Vandreferie i Wales
Grønne dale, smukke bjerge og dybe kløfter
Bjergtagende, dramatisk natur og hyggelige byer danner rammen om vores vandreferie i Wales. Det bjergrige nordlige Wales er kendt som et af de allersmukkeste områder i Storbritannien. Vi får rig mulighed for at gå på eventyr i den smukke - og til tider vilde - natur. I nationalparken Snowdonia findes 15 bjergtoppe, der er over 900 meter høje. Her vandrer vi op til toppen af det klippefyldte bjerg Snowdon (1.085 m.o.h), der er det højeste bjerg i Wales og England. På skråningerne ser vi måske vilde bjerggeder.
Kyststrækningen i Wales er også garant for store naturoplevelser samt hyggelige veje, der fører gennem små landsbyer og forbi marker med græssende får.