Logo

Oman og Zanzibar

Årets rejse 2018

Årets rejse med Kirsten Gynther Holm går til Oman og Zanzibar. Det er en logisk kombination, selv om det ene sted ligger i den arabiske verden og det andet i Afrika. Engang hørte de nemlig sammen. Zanzibar var en koloni under Omans sultan-herredømme. I dag har Oman stadig en sultan, mens Zanzibar er blevet en del af Tanzania. Og begge steder har meget at byde på. Vi lægger ud i Omans hovedstad Muscat, og indkvarterer os i hjertet af den charmerende bydel Muttrah. Det er en arabisk drøm at gå rundt her. På cafeerne kan man nyde de nye omgivelser med kaffe, te, mynte eller limejuice, og i suq´en, byens gamle bazar, skaber krumsabler, sandeltræssæbe og røgelse en stemning af 1001 Nats Eventyr.

Regioner: Afrika Mellemøsten
Lande: Oman Tanzania
17 dage Pris Rejseleder Status Information
5. okt 18 til
21. okt 18
29.800 kr Kirsten Gynther Holm Bestil rejse

Vi flyver til Salalah i det sydlige Oman og bor på et hotel ved stranden. Det gør vi for at opleve den helt specielle atmosfære, der er i Salalah ved aftenstid med de mange små boder med røgelse og myrra.

Heldagsudflugter bringer os til fiskerbyen Taqa, der er malerisk beliggende ved en bugt, og til det antikke Sumhuram, der engang var den vigtigste røgelseshavn.

Vi flyver tilbage til det østlige Oman, og i Nizwa er vi til vaskeægte gedemarked, når vi tidligt tager til det legendariske, ugentlige fredagsmarked. Den farverige suq er berømt for landets fineste beduinsmykker i sølv samt for kobberarbejder. Vi slutter opholdet i Oman af i en malerisk oase og på Solens Bjerg.

På Zanzibar ser vi alle byens seværdigheder, også de gamle slavekældre, sultanpaladset, havnen og den lille park Forodhani, der blev anlagt i 1936 for at fejre sultanens 25 års jubilæum som regent. Stone Town er den gamle del af Zanzibar city. Den er på UNESCOs liste over verdens kulturarv, fordi man finder såvel afrikansk som indisk, europæisk og arabisk kulturarv i byen.

Man kan ikke besøge Zanzibar uden at se en krydderiplantage. Dagene på Zanzibar indeholder desuden en sejltur til øen Kwale, der gemmer på en mangrove lagune. Der er delfintur, vandretur i nationalparken Jozani samt et besøg i en landsby, inden vi siger farvel til de to eksotiske steder og flyver hjem fra Zanzibar.

Læs praktiske oplysninger om Årets rejse til Oman og Zanzibar her

Max 20 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Afrejse fra Kastrup. Fly via Istanbul eller Doha.

Vi ankommer til Muscat, og indkvarterer os i hjertet af den charmerende bydel Muttrah, hvorfra Cornichen strækker sig tre kilometer langs havnen. Motiver fra landets historie og tradition er hugget ind i granitplader langs promenaden. Husene er hvide og beige.

Det er en arabisk drøm at gå rundt her, og Kirsten har været her et utal af gange siden 90’erne. På cafeerne kan man nyde de nye omgivelser med kaffe, te, mynte eller limejuice. Muttrah har meget smukke, gamle købmandshuse, og vi fortaber os på en formiddags-slentretur i suq´en, byens gamle bazar, hvor krumsabler, sandeltræssæbe, røgelse og farverigt tøj skaber en stemning af 1001 Nats Eventyr. Eftermiddagen er til fri disposition.

Klik her for at se Viktors Farmors anbefalinger til en halv fridag i Muscat.

NB: Hotellet i Muscat er turens mest simple og er valgt pga. dets favorable beliggenhed i den skønne bydel, Muttrah, som man når at føle sig hjemme i.

Måltider: Aftensmad

Vi flyver til Salalah i det sydlige Omans frodige Dhofar provins. Her indkvarterer vi os på et hotel ved stranden.

Vi tager en tur ind til bazaren i Salalah for at opleve den helt specielle stemning, der er ved aftenstid med de mange små boder med røgelse og myrrah. Vi spiser middag på en fortovsrestaurant, før vi kører tilbage til hotellet.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi køber ind til picnic, hvorefter vi kører til fiskerbyen Taqa, der er malerisk beliggende ved en bugt. Vi ser fæstningen i Taqa, der er en lille, meget charmerende fæstning,  indrettet med møbler og forskellige brugsgenstande. Hvis tiden tillader det, besøger vi det hvide gravmæle for Akhmed Bin Ali.

Vi kører herefter til ruinerne af det antikke Sumhuram, der engang var den vigtigste røgelseshavn, og som desuden udgjorde starten på røgelsesvejen gennem Wadi Hadramaut til Marib (hovedstad i det sabaæiske rige).
Sumhuram ligger i nærheden af i Khor Rori-bugten, hvor vi gør ophold for at spise picnic. Lige bag bugten er der et fuglereservat, hvor vi kan være heldige at spotte ørne, skestorke og flamingoer. Vi ser også det lille, spændende museum i Sumhuram.

Sidste punkt på dagen er et besøg i det meget spændende nyindrettede museum. En stor hal er helliget modeller af alle de både, der har sejlet på kysten.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi kører ca. 40 km mod vest til Mughsail-bugten, et tropisk paradis, hvor vind og vejr har formet de porøse kalkstensklipper til bizarre figurer. Her er der bade- og picnic-pause. Ved Khor Mughsail er der mange forskellige vadefugle. Vi kører herefter ud for at se på røgelsestræer. Røgelse fra Sydarabien var en mærkevare i oldtiden. Handelen med røgelse blomstrede især mellem det 7. århundrede f.Kr. det 2. århundrede efter. Karavanerne fragtede røgelse fra Oman og Yemen op til Middelhavet, sammen med myrra, krydderier, ædelstene, perler og silke, for en bred handelsvej mellem Indien og Europa gik gennem Den Arabiske Halvø. Røgelse blev anvendt i store mængder i datiden. For eksempel ved Jesu fødsel, ifølge Matthaus-evangeliet. Det satte Grundtvig på vers i 1845: ”Og Østens vise ofred´ der, guld, røgelse og myrra skær”. Røgelse er en harpiks, der udvindes af træet Boswellia sacra (myrra er også en harpiks).

Vi besøger også Jobs/Ayubis museum hvor en tavle skildrer profeterne i både koranen og biblen. Eftermiddagen er til fri disposition.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi ser hvad der er stemning for, måske en tur ud i bjergene. Eller man kan nyde en rolig dag med havets brusen som baggrundsmusik.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Efter ankomst til lufthavnen i Muscat kører vi ca. halvanden time til en af det nordlige Omans absolutte perler. Nizwa er den vigtigste og største by i Jebel Akhdar (Omans største bjergkæde). Byen var i det 6. og 7. årh. Omans hovedstad. Den nyder i dag anseelse som hellig by. Nizwa har en dansk vinkel, for suq´en blev gennemgribende renoveret i 1992 af det danske ingeniørfirma COWI, der har vundet flere priser for dette. Moderniseringen tilgodeser både kulturen og de lokale handelsvaner.

Vi indkvarterer os på vores dejlige hotel.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi skal i dag være vidner til et vaskeægte gedemarked, når vi tidligt tager til suq'en til det legendariske, ugentlige fredagsmarked. Den farverige suq er berømt for landets fineste beduinsmykker i sølv samt for kobberarbejder. Her handles desuden med alt fra våben til kæledyr.

Vi ser det imponerende Nizwa Fort fra det 17. årh., som rager op over byen tillige med en nyere moské. Fortet, der er bygget under Sultan Ibn Saif, anses for at være et af de smukkeste islamiske bygningsværker i landet.

Herefter kører vi ud i naturen til Jabrin Fort: Det er en flot, restaureret bygning med bemalede trælofter og fint udskårne døre i cedertræ. Bygningens rum er møblerede, og man får en fin fornemmelse af det liv, der har udspillet sig på stedet.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi står tidligt op og kører til den lille landsby Misfa, der ligger smukt op ad bjergvæggen. For de, der har lyst, er der mulighed for at vandre gennem en slugt op til landsbyen, en meget smuk tur på ca. en time. Her kan man på tæt hold studere falaj-vandingssystemet. Byen er ganske idyllisk og har mange spændende bygninger. Nogle af dem minder i arkitekturen om de yemenitiske huse. Mellem husene ses bananpalmer og citrustræer.

Vi kører nu så langt det er muligt ud i den smukke Wadi Ghul, der er dagens maleriske picnic-sted. Vi kommer forbi en meget stor sten med forhistoriske helleristninger. Der er huler i de stejle klipper, og vegetationen er frodig. Dybt inde i oasen ligger en forladt by. Men jorden dyrkes stadig - af bjergbeduiner. Udover dyrkning af de overrislede marker, er flere beskæftiget med at væve tæpper i røde, sorte og brune farver. Det er stærke tæpper, vævet af gedehår. De er meget flotte. Og bjergboerne vil gerne sælge.

Efter frokost er der bjergkørsel til Jebel Shams (Solens Bjerg), 3000 m, det højeste bjerg i Akhdar bjergkæden. Turen op er storslået. Vi kommer til et plateau, og ved randen her er der vidt udsyn over en stor slugt. Vi indkvarterer os på det spektakulært beliggende Jebel Shams Resort, hvor vi skal bo i de særlige arabiske telte (med højt til "loftet") og nyder en god kop kaffe med en uovertruffen udsigt.

Herefter er et tid til at udforske området til fods, når vi går en tur i området, inden vi spiser et sidste aftenmåltid under Omans stjernehimmel.

NB. I aften bor vi i arabiske telte uden eget bad og toilet. Ønsker man i stedet en hytte med bad og toilet kan dette tilkøbes for 500 kr. per værelse ved henvendelse i god tid inden afrejse.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi forlader Jebel Shams og kører ca. 3 timer til lufthavnen i Muscat. Her tager vi aftenflyet til Zanzibar. Ankomst omkring midnat. Afhentning i lufthavnen og indkvartering på hotel i Stonetown.

Selvom Oman ligger i den arabiske verden og Zanzibar ligger i Afrika, så hørte de engang sammen. I 1828 underskrev høvdingen Mwinyi Mkuu en traktat, der anerkendte Oman som kolonimagt, hvilket betød at Zanzibar var under Omans herredømme. Ja, på et tidspunkt flyttede sultanen endog sit hof fra Oman til Zanzibar, for her var der gang i økonomien. Slavehandelen skaffede penge, ligesom eksport af nelliker.
Men i 1856 var der to arvinger til sultan-titlen. Og de kom op at toppes. Derfor fik Zanzibar sin egen regent, og Oman sin. I dag har Oman stadig en sultan, mens Zanzibar er blevet en del af Tanzania.

Vi ankommer til Zanzibar lidt over midnat, og får sovet ud på vores hotel i Stone Town efter flyveturen.

Stone Town er den gamle del af Zanzibar city. Den er på Unescos liste over verdens kulturarv, fordi man finder såvel afrikansk som indisk, europæisk og arabisk kulturarv i byen. Den gamle bydel byder på nogle fascinerende smalle gader og gyder, som fører besøgende forbi mange huse fra 1800-tallet, eksotiske bazarer, moskeer og udsmykkede paladser.

På en 3 timers tur med guide ser vi alle byens seværdigheder, også de gamle slavekældre, sultanpaladset, havnen og den lille park Forodhani, der blev anlagt i 1936 for at fejre sultanens 25 års jubilæum som regent. House of Wonders blev bygget i 1883 for sultan Bin Said af Zanzibar, og fik sit navn, fordi det var den første bygning på øen, der havde elektricitet - og elevator. I dag er det et kulturhistorisk museum.

Efter frokost sejler vi ud til Changuu Island, som også er kendt som Prison Island. Øen der ligger ca. 6 km. fra Zanzibar, har fået sit navn efter et fængsel, der blev bygget i 1893, men som aldrig er blevet brugt. Fængslet blev i stedet brugt som en karantæne station for personer, der blev smittet med gul feber. Øen er også hjemsted for Aldabra kæmpe skildpadder, som regnes for at være nogle af de største skildpadder i verden. Vi tager naturligvis ud for prøve om vi kan være heldige at se disse kæmpe skildpadder.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Efter morgenmaden drager vi mod nordkysten af Zanzibar, hvor vi besøger en krydderiplantage. Gennem århundreder var øen kendt som ”Spice Island”, for når monsunvinden var i den rigtige retning blev der udskibet nelliker, muskat, kanel, vanilje og peber fra Zanzibar. En overgang var Zanzibar verdens største leverandør af nelliker.

