Dagens etape går fra Puebla til Oaxaca. Det er en tur på 5 timer ad god vej gennem kuperet natur. Langs vejen ser vi store kaktus.
Lige før Oaxaca drejer vi til Monte Alban. Det er en ruinsamling fra et samfund, der havde sit højdepunkt fra ca. 900 f. Kr. til 1300 e. Kr. Samfundet blev opbygget af zapotekerne, som var det dominerende folk i området, indtil de blev fordrevet af spanierne. Monte Alban er dog fuld af historie, stemning og klassisk meso-amerikansk arkitektur. Stedet var i øvrigt den første større by på den vestlige halvkugle og handels- og regeringscentrum for den zapotekiske stat.
Placeret på toppen af et bjerg 400 meter over Oaxaca by, har denne by været svær at indtage, og når man vandrer rundt imellem resterne af dette kongedømme, forstår man, hvor udviklet samfundet var med hensyn til uddannelse, forskning og sociale foranstaltninger.
Dagen i dag – og i morgen – er noget helt særligt i Mexico: De Dødes Dag. Den 1 og 2. november vender afdødes sjæle tilbage til jorden for at mødes igen med dem, sjælene elskede. Det tages meget alvorligt. Familier forbereder sig til mødet, laver mad, pynter op. For eksempel på kirkegårdene, hvor man måske begiver sig hen med mad og vin og får en aften med både sorg og glæde. Stemningen er svær at beskrive, men vi oplever den sent om aftenen, hvor vi besøger en af byens kirkegårde.
Vi har 2 nætter i Oaxaca.
Måltider: Morgenmad og aftensmad