Logo

Galapagos og Machu Picchu

Ecuador, Galapagos-øerne og Peru

Krydstogt mellem Galapagos-øerne med et unikt dyreliv, kæmpe marked med farvestrålende indiansk kunsthåndværk i Otavalo i Ecuador, inkabyen Cuzco i Peru og de mest berømte og velbevarede inkaruiner Machu Picchu. Der er mange højdepunkter på denne rejse. Vi lægger ud i Ecuadors hovedstad Quito, hvor den gamle bydel byder på kolonial arkitektur i verdensklasse. Med høje vulkaner som baggrund kører vi over Ækvator og når frem til Otavalo. Byen er kendt for sit marked, hvor indianere sælger friske råvarer og fint kunsthåndværk. Herfra flyver vi 1.000 km ud i Stillehavet til de enestående Galapagos-øer.

19 dage Pris Rejseleder Status Information
22. okt 18 til
9. nov 18
Afventer pris (Afventer rejseleder) Bestil rejse

Vi går i land på flere øer og oplever det enestående dyreliv. Der er selvfølgelig de berømte kæmpeskildpadder, og også blåfodede suler, hav- og landleguaner, skarver, der ikke kan flyve og forunderlige lavaformationer, store kaktus og giftige æbler. Vi får også mulighed for at snorkle og opleve det fascinerende undervandsliv med søløver, havskildpadder, pingviner og farvestrålende tropefisk.
Sidste stop i Ecuador er den energiske storby Guayaquil, hvor vi oplever et meget anderledes Ecuador end i højlandet.

Derefter flyver vi til inkaernes hovedstad, Cuzco i Peru. Man kan miste pusten over den flotte indflyvning over Andesbjergene, men også mærke den tynde bjergluft, fordi Cuzco ligger i 3399 meters højde. Det er en utrolig flot kolonitidsby, der summer af liv. Togturen gennem dalen langs stejle bjergsider til Aguas Calientes er en stor oplevelse. Herfra tager vi en bus til toppen for at opleve Machu Picchu. Her er der både en grundig rundvisning med en dygtig guide og tid til selv at gå på opdagelse i inkaruinerne. De er udnævnt til at være et af Verdens syv nye vidundere.

Vi slutter rejsen i hovedstaden Lima, hvor vi besøger det historiske centrum og oplever det mondæne Miraflores.

Læs praktiske oplysninger om rejsen her

Max 15 deltagere!

Vis alle dage Skjul alle dage

Ankomst til Quitos lufthavn om eftermiddagen. Vi bliver hentet i lufthavnen og kørt til vores centralt beliggende hotel i Quito (2850 meter).

Aftenen er fri til afslapning ovenpå den lange rejse.

Dagen byder på kolonial arkitektur i absolut verdensklasse, når vi besøger Quitos ældste bydel. Quito blev grundlagt i 1534 af den spanske conquistador Sebastian de Benalcazar, og byen er i dag en af de bedst bevarede kolonibyer i Sydamerika, samt optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarven. Quito ligger i 2850 meters højde på et bakket plateau foran Pichincha vulkanen og er beriget med fantastiske udsigter i alle retninger. Vi starter derfor selvfølgelig med at nyde udsigten og danne os et overblik over byen fra Parque Itchimbia, et af byens mange udsigtspunkter overfor Pichincha vulkanen.

Herfra kører vi ad de smalle, brostensbelagte gader til centrum i den historiske bydel, hvor vi slentrer rundt og ser nærmere på den unikke arkitektur, kirkerne og bygningernes udsmykninger.

Et af højdepunkterne er Plaza de la Independencia (Uafhængighedspladsen), hvor ældre mænd og skæve eksistenser samles til en sludder og travle embedsmænd går hurtigt forbi. Den grønne, livlige plads er omgivet af præsidentpaladset, rådhuset, katedralen og ærkebiskoppens palads. Et andet højdepunkt er jesuitterkirken La Compañia, der med sin detaljerede facade udhugget i vulkansk sten og guldbelagte interiør er et af Sydamerikas flotteste barokværker. På den historiske gade La Ronda, der ikke bare er en af byens ældste gader, men også var rammen om Quitos kreative miljø i 1930erne, får vi et indblik i hverdagslivet gennem tiderne og traditionelt kunsthåndværk, der demonstreres i små workshops.

Vi spiser frokost på en restaurant med typiske, lokale retter på San Francisco pladsen i den smukke, totårnede kirkes ”kælder”. Hen på eftermiddagen kører vi tilbage til vores hotel.

Efter morgenmaden kører vi mod de nordlige Andesbjerge. Turen går fra meget tørre landområder til frodige dale, hvor der dyrkes avokado og citrusfrugter, til ækvatormonumentet Quitsato, der er designet som et kæmpe solur.

Hvis det er en klar dag, kan vi se vulkanen Cayambe (5790 meter) i baggrunden. Cayambe er Ecuadors tredjehøjeste vulkan, og lige syd for toppen er den det højeste punkt på ækvator med 4690 meter.

Herfra fortsætter vi nord på gennem et frodigt landbrugsland, der producerer nogle af verdens smukkeste roser. Vi besøger en rosenplantage, hvor vi ser, hvad der skal til for at nå hertil, og processen roserne gennemgås. Roserne eksporteres til hele verden, også Danmark.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Otavalo (2535 meter), en hyggelig by med en befolkning bestående hovedsageligt af indianere. Resten af dagen er på egen hånd. Otavalo kan nemt udforskes til fods, og der er mange hyggelige restauranter og pladser.

I dag skal vi udforske Otavalos markeder. Otavalo-indianerne er berømte for deres kunsthåndværk i hele Sydamerika, og lørdagsmarkedet i byen er et af kontinentets største. Indianere fra nær og fjern kommer her for at købe og sælge og få en sludder med venner og bekendte. Det er en eksplosion af farver og varer. Otavalo-indianerne er et stolt folk og holder fast i deres traditioner og unikke klædedragt: Kvinderne bærer en tung, sort uldnederdel, hvid bluse med broderi og et sort eller gråt sjal. Mændene går i hvide bukser, blå eller grå poncho, stråhat og har deres hår samlet i en lang fletning.

Vi bruger formiddagen på at se frugt- og grøntmarkedet og slentre rundt på tekstilmarkedet og opleve, hvordan de handlende tilbyder deres varer. Hvis tiden tillader det, besøger vi de nærliggende landsbyer og kunsthåndværkere specialiserede i musikinstrumenter, vævning og lædervarer.

Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til hovedstaden Quito.

Efter morgenmaden bliver vi kørt til lufthavnen, hvorfra vi flyver til Galapagos-øerne og ankommer til lufthavnen på øen Baltra, der ligger lige nord for hovedøen Santa Cruz. I lufthavnen bliver vi mødt af vores guide og transporteret til den yacht, der skal være vores base under krydstogtet. Ombord bliver vi indkvarteret i vores kahytter og spiser frokost.

Om eftermiddagen besøger vi øen Mosquera, der ligger mellem Baltra og North Seymour. Den lille ø har en af øgruppens største søløvebestande, så vi kan godt forvente en varm velkomst af legesyge og nysgerrige søløver. Landgangen på Mosquera er våd dvs., at vi hopper af vores panga, gummibåd, i vandet så tæt på stranden som muligt og vader de sidste skridt i land. Udover søløver kan vi se mange forskellige fugle, blandt andet den flotte fregatfugl, der svæver over vandet på udkig efter føde. Hannen er kendt for sin knaldrøde strubepose.

I dag besøger vi de vestligste og yngste øer på Galapagos, Isabela og Fernandina, der har øgruppens mest aktive vulkaner. La Cumbre vulkanen på Fernandina var sidst i udbrud i 2009.

På den nordvestlige spids af Isabela har vi vores første udflugt i Panga til stedet Vicente Roca Point, en spektakulær geologisk formation. Her har vi mulighed for at se store flokke af blåfodede suler, nazca suler, og hvis vi er heldige Galapagos skarven, der har mistet evnen til at flyve. I det klare vand kan vi observere farvestrålende fisk, delfiner, havskildpadder og måske endda hvaler.

Om eftermiddagen besøger vi Espinoza Point på Fernandina. Fernandina er øgruppens mest uberørte ø pga. dens isolation, og fordi den ikke er påvirket af introducerede arter i samme omfang som andre øer. Derfor er det utvivlsomt et af de bedste steder at observere marinelivet.

Store flokke af havleguaner slapper af på de sorte klipper, mens Galapagos skarven tørrer sine vinger i solen. Der er pingviner og søløver samt mulighed for at se hvaler, delfiner og store flokke af fisk. Derudover er der mulighed for at se flotte lavaformationer, lavafirben, slanger og høge.

