Hele 87 fuglearter i Colombia er endemiske. De findes med andre ord kun i Colombia. Denne enorme diversitet skyldes hovedsageligt landets utroligt komplekse geografi og klima, hvor Andesbjergene spiller en stor rolle.
Andesbjergene udgør klodens længste bjergkæde, og i Colombia deler den sig i tre “fingre”, der på dramatisk vis splitter landskabet op mellem høje bjerge og dybe dale, der løber nord-syd gennem landet. Mod øst falder bjergene ud mod Amazon- og Orinoco-lavlandene og mod vest ned til kystlandskaberne. Den vestlige “finger” af Andeskæden er lavest og vådest, den centrale og østlige kæde har derimod snedækkede tinder på over 5000 meters højde.
Rejsen har fokus på fuglene, men vi ser også efter andre dyr og spændende planter. Vi krydser alle tre “fingre” af Andesbjergene, kommer helt ned i Amazonregnskoven, og undervejs oplever vi storslåede bjerglandskaber med sneklædte vulkaner og vidtstrakte paramo-områder med alpin vegetation, bjergregnskove og lavlandsregnskove, floder og søer - samt spændende kulturlandskaber. Vi kører bl.a. gennem nogle af landets bedste kaffedistrikter.
Colombia regnes for ét af verdens biodiversitets-hotspots. Landet rummer over 450 forskellige arter af pattedyr, over 620 arter af padder, over 520 arter af krybdyr - og et svimlende antal sommerfugle på over 3000 arter!
Læg dertil over 50.000 forskellige plantearter, hvoraf 30% er endemiske. Så Colombia udgør i sandhed en af vor klodes biologiske skatkamre, og med landets slogan, “The only risk is wanting to stay”, har Colombia i flere år forsøgt at sætte gang i turismen til deres latinamerikanske paradisland. De er godt klar over, at landet har haft et blakket ry på grund af narkobaroner og guerillaer. Men de tider er forbi. Med et langt sejt træk har landet de sidste 10 år ryddet op, så Colombia i dag har en lavere kriminalitet end mange andre lande. Vi vil gerne vise jer Colombias skønhed, natur og gæstfrihed. Og á propos sloganet: Skulle du få lyst til at blive – så har vi altså købt returbilletten!
Klik her for at se en udførlig liste over, hvilke fugle vi har set på rejserne 2018 til 2020
Vi besøger bl.a. alle disse parker, reservater og naturfænomener:
- The Romera Ecological Park
- Klippehane lek i Jardin
- The Yellow-eared Parrot Bird Reserve
- Los Nevados National Park med vulkanen Nevado del Ruiz
- Kolibrihaven ved Termales del Ruiz
- Rio Blanco reservatet
- Cocora dalen med cera-palmerne
- Otún Quimbaya Sanctuary de Fauna y Flora
- Santander parken i Leticia
- Marasha reservatet
- Amazonfloden og Amazon-regnskoven
- Korea øen og Mocagua øen
- Tarapoto sø-området, Igarapehuazú kanalen, Chepetén søen og Zancudillo området
- Wochine skovreservat
- Parque La Florida
- Chingaza National Park
- Kolibri-observatoriet i Calera
Max 15 deltagere!