Vi bliver guidet igennem krydderiplantagen, og får mulighed for at dufte og smage de mange forskellige krydderier, samtidig med at guiden giver os en detaljeret beskrivelse af, hvad krydderierne bruges til. De bruges nemlig ikke kun til madlavning, men også til medicin. Blade, frø og bark fra "Neem-træet" blev traditionelt brugt mod en række sygodomme, da de har antibakteriel og anti-inflammatorisk virkning. Lægger man frøene i vand, kan vandet bruges som ugiftigt sprøjte,middel. Ektrakt udvundet af barken bruges mod malaria. Vi kender neemtræet, da visse mærker i tandpasta indeholder neem-olie.

Efter en dejlig rundvisning med ny viden og mange smagsindtryk, drager vi videre mod Nungwi, som ligger på nordkysten af Zanzibar. Her indkvarteres vi på et lille og hyggeligt hotel, som ligger ned til en skøn strand. Vi har 4 overnatninger på dette sted.

Aftenen er til fri benyttelse, og forhåbentlig får vi muligheden for at se den skønne solnedgang fra stranden.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi stævner ud fra Zanzibar om morgenen, og tager på en dejlig og eksotisk sejlads til Kwale øen, der gemmer på en mangrove lagune. Man kan tage badetøj med, for det er en uforglemmelig oplevelse at svømme og snorkle i det turkisfarvede vand, som byder på flotte koraler og farverige fisk.

Dette er en heldagssejlads, og vi spiser frokost på den skønne Kwale ø. Frokosten består naturligvis af flere former for fisk og skaldyr samt kolde drikkevarer.

Om aftenen slapper vi af på hotellet ovenpå en skøn dag på vandet.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

I dag besøger vi 3 forskellige landsbyer. Vi starter i byen, vi allerede bor i. Nungwi er en stor fiskerby og den er også kendt for at lave de såkaldte dhows. En dhow er en traditionel, arabisk sejlbåd, der er bygget af træ og med et trekantet sejl. Båden bruges både til turister og til at fragte varer langs den østafrikanske kyst. Vi skal naturligvis se, hvordan disse sejl og både produceres af de lokale.

Den næste landsby vi besøger, er Mchangani. Vi socialiserer os med de lokale, og de fortæller om deres hverdag på Zanzibar, mens vi smager på deres traditionelle mad og lokale frugter. Til sidst besøger vi den lokale skole i Mchangani, hvor vi interagerer med børnene, og hører om deres traditionelle skolegang.

Den sidste landsby vi besøger, hedder Koani. Her ser vi, hvordan de verdenskendte og pragtfulde udskårne døre bliver lavet. Designet på disse døre stammer typisk fra arabisk og indisk indflydelse, og det kan tage helt op til 3 måneder at producere hver enkelt dør, som ovenikøbet er håndskåret.

Vi er tilbage på hotellet i Nungwi midt på eftermiddagen, og resten af dagen bruges på egen hånd. Man kan snorkle i det turkisfarvede vand eller få noget koldt at drikke på den dejlige strand.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi tager på en vandretur igennem Jozani skoven, som nu er blevet erklæret en nationalpark. Skoven er nemlig den sidste betydelige rest af den oprindelige skov på Zanzibar, som engang dækkede meget af øen. Det er samtidig det vigtigste pattedyrsreservat på øen, og skoven huser blandt andet den sjældne røde colobus abe, som ikke kan ses andre steder i verden. Navnet Colobus stammer fra græsk, hvor det betyder ”lemlæste” eller ”beskære”. Dette fordi Colobusaber har rudimentære eller helt manglende tommelfingre.

Efter en frisk vandretur i nationalparken sætter vi kursen mod Kizimkazi, hvor vi skal på delfintur. Byen er kendt for sin moské fra 1200-tallet, hvilket er det tidligste tegn på Islam i Østafrika. Ud for Kizimkazi er der normalt store kolonier af delfiner, så fra vores båd skulle der være rig mulighed for at se delfinerne lege og springe i bølgerne. Hvis vi er rigtig heldige, får vi måske muligheden for at skimte den 15 meter lange pukkelhval i horisonten.

Den sidste aften på Zanzibar nydes med en dejlig fællesmiddag på hotellet.

Måltider: Morgenmad og aftensmad

Vi siger farvel til dette eksotiske paradis, og vender snuden mod København, rejsemætte og med store oplevelser i bagagen.

Vi ankommer til København.

Alle planlagte afgange

17 dage Pris Rejseleder Status Information
5. okt 18 til
21. okt 18
29.800 kr Kirsten Gynther Holm Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede