Vi besøger Carara nationalparken, hvor vi tager på en lettere vandretur. Carara har tre vækstzoner, som er ret interessante. Der er tropisk lavlandsregnskov, en overgangszone samt en zone med bjergregnskov. Parken har det fineste hårdttræ i landet, og der er mange forskellige arter. Nogle af de mest sjældne fugle og dyr i landet kan observeres her. Den specielle vejrblanding i nationalparken er perfekt til orkideerne, som vi igen vil kunne beundre i deres naturlige habitat.
Dette fredede område er også kendt for de mange purpurrøde papegøjer (Ara Macau). I dag er der omkring 320 papegøjer i nationalparken sammen med 360 andre fuglearter. Vi følger forskellige stier og har mulighed for at se brøleaber, kapucineraber, klamreaber, dovendyr, leguaner, amerikanske krokodiller, store myreslugere, de truede sort-grønne giftige pilefrøer og mange eksotiske sommerfugle. Også ozelotter findes her, men de ses sjældent.
Vi fortsætter til vulkanområdet Rincon de la Vieja National Park og den tropiske tørskov i det nordlige Costa Rica. Her skal vi bo to nætter på et hotel, der ligger umiddelbart op til dette helt fantastiske naturområde. Naturparken har navn efter den aktive vulkan Rincon de la Vieja (1895 m). Her er gejsere, varme svovlkilder og dampende mudderhuller. Der er flere andre vulkaner i det samme område, bl.a. vulkanen Santa Maria (1916 m) og Von Seebach (1985 m). Vi spiser frokost på vejen.
Hvis der er tid, tager vi en kort vandretur i området, når vi kommer frem til hotellet om eftermiddagen.
Dagens vandring: ca. 5 km. Ca. 2-3 timer. Højdemeter: 75 meter opad, 75 meter nedad.
Måltider: Morgenmad og frokost