Logo

Colombia med karneval

Rundrejse i Latinamerikas nye perle

“The only risk is wanting to stay”. Med dette slogan har Colombia i flere år forsøgt at sætte gang i turismen til deres latinamerikanske paradisland. De er godt klar over, at landet har haft et blakket ry på grund af narkobaroner og guerillaer. Men de tider er forbi. Med et langt sejt træk har landet de sidste 10 år ryddet op, så Colombia i dag har en lavere kriminalitet end mange andre lande. Vi har haft et godt øje til Colombia i flere år. Nu vil vi gerne vise jer alle Colombias skønhed og gæstfrihed. Og á propos sloganet: Skulle du få lyst til at blive – så har vi altså købt returbilletten! På denne rejse til Colombia skal vi med til karnevalet i Barranquilla.

Regioner: Sydamerika
Lande: Colombia
16 dage Pris Rejseleder Status Information
30. jan 18 til
14. feb 18
26.900 kr Lea Nielsen Bestil rejse

Det er nemt at forelske sig i Colombia. Indbyggerne er stolte over at få besøg. Velbevarede byer oser af stemning fra den spanske kolonitid, og kulturen blomstrer, især i hovedstaden Bogotá, der engang var udset som hovedby i hele Det Ny Amerika. På plussiden tæller også en spændende kaffe-tradition, myten om Eldorado og nationalpoeten Gabriel Garcia Marquez, der har modtaget Nobel-prisen.

Klima og natur er varieret, fra høje bjerge over bløde bakker til nogle af verdens bedste strande. Kolibrier og mange andre fugle ser vi undervejs. Og så har Colombia verdens næststørste karneval, kun overgået af Rio. På denne rejse til Colombia skal vi med til karnevalet i Barranquilla.

Vi bor to nætter i Barranquilla under karnevallet.

På rejsen er der desuden god tid til at nyde fantastiske Cartagena.

Villa de Leyva regnes for den smukkeste landsby fra kolonitiden i hele Sydamerika. Langt væk fra turismens hovedstrøg ser vi Slavernes By, og vi bor to nætter på en stemningsfuld kaffe-hacienda.

Læs praktiske oplysninger om rejser til Colombia her

12-20 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Afrejse via Amsterdam og ankomst sidst på dagen til Bogotá, hvor vi kører til vores hotel, som ligger centralt i den gamle bydel, La Candelaria.

Metropolen med omkring 7 millioner indbyggere blev grundlagt af spanierne i 1538 under navnet Santa Fe. I dag er den kosmopolitiske hovedstad fyldt med summende latinamerikansk liv i gader og stræder.

Vi begynder dagen med en rundtur i Bogotá. - Først går vi til Plaza Bolivár, Bogotás hovedplads, omgivet af regeringsbygninger.  Vi fortsætter til den gamle bydel, La Candelaria, med smukke kolonihuse, og vi ser San Fransisco kirken og guldmuseet med imponerende guldskatte fra fortiden. Efterfølgende tager vi med svævebane op til toppen af Monserrate Hill og nyder den spektakulære udsigt over byen.

Om eftermiddagen besøger vi fonden "Futbol para la Paz" (fodbold for fred), hvor fattige børn fra Bogotá via fodbold opmuntres til at omgås hinanden på en fredelig måde . Efter en rundtur på stedet er der mulighed for at spille en fodboldkamp.

 

 

Vi forlader Bogotá om morgenen via den nordlige omfartsvej.

Vi krydser savanne-landskabet og kommer til Zipaquirá. Her besøger vi den fascinerende saltkatedral, som er bygget 120 meter under jorden i en saltmine. Saltkatedralen bruges til messer, koncerter og andre kulturelle arrangementer.

Vi  kører til Chiquinquirá, hvor vi ser Basilica de Chiquinquirá og fortsætter herefter til La Ráquira, en landsby bestående af kuriøse og farverige små huse. La Ráquira er kendt for keramik og potter.

Turen fortsætter til Villa de Leyva, af mange betragtet som den smukkeste og mest velbevarede koloniale landsby i Sydamerika. Siden 1954 har den grundet sin spektakulære arkitektur været erklæret nationalt monument og dermed beskyttet. Her bor færre end 10.000. Om eftermiddagen ankommer vi til vores hotel, og efterfølgende slentrer vi gennem Villa de Leyva og besøger den centrale plads med dens kirker, restauranter og kunsthåndværksboder.

Vi har to overnatninger i Villa de Leyva.

Om formiddagen går vi mere i dybden med denne perle af en by, som vores gæster på tidligere rejser har ønsket at have mere tid i. Derfor tager vi en ekstra dag. Vi besøger det dominikanske kloster, Ecce Homo (bygget i det 17. årh.) og fortsætter til et 150 millioner år gammelt fossil, der blev fundet i udkanten af byen. 

Vi udforsker det ældgamle observatorium, som kaldes "El Infiernito", det lille helvede og fortsætter til det smukke Pozos Azules, som er en samling små blå søer, inden vi vender snuden mod Villa de Leyva, hvor resten af dagen er på egen hånd.

Vi kører tilbage til Bogotá og gør på vejen holdt ved Colombias vigtigste monument, Boyacá Broen. På denne bro vandt Simón Bolívar sit vigtigste slag mod spanierne.

Vi fortsætter til lufthavnen og flyver til Neiva. Derpå kører vi ud i den spektakulære Tatacoa-ørken, hvor vi tager på udflugt. Hvis himlen er nogenlunde skyfri er der mulighed for at besøge områdets astronomiske observatorium.

Vi kører til Villa Vieja, hvor vi har en overnatning. 

Vi kører til San Agustín og besøger samme eftermiddag den arkæologiske park i byen. Her ser vi de ceremonielle pladser samt Fuente Ceremonial de Lavapatas, et imponerende præ-colombiansk kompleks af kanaler, bassiner og skulpturer forestillende bl.a. mennesker, reptiler og amfibier. De fleste af de mere end 500 imponerende statuer blev brugt til begravelsesritualer af indbyggerne, der af mystiske årsager forlod stedet for omkring 700 år siden. De blev formentlig drevet på flugt ind i Amazon-junglen og Orinoco regionerne.

Vi besøger også det arkæologiske museum.

Efter morgenmaden tager vi ned til flodens bred og nyder Rio Magdalena strædet, hvor Colombias længste flod er bare to meter bred.

Vi kører til Isnos, og ser de flotte og velbevarede statuer "El Alto de los Ídolos" og "Alto de las Piedras.

 

Vi kører 4-5 timer tværs over den flotte Purace nationalpark til Popayan. En del er vejen er der grusvej. Om eftermiddagen tager vi på byrundtur i Popayan, som er kendt som Colombias hvide by pga. de mange hvide kolonihuse i byen. Popayan er desuden et gastronomisk anerkendt center, eftersom den mundligt overleverede tradition for mad gennem generationer gør områdets køkken til et vigtigt stykke spiseligt kultur.

Vi har én overnatning her.

I dag fortsætter vi rejsen op gennem Colombia til Armenia i kafferegionen. En køretur på ca. seks timer. Klimaet i denne del af Colombia er fugtigt, hvilket gør jorden særdeles frugtbar og dermed ideel til kaffedyrkning.

Vi tager til en smuk og autentisk kaffe-hacienda, hvor vi skal bo i to nætter. Denne eftermiddag besøger vi en specialkaffefarm og bliver sat grundigt ind i de tekniske og praktiske udfordringer der er i at fremstille den perfekte kaffe, som vi i Danmark skatter så højt.

Vi kører i dag til Cocora dalen med dens betagende landskaber, som vi udforsker enten til  fods eller på hesteryg alt efter hvad man er mest til. Udover dalens rige fugleliv, heriblandt kolibrier, vil vi blandt andet se det imponerende træ, Palma de Cera, som er Colombias nationaltræ og en af de højeste palmearter i verden.

På vej tilbage til Armenia besøger vi den pittoreske landsby Salento i hjertet af kafferegionen. Oprindeligt gik den vigtigste handelsrute fra Popayán og Cali til Bogotá gennem Salento, men da ruten blev omdirigeret blev byen isoleret og udviklede sig siden kun langsomt i forhold til resten af regionen. Derfor har Salento bevaret mere af sin traditionelle, koloniale charme, og sammen med en rolig og afslappet livsstil, er både Cocoradalen og

Salento blandt de steder colombianerne selv ynder at besøge i deres ferier.

Vi besøger en kaffefarm og introduceres for colombianernes stolte eksportvare, som vi nyder godt af i Europa, kaffen.

Om morgenen besøger vi den botaniske have og sommerfugleparken. Besøget er et højdepunkt for naturelskere, med et væld af farver , former og intense dufte i den tætte vegetation. Den velbevarede skov rummer mere end 600 arter af planter og træer, der er mere end 200 år gamle.

Turen til den botaniske have inkluderer et besøg i insektparken. Fra en terrasse højt oppe kan man se vegetationen i flere lag og nyde udsigten over trætoppe. Her er utallige fugle, og parken tæller mere end 70 arter.

Turen fortsætter til en fortryllende sommerfuglepark med mere end 1.500 sommerfugle og 50 forskellige arter i alle størrelser. Sommerfugleparken er 680 kvadratmeter stor, og mens man går rundt blandt sommerfuglene, kan man nyde hundredvis af eksotiske og farverige blomster plantet langs stierne.

Om eftermiddagen er der afgang mod lufthavnen og fly til Barranquilla via Bogota. Vi ankommer om aftenen og bor to nætter i Barranquilla.

Denne dag er helliget et af verdens største og absolut bedste karnevaller. Vi tager nemlig tidligt af sted til Barranquilla, som i fire dage, og især i dag, er forvandlet til et sandt latinamerikansk inferno af farver, rytmer og parader med dansende og maskerede latinaer og latinoer.

Efter Rio er dette verdens største karneval, og musikken er først og fremmest ren colombiansk cumbia og fandango, men også mange andre stilarter. Man kan ikke undgå at blive betaget af denne verden af caribisk og latinamerikansk festivitas.

Vi kører til Colombias perle ved den caribiske kyst, Cartagena, hvor vi har to nætter.

Vi tager efter ankomst på en halvdags-byrundtur i denne fantastisk flotte kystby. Vi ser La Popa konventet, som er det højeste punkt i byen, og fortsætter til San Felipe fortet, en enorm fæstning, der emmer af gamle historier og mysterier om de hemmelige tunneller. Herefter går turen videre til Zapatos Viejos monumentet (det betyder de gamle sko), inden vi skal se det afgjort mest imponerende monument i Cartagena, den store forsvarsmur, der omkranser den gamle bydel med dens velbevarede koloni-arkitektur.

Den gamle bydel er utroligt charmerede og smuk med farverige huse. Her er mange butikker med souvenirs og et væld af gode restauranter og kaffebarer.

Dagen i dag er på egen hånd i Cartagena, som er en smuk og livlig by ved vandet, som man let kan fordybe sig i. 

Det er muligt at tilkøbe en tur med ægte caribisk strandsstemning til Isla Majagua. 

I sejler med speedbåd (rutebåd) fra molen i Cartagena ud i det caribiske øhav, Islas Rosario. Her har I god tid til at nyde strandene og det krystalklare vand, som stedet er kendt for. Prisen er 650 kr. som inkluderer frokost. Turen skal bookes i god tide inden afrejse og er med forbehold for udsolgte pladser. 

Om aftenen spiser vi afskedsmiddag på en af byens restauranter. 

Det meste af dagen er fri til at nyde stemningen i denne perle af en by. Sidst på dagen begynder hjemrejsen.

Hjemkomst via Amsterdam.

Alle planlagte afgange

16 dage Pris Rejseleder Status Information
30. jan 18 til
14. feb 18
26.900 kr Lea Nielsen Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede