Logo

Den store Kaukasus rundrejse

Azerbaijan, Georgien og Armenien

Mellem Sortehavet og Kaspiske Hav ligger 3 lande, der byder på vidt forskellig natur og kultur, og som giver os glimt forskellige tidsaldre: Fra stenalderens hule-liv over kristendommens begyndelse og silkevejenes handels-liv til 1900-tallets industri-eventyr. Det hele er pakket ind i Kaukasus bjergenes afvekslende og umådeligt smukke konturer. Vi lægger ud i Azerbaijan, der både rummer ældgammel muslimsk tradition og vild modernitet. Hovedstaden Baku er den gamle bydel velbevaret med paladser, markedspladser og brolagte gader bag de tykke mure. Indstifteren af Nobel-prisen, Alfred Nobel, var en stor olie-magnat. Hans hus i Baku besøger vi. Rigdommene gjorde Baku til ”Østens Paris”, og i dag har byen mere end 80 flotte art nouveau bygninger. I Gobustan ser vi de berømte klippetegninger, der er mere end 10.000 år gamle. Sheki er en meget smuk by, kendt for silke og glasmosaikker.

18 dage Pris Rejseleder Status Information
1. okt 18 til
18. okt 18
20.900 kr Irene Hellvik Bestil rejse

På køreturen tværs over Azerbaijan til Georgien er der meget flotte udsigter i Kaukasus-bjergene. Den ene dag spiser vi frokost hos en lokal familie  i Azerbaijan. Og næste dag gør vi det på et georgisk landsted – med gode georgiske vine til.

Inden vi kommer til Georgiens hovedstad Tbilisi, bor vi i den charmerende lille by Telavi. På en vingård får vi at vide, hvordan vin bliver til i Georgien. Det er nemlig en særlig metode, der involverer lerkrukker, nedgravede i jorden. Men vinen bliver god!

Efter en afstikker til bjergene i det nordlige Georgien og meget flotte panoramaudsigter bruger vi 3 dage omkring hovedstaden Tbilisi.

Georgien er et af de ældste, kristne lande i verden, og det samme gælder det sidste land på rejsen: Armenien. Her kører vi forbi Sevan søen til hovedstaden Yerevan, som bliver udgangspunkt for udflugter til blandt andet katedralen Etchmiatsin, der har en splint fra Noas Ark som relikvie, samt til klostret Noravank, hvor vi spiser frokost i en klippehule.

Til sidst en fridag i Yerevan, der har næsten parisisk stemning over sig og er et perfekt sted at runde eventyret af.

Læs praktiske oplysninger om rejsen her:

Praktiske oplysninger Azerbaijan - Georgien - Armenien

Max 20 deltagere.

Vis alle dage Skjul alle dage

Afrejse fra København og ankomst om aftenen til Baku, hovedstaden i Azerbaijan.

Vi tager på udflugt til Absheron halvøen, der udgør en del af byen Baku. Her besøges Ateshgah Ildtempel (et zoroastrisk tempel), og vi ser Yanardagh Fire Mountain og Mardakan Slottet.

På vejen tilbage til Baku besøges Nobel´s hus. Nobel var grundlæggeren af Nobelprisen, han var en stor oliemagnat. Vi når også at se tæppemuseet. Hvis vejret tillader det tager vi på et mini-cruise en times tid i den Kaspiske Bugt.

Vi tager på formiddagsudflugt til Gobustan, der ligger ca. 60 km syd-vest for Baku langs Det Kaspiske Hav. Her ser vi de berømte klippetegninger, et sted, der er på Unescos liste over verdens kulturarv. Også et arkæologisk museum findes her. Klippetegningerne er fra neolitisk tid, mere end 10.000 år gamle, en tid, hvor klimaet var helt anderledes, og der var skove og frodigt grønne områder langs det Kaspiske Hav.

Man jagede dyr og boede i huler, og her blev indridset tegninger af både husdyr og vilde dyr, mennesker og skibe. En sivbåd er også afbilledet. De ældste petroglyffer fra stenalderen er dybere og mere afrundede end de senere fra jernalderren, som er udført med metalredskaber. Thor Heyerdal har været her for at undersøge, om der kunne være en forbindelse til vikingerne.

Tilbage i Baku tager vi på byrundtur. Vi ser byens gamle del, der omfatter Shemakha Porten, Shirvanshakhs Palads, Maiden Tower, et karavanserail og den gamle markedsplads.
Der er rigtig mange ”Art Nouveau” bygninger i Baku, faktisk mere end 80. Disse dekorative bygninger er med til at gøre byen meget interessant for de arkitekturinteresserede.

Vi kører omkring Heydar Aliyev Center, som er Bakus kulturcenter, tegnet af den verdensberømte irakisk-britiske arkitekt Zaha Hadid. Et enestående bygningsværk, der ikke  ligner nogen anden bygning i verden.

Vi forlader Baku og kører mod Kaukasus Bjergene i det nordvestlige Azerbaijan.

Det tørre landskab forandrer sig og erstattes
lidt efter lidt med tætte skove og bjerge. Undervejs gør vi holdt ved Diri Baba helligdommen i Maraza, Yeddi Gumbez´ kongelige grave. Nogle af gravstenene i området er mere end 1000 år gamle.

Vi besøger også Juma Moskéen i Shemakha. Derefter kører vi til Lahij, en historiske landsby i Kaukasus Bjergene. Den er befolket af persere, som er berømte for deres fine kobberhåndværk. Indkvartering i Sheki, der var en vigtig station på karavanevejen.

Her har vi to overnatninger.

Sheki blev grundlagt for mere end 2700 år siden på de sydlige skråninger af Kaukasus Bjergene. I byens lange historie er den blevet ødelagt adskillige gange. De historiske og arkitektoniske monumenter, vi ser i dag, er fra 18. og 19. århundrede.

Sheki er en af de smukkeste byer i Azerbaijan, og den er kendt for sin århundredgamle silkeproduktion. Meget af den oprindelige gamle arkitektur er velbevaret, bl.a. det persisk inspirerede khanpalads, der er bygget i 1700-tallet. Interiøret er smukt udsmykket med vægmalerier og glasmosaikker.

Vi besøger et værksted, hvor der stadig arbejdes med glasmosaikker. Byen er i det hele taget kendt for godt kunsthåndværk. Foruden silke og glasmosaik produceres her også små skabe med håndmalede motiver, og her er flere pottemagere, juvelerere og gravører.

Vi ser også museet og fortet samt et velbevaret gammelt karavanserail, nu indrettet til hotel. Vi oplever landsbyen Kish, hvor vi ser den gamle albanske kirke, som er den ældste kirke i Kaukasus regionen. Vi spiser frokost hos en lokal familie i Kish.

Vi kører mod grænsen, Lagodekhi, til Georgien. Efter grænseformaliteterne kører vi til et georgisk landsted, hvor vi spiser frokost. Vi får lækre hjemmelavede retter med den gode georgiske vin til.

Efter frokosten kører vi til Telavi og får et indtryk af denne by, før vi besøger Alaverdi Katedralen (11. årh.), Telavi ligger på de nordlige bjergskråninger af Tsiv-Gombori bjergene. Byen har tre gange været hovedstad i kongeriget Kakheti, i det 11., det 17. og det 18. årh. Byen er i dag det administrative og kulturelle center for Kakheti provinsen, Georgiens kendte vinområde.

Vi besøger Gremi Fortet (16. årh.) og nyder de fantastiske udsigter over Alazani Dalen.
Indkvartering på hotel i Sighnaghi. Denne by er befæstet, og den er helt bevaret i sin oprindelige form. Her er utrolig smukke udsigter til Kaukasus bjergene.

Vi besøger en gård, hvor vi skal se en gammel vinkælder. Kakheti provinsen er landets vigtigste vinområde, og vi vil denne dag få en masse at vide om vindyrkning og vinfremstilling. Georgierne har en helt speciel metode, hvor vinen presses i stenpresser og opbevares i lerkrukker, der nedgraves i jorden. Disse krukker kaldes ”kvevri”.

En dag med enestående panoramaudsigter. Vi kører ad den utrolig smukke Georgian Military Highway til vores hotel i bjergene.

Vi indkvarteres på hotel i den lille bjergby Kazbegi, som er denne bjergregions hovedby.

Vi skifter bussen til 4-hjulstrækkere og kører op til den pittoreske Gergeti Trinity Church, der ligger i 2170 m’s højde. Hvis vejret tillader det, får vi måske et glimt af Georgiens højeste bjerg, Mt. Kazbegi (5047 m). For de der har lyst, kan noget af vejen tilbagelægges til fods..

Om eftermiddagen kører vi tilbage til Tbilisi. Vi spiser middag på en traditionel georgisk restaurant. Vi har tre overnatninger i Tbilisi.

Vi tager på sightseeing i Tblisi. Alle de interessante steder i den gamle bydel ligger ganske tæt ved hinanden, så turen er til fods. Besøg i Anchiskhati kirken i basilika-stil. Det er byens ældste kirke (6. årh.).

Området Abanotubani er berømt for svovlbade med bygninger i asiatisk stil samt for husene fra 19. årh. med flot udskårne træbalkoner. Besøg i citadellet Narikala. Spadseretur gennem nogle af de snævre gyder i den gamle bydel til Sioni Katedralen (11.årh.) og til nogle kirker fra Middelalderen.

Vi besøger vi Det georgiske Kunstmuseum, der rummer mesterstykkerne indenfor georgisk kunst, lige fra oldtiden til moderne tid. Også europæiske og russiske kunstskoler er repræsenteret.
Vi slutter med en slentretur ned ad Rustaveli boulevard, byens hovedgade.

Eftermiddagen er fri. Om aftenen samles vi til middag på en traditionel restaurant.

Vi kører mod grænsen til Armenien. Her tager vi afsked med chauffør og guide og kan hilse på vores armenske chauffør og guide. Vi oplever et af landets mest berømte klostre, Haghpat (10. - 13. årh.) Klosterkompleksert ligger i fuldendt harmoni med den omgivende natur.

Turen går nu videre med smukke panoramaudsigter til bjergområdet ved Dilijan.

Vi slentrer en tur gennem Sharambeyan gaden i den gamle bydel i Dilijan.

Vi besøger det interessante klosterkompleks Haghartsin, der ligger meget naturskønt. Her findes nogle af de berømte korssten. Derefter fortsætter vi  turen et stykke langs Sevan Søen  og  til Armeniens hovedstad, Yerevan.

Her har vi 6 overnatninger på centralt beliggende hotel.

Byrundtur. Yerevan er en af de ældste byer i verden, grundlagt i 782 f.Kr af kong Argishti I.

I dag er Yerevan en moderne hovedstad med en fin balance mellem den pulserende urbane livsstil og sans for historien og de gamle rødder. Der er året rundt operaer, koncerter og kulturelle begivenheder. Vi kører en kort orienteringstur i byen og ser panaramaudsigten fra den højt beliggende ”Mother Armenia” statue.

Efter et besøg på Historisk Museum er vi godt rustet til at opleve dette eventyrlige land.

Om aftenen spiser vi middag på en traditionel armensk restaurant.

Etchmiatsin ligger 20 km fra Yerevan og blev Armeniens åndelige centrum kort efter kristendommens indførelse i 301. Her er et betydningsfuldt kloster og en domkirke. Etchmiadzin Katedralen er den ældste kristne kirke i Armenien og blev påbegyndt i det 4.årh. lige efter at landet var gået over til kristendommen. I Katedralen opbevares relikvier som f.eks. træ fra Noas Ark. Katedralen er bygget i 309 over ruinerne af et Venus-tempel.

Vi besøger St. Hripsime-kirken. Hripsime var en ung romersk nonne, som blev dræbt under kong Trdat III. Kirken er fra 600-tallet. Hripsime er nu helgen og begravet i kirkens krypt.

Tredje kirke på dagsprogrammet er den nærliggende Zvartnots St. George Kirke. Den har oprindelig været i 3 etager, bygget i 600-tallet, men efter et jordskælv i år 930 faldt det meste sammen. Der står fornemt dekorerede søjler tilbage. På en af kapitælerne er der udskåret en ørn. Dagens tre kirker er alle på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Om eftermiddagen besøges Cascade komplekset, ”Armeniens hængende haver”, der bl.a. har en stor samling glaskunst.

Arkitekten bag var Yerevans stadsarkitekt, Jim Torosyan. Komplekset er en monumental udvendig trappe med springvand på hvert niveau. Indendørs forbindes etagerne med rulletrapper, og der er udstillingsrum, gårde, og udendørs haver på hver etage alle forskønnet med kunstværker med referencer til Armeniens historie og kulturarv.
Store dele af kunsten er doneret af private samlere (udenlands armeniere).

Der er skiftende udstillinger langs rulletrapperne eller de 571 trappetrin og en flot butik med udvalgte souvenirs i den dyre ende.

Vi besøger et klosterkompleks Guegard, der delvis ligger i en klippehule. Beliggenheden er formidabel, ud til en snæver og vild bjergkløft. Klostret blev grundlagt i det 4. årh., men de bevarede bygningsværker stammer fra 12. og 13. årh. I klippelandskabet rundt omkring ses mange eneboerhuler. Virgin-kirken fra 1215 munder ud i kamre i klipperne. Alle udhugget og udsmykket af en enkelt mand, der brugte hele sit liv på dette arbejde.

Lige i nærheden ligger en lille perle fra det 1. årh.; Garni-templet. Et hedensk tempel, der er det eneste tilbageværende tempel fra førkristen tid. Det ligger lige ud til den dybe og imponerende flotte kløft med Azat Floden i bunden.

Der er meget at se på i disse eventyrlige omgivelser. Vi kan se rester af det fort, der har omgivet templet samt rester af et sommerpalads for kong Trdat III (4. årh.). Uden for templet er der helt specielle boder, hvor kvinder fra omegnen sælger deres hjemmelavede syltetøj, kandiserede frugter, valnøddeslik og lækre kager.

Tilbage i Yerevan bliver der fritid på egen hånd, inden vi samles til middagsmad.

Khor Virap-kirken ligger på kanten af Araxdalen og ganske nær ved floden, som danner grænsen til Tyrkiet. Der er en flot udsigt til Ararats Bjerg (5165 m), som ligger 25 km inde i Tyrkiet (i gammelt armensk område). Under kirken er en kælder-celle, hvor St. Gregorius sad indespærret i 12 år. Han blev herefter løsladt for at helbrede den sindssyge konge, der havde fængslet ham, og som han få år senere omvendte til kristendommen. Vi får adgang til kælderen ad en stige gennem en snæver skakt.

Efter to timers kørsel kommer vi til en verden fyldt med blomster, floder, vandfald, huler og snedækkede bjergtinder. Turen går op i bjergene, først gennem en kløft, som efterhånden udvider sig og åbenbarer klosterkomplekset Noravank højt oppe på klippen. I klosteret står 3 kirker side om side samt to små gravkapeller og en særpræget lille to-etagers kirke med en smal udvendig trappe op til overetagen.

Inden besøget i Noravank spiser vi frokost i en café, der er indrettet i en klippehule. Vi får en let og meget lækker frokost med lokal ost tilsat vilde krydderurter, yoghurt, salater mm. Og som altid lavash, det tynde lækre brød bagt i en ovn i jorden.

I en hule i nærheden, Areni Cave, er der fundet 7000 år gamle lædersandaler og flere andre ting, der beviser, at her har boet mennesker på et meget tidligt tidspunkt.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Yerevan.

En afslappende dag med mange muligheder. rejselederne vil komme med forslag til, hvordan dagen kan anvendes. Der er mulighed for shopping eller måske besøg på et kunstmuseum.

Om aftenen samles vi til afskedsmiddag.

Alle planlagte afgange

18 dage Pris Rejseleder Status Information
1. okt 18 til
18. okt 18
20.900 kr Irene Hellvik Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede