Logo

Kisterne hænger i tovværk


Indonesien er et langstrakt land med mange forskellige kulturer. En af de mest spændende findes på øen Sulawesi.


”Hvis Gud havde tabt en del af sit paradis, så er det landet i Tana Toraja”, lyder et lokalt ordspil. Det forstår man godt, når man besøger Tana Toraja: Naturen er – paradisisk.
Hvor ligger så Tana Toraja?

Det er det indre af øen Sulawesi i Indonesien. Engang var den kendt som Celebes og under den hollandske kolonitid var den indgang til krydderiøerne. Øen er meget lidt besøgt, hvilket er synd og skam, for på Sulawesi kan man opleve en af de mest spændende kulturer i Indonesien: Toraja.

Festlig markering

Torajaerne er indvandret, måske fra det sydlige Kina. De var et frygtet og iltert bjergfolk, som valgte at bo i højlandet, hvor de kunne regere over sig selv uden indblanding. Sådan kunne det selvfølgeligt ikke blive ved med at gå, men trods alle udefrakommende magter, så har Toraja-folket holdt fast i deres kultur, og der kæmpes hårdt for at bevare den.

Indvielse af nye huse, bryllupper, eller begravelser er kun nogle af mange traditionsrige fester hos Toraja-folket. Gravpladserne er ikke kun grave, men også klippesider, træer eller huler, hvor kisterne hænger i tovværk.

Hvorfor denne tradition? Jo: Jorden er vigtig for risdyrkning. Derfor bliver begravelsespladserne i klipper, huler og træer. Og mere end det. Der er ikke tid til begravelser i de årstider, hvor der er travlt i markerne. Begravelserne må vente, til høsten er i hus, for ris refererer til liv. I september, oktober og november er der tid til at tage afsked med de afdøde. Altid med en festlig markering.

Ved de store dødsfester er antallet af ritualer og ofringer af dyr afhængigt af den dødes status, velfærd og alder. Ofringer skal ses som forsøg på, at den dødes sjæl kan komme sikkert fra de levendes verden til de dødes.

Men de er samtidigt de efterladtes forsøg på at befri sig selv fra de bånd, der har været til den døde, og gendanne forbindelsen til de levendes verden. I den forståelse bliver begravelsen en fest, der har de efterladtes fortsatte liv som centrum.

Slægt og familie forpligter

Husene er spektakulære. Tagene er formet som både, og indgange og vægge er dekorerede med bøffelhorn. Antallet af bøffelhorn symboliserer familiens rigdom. Husene står på pæle, og alt er naglet fast med spanskrør. Der bruges ingen søm.

Enhver toraja har forpligtelser i forhold til både ens forældres hus og ens ægtefælles hus. I dag er det stadig ofte sådan, at manden flytter ind hos konen i hendes families hus ved et ægteskab. Ved skilsmisse må manden flytte, men han må tage rismagasinet med sig. Det er forholdsvis nemt at demontere.

Huset er ikke kun bolig, det er også centrum for alle slægtens rituelle aktiviteter. Og dem er der mange af, for slægten betyder meget. Førhen førte man lange stamtavler over slægten. Mange kunne recitere alle slægtens led som vers.
 
200.000 torajaer lever nu om dage i andre egne af Indonesien og har fået væsentlig bedre økonomiske forhold. De fastholder deres tilknytning til toraja-kulturen ved at donere store beløb til de traditionelle fester.  Dette er også forklaringen på, at der stadig holdes begravelsesfester – og at antallet faktisk stiger.

Rejser til Indonesien

Vil du gerne opleve Indonesiens fascinerende og mangfoldige kultur med egne øjne? Så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Indonesien.

Viktors Farmor baggrundsbillede