Logo

Mayaernes skjulte byer

Årets rejse 2020: Guatemala og en flig af Belize og Mexico

Længe før Columbus opdagede Amerika, blomstrede mayaernes civilisation i Guatemalas lavland. De havde stort kendskab til astronomi, hvilket var basis for deres utrolig præcise kalender. Og de var langt fremme, når det gjaldt medicin, byplanlægning, kunst og arkitektur. De havde et avanceret politisk system og de praktiserede en mystisk religion med mange forskellige gudeskikkelser.

På ”Årets rejse” møder vi arven fra denne civilisation. Hovedvægten er lagt på Guatemala, men vi får en flig af Belize, Mexico og Panama med i eventyret.

Se dagsprogram
18 dage Pris Rejseleder Status Information
23. okt 20 til
9. nov 20
34.900 kr Kirsten Gynther Holm Ledige pladser Bestil rejse

For at tage det sidste først, så begynder rejsen med 2 nætter i Panama City. Vi sejler på Panama-kanalen, spiser frokost ombord og har tid i den charmerende, gamle bymidte med kolonitidsarkitektur. Dagen efter flyver vi til Guatemala.

I Guatemala lever mange af mayaernes nutidige efterkommere, faktisk er der 21 forskellige grupper, der stadig bevarer dele af deres kulturelle arv. Guatemala er det mest indianske land i Centralamerika. Den oprindelige og meget autentiske maya-kultur lever i hverdagen. Fortidens fascinerende maya-historie får vi ind under huden, når vi besøger Peten’s tætte tropiske jungle, et af Amerikas mest betydningsfulde arkæologiske steder. Templer og paladser rejser sig mod skyerne gennem den smaragdgrønne vegetation, der har dækket dem i århundreder.

Antigua ligger med brolagte gader og tropiske blomstrer op ad husgavlene. Det er en af de bedst bevarede, historiske byer i hele Latinamerika og vi har to nætter i byen. En stor oplevelse er også Flores, en charmerende by på en lillebitte ø. Byen er en betagende attraktion i sig selv, og på ”Årets rejse” er den udgangspunkt for vores oplevelser i junglen.

Guatemala har 33 vulkaner, og på en sejltur på Atitlán-søen har vi tre af dem som flot kulisse. Vi går i land ved landsbyer langs bredden og møder farverige småsamfund, som har specialiseret sig i fornemt kunsthåndværk som vævning, træsnit og maleri.

Vi fortsætter eventyret i den tidligere engelske koloni Belize. Omgivet af tæt regnskov sejler vi op ad floden, indtil mayaruinerne Lamanai tårner sig op over trætoppene. Lamanai var endnu en vigtig by for mayaerne, og den har faktisk været beboet indtil det 19. århundrede.

I Mexico oplever vi et af verdens mest imponerende bygningsværker fra maya-tiden, når vi går rundt i Chichen Itza. Pyramiden El Castillo blev for nogle år siden udråbt til at være et af verdens 7 nye vidundere. Vi ser også et piratmuseum, jordfaldshuller med dybblåt vand og den charmerende, gule by Izamal, inden vi runder årets oplevelse af - med en fridag ved stranden i Playa del Carmen.

Max 16 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Afrejse fra København. Vi ankommer til Panama City sidst på eftermiddagen. Indkvartering på centralt beliggende hotel. Hotellet ligger i et godt distrikt med gode shopping-muligheder og et stort udvalg af restauranter. Og det tager kun 30 minutter at gå til Stillehavet.

Måltider: Der serveres mad i flyet

Tidligt om morgenen tager vi på sejltur på kanalen. Fra skibet kan vi se Panama Citys markante skyline. Vi sejler under ”Bridge of Americas” og gennem flere slusesystemer som Miraflores og Pedro Miguel og hele vejen til midten af Panamakanalen, til byen Gamboa, som i mange år var hjemsted for maskinel og personel, der stod for at oprense kanalen. Vi spiser frokost om bord.

Om eftermiddagen slentrer vi en tur gennem den gamle koloniale bydel, hvor mange af de flotte huse er ved at blive restaureret. Middag på egen hånd.

Måltider: Morgenmad og frokost

Morgenfly til Guatemala City, hvortil vi ankommer ved middagstid. Vi hentes i lufthavnen og kører de 45 km til byen Antigua, der er landets oprindelige hovedstad.

I dag er Antigua en meget smuk, hyggelig by med brolagte gader, flankeret af farvestrålende huse og barokkirker fra den spanske kolonitid. Duften af friskbrygget kaffe strømmer ud fra små caféer, og i de hyggelige gårdhaver er der indrettet gode restauranter. Vi får de første indtryk af denne charmerende by på en lille slentretur om eftermiddagen.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

I dag udforsker vi Antigua til fods. Byen blev grundlagt af spanierne i 1543, og i mere end 200 år var Antigua hovedstad i de spanske besiddelser i Mellemamerika. I dag er Antigua en af de bedst bevarede, historiske byer i Latinamerika, og den anses for at være blandt de fineste eksempler på spansk, kolonial byplanlægning. Det har sikret byen plads på UNESCOs verdens kulturarvsliste. Byen ligger tilmed utrolig smukt mellem tre vulkaner, hvoraf den højeste troner 3900 m. mod himmelen. Vulkanskråningerne omkring byen er dækket af grønne skove og kaffeplantager, og mellem markerne ligger små landsbyer. Der hersker en hyggelig atmosfære i de brolagte gader. Tropiske blomster slynger sig opad husgavlene og de mange klostermure, og på byens pladser er der små boder, hvor folk fra de nærliggende landsbyer sælger deres kunsthåndværk.

Vi besøger Plaza Mayor, hvor de vigtigste bygninger for kirke og stat står: Katedralen, Palacio de los Capitanes Generales samt rådhuset. Vi besøger også ruinerne af Ciudad Vieja, Guatemalas første permanente hovedstad, som blev ødelagt af et jordskælv og mudderskred fra vulkanen Agua i 1541. Herefter blev hovedstaden flyttet til Antigua, for senere at blive flyttet til Guatemala City.

Med sin gule facade er La Merced blandt de smukkeste og bedst velbevarede kirker i Antigua. Den er bygget i en speciel barokstil kaldet baroco antigueño – en stil, som er designet til at modstå jordskælv. Kirken er bygget af ”Ordenen af den velsignede Jomfru Maria af Nådegaven” og stod færdig i 1767.

Turen tager os forbi et maya jade-museum og et værksted, hvor vi stifter bekendtskab med lokale håndværkere, der i generationer har lavet smukke smykker og masker i jade. Jade er betegnelse for to forskellige bjergarter, der består af aktinolit og jadeit. Det er en sjælden sten, som findes få steder i verden. Guatemala er et af dem, og stenene, der bruges i dag, er af samme slags, som mayaerne brugte til blandt andet smykker og deres smukke dødsmasker for mere end 1000 år siden.

Måltider: Morgenmad og frokost

Dagen starter med et besøg på det lille musikmuseum Casa Kojom. Det er et privat, nonprofit uddannelsescenter dedikeret til forskning, bevarelse og spredning af traditionel musik fra mayaerne i Guatemala. Siden 1984 har grundlæggeren og direktøren Samuel Franco været primus motor ved feltundersøgelser og audiovisuel dokumentation af traditionel musik udført f.eks. under skytshelgen-fejringer, ceremonier og ritualer. Han har oprettet et vigtigt audiovisuelt arkiv, der inkluderer fotografier, lyd- og videooptagelser.

Om eftermiddagen kører vi gennem Guatemalas frodige højland til Atitlán-søen, der med sin dramatiske beliggenhed mellem ikke mindre end tre høje vulkankeglerer, er en af verdens smukkeste søer. Vel fremme ved søen indlogeres vi på vores hotel. Vi har to overnatninger ved Atitlán-søen.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Dagen er afsat til at sejle på Atitlán-søen, der foruden sin storslåede natur også byder på store kulturoplevelser. Langs søens breder ligger små landsbyer beboet af tz'utujil-mayaerne, der holder fast i maya-traditionerne. For eksempel varierer kvindernes fint broderede bluser i snit og farver fra landsby til landsby. Blot ved at se på blusen kan man bestemme, hvilken landsby kvinden kommer fra. Flere landsbyer har specialiseret sig i fornemt kunsthåndværk som vævning, træsnit og maleri.

Vi går i land i Santiago de Atitlán. Også her bærer kvinderne – og til tider også mændene – de traditionelle og meget farverige klædedragter, der lyser op i gadebilledet. Vi besøger Santiago de Atitláns mest berømte beboer, guden Maximón, der er en træfigur med et alt andet end et ophøjet udseende. Figuren vises som regel henslængt i en stol omgivet af halvtomme øl- og romflasker og med en stor cigar i munden. Det er et udvalgt broderskab, der har ansvaret for gudens pleje. Maximón tillægges magiske evner, og områdets beboere ofrer alkohol og cigaretter til ham i håbet om, at han vil velsigne og hjælpe dem. Det er en god idé at være på god fod med Maximón, for gudens karaktertræk er hentet delvist fra gamle maya-guder, den frygtindgydende spanske conquistador og landets guvernør Pedro de Alvarado samt den bibelske Judas.

Byens kirke er også et besøg værd, og på det lokale marked kan man beundre de hjemmevævede tekstiler og andet kunsthåndværk fra området.

Næste sted vi går i land er i landsbyen San Juan La Laguna, hvor indbyggerne lever af fiskeri og landbrug samt fremstilling af de smukke tekstiler, landet er så kendt for.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Denne morgen besøger vi Santa Catarina Palopó, en lille og farverig landsby med Cackchiquel-oprindelse, altså også med en befolkning, der værner om de gamle mayatraditioner. Kvinderne er ekspertvævere og bærer noget af det mest farverige tøj i højlandet. Klædedragten er sammensat af tre stykker, der er fremstillet på en type væv, hvis oprindelse går tilbage til tiden før spaniernes ankomst. Hele kjolen præsenterer flere fascinerende og farverige geometriske figurer. Mandstøjet, især bukserne, har kompakte og farvestrålende broderier, der gentager sig gennem hele dragten, også repræsenteret i den kvindelige huipil (bluse).

Vi kører videre til San Antonio Palopó, en landsby med landbrug som hovedaktivitet. De dyrker løg og anis samt fremstiller produkter af fibrene fra en agaveart, maguey agave. I denne landsby går mændene med rødstribet skjorte og en slags brunternet nederdel. Kvinderne bærer en rød-hvid-stribet huipil og en marineblå nederdel. Kvinder bruger den traditionelle taljevæv, mens mænd bruger den opretstående væv, som blev indført af spanierne i kolonitiden.

Sidst på eftermiddagen kører vi til Guatemala City, hvor vi overnatter.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi lægger højlandet bag os fra morgenstunden og sætter kursen mod det flade, tropiske lavland i det nordlige Guatemala, der lokalt er kendt som El Petén. På vejen venter os et spændende besøg i den gamle mayaby Quirigua. Quirigua hørte på et tidspunkt under kongeriget Copán, der i dag ligger i Honduras. Byen var et vigtigt knudepunkt på handelsruten mellem Copán og de mange maya-byer længere mod nord i El Petén. Quirigua-ruinerne er ikke så besøgte som andre maya-ruiner i Mellemamerika, men er i sig selv en perle i imponerende tropiske omgivelser.

Byen er især kendt for sine mange imponerende og fornemt udskårne sandstenssteler. Deriblandt den højeste kendte stele fra mayatiden. Den er gravet tre meter ned i jorden og rejser sig majestætisk næsten 10 meter over jorden. Selve stelen er af Kong K’ak’Tiliw Chan Yopaat, som regerede byen fra 724 til 785. Området er langt fra udgravet, og dette skyldes, at det på et tidspunkt var oversvømmet af floden. Quirigua blev optaget på UNESCOs verdens kulturarvsliste i 1979.

Sidst på dagen kører vi til Rio Dulce, hvor vi overnatter.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

På en sejltur på floden nyder vi den omgivende jungle og lytter til lydene af de skrigende brøleaber og papegøjer. Flere øer og små holme langs floden er ideelle steder til reder for tusinder af fugle. Vi ser rigtig mange fugle, mest hejrer og skarver. Floden er også hjemsted for sjældne søkøer.

Vi slutter bådturen ved Río Dulce-broen, hvor hovedvejen krydser floden. Herfra kører vi til den smukke by Flores i hjertet af El Petén, hvor vi har tre overnatninger. Flores er en charmerende by på en lillebitte ø, og er en betagende attraktion i sig selv. Her er kolonitidsbygninger med røde tage, og her er smalle brostensbelagte gader, en historisk kirke og en spansk plads. Samt flere små hyggelige restauranter, der lokker med lokale lækkerier.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi starter tidligt på denne heldagsudflugt til Ceibal, det maya-arkæologiske sted beliggende i Sayaxché, nær bredden af floden La Pasión. Her kan man spotte krokodiller og mange forskellige eksotiske fugle. Stelerne i Ceibal er blandt de fineste og bedst bevarede skulpturer i den sene klassiske periode. På disse steler er der figurer af dyr og guder. På grund af hårdheden af den lokale sten, der har modstået århundreder med regn, rodindtrængning og faldende træer, kaldes Ceibal ofte ”Maya Art Gallery”. En af de vigtigste strukturer er en rund sten, der betragtes som meget sjælden i det mesoamerikanske område.

Ceibal var engang et magtcenter for Maya-civilisationen, og stedet er på UNESCOs kulturarvsliste. Der er en cirka 1 times kørsel fra Flores til Sayaxché, hvor vi sejler med båd i endnu en time på floden. Når vi går i land, er der omkring 30 minutters vandretur gennem regnskoven. Her er gode chancer for at se mange forskellige slags fugle samt andet dyreliv. Turen i Ceibal starter på den centrale plads, hjertet af maya-verdenen. Vi bruger et par timer på at udforske de smukt bevarede templer og steler i denne storslåede Maya-by. Byens navn kommer fra det nationale ceibatræ, der er helligt for mayaerne.

Efter rundgangen i Ceibal området vandrer vi tilbage gennem junglen til vores båd. Og efter endnu en times sejlads kører vi med bus til vores hotel.

Måltider: Morgenmad og frokost

Vi står tidligt op for at tage på heldagsudflugt til Tikal, der er et af turens absolutte højdepunkter. I mayaernes klassiske periode var Tikal en af de mest magtfulde og imponerende byer - og er det stadig. Byens religiøse betydning samt rigdom og magt fornemmes tydeligt, når vi går rundt mellem de store pladser flankeret af ruiner af paladser, templer og nogle af de største og højeste trappepyramider i mayaernes verden, der tårner sig 65 meter op gennem de grønne trækroner. Undervejs hører vi om maya-kalenderen og om, hvordan de på stedets observatorium studerede astrologi og astronomi. Vi hører også om fortidens herskere og blodige ofringsritualer, hvor forløberen til chokolade spillede en rolle.

De enestående ruiner ligger på et stort område dybt inde i junglen, og vi går gennem frodig regnskov med brøleaber, papegøjer og andre eksotiske fugle, når vi skal fra det ene tempel til det andet. Også næsebjørne ses ofte mellem træerne, og det er svært ikke at føle sig som en opdagelsesrejsende, når vi bestiger en af de over 60 m høje pyramider og nyder synet ud over regnskovens trætoppe, der strækker sig mod horisonten for fødderne af os. Mere end 3000 bygningsværker er til nu registeret i Tikal, men endnu flere ligger gemt i junglen – og de ses som høje i junglen rundt om. De meget imponerende monumenter har sikret Tikal en plads på UNESCOs kulturarvsliste.

Måltider: Morgenmad og frokost

I dag passerer vi grænsen til Belize. Derpå besøger vi Barton Creek Cave, en fascinerende hule, der betragtes som et arkæologisk område. Denne gamle stalaktitgrotte er under vand, og besøget er derfor kun muligt med en kano. Højdepunktet er opdagelsen af tegn på liv i den antikke Maya-kultur. For mayaerne var disse huler porten til "xibalba", mayas mystiske underverden. For at gøre underverdenens guder godt, har mayaerne udført offer-ceremonier, og man kan stadig opdage lerkander, der var fyldt med bønner og ris ofret til guderne. I kano sejler vi ind i hulen, hvor stalaktitter hænger ned fra lofterne. Langs turen vidner gamle potteskår og knogler om mayaernes brug af hulen.

Kort herfra ligger byen San Ignacio, hvor vi overnatter.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

I Belize findes nogle af de største mayaruiner ved Lamanai. Et fascinerende område omringet af tæt regnskov, og turen dertil er en oplevelse. Vi sejler op ad floden, der har et rigt dyreliv. Der kan ofte spottes krokodiller, brøleaber og rigtige mange forskellige tropiske fugle, såsom kolibrier eller væverfugle.

Naturen er flot. Og så dukker Lamanai op. Med sine ca. 45 meter tårner den pyramide-lignende ruin sig op over trætoppene. Lamanai var en af de byer i mayariget, der var beboet længst. Siden omkring år 1500 før Kristus var der mennesker her, og helt frem til det 19. århundrede. Dette bekræftes af arkæologers fund af ruiner, der er bygget oven på andre ruiner, samt rester af en katolsk kirke og kolonitidens sukkermøller.

Navnet Lamanai er fejlfortolket af munke på stedet og det oprindelige navn Lam'an/ayin henviser til de mange krokodiller i området, hvilket mange udskæringer i ruinerne vidner om.

Lamanai var en betydningsfuld storby i Maya-civilisationen, og langt størstedelen af stedet forblev uudgravet indtil midten af 1970'erne. Arkæologisk arbejde har koncentreret sig om undersøgelse og restaurering af de større strukturer, især templerne.

Efter besøget i Lamanai køre vi til til Orange Walk Town, hvor vi overnatter.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi kører fra Orange Walk Town til grænseovergang nær Chetumal og modtages af vores mexicanske guide og chauffør. Fra grænsen til vores bestemmelsessted, Tulum, er der ca. 250 km. Vi gør holdt i Bacalar, en kolonial by med en spansk fæstning og med flot udsigt over lagunen. I fæstningen ser vi et lille, men spændende piratmuseum samt den dybblå Cenote Azul, hvor der er mulighed for at tage en forfriskende dukkert i vandet. Indkvartering på hotel i Tulum.

Måltider: Morgenmad og frokost

Hvad er en hvad er en Cenote?

Yucatan-halvøen er kendetegnet ved, at den hovedsagelig er dannet af kalksten. Kalksten er en opløselig type klipper, og hvis de udsættes for strømmende vand i lange perioder, for eksempel årtusinder, vil kalkstenen på et tidspunkt opløses. I det karstlandskab der nu er blevet dannet, tillader det porøse grundfjeld ikke, at ferskvand ophobes over jorden i form af floder og søer. I stedet synker vandet ned under jorden, da regnvand filtrerer gennem den perforerede klippe og samler sig i underjordiske floder, hvor erosionsprocessen fortsætter.

Til tider destabiliseres den øvre klippe så meget, at den kollapser for at afsløre hulen under, hvilket fører til dannelsen af en cenote, på dansk kaldet et jordfaldshul.

Der findes forskellige typer cenoter. Nogle er dybe vandfyldte huller med lodrette vægge, mens andre er lave, men brede. Andre cenoter er halvåbne med en del af vandoverfladen skjult i en hule.

Efter morgenmaden kører vi direkte til Coba. Coba ligger omkring to laguner. På det tidspunkt, hvor Coba var et vigtigt Maya-handelssted, var stedet forbundet med et sti-system (sacbes) til forskellige andre maya-byer. Disse vandrestier var forhøjede, hvilket har gjort det nemt at udarbejde kort over stedet. Her er adskillige store tempelpyramider, de højeste er kendt som Nohoch Mul-gruppen af strukturer, der er omkring 42 meter i højden. Det anslås at Coba har haft omkring 50.000 indbyggere, og det bebyggede område strækker sig over ca. 80 km².

Monumenterne giver indsigt i forskellige aspekter af den formelle liv i Coba, herunder påklædning, ritualer og ceremonier. Kvinder ses som herskere i mange af de scener, der er afbildet på stelerne. De hieroglyfiske inskriptioner indeholder også oplysninger, datoer og beretninger om de største historiske begivenheder. Coba kontrollerede i sin stormagtstid et stort område, faktisk var de betydningsfulde handelsruter under stedets kontrol. Der var tæt kontakt med de store bystater som Tikal og Calakmul. Omkring år 600 fik Chichen Itza overtaget kontrollen som bystat, men Coba beholdt sin symbolske og religiøse betydning.

Vi fortsætter til dagens endemål, den smukke by Izamal, også kaldet ”den gule by”. Vi besøger franciscaner-klostret og ”Mundo Maya Foundation Art and Craft Gallery”, hvor vi får indtryk af de farverige kunstværker fra forskellige mexicanske kunstnere. Vi slentrer en tur gennem det historiske centrum af Izamal og går op ad trinene i "Firebird" -pyramiden. Fra toppen er der en storslået udsigt over byen og det omkringliggende lavland.

Overnatning på hotel i Izamal.

Måltider: Morgenmad og frokost

Vi kører til det mest berømte Maya-sted på Yucatan-halvøen, Chichen Itza. Området domineres af Temple of Kukulkan (Maya-navnet for Quetzalcoatl), ofte benævnt "El Castillo" (slottet). Denne trinpyramide har en grundplan med firkantede terrasser med trapper op på hver af de fire sider til templet på toppen. Langs den sydlige mur af ”Temple of Warriors” er en række af, hvad der i dag er fritstående søjler. Da byen var beboet, har disse søjler understøttet et omfattende tagsystem.

Vi giver os god tid i dette spændende område, og efter besøget kører vi til den nærliggende Cenote, Ik Kil. Her er der mulighed for at tage en forfriskende dukkert i krystalklart vand. Derefter kører vi ti Playa del Carmen, hvor vi har to overnatninger.

Måltider: Morgenmad og frokost

Efter alle turens mange indtryk er der nu en dag til afslapning, badning eller sightseeing i Playa del Carmen.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Midt på eftermiddagen kører vi til lufthavnen i Cancun, og hjemrejsen begynder.

Måltider: Morgenmad

Vi lander i Danmark.

Måltider: Der serveres mad i flyet

Alle planlagte afgange

18 dage Pris Rejseleder Status Information
23. okt 20 til
9. nov 20
34.900 kr Kirsten Gynther Holm Ledige pladser Bestil rejse