Logo

Zulu

 

En TV-kanal. En mellemblød lakrids. En film med Michael Caine. Og et folk i Sydafrika.

 

Ordet zulu er mange ting. Det sidste er det mest spændende, så lad os blive ved det!

Der er mange stammer i Afrika, og en af de største er zulu. Mellem 10 og 11 millioner zuluer har deres egen enklave i et hjørne af Sydafrika. Et naturmæssigt smørhul, omgivet af Drakensbergs bedårende bjerge til én side, og vidunderlige strande ved en lang kyst til en anden side.

Kong Shakas stat

Vi forbinder en zulu med krigerisk maling, spyd og aflange skjolde. Det er selvfølgeligt et karikeret billede. Men zuluerne har en lang tradition som gode krigere.  Deres storhedstid begyndte med kong Shaka, der kom på tronen i 1818.

Shaka reformerede zulu-samfundet. Militært ved hjælp af nye våbentyper og innovative kamp-strategier. Politisk ved at inkludere andre stammer, der var besejret i krig. Socialt ved at basere karriere på evner og ikke på fødselsret. Og kulturelt ved at gøre op med heksedoktorernes indflydelse. Nu blev de underordnet Shakas stat. 

Det gav en velorganiseret og centraliseret stat – et par hundrede år før den slags blev logik i vores verdensorden. Og satte zuluerne i stand til at slå en britisk hær i 1879. 

Det berømte slag kom efter at briterne invaderede Zululand. 20.000 zulu-krigere med jernspyd og kun få geværer overvandt en veludrustet hær på 1800 tropper. Så læste englænderne på lektien, og i to følgende slag fik de overtaget. Zululand blev gradvist indlemmet i Sydafrika.

Under apartheid blev Zululand et såkaldt homeland med delvist selvstyre. I det nye Sydafrika hedder provinsen Kwazulu-Natal, og den er stadigt hjemsted for langt de fleste zuluer. De har også deres eget sprog, som er anerkendt som et af 11 officielle sprog i Sydafrika.

Værdien af Goodwill

Zuluerne har stadig en konge. Hans navn er Goodwill – og det er også det, han har mest af. Goodwill altså. Egentlig magt har han ikke. Han er en ceremoniel kransekagefigur. Men ikke desto mindre har der været adskillige klager over, at kong Goodwill er mere ødsel end godt er i et land, hvor mange indbyggere bor i runde hytter, og hvor et godt job er som kvæg- eller fårehyrde.

Til gengæld har kong Goodwill genoplivet den farverige Umhlanga dans med det formål at give unge kvinder en moralsk bevidsthed og forståelse for AIDS-begrebet. Zulu-kulturen lever også i den måde, kvinder klæder sig på. I hverdagen er de meget vestlige, men til højtider og ceremonier klæder ugifte kvinder sig udfordrende i korte skørter med masser af perler. Den forlovede kvinde dækker også sit bryst, mens den gifte med sin beklædning tydeligt viser verden, at hun er optaget.

KwaZulu-Natal

Zulu-folket viser gerne deres traditioner frem. Og så har provinsen et af Sydafrikas største og smukkeste vildt-reservater. Hluhluwe parken er især anerkendt for sit arbejde med at bevare næsehornet. Der er omkring 350 sorte og 1800 hvide næsehorn I parken, og yderligere 3000 næsehorn er opfostret og siden omplantet til andre nationalparker.

Drakensberg-bjergene med petroglyffer fra stenalderen og havnebyen Durban er andre elementer, der gør Kwazulu-Natal til et af Sydafrikas mest spændende områder at besøge.

Rejser til Sydafrika

Går du og drømmer om at opleve den fascinerende sydafrikanske kultur og natur helt tæt på? Så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Sydafrika.

Viktors Farmor baggrundsbillede