beundre de smukke trælofter og religiøs kunst, og vi nyder stemningen mellem palmerne på Funchals travle promenade langs havet. Vi oplever gaden med de bemalede døre, og vi hører om øens farverige historie. På Funchals fiskemarked, kan vi se dagens fangst blive solgt, og ovenpå på grønsagsmarkedet faldbydes lokale frugter, vi sjældent ser i Danmark.

Herefter er resten af dagen fri disposition. En populær mulighed er at besøge bydelen Monte, der ligger højere oppe på bjerget. Her ligger en af Madeiras smukkeste haver, Monte Palace Gardens. Fra Monte kan du enten køre i en af de klassiske træslæder tilbage mod Funchal eller tage svævebanen hele vejen ned.

Du kan også tage på hvalsafari eller stå til søs ombord på træskibet Santa Maria, der er en replika af Christopher Columbus´ flagskib. Der er gode chancer for at se delfiner på disse sejlture, og der er under alle omstændigheder en flot udsigt til Funchal fra søsiden. Med held får du måske også øje på en af de hvaler, der migrer gennem disse farvande. Pris for en sejltur ligger på omkring 35 €, som betales på stedet.

Foretrækker du at shoppe i Funchals gamle bydel eller nyde folkelivet i solen på en af de mange fortovscaféer, er der naturligvis alle muligheder for det.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

OBS. På julerejsen den 23. december 2022 samt nytårsrejsen den 30. december 2022 er dag 3 og 4 byttet rundt. Dag 3 er hele dagen fri til at nyde Funchal på egen hånd (der er ingen byvandring pga. helligdag), mens dag 4 byder på Lavadavandring og udforskning af nordkysten.

Vi kører i dag enten op over bjergene eller rundt om dem til Achada do Teixeira i 1.592 meters højde, hvor vi parkerer bussen og fortsætter til fods. Herfra er der en fantastisk mulighed for at komme på toppen af Madeira. Stien er god og belagt med sten, men der er 270 højdemeter og nogle korte sektioner med trapper, der skal forceres, inden vi kan nyde udsigten fra toppen af Madeiras højeste bjerg, Pico Ruivo, i 1.862 meters højde. Turen går ud og hjem samme vej, så der er mulighed for at gå med så langt, som man har lyst. Er vejret ikke med os denne dag, er der ikke noget at se fra toppen, og så vil rejselederen i stedet arrangere en alternativ vandretur.

Tilbage i bussen kører vi ned til Santana nær kysten, hvor vi spiser frokost og kigger nærmere på de traditionelle A-huse, som stammer fra koloniseringstiden.

Vi gør endnu et stop i den hyggelige by Porto da Cruz. Vi går en lille tur i byen og rundt om en pynt, hvor vi kan se spor af Madeiras vulkanske fortid i klipperne. På vejen passerer vi en af øens sidste sukkermøller, der dog kun sjældent er i brug nu om dage.

Vi ender dagen på vores nye hotel i den lille by Machico, hvor vi har tre nætter.

Dagens vandring: ca. 6 km – ca. 2 timer.

Måltider: Morgenmad, frokostpakke og aftensmad

Vi kører en kort tur med lokal bus til Marocos på bjergsiden over Machico. Herfra følger vi Levada do Canical, der løber højt over dalen og afvander de mange små frugthaver, vi kan se på terrasserne under os. Undervejs oplever vi Madeiras berømte frodighed, og vi kan se nærmere på de mange frugter og grønsager, der dyrkes på skråningerne.

Tillader vejret det, tager vi en afstikker ad en stejl sti, der fører os 100 højdemeter op til et udsigtspunkt, hvorfra vi har en forrygende udsigt ned over nordkystens stejle klippevægge. Turen tager cirka en halv time op og lige så lang tid ned til levadaen igen. Man kan også blive på hovedruten og tage sig en pause, indtil gruppen er tilbage.

Turen fortsætter langs højderyggen rundt om dalen og trakterer os med flotte udsigter ned mod Machico. Vandreturen slutter inde i dalen bag Machico, hvorfra der er mulighed for at tage den lokale bus tilbage til hotellet. Bussen kører dog ikke ret tit, så ofte vil vi vælge at gå tilbage til hotellet. Denne tur er ca. 2 km og falder 200 højdemeter. Vi afslutter dagen med middag på en af byens lokale restauranter.

Dagens vandring: ca. 12 km – 6-7 timer på flad rute. Afstikkeren til udsigtspunktet er 3 km t/r med 150 højdemeter op og ned. Turen forlænges med 2 km, hvis vi går tilbage til hotellet. 

Måltider: Morgenmad, frokostpakke og aftensmad

I dag venter et af turens helt store højdepunkter, når vi udforsker halvøen Ponta de Sao Lourenco i Madeiras nordøstlige hjørne. Dette område ligner ingen andre steder, vi har set på turen. Det står klart, så snart vi begiver os ud på stien gennem dramatiske, golde landskaber med lavaklipper i gule, brune og sorte farver. Stien fører os højt op over kysten, og vi belønnes med den ene fabelagtige udsigt efter den anden af Atlanterhavets bølger, der slår mod de forrevne klippekyster. Stien er let at følge. Men landskabet er kuperet, og der er sektioner med både trapper og løse småsten, der skal forceres. Men den rå og vilde natur er alle anstrengelserne værd.

Vi går til Cais do Sardinha, der ligger som en tropisk oase med palmer og skyggefulde picnic-borde mellem de golde, solbrune klipper. Stedet blev bygget i 1905 som et sommerhus, men i dag er det åbent for alle, og stedets lille café er det perfekte sted at spise madpakker og holde pause, inden turen går tilbage samme vej, som vi kom. Dette er en af rejsens hårdeste gåture. Men vi tager os god tid, og da vi går ud og hjem samme vej, kan du gå med så langt, som du har lyst til.

På vej tilbage til Machico besøger vi det moderne hvalmuseum i Caniçal. Her hører vi om havets kæmper, der holder til i farvandene omkring Madeira, og hvordan synet på hvaler har ændret sig på Madeira gennem tiderne. 

Resten af eftermiddagen kan nydes i den hyggelige by Machico. Fra palmernes skygge langs promenaden kan du kigge på bådene i marinaen eller surferne, der prøver kræfter med bugtens bølger. I den anden ende af bugten lokker Madeiras bedste sandstrande med en dukkert i Atlanterhavets dybblå vand. Selv i november er havtemperaturerne typisk omkring 21 grader. Du kan også kigge indenfor i byens lille, gule fort eller slå dig ned på en cafe på tovet, hvor lokale mænd spiller domino i skyggen fra store træer. Vi mødes igen om aftenen for at spise middag sammen.

Dagens vandring: ca. 8 km – ca. 4-5 timer. 300 meter op og ned.

Måltider: Morgenmad, frokostpakke og aftensmad

Morgenen er fri til at nyde Machico på egen hånd. Når tid er, kører vi den korte tur til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder.

Måltider: Morgenmad

Alle planlagte afgange

8 dage Pris Rejseleder Status Information
23. dec 22 til
30. dec 22
13.490 kr Jens Poulsen Udsolgt Forespørg Julerejse
30. dec 22 til
6. jan 23
14.990 kr Lene Bach Larsen Få pladser tilbage Bestil rejse På forespørgsel
4. mar 23 til
11. mar 23
12.490 kr Lene Bach Larsen Udsolgt Forespørg Direkte fly
18. mar 23 til
25. mar 23
11.990 kr Per Heide Sørensen Udsolgt Forespørg Direkte fly
22. apr 23 til
29. apr 23
12.790 kr Jens Poulsen Ledige pladser Bestil rejse
8. jul 23 til
15. jul 23
11.990 kr Jens Poulsen Få pladser tilbage Bestil rejse