Vandreferie i Slovenien
De Julianske Alper - et paradis på jord
Søen Bled og byen af samme navn er et lille paradis – midt i Europa. Mange har sikkert set et ikonisk billede af en blå sø med en lille ø i midten. På øen knejser en kirke. Det er Bled. Og det ligger tæt på Danmark - i det nordvestlige hjørne af grønne Slovenien.
Denne vandreferie byder på smukke dalstrøg og udsigter til storslåede bjerge. Vi er i De Julianske Alper, som er opkaldt efter Julius Cæsar. Han anlagde en vej i området, og den blev fuldført under Augustus.
Det meste af De Julianske Alper ligger i det beskyttede naturområde Triglav National Park. Området er rigt på naturlig skønhed og betagende bjergformationer. Vilde klippelandskaber med usædvanlige karstformer på overfladen skifter med græsbeklædte skråninger, fyldt med blomster.