Vi forlader Granada om morgenen og tager mod Córdoba, den mauriske kalifs hovedstad i Andalusien. Herfra udgik hans indflydelse til langt op i 800-tallets Europa.
Vi slentrer over den gamle romerske by til Mezquita-Moskéen i Córdoba, der med sin katolske katedral inde i moskéen, og mere end 800 sort/hvide dobbeltsøjler er helt i særklasse. Det skal ses, før man tror det!
Herefter fortsætter vi til andre af Córdobas helt særlige kendetegn. Nemlig de maleriske små patioer - åbne indre gårde ofte med blomsterranker - som er så typiske for både Spanien og Sydamerika. Cordobas gamle patios er en fryd for øjet, og smukt restaurerede og bevarede.
Der er fri tid til at spise frokost i det gamle kvarter.
Vi kører videre mod Carmona, der ligger på en høj bjergtop, hvorfra man kan skue udover den andalusiske slette. Et dejligt sted at nyde en kop kaffe eller et glas vin er i den prægtige borg ”Parador”. Paradores er regeringsejede hoteller, som er indrettet i flotte borge, klostre eller andre historiske og bevaringsværdige bygninger, hvor hoteldriften dermed er med til finansiere vedligeholdelsen.
Vi slentrer videre i byen, som krydses af en gammel romervej. Bussen venter på os i den anden ende af byen og kører os nu videre til Sevilla, Andalusiens hovedstad. Efter en lang og oplevelsesrig dag spiser vi aftensmad i Sevillas gamle kvarter.
Måltider: Morgenmad og aftensmad