Logo

Tunesien rundrejse

Historie, kultur og natur i Nordafrika

Det lille land med marineblåt Middelhav, hvidkalkede huse og blomstrende bougainvillea har været glemt og gemt i nogle år, men åbner sig nu atter mod verden. Denne rejse indeholder mange af de samme ting som ”Tunesiens højdepunkter”, men på denne tur kommer vi også længere nordpå mod de flotte byer Bizerte og Tabarka. Rundrejsen byder desuden på endnu flere romerske ruiner som udgravningerne i Dougga, kendt som ”Templernes by”.

Tunesien har meget mere end sandstrande og høj sol at byde på, og på rundrejsen giver vi os god tid til at komme rundt i det lille land.

Se dagsprogram
Regioner: Afrika Mellemøsten
Lande: Tunesien
12 dage Pris Rejseleder Status Information
10. okt 20 til
21. okt 20
Afventer pris Søren Dalsgaard Ledige pladser Bestil rejse

Det sagnomspundne Karthago. Amfiteatre og triumfbuer fra romersk tid. Livlige medinaer. Oaser med palmelunde. Sahara. Middelhavet. Små berbersamfund, der bor i huler. Et verdenskendt museum. En af Islams hellige byer. Dette er blot nogle af Tunesiens højdepunkter.  

Helt mod nord ser vi byerne Bizerte og Tabarka, begge meget gamle byer med smukke fortifikationer – den ene beliggende på en ø med udsigt over havet. Der er flere spor fra romertiden. Mest kendt er amfiteatret i El Djem, men Bulla Regia er unik på grund af sine underjordiske, romerske villaer. I Sbeitla ser vi rester af termiske bade, og endelig er der Karthago, den fønikiske stormagt, som romerne til sidst ødelagde.

Vi kører i firehjulstrækker i Tunesiens smukke oaser, rider på dromedarer i ”Porten til Sahara”, spiser frokost i en underjordisk hulerestaurant og ser de spændende lagerrum i Chenini. De er bygget i flere etages højde, og konstrueret på en sådan måde, at de kan holde sig kølige. De bliver derfor brugt til opbevaring af blandt andet dadler og oliven.

Rejsen har en hel dag i Kairouan, som er en af Islams mest hellige byer, samt en formiddag i medinaen i Sousse. Denne medina er optaget på Unescos liste over verdens kulturarv.

Max 20 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Vi bliver hentet i lufthavnen og kører til hotellet i Tunis.

Måltider: Eventuelle måltider i flyet og middag

Fra morgenen af drager vi nord på mod Bizerte, den største by i det nordlige Tunesien og en af Tunesiens ældste byer. Bizerte er blandt andet kendt for sit smukke fort, Kasbah, fra det 6. årh. Vi skal på rundtur i Bizerte og besøge byens medina.  

Vi spiser frokost på en lokal restaurant, hvorefter vi fortsætter mod Tabarka igennem Sejnane. I Tabarka besøger vi byens fort, der ligger strategisk godt på en lille, grøn ø med udsigt over havet. Fortet blev bygget i det 16 årh. af genoveserne, da disse indtog Tabarka. Fortet bærer dog også præg fra osmannerne, der senere kontrollerede fortet. I Tabarka ser vi desuden de ikoniske, spidse klipper, der er kendt som ”nålene”.

Vi overnatter i Tabarka

Måltider: Morgenmad, frokost og middag

Dagens første stop er byen Ain Draham, en idyllisk by, hvor de fleste huse har røde tage.

Vi fortsætter mod Bulla Regia, et unikt arkæologisk område, der er kendt for sine underjordiske konstruktioner. Romerne byggede deres villaer delvist under jorden på grund af Tunesiens varme klima. I Bulla Regia finder man mange velholdte mosaikker. Nogle af områdets mosaikker er dog også at finde på Bardo museet, som vi besøger senere. Et højdepunkt fra området er amfiteatret, hvor vi finder en stor mosaik af en bjørn.

Vi spiser frokost i Teboursouk og fortsætter til endnu et spændende arkæologisk område kaldet Dougga. Dougga er kendt som ”templernes by”, og vi ser både Saturns og Merkurs tempel. Vi besøger også Douggas teater, der huser en årlig dramafestival og kan rumme omkring 3500 tilskuere.

 Vi fortsætter mod Hammamet, hvor vi overnatter.

 Måltider: Morgenmad, frokost og middag

Vi starter dagen i Hammamet. Her besøger vi blandt andet byens gamle medina, hvis smalle gader rummer et vareudvalg, der er helt særligt for Hammamet. Der er tid til at nyde en kop kaffe ved stranden. Herefter kører vi til Kairouan, den fjerde helligste by i Islam. Her besøger vi Uqba Bin Nafi moskeen, et vigtigt islamisk bygningsværk opført i det 9. årh. Man mener, at moskeens minareter er nogle af de ældste i den arabiske verden.

Om eftermiddagen går vi på opdagelse i Kairouan, en by med mange smukke moskeer og efter sigende Tunesiens førende tæppeby. I Kairouan besøger vi også Sidi Sahbi, også kendt som Barberens Moské. Overalt i moskéen finder man smukke relieffer af gamle, håndmalede kakler. Vi lægger også vejen forbi byens enorme bassiner, der i århundrede forsynede borgerne med vand.

Vi overnatter i Kairouan.  

Måltider: Morgenmad, frokost og middag

Vi kører til Sbeitla, hvor vi skal besøge byens velbevarede, romerske ruiner. I antikken havde Sbeitla en vigtig rolle både strategisk, politisk og økonomisk. Blandt Sbeitlas ruiner finder vi både en gammel olivenpresse, termiske bade med fine fiskemosaikker samt templer for Juno, Minerva og Jupiter.

Vi fortsætter til Tozeur, en by omkranset af over 200 kilder. I området findes omkring 400.000 palmetræer, der dækker et område på cirka 1000 hektar. Dadlerne, der er verdensberømte, danner grundlaget for byens rigdom og tidligere status som stort karavanestop.

Vi har to overnatninger i Tozeur.

Måltider: Morgenmad, frokost og middag

Heldagsudflugt til oaserne Chebika, Tamerza og Mides. En række firehjulstrækkere tager os på tur til en række smukke og vidt forskellige bjergoaser. I Chebika skal vi på en gåtur ned til en lille kløft omgivet af palmer og op på en klippetop med en flot udsigt. Tamerza byder på et lille vandfald, hvor de lokale kommer for at bade, og Midés’ høje bjerge er et imponerende syn.

Vi spiser frokost på Eden Palm, hvor der bliver producerer dadelmarmelade og andre dadelprodukter. Herefter besøger vi Dar Cherait museet, der er en kopi af et rigmandshus i Tunis. Det private museum giver et spændende indblik i Tunesiens historie, skikke og beklædningsgenstande.

Måltider: Morgenmad, frokost og middag

Når vi har spist morgenmad, skal vi på tur i Tozeurs smukke medina. Ligesom resten af byen er mange af medinaens bygninger af gule mursten, lagt i smukke geometriske mønstre. Vi besøger også byen Nefta, en oaseby, der er et vigtigt område indenfor sufismen. Sufismen er en åndelig og spirituel filosofi, som er opstået i Mellemøsten.

På vejen til Douz krydser vi saltsletten Chott El Jerid, der kaldes ”Djævelens badekar”. Sletten, der er en død saltsø, er meget jernholdig. Derfor blandes de hvide saltlag med en rød farve.  Det er et flot fotostop. I horisonten er der gode chancer for at spotte fatamorganaer – luftspejlinger der skaber en illusion af vand på den knastørre slette.

I Douz, der er kendt som ”porten til Sahara”, skal vi ud og ride på dromedarer. Vi overnatter også i Douz.

Måltider: Morgenmad, frokost og middag

Vi kører til Matmata, som er kendt for berbernes underjordiske huler, der holder sig kølige under sommerens intense varme. Vi besøger et lille, privat berbermuseum i Tamazret, der giver et godt indblik i berbernes daglige liv og festlige dage. Dagens frokost spiser vi på en underjordisk berberrestaurant. Menuen står på traditionelle, tunesiske retter.

Vi fortsætter til Chenini, hvor vi skal se nogle af Tunesiens særprægede ghorfaer. En ghorfa er egentligt bare et lagerrum med en konstant kølig temperatur, der gør dem ideelle til at opbevare oliven, dadler og andre fødevarer. Ghofaerne i Chenini er stablet i op til 5 etager.

Vi overnatter i Tataouine

Måltider: Morgenmad, frokost og middag

Fra morgenen af kører vi igennem Medenine til Gabés, hvor vi går en lille tur blandt palmetræerne.

Vi spiser frokost i Mahrés tæt på Sfax og fortsætter herefter til El Djem. Amfiteatret i El Djem er et af verdens største og flotteste, romerske amfiteatre. Da det blev bygget i 238 f.kr. kunne det rumme op imod 35.000 tilskuere. Her kan man gå en tur på tribunerne eller besøge kælderen under teatret, hvor vilde dyr blev holdt fanget, indtil de skulle forsvare sig mod gladiatorerne. Herefter besøger vi byens museum, der rummer et væld af flotte og enestående mosaikker.

Vi fortsætter mod Sousse, hvor vi overnatter.

Måltider: Morgenmad, frokost og middag

Sousse er Tunesiens tredje største by. Om morgenen udforsker vi byens medina, der er på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Det er spændende at gå på opdagelse i medinaens krogede gader. Vi besøger også havneområdet ved Port El Kantaoui, hvorfra man kan nyde synet af sejlskibe og fiskerbåde fra de hyggelige cafeer.

Når vi har spist frokost, kører vi mod Tunis. Der bliver tid til at gå på opdagelse på egen hånd i Tunis’ medina eller drikke en kop kaffe på Avenue Habib Bourguiba.  

Vi har to overnatninger i Tunis.

Måltider: Morgenmad, frokost og middag

I dag besøger vi Karthago, den ældste fønikiske bosættelse på den nordafrikanske kyst. Karthago betyder ”den nye by”, et navn som fønikerne gav den, da de ankom i 814 f.kr. Fønikerne var handelsfolk, og blev derfor en trussel mod Romerne, der brændte byen ned og anlagde en ny by ovenpå. Udgravningerne i Karthago fremviser derfor både fønikiske udgravninger og romerske ruiner.

Efterfølgende drager vi mod byen Sidi Bou Said, en smuk by med hvide huse prydet med blå detaljer. Byens udseende samt dem smukke udsigt over havet fører tankerne til det græske øhav. Sidi Bou Saids skønne omgivelser har i årenes løb tiltrukket mange europæiske kunstnere. Bandt andet har den danske maler E.V. Brandt været bosat i byen i en årrække.

Vi spiser frokost på en lokal restaurant. Herefter skal vi på museum, og et rigtigt godt et af slagsen. Bardo museet rummer massevis af flotte statuer og mosaikker. Faktisk har de så mange mosaikker, at de også pryder museets gulve. Blandt museets højdepunkter er en detaljeret mosaik af poeten Virgil og en velbevaret døbefont i marmor.

Herefter går vi sammen på tur i Tunis’ medina. I medinaen kan man blandt andet købe lædervarer, keramik og beduinsmykker. Der bliver også tid til at få indkøbt de sidste souvenirs.

Om aftenen mødes vi til en afskedsmiddag på en god restaurant i Tunis.

NB: Afhængigt af rejsedato kan butikkerne i Tunis’ medina være lukkede. I så tilfælde går vi dog stadig en tur igennem den flotte medina.

Måltider: Morgenmad, frokost og middag

Hjemrejse fra Tunis.

Måltider: Morgenmad og eventuelle måltider i flyet

Alle planlagte afgange

12 dage Pris Rejseleder Status Information
10. okt 20 til
21. okt 20
Afventer pris Søren Dalsgaard Ledige pladser Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede