Logo

Armenien - Nagorno Karabakh - Georgien

Eventyrrejse i Kaukasus

På denne eventyrrejse har vi god tid i Armenien og Georgien, der begge har en old-kristen kultur. Og arven træder tydeligt frem i klostrene og kirkerne, der ofte ligger meget smukt i bjergene. Vi besøger blandt andet Armeniens mest kendte kloster, Tatev. Nagorno Karabakh er værd at besøge, både for sin naturskønhed og for de interessante klostre. Nagorno betyder ”bjergrigt” på russisk. Karabakh betyder ”sort have” på tyrkisk. Men det er mest etniske armenere, der bor i enklaven. Sproget er armensk. Og pengesedlerne. Men Karabakh har sin egen regering, sit eget udenrigsministerium, sit eget flag og sine egne frimærker. Det er dog ikke anerkendt som en selvstændig stat.

15 dage Pris Rejseleder Status Information
15. sep 18 til
29. sep 18
17.600 kr Beate Jekaterina Sørensen Bestil rejse

Der er mange naturoplevelser undervejs på denne rejse. Den berømmede Georgian Military Highway giver panorama-udsigter på vej til bjergbyen Kazbegi, hvor vi overnatter. ”Armeniens Kappadokien” kaldes et område med masser af tidligere hulebeboelser og besynderlige klippeformationer. Hulerne ligger spredt i et forholdsvis stort område, hvilket indikerer, at her har levet en befolkning af en vis størrelse. De har været beboet til langt op i forrige århundrede, men nu bruges de mest til opbevaring af korn og grønsager. De blev dog kortvarigt beboede igen under krigen om Nagorno Karabakh i 1990'erne.

Under opholdet i Ngorno Karabagh bor vi i hovedstaden Stepakanert.

Læs praktiske oplysninger om rejser til Armenien her

Læs praktiske oplysninger om rejser til Georgien her

Max 20 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Ankomst til Yerevan sidst på natten.

Armeniens hovedstad Yerevan er en af de ældste byer i verden. Den blev grundlagt 782 f.Kr af kong Argishti I. I dag en moderne by med en fin balance mellem den pulserende urbane livsstil og sans for historien og de gamle rødder. Der er nu året rundt operaer, koncerter og kulturelle begivenheder.

Efter kort nattesøvn starter dagens program sidst på formiddagen. Vi tager ud til Etchmiatsin, der ligger 20 km fra Yerevan. Området blev Armeniens åndelige centrum kort efter kristendommens indførelse som statsreligion i 301. Det er i dag hovedsæde for den armenske apostolske kirke. Her er et betydningsfuldt kloster og en domkirke. Etchmiadzin Katedralen er den ældste kristne kirke i Armenien, idet den blev påbegyndt i det 4. årh. lige efter at Armenien var gået over til kristendommen. I Katedralen opbevares relikvier som f.eks. træ fra Noas Ark. Katedralen er bygget i 309 over ruinerne af et Venus-tempel. Spor af dette tempel kan ses i krypten.

Vi besøger kirken St. Hripsime. Hripsime var en ung romersk nonne, som sammen med unavngivne søstre blev dræbt under kong Trdat III og som nu er martyr og helgen. Kirken er fra 600-tallet. Hripsime er begravet i kirkens krypt.

Tredie kirke på dagsprogrammet er den nærliggende Zvartnots St. George Kirke. Denne har oprindelig været et 3-etagers bygningsværk, bygget i 600-tallet, men efter et jordskælv i år 930 faldt det meste sammen. Der står dog fornemt dekorerede søjler tilbage. På en af kapitælerne er der udskåret en ørn. Dagens tre kirker er alle på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Frokost på folkloristisk restaurant i Yerevan. Her serveres lækre hjemmelavede
specialiteter.

Om eftermiddagen vil der være lidt fritid på egen hånd.

Om aftenen spiser vi velkomstmiddag, og der bliver orienteret om de næste dages program.

Vi kører ud ca. 30 km øst for Yerevan og besøger et klosterkompleks Guegard, der delvis ligger i en klippehule. Beliggenheden er formidabel, ud til en snæver og vild bjergkløft. Klosteret blev grundlagt i det 4. årh., men de bevarede bygningsværker stammer fra 12. og 13. årh. I klippelandskabet omkring klostret er der mange eneboerhuler. Virgin-kirken fra 1215 munder ud i kamre i klipperne, alle udhuggede og udsmykkede af en enkelt mand, der brugte hele sit liv på dette arbejde.

Lige i nærheden ligger et hedensk tempel, en virkelig lille perle fra 1. årh., Garni templet, det eneste tilbageværende tempel fra førkristen tid. Dette tempel ligger ligeledes ud til den dybe og imponerende flotte canyon med Azat Floden i bunden.

Vi tilbringer en times tid ved dette tempel. Der er meget at se på i disse eventyrlige omgivelser.
Vi kan se rester af det fort, der har omgivet templet samt rester af et sommerpalads for kong Trdat III (4. årh.). Her er inkorporeret romerske bade fra tidligere perioder. Uden for templet er der helt specielle boder, hvor kvinder fra omegnen sælger deres hjemmelavede syltetøj, kandiserede frugter, valnøddeslik og lækre kager.

I Garni spiser vi frokost hos en familie, der har omdannet deres have til en lille restaurant. De serverer lækre hjemmelavede specialiteter. Hvis vi er heldige, kan vi få demonstreret brødbagning i den nedgravede ovn.

Tilbage i Yerevan skal vi til cognacsmagning. Fritid og middag på egen hånd.

Efter middagen kan man evt. gå til Republikpladsen, hvor der mellem kl. 21.30 og 22.30 er et meget fascinerende show med vandkunst: Mange springvand belyst i skiftende farver springer i takt til musik. Pladsen er aften efter aften fyldt med armenere, der nyder forestillingen og køligheden efter en varm dag.
Man kan også tilbringe en time om aftenen ved Operaen, hvor der er en mængde caféer og ligeledes et rigt folkeliv. Som i Sydeuropa er hele familien, også de små børn, ude til sent på aftenen.

Vi starter vores rejse til det bjergrige og naturskønne område omkring Goris, ca. 250 km sydøst for Yerevan. Et område der byder på de mest pittoreske klostre, højt beliggende på randen af dybe kløfter.

Første stop er ved kirken Khor Virap. Kirken ligger på kanten af Araxdalen og ganske nær ved floden, som danner grænsen til Tyrkiet. Der er en flot udsigt til Ararats Bjerg (5165 m), som ligger ca. 25 km. inde i Tyrkiet (i gammelt armensk område).

Under kirken er den kælder/celle, hvor St. Gregorius sad indespærret i 12 år, indtil han blev løsladt for at helbrede den sindssyge konge der havde fængslet ham, og som han få år senere omvendte til kristendommen. Der er adgang til kælderen ad en lodret stige gennem en snæver skakt.

Efter to timers kørsel kommer vi til en verden fyldt med blomster, floder, vandfald, huler og snedækkede bjergtinder.

Turen går op i bjergene, først gennem en kløft, som efterhånden udvider sig og åbenbarer klosterkomplekset Noravank højt oppe på klippen. I klosteret er der 3 kirker, der står side om side, samt to små gravkapeller og en særpræget lille to-etagers kirke, hvor en smal udvendig trappe fører til overetagen.

Vi spiser frokost i en særpræget café, der er indrettet i en klippehule tæt på vejen. Vi får en let og meget lækker frokost med lokal ost tilsat vilde krydderurter, yoghurt, salater mm, og som altid lavash, det tynde lækre brød bagt i en ovn i jorden.

Vi kører herefter til Goris, hvor vi har to overnatninger.

Vi tager på en køretur til det mest berømte kloster i landet, Tatev Klostret, der har en helt unik og dramatisk beliggenhed i bjergene.

Vi kommer dertil i svævebane, den længste i verden Klostret har været biskopsæde siden 8. årh. Stedet havde sin blomstringstid i det 14. og 15. årh., hvor det var et lærdomssæde. På det tidspunkt boede her omkring 1000 mennesker. Her var skoler for skrivning og miniaturemaleri. Omkring 10.000 håndskrevne bøger blev opbevaret i klostret. 264 landsbyer i 10 provinser betalte skatter til klostret.

Hele komplekset er omgivet af en mur. Både på nordfacaden og på østfacaden ses fremstillinger af slanger. Armenierne betragtede slanger som beskyttere af deres huse.

Efter besøget her kører vi til Karahunj (Zorat Stones), også kaldet ”Stonehenge of Armenia”. Det er et gådefuldt sted. De 204 sten har muligvis udgjort et forhistorisk astronomisk observatorium, men nogen overbevisende forklaring om deres anvendelse findes ikke. 76 af stenene har åbninger nær ved toppen. Stenene er af basalt, den største vejer 10 tons. 39 sten er anbragt i en oval formation med hovedaksen på 43 m øst-vest.

Ngorno Karabakh er værd at besøge, både for sin naturskønhed og for de interessante klostre. Ngorno betyder ”bjergrigt” på russisk. Karabakh betyder ”sort have” på tyrkisk. Landet bebos mest af etniske armenere, der udgør omkring 95% af befolkningen. Og det sprog der tales er armensk, selvom der er en lidt speciel accent. Også pengesedlerne er armenske. Men det er ikke en del af Armenien. Karabakh har sin egen regering, sit eget udenrigsministerium, sit eget flag, sine egne frimærker osv. Men landet er ikke anerkendt som en selvstændig stat.

Vi kører lidt nordpå for at se et mærkeligt monument kaldt ”Mamik og Babik”, en gammel armensk mand og en gammel kvinde udhugget i klipperne. De repræsenterer bjergfolket i Karabakh, og dette monument er selve symbolet på Karabakh., symbolet på at befolkningen er ét med bjergene.

Vi spiser frokost i Shushi, den kulturelle hovedstad. Overnatning i hovedstaden Stepanakert.

Vi tager på byrundtur i Stepanakert. Byen ligger ved Karkar Floden, og den er omgivet af skove og marker samt bjergsider med klipper. Vi ser det historiske og etnografiske museum.

Senere kører vi til landsbyen Vank, hvor vi besøger en børnehave og et tæppeværksted, før vi vender tilbage til vores hotel i Stepanakert.

Vi forlader Stepanakert og kører gennem flotte naturområder. Vi besøger Gandzasar Klostret (fra 13. årh.), der ligger ca. 40 km nordvest for Stepanakert. Gandzasar er ærkebiskopsæde for Artsakh (det gamle navn for Karabagh). Klostret har mange fine arkitektoniske detaljer og fornemme træudskæringer.

Vi kører over grænsen tilbage til Armenien. Her kører vi en smuk rute langs Sevansøen. til skovområdet Dilijan. Her skal vi overnatte.

Vi oplever to af landets mest berømte klostre, Haghpat (10. - 13. årh.) og Sanahin (10. årh.). Klosterkomplekserne har en fantastisk beliggenhed i harmoni med den omgivende natur. De er begge på Unescos liste over verdens kulturarv.

Vi spiser frokost på en lokal restaurant, hvorefter vi kører mod Sadakhlo, grænsebyen til Georgien.

Her tager vi afsked med vores armenske guide og chauffør og siger goddag til vores georgiske guide og chauffør. Vi kører til Tbilisi, hvor vi spiser middag. Vi har 4 overnatninger i Tbilisi.

Vi tager på byrundtur hvor vi bl.a. vil se den gamle del af byen. Besøg i Anchiskhati kirken i basilika-stil. Det er byens ældste kirke (6. årh.).
Området Abanotubani er berømt for svovlbade med bygninger i asiatisk stil samt for husene fra 19. årh. med flot udskårne træbalkoner.
Vi tager kabelbanen op til statuen ”Mother Georgia” og vandrer derfra til Narikala Fortet (4. årh.).

Spadseretur gennem nogle af de snævre gyder i den gamle bydel til Sioni Katedralen (11.årh.) og til nogle kirker fra Middelalderen.

Vi spiser frokost på en traditionel georgisk restaurant, hvor der serveres meget lækker mad. Efter frokosten besøger vi Historisk Museum. Dette museum er netop genåbnet efter 4 års renovering.. Det indeholder bl.a. en imponerende samling guldornamenter fra før-kristen tid.

Vi vil denne dag få en masse at vide om vindyrkning og vinfremstilling. Georgierne har en helt speciel metode, hvor vinen presses i stenpresser og opbevares i lerkrukker, der nedgraves i jorden. Disse krukker kaldes ”kvevri”.
Vi kører til landsbyen Mukhrani, hvor vi besøger vingården tilhørende hertug Ivane Mukhranbatoni. Han blev interesseret i vindyrkning under et ophold i Frankrig, hvor han lærte alt om vinfremstilling. Da han vendte tilbage til Georgien, besluttede han, at alle slægtens jordbesiddelser skulle bruges til vindyrkning.

Efter besøget her kører vi til landsbyen Chardakhli, hvor der er en vingård, der producerer biologisk vin. I ”Iagos Winecellar” smager vi på vinen fra området.

Tilbage i Tbilisi er der middag på egen hånd.

Vi kører til den gamle hovedstad og det religiøse center Mtskheta, hvor vi ser de historiske steder: Jvari kirken (6. årh.) og Svetitskhoveli Katedralen (11. århundrede). Begge disse steder er på Unescos liste over verdens kulturarv.

Vi kører til Stalins fødeby Gori, hvor vi ser Stalin Museet, før vi vender tilbage til Tbilisi.

Middag på egen hånd.

Vi kører ad den utrolig smukke Georgian Military Highway til vores hotel i bjergene.

Sidste del af køreturen går langs Tergi Floden. Vi bor på beskedent hotel i Kazbegi, som er denne bjergregions hovedby.

Undervejs gør vi holdt ved Ananuri Fortet, smukt beliggende ved floden.

Hvis vejret tillader det, kører vi i 4-hjulstrækkere op til den pittoreske Gergeti Trinity Church, der ligger i 2170 m’s højde. Hvis det er klart vejr, kan vi måske få et glimt af Georgiens højeste bjerg, Mt. Kazbegi (5047 m).

Om eftermiddagen kører vi tilbage til Tbilisi. Vi spiser afskedsmiddag på en traditionel georgisk restaurant. Overnatning i Tbilisi.

Tidligt om morgenen kører vi til lufthavnen for fly tilbage til Danmark.

Alle planlagte afgange

15 dage Pris Rejseleder Status Information
15. sep 18 til
29. sep 18
17.600 kr Beate Jekaterina Sørensen Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede