Vandreferie i Andalusien
Imponerende natur og hvide landsbyer i det sydligste Spanien
Andalusien er prægtige, historiske kulturbyer og et fascinerende landskab med knejsende bjergtoppe og dybe, grønne dale. Langs de gamle muldyr-ruter ligger små hvidkalkede landsbyer som perler på en snor. Her finder vi resterne af en gammel kulturarv, som fører os helt tilbage til landets islamiske periode med smalle snoede gader og små lukkede huse. Vi bor i et område, der er kendt for sin ‘Hvide Landsbyer’ i den vestlige del af Andalusien.
Herfra vandrer vi i bjergene og nyder forrygende udsigter til frodige dale og kuperede bjergtoppe. Men der bliver også tid til at snuse til storbykulturen. Vi trækker en dag ud af vandrekalenderen for at besøge byen over dem alle: Den andalusiske hovedstad Sevilla, berømt for sit smukke jødiske kvarter, sine paladser og ikke mindst verdens største gotiske katedral.