Logo

Cuba

Kulturrejse til Caribien

Castro og cigarer. Havana og Hemingway. Sukkerrør og sensuel dans. Pirater og pastelfarver. Daiquiri og dollargrin. Der er mange forestillinger om Cuba. Og alligevel er et besøg på øen som at åbne en kæmpe pose overraskelser. For virkeligheden overgår alle klicheer. Cuba ligger som en tropisk tidslomme mellem USA og Caribien og er en ganske særlig oplevelse både i kraft af sin koloniale fortid og revolutionære nutid.

Regioner: Mellemamerika
Lande: Cuba
16 dage Pris Rejseleder Status Information
13. nov 17 til
28. nov 17
27.900 kr Vinni Madsen Bestil rejse
30. nov 17 til
15. dec 17
26.900 kr Dina Overgaard Bestil rejse
21. dec 17 til
5. jan 18
Afventer pris Hugo Nielsen Bestil rejse
16. jan 18 til
31. jan 18
Afventer pris (Afventer rejseleder) Bestil rejse
9. feb 18 til
24. feb 18
Afventer pris (Afventer rejseleder) Bestil rejse
3. nov 18 til
18. nov 18
Afventer pris (Afventer rejseleder) Bestil rejse
24. nov 18 til
9. dec 18
Afventer pris (Afventer rejseleder) Bestil rejse
Vis alle ledige afgange Vis færre

På denne kulturelle rundrejse besøger vi charmerende byer som Havanna, Trinidad og Santiago de Cuba. Den fascinerende historie med spanske conquistadorer, pirater og uafhængighedskrige oprulles.

Vi skal se de unikke vægmalerier, Asger Jorn udførte i Havana i 1967, og vi henføres til Hemingways verden i den lille fiskerby, hvor han hentede inspiration til ”Den gamle mand og havet”.

Musikken stifter vi bekendtskab med i den kendte jazzklub, der har en telefonboks som indgangsparti. Rommen smager vi blandt andet på den kendte bar, hvor frihedskæmperne hang ud under uafhængighedskrigen. Og dansen ser vi på balletskole i Havana.
Ganske enkelt: Denne rejse er et sensuelt møde med en fascinerende kultur.

Viktors Farmors rejse til Cuba er naturligvis med dansk rejseleder, som vil guide dig gennem den fascinerede kultur i en af Caribiens perler. 

Læs praktiske oplysninger om rejser til Cuba her

Max 20 deltagere.

VIGTIG LÆSNING: Klik her inden du beslutter dig for, om du vil med til Cuba.

Vis alle dage Skjul alle dage

Udrejse fra Kastrup til Havana. Vi kører direkte til hotel, hvor middagen er inkluderet.

I dag skal vi se de sensationelle vægmalerier, Asger Jorn lavede i Havana i 1968. Ni vægmalerier, fra gulv til loft, der er godt gemt i det historiske revolutionsarkiv, der har til huse i en tidligere amerikansk bank.

Historien er følgende: Cuba inviterede vestlige kunstnere til en revolutionær kongres i 1967. Asger Jorn var blandt dem. Han kedede sig bravt på kongressen, og bad om lov til at være kreativ i stedet. Ifølge en anekdote tilbød cubanerne først Jorn at udsmykke chokolade-æsker, men han fik dem overtalt til at stille rom, cigarer, maling og pensler til rådighed i det nyetablerede arkiv. Og så gik han i gang. Resultatet gik i glemmebogen, men i 2006 skaffede nogle ihærdige danskere to millioner kroner, så malerierne kunne restaureres. Og nu kan vi beundre dem på denne rejse.

I dag ser vi desuden den nyere del af Havana. Vi kommer forbi Revolutionspladsen, og besøger Laura Alonsos balletskole. Laura Alonso er verdenskendt for sit balletkompagni, der har optrådt over hele kloden.
Undervejs er der frokost på en lokal restaurant.
Museet for de Skønne Kunster (Museo Nacional de Bellas Artes de La Habana) har cubansk kunst fra kolonitiden frem til i dag, og vi tager et svinkeærinde på rom-museet, hvor vi lærer, hvordan man fremstiller rom – og smager de gode varer.

Morro fortet var en af de første bastioner i Havana, og vi ser det som afrunding på turen rundt i Havana.

Om aftenen er der middag på en af byens restauranter.

Havana – alene navnet tænder øjeblikkeligt for caribiske billeder: Farverige huse med balkoner. Gamle dollargrin. Smedejerns-gelændere. Cigarer. Musik.
Og når man går rundt i Cubas hovedstad, finder man ud af, at disse forestillinger holder. Der er masser af stemning i Havana. Byen blev grundlagt i 1519 af de spanske conquistadorer, og har haft en turbulent historie. Men trods krige og revolutioner står det gamle Havana i dag stort set som for 100 år siden eller mere.
Vi går på rundtur i Old Havana, og kan nyde arkitekturen og den eksotiske atmosfære omkring pladser som Armas Square, Old Square og Cathedral Square. Sidstnævnte er måske byens smukkeste torv. En af de mest imposante bygninger på Cuba er Palacio de los Capitanes Generales. Den er nu by-museum, og vi ser udstillingen om Cubas koloniale fortid.

Da slaver fra Vestafrika kom til Cubas sukkermarker, blev de tvunget til at omvende sig til katolicismen. De dyrkede i det skjulte deres egen åndetro, og gradvist opstod blandingen af vestafrikansk Yoruba religion og katolicisme: Santeria. Historien om denne særlige religion oprulles for os på Yoruba Association House.
Frokosten spiser vi på en lokal restaurant, og om eftermiddagen er der tid på egen hånd i Havana.
Der er meget at opleve i den gamle bydel med sit mix af barok og neoklassicistisk arkitektur: kirker, paladser, private hjem, revolutions-monumenter - og markeder. Der gøres en indsats for at restaurere den historiske kerne af Havana, så dens særpræg bevares for fremtiden.
Der er dækket op til middag på en lokal restaurant – og derpå venter endnu et af Havanas højdepunkter: La Zorra y El Cuervo. Den berømte jazz klub på La Rampa-gaden. Man behøves ikke husnummer, for indgangen er ikke til at tage fejl af. Det er en rød engelsk telefonboks. Gennem boksen kommer man til klublokalet, hvor store jazz-navne har spillet.

Fly til landets næststørste by, Santiago de Cuba. Frokosten bliver i Havana eller Santiago – det afhænger af afgangstidspunktet.
Hvem har ikke hørt om Cuba-cigarer? De bedste der findes, hævdes det. Og listen over kendte personer, der har ladet sig afbilde med en cigar i mundvigen, er lang: Fidel Castro, Churchill, Bill Clinton, Stauning, Per Hækkerup og John F. Kennedy. Eller Egon Olsen, detektiven Colombo og James Bond. Vi besøger en cigar-fabrik udenfor Santiago, og lærer om fremstillings-processen, der i parentes bemærket er meget møjsommelig.
Vi har tre nætter på hotel i Santiago de Cuba. Dagens middag er på vores hotel.

Santiago de Cuba blev grundlagt af spanierne i 1514. Franske immigranter og afrikanske slaver har været med til at give byen et spændende, kulturelt særpræg.
På en byrundtur ser vi den store kirkegård Santa Efegenia med flotte marmor-gravsten, nogle helt tilbage fra 1868, og adskillige spektakulære mausoleer. Blandt andet José Marti, forfatter, journalist, filosof, professor og revolutionær, ligger begravet på Santa Efeginia. Marti var symbolet på Cubas strid for selvstændighed fra det spanske herredømme i det 19. århundrede.
Fortet Morro på toppen af en klippe vogter over Santiago. Det blev konstrueret i 1638 af en italiensk arkitekt. Det ser uindtageligt ud. Men det har ikke forhindret angreb på det. Pirater angreb flere gange, og engelske fribyttere erobrede fortet helt og blev her 14 dage, mens de tømte det for krudt og kostbarheder.
I dag er der - meget a propos - et pirat-museum på fortet. Vi besøger museet, og så er vi klar til frokost.
Det ældste hus på Cuba er fra 1522. Her boede koloniens første guvernør, Diego Velazquez. Facaden er i andalusisk stil, med fine gittervinduer i træ, med handelshus og guld-depot i stuen og guvernørens bolig på 1. sal. I dag er guldet væk, men man kan se, hvordan koloni-herrerne indrettede deres hjem i det 16. og 17. århundrede.
Resten af eftermiddagen er der tid på egen hånd. En tur gennem Parque Céspedes kan anbefales.
Denne plads er Santiago de Cubas hjerte. Her er katedralen, koloniale bygninger og statuen af nationalhelten Carlos Manuel de Céspedes. De lokale sidder og slapper af på bænkene. Måske oplever man ældre mænd med Panama-hat spille kontrabas, eller unge senoritas, der sender forførende blikke mod turisterne ved bordene foran Hotel Casa Grande. Her sad i øvrigt i sin tid Graham Greene og søgte inspiration til sit forfatterskab.
Middag på hotellet.

Klokken 6 om morgenen, den 26. juli 1953, angreb 135 rebeller, anført af en ung Fidel Castro, Moncada garnisonen i Santiago. Det blev startskuddet til revolutionen i Cuba. Få år senere blev kasernen omdannet til skole, og i dag er den delvist ombygget til museum, som vi besøger.
Derpå tager vi en rundtur i båd på havnen.
Efter frokost er der tid på egen hånd i den charmerende by.

Efter morgenmaden lægger vi Santiago de Cuba bag os og sætter kursen mod Camaguey. Lidt udenfor Santiago gør vi dagens første stop i byen El Cobre. Her finder vi det største valfartssted I landet, basilikaen for Jomfru Maria.
I 1608 fandt to slaver, der indsamlede salt, en statue flydende i vandet ud for kysten ved El Cobre. Statuen havde en inskription: Jeg er velgørenhedens jomfru. Utallige mirakler er sket ved statuen, der er blevet hele landets skytshelgen. I dag har den plads i basilikaen i El Cobre.
Frokosten er på en restaurant i Bayamo, hvor der også er tid til en tur rundt i byen. Bayamo er udråbt til at være verdensmester i bæredygtig transport efter et FN-studie. Kun 15% af byens pendlere bruger motoriseret transport. 39% kører til og fra job i hestevogn. Der er et rutenet, som dækkes af 500 hestetrukne vogne. Og resten bruger cykel eller cykeltaxa.
Vores bus har dog motor, og fortsætter mod Camagüey ud på eftermiddagen. Den gamle bydel er på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Gaderne er smalle og slår hele tiden knæk – næsten labyrintiske. Efter at piraten Henry Morgen havde brændt byen ned i 1600-tallet, byggede man byen op med labyrintiske gader, i den tro, at hvis piraterne nogensinde vendte tilbage, ville de fare vild og være lette at bekæmpe.
På en rundtur i byen ser vi torvet San Juan de Dios, La Sociedad kirken og Ignacio Agramonte parken. Hvis tiden er til det, går vi en tur ad boulevarden.
Middag på hotellet.

I dag når vi frem til en af Cubas mest berømmede byer, Trinidad. Undervejs kører vi gennem Sancti Spiritus, og byen er et stop værd. Broen over Yayabo floden er bygget i 1815 af mursten. Der er 5 buer, længden er kun 85 meter, og selv om broen blev konstrueret til fodgængere og små vogne, så har den modstået nutidens tunge biler også. Frokost i Sancti Spiritus.
Sidst på eftermiddagen når vi til Trinidad, hvor vi har 3 overnatninger. Vi indkvarteres i private hjem, som ligger "downtown" Trinidad. Husene har alle air condition, varmt vand, gode senge, og vore værter sørger også for morgenmad til os.

Trinidad har brolagte gader, pastelfarvede huse, skønne torve, gyldne strande, og masser af musik. Byen er på UNECOS liste over verdens kulturarv. Det var det første sted, der blev udviklet med henblik på turisme efter revolutionen i Cuba.
I sin tid blev byen rig på produktionen af sukker. I det 18. og 19. århundrede arbejdede 30.000 slaver i plantagerne og på møllerne i dalene omkring Trinidad. Vi besøger Valley of the Sugar Mills, som ligger små 12 km udenfor Trinidad. Området er optaget på UNESCOS liste over verdens kulturarv, for her er stadigt mange spor efter den store industri-epoke.
Vi besøger plantagen Manaca Iznaga, hvor ejernes hus og slavernes kvarter er intakte. Et tårn rager op over det hele. Omkring år 1816 byggede den daværende ejer Alejo Maria Iznaga tårnet på 45 meter. Det var det højeste tårn i Cuba på dét tidspunkt, og understregede sukker-baronernes rigdom og status.
Tilbage i Trinidad ser vi bymuseet. Og så går vi på bar. ”La Canchanchara” er den kendte cocktai-bar, hvor frihedskæmperne under uafhængighedskrigen mod Spanien hang ud og drak deres ”Canchanchara”, en drink lavet af rom, lime, honning og vand. Baren findes i et af de ældste huse i Trinidad – og vi skal da smage ”Canchanchara”.
Frokosten indtager vi på en af Trinidads restauranter, og resten af dagen er der tid på egen hånd.

Efter morgenmaden bestiger vi kraftige, russisk byggede biler og tager på udflugt. Målet er El Cubano parken. Kun 5 km udenfor byen ligger dette smukke område. Vi er i kanten af Escambray bjergene, og går en tur gennem skoven og nyder den storslåede og meget varierede natur.
Efter frokost kører vi tilbage til Trinidad.

Det er blevet tid til at vinke farvel til Trinidad, og vi har en lang dag foran os. Turen går til Cienfuegos – endnu en af Cubas byer, der er optaget på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Cienfuegos er optaget på listen, fordi den regnes som det bedste eksempel på byplanlægning i den spanske oplysningstid.
Undervejs besøger vi en botanisk have, og frokosten indtager vi i Cienfuegos. Navnet kan oversættes som ”100 brande”. Men der er mere romantik i byens tilnavn: ”Sydens perle”.
På en byrundtur ser vi Jose Marti torvet, boulevarden og Tomas Terry teatret. Det smukke teater i nyklassistisk stil er bygget i 1887-88 efter en donation af velhaveren Terry Thomas. Sarah Bernhardt, Enrico Caruso og Anna Pavlova er blot nogle af de internationale stjerner, der har sunget her.
Efter frokosten kører vi mod Santa Clara. Indkvartering og middag på hotel.

Santa Clara er i dag den 5. største by i Cuba, men det var den ikke i 1689, da 175 mennesker besluttede at anlægge en by. De var rejst væk fra kysten, fordi de var trætte af pirat-angreb. På grund af sin centrale beliggenhed blev Santa Clara snart en by, man skulle regne med. I dag ligger der blandt andet et stort universitet i Santa Clara.

Efter morgenmaden tager vi en tur rundt i byen. Vi besøger mausoleet for Che Guevara. Hans erobring af byen i 1958 var enden for Batista-regimet, derfor er der en ganske særlig forbindelse mellem Che og Santa Clara.

Efter besøget kører vi til Havana.

Indkvartering og middag på hotellet.

Dagen sætter vi af til en udflugt til Viñales Valley i det vestlige Cuba. I det unikke landskab har dyrkning og forarbejdning af især tobak knapt forandret sig i århundreder. Store tobaksblade er arrangeret på gamle træstativer og tørrer i solen, og landskabet er betagende med kalkstensklipper i spidse formationer. Traditionerne er stærke i Viñales. Cubanerne identificerer sig med dalen på grund af dens historiske og kulturelle egenart, og cubanske malere har sværmet for de unikke landskaber.
Vi besøger en kaffeplantage, og lægger vejen forbi et af verdens største klippemalerier. ”Mural of Prehistory” er 120 meter højt og 180 meter bredt, og er kunstneren Leovigildo Gonzales´ fortolkning af evolution. Det tog 4 år at lave det farverige klippe-maleri.

Der mangler en sidste brik i mosaikken om Cuba: Hemingway.
Den amerikanske forfatter og journalist flyttede til Cuba i 1940. Han købte ”Finca Vigia” for 12.500 dollars, og her skrev han to af sine mest kendte romaner: ”Hvem ringer klokkerne for?” og ”Den gamle mand og havet”. Huset i den lille by San Francisco de Paula, lidt udenfor Havana, står i dag som museum med et næsten komplet bibliotek fra Ernest Hemingways tid. Han flyttede til USA i 1960, og efter hans død i 1961 blev huset museum. Der er to forskellige udlægninger af, hvad der skete. Den officielle cubanske version er, at arvingerne gav huset til Cuba. Arvingernes version er, at huset blev eksproprieret. Under alle omstændigheder besøger vi huset.
Når Hemingway tog ud at fiske, skete det fra Cojimar, et lille fiskerleje. Her lå hans båd, Pilar. Her drak han sine Daiquiri sammen med de lokale fiskere. Og her blev han inspireret til ”Den gamle mand og havet” (1952) der indbragte ham Nobelprisen i litteratur. Vi besøger også Cojimar og spiser frokost inden vi vender tilbage til Havana.
Om aftenen er der afskedsmiddag på en god, lokal restaurant i Havana.

Vi kører til lufthavnen og sætter kursen mod Danmark.

Alle planlagte afgange

16 dage Pris Rejseleder Status Information
13. nov 17 til
28. nov 17
27.900 kr Vinni Madsen Bestil rejse
30. nov 17 til
15. dec 17
26.900 kr Dina Overgaard Bestil rejse
21. dec 17 til
5. jan 18
Afventer pris Hugo Nielsen Bestil rejse
16. jan 18 til
31. jan 18
Afventer pris (Afventer rejseleder) Bestil rejse
9. feb 18 til
24. feb 18
Afventer pris (Afventer rejseleder) Bestil rejse
3. nov 18 til
18. nov 18
Afventer pris (Afventer rejseleder) Bestil rejse
24. nov 18 til
9. dec 18
Afventer pris (Afventer rejseleder) Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede