Logo

Franz Josephs Land

Budapest - Wien - Ljubljana

En rundrejse i det glorværdige, gamle østrig-ungarske kejserrige, kendt som Østrig-Ungarn. Kejserriget fungerede mellem 1867-1918, og blev opløst ved afslutningen af 1. Verdenskrig. Det østrig-ungarske kejserrige var geografisk det næststørste land i Europa efter det russiske imperium. Det var dette store rige, som kejser Franz Joseph 1., der tilhørte Habsburg-dynastiet, regerede gennem 68 år, og som han kom til at sætte sit præg på. Politisk, kulturelt og arkitektonisk. På rejsen oplever vi de 3 fascinerende byer Budapest, Wien og Ljubljana. Budapest er et pragteksempel på Habsburgernes sans for overdådighed, det ses ikke blot i arkitekturen, men kommer også til udtryk i alt, fra fyldige flødekager indtaget på en Gerbeaud-café i stearinlysenes skær, til duften af eukalyptus i dampbadene.

Regioner: Europa
Lande: Ungarn Østrig Slovenien
Ingen fastsatte datoer - ring og hør nærmere     Kontakt os

Wien fik meget tidligt en special status i den habsburgske æra. I 1529 sluttede de gode tider imidlertid, idet osmannerne i bogstaveligste forstand bankede på byporten. Efter 1683 begyndte en ny opblomstringstid. I særdeleshed har musikken haft stor betydning i Wien, der også kaldes musikkens hovedstad. Her har Mozart, Beethoven og Strauss’erne sat deres præg på byen. Wien har også været kulturelt og politisk centrum i kraft af, at den var residensby for den habsburgske kejserfamilie.

Ljubljana er den lille, men meget smukke hovedstad i Slovenien. Ljubljana minder på mange måder i sin skønhed om Prag eller Amsterdam.

En særlig oplevelse på rejsen er en nat på hotel Rogner Bad Blumau, et helt igennem utroligt hotel, tegnet af den verdenskendte kunstner Hundertwasser.

Læs praktiske oplysninger om rejsen her

Max 20 deltagere

Vis alle dage Skjul alle dage

Afgang fra København med ankomst til Budapest i Ungarn. Efter tjek-in på vores hotel, hvor vi skal have to overnatninger, tager vi på en byrundtur. Vi oplever de mange spændende udsigtspunkter, som alle har sin historie - ud over den pragtfulde udsigt over kejserens by i den østlige del af riget Østrig-Ungarn. Desuden er der besøg i Steffens Basilika og ikke mindst Parlamentet, hvor kronjuvelerne kan beundres.

Hvis der er tid, kan vi runde dagens sightseeing i Budapest af med at besøge den jødiske synagoge.

Aftensmad på hotellet, der ligger centralt på Pest-siden af Donau.

Szentendre er en lille by 30 km nord for Budapest, med en historie præget af indvandringen fra øst, noget som har sat et stærkt præg på byen. Atmosfæren er helt anderledes her end andre byer i Ungarn, og den er kendt som “kunstnerlandsbyen”. Efter byturen er der mulighed for at besøge Marcipanmuseet eller vinmuseet med vinsmagning eller blot slentre rundt og nyde atmosfæren på egen hånd.

Frokost på egen hånd i Szentendre.

Derefter kører vi til Esztergom, der var hovedstad i Ungarn fra 900- til 1200-tallet. Domkirken, Esztergom Basilika, er den største kirke i Ungarn, bygget i 1506 og er det flotteste eksempel på renæssancekunst i Ungarn. Den enorme krypt, er i dag mausoleum for ærkebiskopper.

Tilbage i Budapest spiser vi middag på en restaurant med ungarske specialiteter.

Vi kører fra Budapest til Wien, hvor vi ankommer ud på eftermiddagen. Middag på hotellet. Vi har fire overnatninger i Wien.

På byturen vil vi få en god fornemmelse af det kejserlige Wien i al sin pragt og vælde, fra dengang byen var centrum for det magtfulde Habsburg-imperium. Vi ser Ruprechtskirche, Wiens ældste kirke, slentrer igennem de snævre gader i det gamle jødiske kvarter, oplever Hofburg-slottet, der engang fungerede som magtcentrum for Habsburgerne og Heltepladsen, hvor Hitler holdt sin berømte "Anschluss"-tale i 1938. Besøg i den skjulte Minoritenkirke med sin bemærkelsesværdige mosaik-kopi af Leonardo da Vincis "Den sidste nadver" og naturligvis Stephansdom, det usammenlignelige gotiske mesterværk lige midt i hjertet af byen.

Aftensmad på en ægte Stadtheuriger.

Om formiddagen kører vi lidt uden for Wien til Schönbrunn Slot og have. Dette smukke slot, hvor Franz Joseph er født og hvor han også døde, kom på UNESCO listen i 1996. Vi kommer gennem den en sal efter den anden med de autentisk møblerede stue og festlokaler fra dengang den kejserlige familie boede på slottet. Til slottet hører også en enorm park med en stor labyrint. Om eftermiddagen fortsætter vi til Den Spanske Rideskole i Wien. Det er verdens ældste rideskole og den eneste institution i verden, hvor den klassiske ridekunst dyrkes. Skolen er 450 år gammel og er på UNESCO listen. Det "spanske" går tilbage til 1500-tallet, hvor Ferdinand I, den kommende kejser, voksede op i Spanien – han bragte de fyrige fuldblodsheste fra den iberiske halvø med til Wien.

Middag på vort hotel.

En hel dag på egen hånd til at opleve alt, hvad Wien i øvrigt byder på af kunst, kultur og stemning. Nyd kunsten på kunstmuseet Belvedere, Albertina Kunstmuseum eller Hundertwasserhaus. Eller prøv en af de talrige Heuriger, og oplev den rigtige wienerstemning med vin fra gårdene i udkanten af byen. Du finder ikke noget mere typisk wiensk end en heuriger. Er du til kaffe og kage, så er der Wienercafeerne. Wien er = kager og desserter: apfelstrudel, "palatschinken" (søde pandekager) og knödel (boller) ofte fyldt med frugter, Sachertorte, chocoladekage med abrikosmarmelade. Kaffedrikning og caféer er en uundværlig institution i Wien. Cafékulturen er findyrket i århundreder. Masser af steder, men Konditori Demel er et must i Wien. Konditoriet har ligget ved Hofburg siden 1857, og indenfor er der ikke meget, der har forandret sig gennem de mere end 150 år.

Vi kører fra Wien til Piper, hvor der ligger et stutteri for Lippizanerhestene. Lipizzaners er Europas ældste hesterace, og dem der bruges på den Spanske Rideskole. Lipizzaner stutteriet i Piper kombinerer viden og avl, hvilket gør netop disse heste verdensberømte. Rundvisning i stutteriet. Derfra kører vi indenom Bärnbach for at se den kirke som Hundertwasser har renoveret i en meget speciel stil. Frokost på egen hånd i Bärnbach, der er flere små steder. Vi fortsætter til Bad Blumau, hvor vi skal have vores aftensmad og overnatte på Rogner Bad Blumau. Det bliver en oplevelse ud over det sædvanlige. Det er et fantastisk sted, hvor vi fordyber os i Hundertwasser’s drøm om at leve i harmoni med naturen. Man skulle tro at Tolkien inspirerede til skabelsen af dette sted, man har næsten en fornemmelse, at man træder ind i Hobitternes landby. Bygningerne har runde former, græs på tagene, farverige facader og gyldne kupler og der er mere end 2.400 vinduer, hvoraf ingen er ens. Vil man benytte spa faciliteterne er det dog for egen regning.

I dag passerer vi grænsen til Slovenien, og vi fortsætter til Bled-søen. Efter opløsningen af Østrig-Ungarn i 1918, kom Bled og resten af det der i dag er Slovenien ind under Kongeriget Jugoslavien. Der har siden været tradition for, at landets leder havde sin sommerbopæl her, blandt andet Tito. Bled ligger fantastisk smukt omkranset af bjerge. Højt hævet over søen ligger Bled borgen, som er fra middelalderen. I Bled søen findes den eneste naturlige ø i Slovenien. Denne ø huser valfartskirken Vor Frue i Søen. Efter indkvartering på vores hotel tager vi på en lille sejltur på søen og ud til øen. Stor er den ikke, men der har været kirke på øen i mange år. Den første stenkirke blev indviet i 1142, og før da var der et slavisk kultsted. Pilgrimme til kirken var Bleds første "turister," siden er Bled mest besøgt for sine termiske kilder og enestående skønhed, samt de meget lækre Bled-kager/Kremna Rezina. Bledområdet er desuden kendte for deres mange honningprodukter herunder en fantastisk honningvin – en hemmelig familieopskrift.

Aftensmad og overnatning i Bled.

Vi kører fra Bled til Kobarid. Her besøger vi Kobarid Museum, et 1. Verdenskrigsmuseum og kåret som et af Europas bedste museer.

Der er flere gode restauranter i Kobarid, der er med i Kobarid Gastronomic Circle, en sammenslutning af spisesteder med lokale fødevarer som deres speciale. Der skulle være gode muligheder for at få en god frokost her på egen hånd.

Derefter kører vi videre til hovedstaden, Ljubljana.

Middag og overnatning i Ljubljana.

Ljubljana er den lille, men meget smukke hovedstad i Slovenien. Ljubljana minder på mange måder i sin skønhed om Prag eller Amsterdam. Den er udnævnt til at vær Europas grønneste hovedstad. Der er tid til at opleve byen på egen hånd. Der er gode shoppemuligheder, masser af restauranter og gode cafeer. En sejltur på floden Ljubljanica kan anbefales - dette er den oplagte måde at opleve Ljubljana på. Eller man kan tage kabelbanen op til Ljubljana-borgen, hvor der er en fantastisk udsigt over hele byen.

Sidst på formiddagen kører vi til lufthavnen og begynder rejsen hjem.

Alle planlagte afgange

Ingen fastsatte datoer - ring og hør nærmere     Kontakt os
Viktors Farmor baggrundsbillede