Logo

Fantastiske Vietnam!

 

Flydende markeder på Mekongfloden, skarpe bjergtinder i Ha Long Bugten og bønder på arbejde i rismarkerne – i Vietnam står oplevelserne i kø

 

Det er svært at nævne noget, man ikke finder i Vietnam.

Shopping? Jo da, og vietnameserne er handelstalenter ud over det gennemsnitlige!

Gamle kulturer? Landet har 6 steder med på Unescos verdensarvsliste.

Strande? Nogle af de fineste, man kan forestille sig, med pulverhvidt sand.

Mad? Nyd det - køkkenet er et af de bedste i verden.

Flot natur? Prøv lige en eventyrlig sejltur i Ha Long bugten.

Historie? Masser - fra kejser-imperier over kommunisme til Vietnam-krig.

Og dertil kunne vi tilføje et sæt skræddersyet tøj fra Hoi An eller en kop kaffe fra rejselederens egen kaffeplantage. Vietnam er – fantastisk!

Få lande har forandret sig så markant over få år som det lange land i Sydøstasien. Væk er Vietnam-krigen, der hærgede landet til langt ind i 1970erne. Og væk er den rigide kommunisme, der medførte en inflation på 700% langt ind i 1980erne. Som fugl Føniks er Vietnam opstået fra asken. Landet er let at besøge – og fyldt med gode oplevelser.

Hanoi Hilton og landsfaderen Ho Chi Minh

Hovedstaden Hanoi er en af dem. Hanoi er meget anderledes end andre storbyer. Byen er konservativ. Den hviler i sig selv. Når man færdes i den gamle bys labyrint af smalle gader, er det som at træde tilbage til 1930erne eller 1940erne.

Vietnams første universitet lå i Hanoi. Litteratur-templet blev opført i 1070, og 6 år senere blev det udvidet, så landets elite kunne uddannes her. Sådan vedblev det i næsten 800 år. Det har været et meget vigtigt sted for Hanoi.

I en lang årrække blev navne på alle, der bestod en doktorgrad, mejslet ind i stentavler. 82 af dem er bevarede, og hver sten hviler på ryggen af en sten-skildpadde. Skildpadden er et helligt dyr i Vietnam. Den symboliserer visdom og et langt liv.

Ho Chi Minh er en faderfigur for det moderne Vietnam. Han stod i spidsen for frihedsbevægelsen, der fik Vietnam løsrevet fra Frankrig, og var præsident i det kommunistiske Nordvietnam frem til sin død i 1969.

I dag er der i høj grad en kult omkring Ho Chi Minh, men også – fra eksilvietnamesere - kritik af hans enevældige styre. Han er på forsiden af Vietnams pengesedler, og hans balsamerede lig ligger i mausoleet, bygget netop på der, hvor han oplæste uafhængighedserklæringen i 1945.

”Hanoi Hilton” er ikke så luksuriøst som navnet antyder. Tværtimod. Det er et tilnavn for det fængsel, hvor amerikanske krigsfanger sad under Vietnam-krigen. Den tidligere præsidentkandidat John McCaine sad her blandt andet i 4 år. Under den franske kolonitid hed stedet ”Maison Centrale”. Dengang var det fængsel for politiske fanger. I dag er det museum.

Kontrasternes Vietnam

Fra tidløst litteratur-tempel til gement fængsel. Der er store kontraster i Hanoi. I gadebilledet er der tusindvis af scootere, men man ser også dyre biler i millionklassen.

I det hele taget er kontrasterne store i Vietnam. Og Hanois modstykke er Saigon. Eller som byen hedder nu: Ho Chi Minh City.  Hvor Hanoi er det politiske centrum, så er Saigon det økonomiske. Saigon blæser derudaf. Byen er dynamisk og med på noderne. Menneskene lever et moderne liv, og kigger snarere mod Singapore og Bangkok, når de skal sammenligne sig med andre storbyer.

Derfor er det sydlige Vietnam også den økonomiske motor i landet. Iværksætterlysten er større, og dermed afkast og lønninger. Mens det nordlige Vietnam er mere forankret i traditioner. Denne forskel går længere tilbage end Vietnam-krigen. Den er præget ind i folk gennem århundreder.

Men frem for alt er det nok landskabet, der er det mest imponerende ved Vietnam. De skarpe bjergtinder i Ha Long bugten, den mægtige Mekong flod med de flydende markeder, bønder med koniske hatte på arbejde i grønne rismarker. Det hele er der – i fantastiske Vietnam.

Rejser til Vietnam

Har du en drøm om at komme helt tæt på Vietnams tankevækkende historie og kultur? Så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Vietnam.

Viktors Farmor baggrundsbillede