Vi sætter kurs langs Zagrosbjergene og forbi skiområder sydpå mod Shiraz. Her fortsætter vi videre cirka 60 kilometer til Persepolis, hvor vi indlogeres på et hotel nær ruinbyen. Er vi heldige, skal vi bo på samme hotel som de udenlandske arkæologer boede på i 1930’erne, da Persepolis blev udgravet. Det var også her, at shahen og Farah Diba indlogerede sig, når de var på besøg. Hotellet er blevet renoveret siden, og beliggenheden gør det muligt at udforske Persepolis i det bløde eftermiddagslys, når der er færre andre besøgende.
Persepolis blev påbegyndt i det 5. århundrede f.Kr. under Kong Darius I, og byen fungerede som Persiens ceremonielle hovedstad under de vigtige nytårsfester. Der var her, perserkongen modtog delegationer med gaver fra vasalstaterne, hvilket vises på smukkeste vis på de velbevarede relieffer. Der er blandt andet skytere fra området ved Sortehavet, der er etiopiere fra Afrika samt sågar en delegation fra Indus-dalen i det nuværende Pakistan. Med sig har de gaver, der bæres frem på ryggen af tjenere, og man kan tydeligt se forskelle i klædedragterne hos de mange folkeslag. Andre relieffer viser soldater på ræd og række samt en løve, der angriber en tyr.
Alexander den Store indtog Persepolis i 331 f.Kr., og byen blev plyndret og delvis ødelagt under en brand. Derefter blev den forladt, og den blev først genopdaget i begyndelsen af det 17. århundrede, da rejsende hjembragte beskrivelser af ruinerne. En af disse rejsende var Carsten Niebuhr, der i 1765 besøgte Persepolis på en dansk ekspedition. Han boede i en landsby i nærheden i næsten en måned, og hver morgen red han på sit æsel over til ruinerne, hvor han skitserede grundplaner, aftegne relieffer og kopiere kileindskrifter. Det var Niebuhrs minutiøse aftegninger, der skabte grundlag for tydningen af kileskriften.
Vi besøger også det nærliggende Naqsh-i Rustam, hvor mægtige relieffer og fire prægtige kongegrave er hugget ind i klipperne.
Måltider: Morgenmad og enten frokost eller aftensmad afhængigt af programmet