I dag udforsker vi Urbina Bay og Tagus Cove på Isabelas vestkyst. Tektoniske bevægelser i 1954 og 1994 har skabt Urbina Bay, der er et stykke opløftet havbund for foden af Alfredo og Darwin vulkanerne. En længere sti leder os gennem et landskab med giftige æbletræer, palo santo træer og bomuldsplanter forbi en stor sø. Der er mulighed for at se havleguaner, de gule landleguaner, og hvis vi er meget heldige, kæmpeskildpadder. Det er muligt at finde koraller langt inde i landet.

Efter frokost besøger vi Tagus Cove, der var det foretrukne ankersted for pirater og hvalfangere i 1800 tallet. Vi kommer forbi en grotte, hvor vi kan se inskriptioner fra denne tid og fortsætter til en saltsø og et udsigtspunkt over Isabelas vulkaner.

Der er som de andre steder mulighed for at se havlegunaer, søløver, pingviner og Galapagos skarv. Herefter sejler vi tilbage mod de centrale øer i øgruppen.

I dag starter vi med at besøge Puerto Egas på øen Santiago, hvor Sugar Loaf vulkanen, som Charles Darwin besteg under ekspeditionen til øgruppen i 1835, rejser sig i horisonten. Vi har en våd landing på en sort sandstrand og går på udkig efter de røde krabber, søpindsvin, ålefisk og blæksprutter i tidevandssøer mellem klipperne.

I en grotte er der mulighed for at se Galapagos’ anden søløveart, Galapagos fur seal, som er mindre og lidt mere kortsnudet end søløven.

Om eftermiddagen besøger vi en af Santiagos små satelitøer: Chinese Hat, der har fået sit navn pga. sin lighed med en kinesisk hat. Øen ligger bare 100 meter fra Santiago og kun små krydstogtsbåde kan ligge til her. En sti langs kysten fører os forbi en søløve koloni til en klippestrand fyldt med krabber.

Vores rejse på Galapagos-øerne slutter på Santa Cruz. Øen er den tredje største i øgruppen og har den største befolkning i byen Puerto Ayora. Det er her, de fleste turister er, og byen har mange restauranter og spændende souvenirbutikker.

Efter en tidlig morgenmad besøger vi Charles Darwin Research Station, hvor vi hører om og ser kæmpeskildpadder i forskellige størrelser og aldre. For at genskabe bestanden af kæmpeskildpadder udklækkes og lever de i centeret, indtil de er overlevelsesdygtige i naturen og kan sættes ud. Vi ser også et par eksemplarer af landleguaner fra forskellige øer. Efter dette besøg køres vi til lufthavnen på Baltra og flyver tilbage til Guayaquil på fastlandet.

I lufthavnen bliver vi hentet og kørt til vores centralt beliggende hotel. Resten af dagen er på egen hånd.

Vi tager på byvandring i Guayaquil. Byen er Ecuadors største by og økonomiske centrum og på mange punkter helt anderledes end koloniale Quito. Vi ser de vigtigste monumenter og vandrer langs promenaden ved Guayas floden, der ender i det farverige kvarter Las Peñas.

Vi spiser frokost sammen og har resten af dagen på egen hånd.

Vores fly til Lima afgår tidligt fra Guayaquil lufthavn, så vi køres i lufthavnen midt om natten

Vi ankommer om eftermiddagen via Lima til inkaernes hovedstad Cuzco. Indenrigsflyvningen i Peru tager ca. en time, og den sidste indflyvning til Cuzco er betagende med et utroligt udsyn over Andesbjergene. Vi ankommer til vores hotel og har resten af dagen til at vænne os til højderne og udforske den spændende by, som fra inkaernes tid blev formet som en puma.

Vi kører tidligt sydpå i retning af Puno, og efter ca. 30 minutter kommer vi til det autentiske marked i San Jeronimo, hvor højlandsbønder fra de omkringliggende bjerge kommer for at sælge deres lokale produkter, heriblandt både afgrøder, grøntsager, naturmedicin og levende dyr. Der er tid til at se sig lidt omkring på markedet, inden vi kører tilbage til Cuzco.

Her besøger vi Sacsayhuaman lidt udenfor byen. Det er et imponerende ruinkompleks, hvis formål formodentlig var et fæstningsværk eller religiøst tempel – eller måske mest sandsynligt begge dele. Komplekset udgøres af enorme sten, som fungerer som uindtagelige mure – nogle af stenene er op til 9 meter høje og de sammensatte mure op til 360 meter brede. Komplekset er forbundet via døre, trapper og tunneller, så det har været et sindrigt system af stor betydning for inkaerne. Inkaerne formåede i kraft af dette enorme fæstningsværk at forsvare byen mod spanierne i lang tid, godt hjulpet på vej af dets strategiske placering på en højderyg ved Cuzco med en fantastisk udsigt over byens indfaldsveje.

Det tog inkaerne 50 år at opføre Sacsayhuaman og hele 20.000 mand indgik i arbejdet. Det er stadig en gåde, hvordan de flyttede rundt på de kolossalt store sten og fik dem til at passe sammen.

Vi besøger også andre ruiner: Puca Pucara, en del af forsvarsfæstningen for Cuzco by under inka-tiden; Qenko, der er et ceremonielt center inde i en stenklippe, hvor der muligvis foregik ofringer; Tambo Machay, et arkæologisk kompleks bestående af kanaler, springvand og akvædukter.

Vi kører herefter retur til Cuzco.

Eftermiddagen er til fri disposition, og vi mødes igen til aftensmad, hvor vi blandt andet skal prøvemage den lokale egnsspecialitet ”cuy” (eller marsvin på dansk).

Efter en tidlig morgenmad kører vi til Ollantaytambo for at stige på toget mod Aguas Calientes, som ligger for foden af Machu Picchu. Togturen tager godt halvanden time og går igennem et malerisk bjerglandskab.

Fra Aguas Calientes kører vi med bus ad snoede veje op til Machu Picchu. Vi står nu foran det berømte ruinkompleks, som i 2007 blev erklæret for et af verdens syv nye vidundere. Først fører guiden os rundt i de storslåede ruiner. Efter et par timers grundig rundvisning er der tid til at gå på opdagelse i ruinerne på egen hånd.

Vi tager bussen ned til Aguas Calientes for at nyde en sen frokost. Eftermiddagen er på egen hånd i Aguas Calientes og man kan nyde en drink eller en god kop kaffe på en af de mange restauranter.

Machu Picchu blev genopdaget i 1911 af den amerikanske opdagelsesrejsende Hiram Bingham efter flere hundrede års glemsel. Det antages, at selv ikke de spanske erobrere nogensinde fik kendskab til stedet, hverken ved deres ankomst eller under deres næsten 300 års besættelse af landet. I dag diskuteres det stadig, om Machu Picchu først og fremmest var et afsidesliggende rekreationssted, eller om det primært havde religiøse, militære eller handelsmæssige formål. Teorierne om Machu Picchus formål er utallige, men eksperterne er dog enige om, at Machu Picchu ikke var en almindelig by, men forbeholdt meget vigtige folk og kun beboet i visse perioder i løbet af året.

Har man lyst til endnu et besøg på Machu Picchu er muligheden her.

Tager du af sted tidligt om morgenen får du mulighed for at nyde ruin-komplekset i ro og fred, inden dagstur-turisterne fra Cuzco når frem til ruinerne. Besøget koster ca. 700 kr. og skal bookes hjemmefra. Du kan derudover vandre op på toppen af Wayna Picchu, hvorfra der er en storslået panoramaudsigt over hele ruinområdet og Machu Picchu. Turen derop og ned igen tager ca. 3 timer, og det er en hård tur ad stejle trin. Det koster 100 kr. og skal ligeledes bookes på forhånd.

Man kan også vælge en morgenvandretur til Mandor Vandfaldet. Det er en smuk gåtur i let terræn, og ruten byder på både farverige orkideer, kolibrier og sommerfugle. Det tager cirka en time at gå til vandfaldene ved Mandor, og her kan man nyde en kop kaffe eller friskpresset juice.

Herefter går vi tilbage til Aguas Calientes, hvor vi mødes med resten af gruppen, og sammen tager vi toget til Ollantaytambo, hvor vi ankommer lidt over middag. Det er tid til frokost, og vi nyder en lækker økologisk frokost på Albergue de Ollantaytambos øko-restaurant lige ved togstationen.

Efter frokost besøger vi Ollantaytambos majestætiske inka-ruiner, som var en af inka-rigets vigtigste bastioner, hvor inkaerne anført af oprørslederen Manco Inca tildelte de spanske erobrere et yderst smertefuldt nederlag. Der er mulighed for at bestige ruinerne, hvorfra man har en udsøgt udsigt over dele af Den Hellige Dal. Ved foden af ruinerne ligger et marked med kunsthåndværk og souvenirs.

Midt på eftermiddagen kører vi til vores hotel midt i Den Hellige Dal, hvor vi har tid til at nyde de smukke bjergomgivelser.

Efter morgenmaden kører vi til Moray, hvor vi efter et kort stop i landsbyen af samme navn besøger de cirkulære landbrugsterrasser ved Moray, som vidner om inkaernes højt udviklede landbrugsteknik. Ikke blot var her et sofistikeret system til vanding af markerne, her blev også eksperimenteret med forskellige afgrøder og dyrkningsmetoder.

Vi kører herefter til Maras, som består af nærmest uendelige rækker af naturlige saltbassiner – i alt skulle der være over 3.000 bassiner, så der er hvide linjer så langt som øjet skuer. Vi begiver os herfra på en frisk lille vandretur i nærområdet ned mod vores frokostrestaurant. Gåturen i den Hellige Dal imponerer med flotte udsigter undervejs.

Eftermiddagen er sat af til et besøg ved Chinchero, et andet af højdepunkterne i inkaernes Hellige Dal. Her er de meget berømte for deres tekstiler og spinderi, og vi besøger netop et af spinderierne og indføres i de kreative og teknisk svære spinde- og væveteknikker.

Vi er tilbage i Cuzco ud på eftermiddagen.

Vi starter vores byrundtur i den imponerende katedral, som spanierne byggede i løbet af ca. 100 år mellem 1560 og 1660. Her findes en stor samling malerier af de berømte Cuzco-malere, som mange regner for Amerikas væsentligste malerskole fra den koloniale periode. Herefter går vi til soltemplet Koricancha, som engang var det mest storslåede tempel i Amerika. Engang var vægge og lofter af solidt guld, men disse skatte blev brugt som en del af den kongelige løsesum for inkaen Atahualpa, som blev holdt fanget af spanierne i Cajamarca og senere dræbt. Spanierne byggede Santo Domingo-kirken på soltemplets fundament, men adskillige efterfølgende jordskælv har afsløret de skjulte inka-mure, som i modsætning til spaniernes har kunnet modstå naturens rystelser i kraft af langt bedre konstruktioner.

Inden frokosten besøger vi også det lokale San Pedro marked, hvor der altid er en hektisk handel og vandel. Eftermiddagen er på egen hånd, og vi mødes om aftenen til fælles spisning på en af Cuzcos mange hyggelige og lækre restauranter.

Der er afgang til lufthavnen efter morgenmaden. Det er tid til at tage afsked med Cuzco og flyve tilbage til Lima.

Ved ankomst til Lima bliver vi kørt til hotellet i det mondæne Miraflores, og resten af dagen er på egen hånd. Det kan anbefales at tage på inka-markedet for at købe de sidste souvenirs eller besøge Larcomar, et eksklusivt shoppingcenter beliggende højt på en klippevæg med en fantastisk udsigt over Stillehavet.

Efter morgenmaden er der afgang mod Limas historiske centrum, som byder på præcolombiansk, kolonial og moderne kulturhistorie. Først lægger vi dog vejen forbi "Pucllana Pyramiden", hvor vi nyder en panoramisk udsigt over det storslåede ceremonielle center bygget af Lima-kulturen i det 4. århundrede efter vor tidsregning - mange hundrede år før inkaernes ankomst. Herefter går turen mod det historiske centrum med mere end halvtreds monumenter og koloniale bygninger, såsom Paseo de la República, pladsen San Martín, La Plaza Mayor, regeringspaladset, ærkebiskoppens palads, katedralen og byrådspaladset.

Et af dagens højdepunkter er uden tvivl det berømte barokkloster San Francisco, som har den største samling religiøs kunst i hele Amerika. Vi besøger de underjordiske katakomber, og går på opdagelse mellem disse ældgamle kranier fra svundne tider. Det regnes for at være Limas første egentlige begravelsesplads med kranier og knogler fra mere end 70.000 mennesker.

Efter byrundturen er der frokost, hvorefter vi kører til det berømte Larco-museum, som forbinder trådene fra de foregående ugers oplevelser. Her er der udstillinger af præcolombiansk kunst gennem mange tusinder af år – et verdenskendt privat museum, som udlåner kunstsamlinger til verdens førende museer. Det er ydermere kendt for et anneks med en enestående samling af erotisk kunst.

Sidst på eftermiddagen kører vi til lufthavnen i Lima.

Alle planlagte afgange

19 dage Pris Rejseleder Status Information
22. okt 18 til
9. nov 18
Afventer pris (Afventer rejseleder) Bestil rejse
Viktors Farmor baggrundsbillede