Logo

Georgien - Armenien - Iran

Gennem Kaukasus til Persien

Flotte kløfter, grønne bjerge og dale, rivende floder, ydmyge ildtempler, smukke klostre og moskeer. Denne rejse fra Kaukasus til Persien rummer alt, hvad man kan ønske sig af natur og kultur. Tilføjet et sammensurium af folkeslag, der har krydset hinandens veje bliver denne rejse et overflødighedshorn af spændende oplevelser. Vi begynder i Georgien, der har en helt særegen historie og et sprog, der ikke findes andre steder i verden. Sammen med Armenien er Georgien også en af de første kristne stater. I begge lande kan vi se eksempler på nogle af de mange fine klostre, kirker og andre eksempler på tidlig kristen kultur.

15 dage Pris Rejseleder Status Information
16. sep 17 til
30. sep 17
19.900 kr Christian Thordal Bestil rejse

Vi skal selvfølgelig også smage vin og nyde udsigten til Ararats Bjerg, hvor Noahs Ark ifølge myten gik på grund efter syndfloden. I dag et helligt bjerg for armenerne, selv om det nu ligger på tyrkisk område.

Vi fortsætter ind i Iran og i byerne Jolfa og Tabriz stifter vi bekendtskab med kurdisk og aserbajdsjansk kultur. Vi besøger en by, hvor befolkningen bor i klippehuler, som de har gjort siden mongolernes hærgen. Og vi ser zarathustriernes ildtempler.

Vi fortsætter ad de iranske bjergveje mod Teheran og besøger byer med bazarer, tæppehandlere og smukt kunsthåndværk. I Teheran ser vi det imponerende Golestan palads fra et af Persiens sidste kongedynastier, inden rejsen går hjemad med bagagen fyldt af oplevelser.

Læs praktiske oplysninger om rejsen her

Max 20 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Afrejse fra København og ankomst til Tbilisi sidst på eftermiddagen. Vi afhentes i lufthavnen og køres til vores centralt beliggende hotel. Vi har to overnatninger i Tbilisi. Velkomstmiddag på typisk georgisk restaurant.

Byrundtur til fods i Georgiens hovedstad, der er rig på kultur og historie. Den blev grundlagt i 400-tallet og har gennem dens turbulente historie været mødested for forskellige folk og traditioner. Tbilisi, der er omkranset af bjerge, er i dag en moderne storby med ca. 1.5 millioner indbyggere og er kendt for sin gæstfrihed. Udflugten til den gamle by, der ligger i den centrale del af Tbilisi, går gennem stemningsfyldte gader og huse med traditionelle træbalkoner til blandt andet Metekhi-kirken (1200-tallet). Vi kommer forbi synagogen, fredsbroen og Anchiskhati Kirken (6. årh.). Fra et udsigtspunkt vandrer vi ned til forsvarsværket Narikala (300-tallet). Vi ser de karakteristiske kupler fra de gamle badehuse.

Vi besøger det nationale museum, hvor vi oplever den største samling af genstande fra den georgiske kultur. Et overflødighedshorn af smukke guldsmykker og andre fund fra arkæologiske udgravninger (2.600 år f.Kr.) samt unikke sølv- og guldsmedearbejder fra den byzantinske periode i form af ikoner, kors og relikviegemmer.

Middag på en typisk georgisk restaurant.

Efter morgenmaden kører vi til grænsen mod Armenien. Denne dag skal vi opleve to berømte arkitektoniske mesterværker, enestående eksempler på armensk middelalderarkitektur: Klostrene Haghpat og Sanahin, begge fra det 10. årh. Klosterkomplekserne har en fantastisk beliggenhed i harmoni med den omgivende natur. Efter frokost på en lokal restaurant sætter vi kursen mod Dzoragat, en lille landsby beliggende ved en flod. Her overnatter vi på hotel ved flodbredden.

Vi kører til Sevan Søen. Her besøger vi Sevanavank, et smukt kloster på en halvø. Engang i det 12. og 13. årh., det strategiske skjulested for den armenske konge. Her findes nogle af de berømte korssten.

Vi fortsætter til Garni Templet. Bygningen er en lille perle fra det 1. årh. Dette hedenske tempel er det eneste tilbageværende tempel fra førkristen tid.

Det blev bygget i det første årh. e. Kr. af den armenske Kong Tiridates, og det er dedikeret til en hedensk guddom, sandsynligvis Mithra, solguden, hvis statue stod i sanktuariet.

Templet ligger ud til den dybe og imponerende flotte kløft med Azat Floden i bunden.

Der er meget at se på i disse eventyrlige omgivelser. Vi kan se rester af det fort, der har omgivet templet samt rester af et sommerpalads for kong Trdat III (4. årh.). Uden for templet er der helt specielle boder, hvor kvinder fra omegnen sælger deres hjemmelavede syltetøj, kandiserede frugter, valnøddeslik og lækre kager.

Vi spiser frokost i Garni hos en familie, der har omdannet deres have til en lille restaurant. Det er et meget stemningsfuldt sted under høje træer. Her har vi også mulighed for at se, hvordan brødbagningen foregår i en underjordisk ovn kaldt ”tonir”. Det er meget lækre karakteristiske flade runde brød, lavash.

Vi besøger et klosterkompleks Guegard, der delvis ligger i en klippehule. Beliggenheden er formidabel, ud til en snæver og vild bjergkløft. Klosteret blev grundlagt i det 4. årh., men de bevarede bygningsværker stammer fra 12. og 13. årh. I klippelandskabet omkring klostret er der mange eneboerhuler. Virgin-kirken fra 1215 munder ud i kamre i klipperne, alle udhuggede og udsmykkede af en enkelt mand, der brugte hele sit liv på dette arbejde.

Vi kører til Armeniens hovedstad Yerevan. Her har vi to overnatninger.

Armeniens hovedstad Yerevan er en af de ældste byer i verden, grundlagt i 782 f.Kr.

I dag er det en moderne by med en fin balance mellem den pulserende urbane livsstil og med sans for historien og de gamle rødder. Der er nu året rundt operaer, koncerter og kulturelle begivenheder.

Vi kører en kort orienteringstur i byen, hvor vi bl.a. besøger det farverige frugtmarked. Vi besøger Historisk Museum, der har fine arkæologiske samlinger fra stenalderen og videre frem til Middelalderen.

Derefter ser vi mindesmærket for ofrene for det tyrkiske folkemord i Vestarmenien under 1. Verdenskrig. Det er en meget intens oplevelse at gå ind i et bygningsværk, hvor der brænder en evig ild til minde om ofrene.

Vi besøger Zvartnots St. George Kirke. Denne har oprindelig været et 3-etagers bygningsværk, bygget i 600-tallet, men efter et jordskælv i år 930 faldt det meste sammen. Der står dog fornemt dekorerede søjler tilbage. På en af kapitælerne er der udskåret en ørn.

Efter middagen om aftenen på en lokal restaurant kan man evt. gå til Republikpladsen, hvor der mellem kl. 21.30 og 22.30 er et meget fascinerende show med vandkunst: Mange springvand belyst i skiftende farver springer i takt til musik. Pladsen er aften efter aften fyldt med armenere, der nyder forestillingen og køligheden efter en varm dag.

Man kan også tilbringe en time om aftenen ved Operaen, hvor der er en mængde caféer og ligeledes et rigt folkeliv. Som i Sydeuropa er hele familien, også de små børn, ude til sent på aftenen.

Vi starter tidligt vores kørsel til det bjergrige og naturskønne område omkring Goris, ca. 250 km sydøst for Yerevan. Et område der byder på de mest pittoreske klostre, højt beliggende på randen af dybe kløfter.

Første stop er ved kirken Khor Virap. Kirken ligger på kanten af Araxdalen og ganske nær ved floden, som danner grænsen til Tyrkiet. Der er en flot udsigt til Ararats Bjerg (5165 m), som ligger ca. 25 km inde i Tyrkiet (i gammelt armensk område).

Under kirken er den kælder/celle, hvor St. Gregorius sad indespærret i 12 år, indtil han blev løsladt for at helbrede den sindssyge konge, der havde fængslet ham. Senere omvendte St. Gregorius kongen til kristendommen. Der er adgang til kælderen ad en lodret stige gennem en snæver skakt.

Efter to timers kørsel kommer vi til en verden fyldt med blomster, floder, vandfald, huler og snedækkede bjergtinder.

Turen går op i bjergene, først gennem en kløft, som efterhånden udvider sig og åbenbarer klosterkomplekset Noravank højt oppe på klippen. Klosteret var et vigtigt religiøst og kulturelt center i det 12. årh. I klosteret er der 3 kirker, der står side om side, samt to små gravkapeller og en særpræget lille to-etagers kirke, hvor en smal udvendig trappe fører til overetagen.

Vi spiser frokost i en særpræget café, der er indrettet i en klippehule tæt på vejen. Vi får en let og meget lækker frokost med lokal ost tilsat vilde krydderurter, yoghurt, salater mm, og som altid lavash, det tynde lækre brød bagt i en ovn i jorden.

Vi besøger Karahunj (Zorat Stones), også kaldet ”Stonehenge of Armenia”. Det er et gådefuldt sted beliggende på en smuk slette med udsigt til bjergene. De 204 sten har muligvis udgjort et forhistorisk astronomisk observatorium, men nogen overbevisende forklaring om deres anvendelse findes ikke. 76 af stenene har åbninger nær ved toppen. Stenene er af basalt, den største vejer 10 tons.

Sidst på eftermiddagen kommer vi til Goris, hvor vi har to overnatninger. Indkvartering og middag på hotellet.

Vi kører til landsbyen Khndzoresk, der ligger i en område, der med rette kaldes ”Cappadokia of Armenia”. Her er masser af tidligere hulebeboelser i kalkstensklipperne og mange besynderlige klippeformationer.

Hulerne har været beboet til langt op i forrige århundrede, men nu bruges de mest til opbevaring af korn og grøntsager. De blev dog kortvarigt beboede igen under krigen med Nagorno Karabagh i 1990-erne. Hulerne ligger spredt i et forholdsvis stort område, hvilket indikerer, at her har levet en befolkning af en vis størrelse. De fleste af hulerne er ganske enkle, men der er også store huler i fornem udførelse. To kirker er udhugget i klipperne. Begge stammer fra det 17. århundrede.

Vi har flere flotte naturscenerier til gode denne dag. Tatev Klostret er det mest berømte kloster i landet. Det har en unik og dramatisk beliggenhed i bjergene.

Vi har mulighed for at komme op til klostret via verdens længste kabelbane ”Wings of Tatev”. Klostret har været biskopsæde siden 8. årh. Stedet havde sin blomstringstid i det 14. og 15. årh., hvor det var et lærdomssæde. På det tidspunkt boede her omkring 1000 mennesker. Her var skoler for skrivning og miniaturemaleri. Omkring 10.000 håndskrevne bøger blev opbevaret i klostret. 264 landsbyer i 10 provinser betalte skatter til klostret.

Hele komplekset er omgivet af en mur. Både på nordfacaden og på østfacaden ses fremstillinger af slanger. Armenierne betragtede slanger som beskyttere af deres huse.

Vi er tilbage i Goris sidst på eftermiddagen.

Efter grænseformaliteterne, som godt kan tage noget tid, møder vi vores iranske guide og bus. Vi kører til Jolfa, hvor vi overnatter.

Byrundtur i denne historiske by, der er landets fjerdestørste. Vi besøger den gamle bazar.

Her fornemmer man byens originalitet, et sted hvor mange folkeslag mødes. Armenere, turkmener og kurdere arbejder side om side, og de har deres varer udstillet i kæmpestore dynger. Her er læderstøvler, uldne huer, farvestrålende tekstiler og meget mere. Her er den venlige summen af et ægte orientalsk marked, hvor store diskussioner finder sted under hvælvingerne og duften af læder blander sig med duften af krydderier.

Tabriz er et af de ældste centre for tæppeknytning og vævning, og det er her nogle af de fineste kvaliteter findes. Vi har to overnatninger i Tabriz.

Vi besøger Kandovan Village, der ligger ca. 50 km syd-øst for Tabriz. Landsbyen er beliggende på en stejl klippeside og den er især kendt for sin klippearkitektur.

Bjergluften her skulle være det reneste i landet. Det er et vulkansk landskab, og de lavamasser, der er her, og som er blevet formet af vind og vejr, har givet mulighed for at indrette en helt speciel slags klippeboliger, kaldt ”Karan”.

Man mener, at de folk, der i 13. årh. flygtede for mongolerne, søgte tilflugt i denne landsby, hvorefter de blev boende.

Tilbage i Tabriz besøger vi den Blå Moské og Eil Goli Pavillonen.

Zanjan har været en vigtig by for karavaneruten fra Qazvin til Tabriz. Vi når at se lidt på byen, når vi kommer frem. Der er mange smukke bygningsværker.

Overnatning i Zanjan, hvor vi skal bo to nætter.

Efter en bytur i Zanjan kører vi ca. 40 km sydøst for byen gennem et steppeagtigt område.

Her blev i 1290 bygget en sommerresidens for herskeren Ilkhan Arghun. Flere bygninger kom til, og i 1313 blev byen udnævnt til hovedstad i stedet for Tabriz. Her blev bygget et stærkt citadel (fæstning), paladser, beboelseskvarterer, moskéer, bazarer og karavanserail’s. Her gik den sydlige karavanevej til Hamadan, som havde videre forbindelse til Bagdad og Damaskus. I dag er meget af dette ødelagt, men et imponerende bygningsværk, Oljeitus Mausoleum er et besøg værd. Med en kuppelhøjde på 51 m samt 7 m tykke mure kan bygningen måle sig med Hagia Sofia i Istanbul. Dette mausoleum har været forbillede for Taj Mahal i Indien.

Tilbage i Zanjan bliver der tid til en slentretur gennem bazaren, der stammer fra 17. Årh. Bazaren omfatter ca. 950 småbutikker.

Kørsel til Teheran. Undervejs gør vi holdt i Qazvin for at se på smukke bygningsværker.

Qazvin blev grundlagt i 250 e.Kr. af sassanidekongen Shapur I. Byen blev i det 8. årh. stærkt befæstet af den navnkundige Harun al-Rashid. Byen var en overgang hovedstad, indtil Shah Abbas flyttede residensen til Isfahan. Vi ser bl.a. det charmerende lille havepalads Chehel Sotun, der ligger midt i byen. En to etagers bygning med fine arkadegange. Shah Abbas I blev kronet i denne bygning i 1588.

Hvis tiden tillader det, besøger vi Golestan Paladset, når vi ankommer til Teheran. Vi har to overnatninger i Teheran.

Denne dag får vi et indtryk af Irans hovedstad. Forstaden Darband i den nordlige del af byen er bygget på skråningerne, og stedet er rekreativt område med mange små hyggelige restauranter og caféer langs med floden. Her er mere svalt end i byen, og på fridage er der mange lokale, der nyder atmosfæren, den svale luft, blomster og planter og den brusende flod.

Tilbage i byen besøger vi Saad Abad complex Museum, der oprindelig blev bygget som sommerresidens for Qajarkongerne. Efter revolutionen blev det omdannet til museum for persisk kunst.

Vi ser Nationalmuseet og hvis tiden tillader det, ser vi også det fine lille glas- og keramikmuseum, der har til huse i en fornem gammel privatvilla.

Om aftenen spiser vi afskedsmiddag.

Alle planlagte afgange

15 dage Pris Rejseleder Status Information
16. sep 17 til
30. sep 17
19.900 kr Christian Thordal Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede